En oversætters refleksioner om at oversætte fra nynorsk til dansk i et postkolonialt perspektiv
Af Sara Koch
I forbindelse med min oversættelse af Frode Gryttens Den siste dagen i Nils Viks liv fra nynorsk til dansk skrev jeg til forfatteren med nogle praktiske spørgsmål til teksten. Jeg spurgte prosaisk om benzin versus diesel i bådmotorer, og han svarede lyrisk om bådmotorer som bådens bankende hjerte. Efter den dag rettede mit mailprogram konsekvent det danske ord ikke til det nynorske ikkje og det danske jeg til det nynorske eg hver gang jeg skrev e-mails. Korrespondancen med min forfatter havde på en eller anden måde aktiveret en nynorsk stavekontrol med autokorrektur. At blive forvandlet fra et jeg til et eg gjorde noget ved mig. Det føltes skelsættende.
Derfra startede en refleksion over sprog og identitet. Over retten til eget sprog. Og over de spor den danske kolonitid har sat i Norge. For nynorsk er jo et opgør med dansk som det herskende skriftsprog i Norge. Før Ivar Aasen måtte norske eg kalde sig jeg på skrift. Går jeg i virkeligheden baglæns og reducerer Aasens arbejde når jeg oversætter nynorsk til dansk?
Samtidig fik den overivrige autokorrektur fik mig til at tænke tilbage på den perlerække af nynorske forfattere jeg har oversat de seneste par år: Gunnhild Øyehaug, Carl Frode Tiller, Ruth Lillegraven og Frode Grytten – og så alle dem jeg ikke har oversat: Olav Duun, Tarjei Vesaas, Jon Fosse. Der ligger en litterær rigdom i det lille sprog, som nu også har fået en Nobelpris. Er det en tilfældighed eller ligger det i sproget og den særlige sprogsituation?
For at forstå og forklare hvad nynorsk er og kan, har jeg ladet mig inspirere af antihelten Klods-Hans fra H.C. Andersens eventyr af samme navn, de to franske filosoffer Gilles Deleuze og Felix Guattari og den amerikanske forfatter Ursula Le Guins såkaldte bæreposeteori. Undervejs supplerer jeg med forfatter Kjarstan Fløgstads refleksioner over at skrive på nynorsk og et par tekstnedslag hos forfatteren Gunnhild Øyehaug, hvor jeg vil vise et par af de udfordringer en oversætter kan møde når eg skal oversættes til jeg.
Det visionære og banebrydende ved Ivar Aasens vandring på de norske landeveje for at samle ord til et nyt skriftsprog og siden få sproget til at leve, er så vildt og imponerende at hans tid må have set skeptisk til. De må have stået leende og tænkt at det der, det kommer aldrig til at gå. Lidt som når storebrødrene i eventyret Klods-Hans ser den uforstandige dåre af en lillebror drage ud for at vinde prinsessen og det halve kongerige.
Trods omverdenens skepsis drog Klods-Hans muntert ud i verden, på landevejen fyldte han sin sæk med tilsyneladende ubrugelige genstande – en død krage, pludder og en gammel træsko – og endte som bekendt med at vinde prinsessen og det halve kongerige og lade storebrødrene stå tilbage som latterliggjorte tabere. Eller med H.C. Andersens ord: “Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa!”
Oprindelsen til Andersens eventyr er formodentlig et fynsk folkeeventyr, men Klods-Hans har også en norsk “fætter”, nemlig Asbjørnsen & Moes Askeladden. Eventyrene er skabt over samme læst: Dåren begiver sig ud i verden, samler ubrugelige genstande, men vinder til sidst magten og kærligheden. Det Asbjørnsen og Moe-eventyr der kommer tættest på vores danske Klods-Hans, er eventyret Prinsessen ingen kunne målbinde. Her er grundhistorien den samme: Lillebroren, antihelten, den uforstandige, vender situationen på hovedet og vinder magten og kærligheden og gør de andre til grin – men her altså ved at målbinde prinsessen, tage ordet fra hende. Eventyret handler altså blandt andet om sprog og magt. Om at generobre land med sprog. Og det ser vi også et lille glimt af i den danske version hvor Klods-Hans samler pludder på vejen. I denne kontekst betyder det mudder, men pludder er også er ord for vrøvl eller hurtig snak. Klods-Hans samler altså sprog i sin sæk på sin vej mod at vinde det halve kongerige.
