De seneste måneder er det, som om der er kommet en ny alvor og opmærksomhed ind i debatten, når vi taler om generative AI-teknologier og deres påvirkning af bl.a. oversætteres ophavsret og kunsten i helt overordnet forstand
I oversætterkredse er det ikke nyt, at mange er agtpågivende eller decideret kritiske, når det gælder brugen af generativ AI og store sprogmodeller inden for vores fag og branche. Eller at techvirksomhedernes omgang med vores ophavsretsbeskyttede materiale bestemt heller ikke skaber ro og tillid.
Der bliver talt om problemerne, der bliver arbejdet politisk på forskellige fronter, men det har været så som så med den politiske lydhørhed og forståelsen blandt såkaldt “almindelige mennesker”. Der er store økonomiske interesser på spil, ingen har lyst til at blive den sidste til at hoppe på vognen, og teknologierne skaber da også spændende muligheder og potentielle lettelser i arbejdet – ser det ud til.
Men fra den nye regering og flere andre sider er der på det seneste kommet markante udmeldinger, som peger på et større og mere koncentreret fokus på området, ikke mindst hvad angår ophavsret, men også, og mindst lige så vigtigt, når det angår selve den virkning, brugen af teknologierne har på vores erkendelse af verden, vores evne til at skrive og oversætte og vores mulighed for at forstå komplekse problemstillinger og tilegne os ny viden.
Babelfisken har samlet en lille oversigt over den seneste måneds udmeldinger fra forskellige aktører, der er relevante for litterære oversættere.
Åbent brev fra kulturlivet
Få dage efter at den ny regering var tiltrådt, sendte 34 organisationer og foreninger fra det danske kulturliv, bl.a. Dansk Forfatterforening (herunder Dansk Oversætterforbund) og Danske Forlag, et åbent brev til kulturministeren, erhvervsministeren, digitaliseringsministeren, Folketingets Kultur- og Kirkeudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.
Budskabet var, at der er behov for at styrke den lovgivningsmæssige indsats mod generativ AI:
Techgiganternes milliardforretning bag kunstig intelligens bygger på et massivt tyveri af danske kultur- og medieprodukter. Film, musik, billeder, nyhedsartikler og bøger bliver brugt som byggesten i AI-tjenesterne, men de indhenter ikke tilladelse fra rettighedshaverne. Dermed får forfattere, kunstnere, producenter og andre rettighedshavere ikke betaling for de kreative produkter, de har skabt, og som meningen var, at de skulle leve af. …
Generative AI-løsninger muliggør produktion af indhold, der kan konkurrere direkte med det menneskeskabte indhold, som AI-systemer er trænet på – og langt overvejende trænet ulovligt på. Først bliver ens materiale brugt ulovligt, dernæst bliver det erstattet af AI-genereret materiale ved hjælp af den ulovlige brug.
Samtidig udtalte direktør i Rettighedsalliancen Maria Fredenslund til fagbladet Advokaten:
Det er historiens største tyveri af ophavsrettigheder, og ikke nok med det – det stjålne indhold bliver brugt til at skabe nyt indhold, der konkurrerer direkte med rettighedshaverne. …
Det er ekstremt frustrerende for rettighedshaverne, at man føler, at man ikke kan stille noget op. Men det har en effekt at afdække og synliggøre problemet. Det er med til at skubbe på de politiske processer.
Eksperternes anbefalinger vinder politisk genklang
Både Maria Fredenslund og ophavsretsadvokat Peter Schønning har været en del af en ekspertgruppe om AI og ophavsret, nedsat af den tidligere kulturminister, som afleverede sine anbefalinger i september 2025. Blandt meget andet var de i ekspertgruppen enige om, at der er behov for transparens i de data, som AI-tjenesterne trænes på.
Det ser heldigvis ud til, at den nyvalgte kulturminister, Zenia Stampe, vil følge op på sin forgængers arbejde, for d. 26. juni gav hun et interview i Politiken, hvor hun bl.a. sagde:
En ting er misbrug af rettigheder, for det er jo tyveri ved højlys dag, og det skal der sættes ind over for. Der skal lovgives og straffes. Men ai er også med til at hacke vores mentale og kulturelle styresystemer. Vi kan godt bruge ai som redskab, men vi skal have for øje, hvornår ai bliver et middel til at hjælpe mig med at nå mit mål, og hvornår det faktisk er mig, der bliver et middel for ai.