Selvom Ivar Aasen var ikke nogen dåre, men en begavet, visionær og grundig videnskabsmand, kan vi alligevel bruge sammenligningen til at pege på hvor stærkt og skelsættende hans arbejde var, og hvor meget magt der potentielt ligger i sprog.
Ivar Aasen havde ikke gået på de danske universiteter, men var en selvlært mand. Han begav sig ud på en større rejse på de norske landeveje for at sanke sprog, og med det indsamlede skabte han et nyt skriftsprog for nordmændene der ikke er et fornorsket dansk, men et skriftsprog der baserer sig på det talte sprog og viden om grammatik og sprogstrukturer. Det sprog han sankede, var almuens sprog og ikke de “kondisjonertes” sprog, altså ikke de dannede og danskuddannede fra embedsmandsklassens dagligtale, men den almindelige mand ude på landet. Det var altså et sprog der ikke var forankret i magtens centrum, men langt fra (koloni)magten. Om Ivar Aasen samlede sprog i en sæk – eller et tornyster eller en skræppe for at låne eventyrerne vokabular – ved jeg faktisk ikke, men noget bar han vel sine notater i, og ligesom med Klods-Hans var det han sankede, blevet dømt ubrugeligt, men viste sig at have en stor værdi og mulighed for magt. Med sækkens indhold – sproget – genopbyggede han nationen. Med et eget sprog kunne nordmændene genvinde magten over sit eget land – det halve kongerige.
Billedet af den potente sprogsæk bliver tydeligere hvis vi går til den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin. I det lille essay Bæreposeteorien om fiktion fra 1988 gør hun op med den traditionelle plotdrevne heltefortælling og taler for en anden realisme, en mærkelig realisme der passer til den mærkelige virkelighed. For at forklare sit budskab bruger hun journalisten Elizabeth Fishers “bæreposeteori” – The carrier bag theory – der postulerer at det ikke er pilen, men beholderen – krukken, sækken – der er civilisationens vigtigste redskab, og at det ikke er kødet, men flyvehavren der har brødfødt os. Her stilles jægeren over for samleren. Pilen over for beholderen. Den teori overfører Le Guin nu på fiktion og kalder den Bæreposeteorien om fiktion. På overfladen synes fortællingen om jægeren der dræber en mammut, stærkere og enklere at fortælle end fortællingen om samleren der sanker bær og flyvehavre. Hun skriver at vi har fyldt vores fortællinger med helte, fortalt historier om jægerens pil der driver plottet frem mod et spektakulært drab. Men den historie, kæppene, spyddene og sværdenes historie, har hun aldrig følt sig hjemme i. Hvis det er menneskets historie, skriver hun, er hun mangelfuld eller slet ikke menneskelig. Men med bæreposeteorien kan vi beskrive fortællingen som en sæk, en bærepose, vi kan fylde med flyvehavre og lægende urter. En medicinsæk. Og med denne form kan vi sige noget langt mere interessant om mennesket og den mærkelige virkelighed vi befinder os i, som i sin grundstruktur er uheroisk. Hendes egen sæk er fuld af “pjok” (“wimps”) og “klodrianer” (“klutzes”) og “bittesmå korn” (mens Klods-Hans fyldte den med pludder, døde krager og gamle træsko). Og betragtet som beholder kan fiktionen beskrive “hvad mennesker faktisk gør og føler”, skriver Le Guin. Romanen som beholder, som en uheroisk og humoristisk fortælling, er en mere kompleks struktur, men en mere dækkende og rummelig form. “Det er en mærkelig realisme,” skriver hun, “men det er også en mærkelig virkelighed.”
Fællesnævneren for billedet af Ivar Aasen som den sankende Klods-Hans der vinder det halve kongerige (tilbage) med sprog, og Le Guins bæreposeteori er antihelten og troen på at vejen til mening ikke går gennem den etablerede magts hovedvej, men opstår på stier og landeveje, og gerne med humoren som følgesvend.
De franske filosoffer Deleuze og Guattari lancerer i en læsning af Kafka i bogen Kafka – for en mindre litteratur begrebet en mindre litteratur. Og netop begrebet en mindre litteratur kan føre os lidt videre på denne vandring i og med nynorsk sprog og litteratur.
Deleuze og Guattari vil gerne væk fra den alvorlige og dystre Kafka-læsning med rod i psykoanalysen og i stedet fremhæve humoren og det kollektive og politiske i forfatterskabet. De indleder bogen med at beskrive forfatterskabet som et rhizom. Et rhizom, på dansk en jordstængel, er et botanisk begreb der beskriver et “underjordisk eller fladt krybende skudsystem”. Vi kender det fra skvalderkål og kartoflens rodnet. Det er altså et forfatterskab man kan træde ind i fra mange forskellige indgange. Ingen indgange er rigtige eller overordnede. Ingen pile peger entydigt frem mod et bestemt mål. De påpeger at det tysk Kafka skriver på, prag-jødernes tysk, er et deterritorialiseret sprog, altså et sprog der er flyttet fra et sted til et andet, det er løsrevet fra det sted det er opstået. Der er sket en bevægelse væk fra et territorium til et nyt. Sådan et sprog der er løsrevet fra sin oprindelige kontekst kan noget andet end de store sprog. De store sprogs litteratur skriver sig med en selvfølgelighed direkte ind i en etableret kontekst af sociale miljøer og kan således gå direkte til det individuelle, mens den mindre litteratur uden denne etablerede kontekst må kæmpe en politisk kamp ord for ord. Alting skal skabes på ny, der er ingen normer, ingen klicheer, ingen automatiske betydninger. Men ved at arbejde med et deterritorialiseret sprog bliver det individuelle i den mindre litteratur altid forstørret til at være noget mere, noget politisk. Alting får en kollektiv værdi. Der er altså en mulighed for merværdi i det deterritorialiserede, en mulighed for at skabe nye forbindelser og få nye ting til at opstå.
Det bagudskuende er uinteressant for Deleuze og Guattari, de vil gøre op med det individuelle og fx psykoanalysens fokus på jeget, og tale om flugt og forsvinding. I Tusind plateauer skriver de: “Ikke for at nå frem til et punkt, hvor man ikke længere siger jeg, men for at nå frem til det punkt hvor det ikke længere er vigtigt om man siger jeg eller ej.”
Begrebet om en mindre litteratur skal ikke forstås bogstaveligt, det er ikke sådan at små sprog automatisk får en mindre litteratur og at store sprog ikke kan have en mindre litteratur. Litteratur på nynorsk er altså ikke automatisk en mindre litteratur. En mindre litteratur er en måde at skrive og læse på. En måde at forstå og gå til sprog på. Ved at gå væk fra det private og tilbageskuende kan man blive en nomade i sit eget sprog, en indvandrer, eller den sidst ankomne der ser strukturer og mønstre ingen andre ser. Målet er at fravriste sit eget sprog en mindre litteratur, finde ”sit eget underudviklingspunkt, sin egen jargon, sin egen tredje verden, sin egen ørken”. At ”stjæle barnet fra vuggen og placere sig i en prekær situation”. Med denne måde at læse og forstå Kafka på kan Deleuze og Guattari løsrive forfatterskabet fra alvoren og fokus på det private og individuelle der peger tilbage og indad, og lade latteren runge og forfatterskabet få en bredere og kollektiv betydning.