Litteraturen og de store sprogmodeller
Kulturministerens fokus på, hvad det gør ved vores erkendelse og forhold til verden – og til kunst og kultur – at generativ AI bliver brugt ukritisk, ligger i forlængelse af flere indlæg i debatten fra både oversættere, forfattere og også forlag.
Den 7. juni skrev SAGA Egmonts forlagschef, Lasse Korsemann Horne, således i Politiken, hvordan de store sprogmodeller og ikke mindst de virksomheder, der udvikler dem, er ved at “stjæle … vores fortællinger, ødelægge økonomien for vores kunstnere og reducere vores identitet til et datasæt“, og at det er afgørende, at vi står sammen som branche, hvis vi skal forhindre tyveriet:
Dette er et opråb til alle professionelle kreative: Kom på barrikaderne! Støt jeres organisationer, så de får et stærkere forhandlingsmandat. …
Vi skal ikke acceptere en fremtid, hvor vores kreative rettigheder bare er noget, man skræller, og skaberne efterlades forsvarsløse over for big tech.
Og senest, i det fremragende kulturmagasin Atlas, har forfatter og oversætter Caroline Albertine Minor på smukkeste vis har beskrevet, hvad det er, vi risikerer at miste, hvis vi lader maskinerne overtage “besværet” med at skrive og skabe:
Nu, når jeg modtager en mail eller en besked, når jeg hører en prædiken eller læser en hvilken som helst tekst produceret efter pavebilledet, tænker jeg uklædeligt mistænksomt: Er der nogen hjemme? Er det virkelig dig? og bevæger mig prøvende gennem sætningerne, som gennem marskland. Det er tanken om at miste jeres stemmer, der er så isnende for mig. Jeg har elsket jeres stemmer meget højt, fordi de ikke er min egen. Det er deri udfrielsen består.
Minor fortsætter med en undren:
Alligevel siger folk ikke: jeg er blevet bestjålet, jeg er blevet narret. Man tog enkle glæder fra mig ved at kalde dem byrder. Man tog ventetiden og stilheden fra mig og fornemmelsen af at være midlertidigt, men perfekt samlet i mig selv, som en dråbe vand. Fælleslyden og ansigterne tog man fra mig, nu er de evindeligt nedadvendte som tørstige blomster. De siger ikke: jeg havde så vidt jeg husker ikke noget imod at sidde på en bænk og skrabe i gruset med skosnuden.
Forsigtig optimisme
I Dansk Oversætterforbund er der som sagt længe blevet arbejdet med området, konkret og generelt, og det har ikke altid været opmuntrende. Men i en tid med modstand og store, helt grundlæggende udfordringer, er det vigtigt at holde fast i et håb. Sådan skriver Dansk Oversætterforbunds formand Juliane Wammen og næstformand Signe Lyng (som tilfældigvis også er redaktører af dette tidsskrift …) i fagbladet Forfatteren:
Måske ender den kunstige intelligens faktisk med at gøre os en tjeneste, for den har fået os frem i lyset. Der bliver pludselig talt om hvad oversættelse er, og læsere der måske før var mere eller mindre ligeglade, har pludselig fået øjnene op for at der står mere end ét menneske bag de bøger de elsker eller hader. De ender måske med at forstå det vi allerede godt vidste: at oversætterne rent faktisk skriver og skaber teksten, at de ikke bare neutralt overfører en andens værk til et nyt sprog.
For al snakken om at maskinerne lige om lidt vil være lige så gode som os, har givet os lejlighed til at forklare at sprog er andet og mere end ord. Selv den bedste maskine vil stadig være en maskine der høvler stemninger, koblinger, ekkoer, temaer, toneskift – alt det der gør en tekst værd at læse – ned til (i bedste fald) forståeligt, men tamt og klichépræget, sprog.
På redaktionen vil vi med denne forsigtige optimisme – og ikke mindst den opbyggelige opfordring til at stå sammen – gerne ønske alle Babelfiskens læsere en rigtig dejlig sommer.
Og husk nu at læse nogle bøger – f.eks. fra vores liste over værker, hvor oversætterne får opmærksomhed og ros. Den kan findes her – og er garanteret 100% menneskegenereret.