Norsk som en mindre litteratur
Norsk er i dag en spænding – en strid – dels mellem bokmål og nynorsk, men også en spænding internt i sprogene, mellem det talte og det skrevne og mellem det danske/konservative og det fornorskede. Og i denne spænding ligger en masse valg. Som nordmand har man fx i bøjningen af ordet sol en række valg. Nynorskbrugere kan skrive sola eller soli, og bokmålbrugere kan skrive solen og sola. På dansk kan vi kun skrive solen.
Hvis vi bruger begrebet om deterritorialitet, kan vi forstå sprogsituationen ikke som en strid, men som en spænding med et stort potentiale. Norsk er et deterritorialiseret sprog: Bokmål er et deterritorialiseret dansk, og det konstruerede skriftsprog nynorsk er et deterritorialiseret talesprog. Norsk har således ikke udgangspunkt i de store sprogs etablerede kontekst af sociale miljøer, men skal skabe denne ved sprogbrug. Historisk er det – stærkt forenklet fremstillet – sket på nynorsk ved at nynorskbrugere løbende har fyldt Aasens sprogsæk og på bokmål i fornorskningsprocessen. De valgmuligheder der ligger både mellem de to sprog og internt i dem hver i sær, er aldrig neutrale eller uskyldige valg. Det er valg med klare sociale og politiske implikationer. At skrive norsk er således uundgåeligt en politisk handling. Det individuelle kan ikke undgå at blive løftet op til noget politisk og har således automatisk et andet potentiale end mere etablerede og mere fastlåste sprogtraditioner.
Forfatteren Kjartan Fløgstad har beskrevet hvordan han allerede som barn erfarede spændingen og mangfoldigheden i det norske sprog. I skolen gik en blanding af lokale børn og børn af tilflyttere som arbejdede på det lokale smelteværk. I denne smeltedigel opstod et blandingssprog – et ferrolegeringsnynorsk. Og Fløgstad forstod tidligt at forholdet mellem sprog og verden ikke er enkel. “Du lærer tidleg at vatn heiter ikkje berre vatn, men vann, og agua osv. Ikkje samanfall mellom språket og verda. Det er ei grunnleggande erfaring.”
Men for ham er det ikke et tab, for ham betyder smeltediglen mangfoldighed og muligheder. I essayet “Ikkje utanom Aasen, men over den” skriver han:
“Nynorsken har ikkje lide nederlag. Den har sigra. Nå dreiar det seg om å dela sigerens frukter. Tradisjonen frå Ivar Aasen har hovudæra for at det i Norge i dag er skapt ei språkleg spennvidd der rikdommen i norsk er tilgjengeleg for dei som vil bruke den. At denne rikdommen i dag blir forvalta av to skriftnormer, i innbyrdes strid, er langt frå noka landsulukke.”
Selvom Fløgstads fokus er internt og ikke handler om oversættelse, og han er inspireret af litteraten Mikhail Bakhtin og ikke Deleuze og Guattari, er grundtanken den samme. At den særlige norske sprogsituation har løsrevet sproget fra verden og giver norsk en enestående spændvidde af muligheder og potens som kan omdannes til en rig litteratur, og bliver det. Valgfriheden er ikke nogen ulykke. Spændingen og valgfriheden løsriver sprogene fra nogle faste spor og mønstre der er koblet til normer, vaner og magt, og stiller sproget i en situation hvor alting skal skabes og etableres som for første gang. Dermed ligger der noget indbygget i sproget der minder om det forfattere uanset hvilket sprog de skriver på, gør med sproget når de skriver litteratur: Løsriver det fra konteksten og bruger det til at vise verden på en lidt anden måde og fra en lidt anden vinkel. Og det er jo netop det der gør god litteratur god og vigtig, at den lærer os at se og forstå det vi ikke kan se og forstå. Og deri ligger en magt af en hel anden slags. Men vi skal over Aasen for at forstå den.
Er jeg den jeg er?
Inden jeg samler trådene, har jeg lyst til at blive tekstnær og konkret, og siden disse tanker opstod da jeg blev frataget betegnelsen jeg og udstyret et eg i stedet, vil jeg her slå ned på hvordan det at oversætte ordet eg kan synes umuligt, men at teksten selv kan både løse og opløse problemet.
Gunnhild Øyehaug er en forfatter der er oplagt at læse med Deleuze og Guattari, eller som gør dem helt overflødige, for humoren runger gennem hele forfatterskabet, og de rhizomiske indgange er ikke noget vi behøver at tillægge det, alt er allerede deterritorialiseret og farer rundt i flugtlinjer. Her spalter verden sig i to ud fra fejllæsninger, og der opstår alternative virkeligheder – ved navn Virkeligheden – under gulvbrædderne. Det intellektuelle og slapstick-humoren går hånd i hånd, og få forfattere kan i samme åndedrag være så konkret kropslige og abstrakte som Øyehaug er, særligt i sine beskrivelser af kvindekroppen, både dens månedlige cyklus og kvindelivets mange og fascinerende stadier.
I Gunnhild Øyehaugs seneste roman Her kjem sola (Kolon 2024) bliver jeg som oversætter konfronteret med rigdommen i det norske sprog allerede i titlen, for både kjem og sola er et aktivt valg fra forfatterens side. Romanen kunne også have heddet Her kommer solen, Her kommer sola, Her kjem soli. Men det gør den ikke. Øyehaug har ikke taget valgene da hun skrev netop denne titel, men på et eller andet tidspunkt har hun taget et valg, først om bokmål eller nynorsk, og siden internt i nynorsk. Og de valg Øyehaug har taget, kan jeg på ingen måde gengive i mine valg. Jeg har ingen valg. Jeg kan kun skrive Her kommer solen.
Men er det Øyehaugs intention i titlen at referere til sprogstriden og komme med et politisk og sprogpolitisk statement i titlen, kan man så spørge? Formodentlig ikke. Men det gør hun. Hun skriver sig ind i en kontekst jeg ikke kan kopiere på dansk. Gør det så titlen fattig? Nej. Det er en stærk titel, også på dansk. Men når jeg her bruger tid på det og går over Aasen, er det for at minde mig selv om at jeg når jeg løsriver det norske fra den norske kontekst, kan jeg bruge den norske mangfoldighed og valgfrihed til at løsrive mig fra mit eget sprogs låste kontekst. Jeg kan lade ordene jeg har stjålet i den norske vugge, danse lidt på en slap line før de finder en plads i det danske sprog.
Her kjem sola starter med et “eg”: “Eg, Helga Mork (49), har ei kjensle av at det er noko som føregår, men at eg ikkje veit kva det er.”
Her er ikke helt så mange valgmuligheder når først valget mellem bokmål og nynorsk er foretaget. Men hverken romanens eller oversættelsens jeg er et klassisk individ. Det personlige er spaltet og allerede kollektivt:
“Kan det vere det at eg merkar – utan å vite det naturlegvis – at eg med eitt har blitt henta inn i denne romanen, og at eg blir sett på mens eg står der på kjøkkenet, at eg merkar eit slags nærvær, som er mi eiga hinsidige forteljarstemme?”
Den simple vej fra eg til jeg bliver kompliceret af teksten, for hvad er det egentlig for et jeg der taler? Jeget bliver distraheret af jeget som fortællerstemme. Den almindelige logik og verdensorden er vendt på hovedet, og vi står som læsere forvirrede tilbage, for hvad er forskellen på jeg og jegets hinsidige fortællerstemme? Det behøver vi ikke finde svar på, for med Deleuze og Guattari er det centrale ikke om vi siger ”jeg eller ej” eller jeg eller eg: Teksten opløser jeget uanset hvilket sprog den er på. Det er bevægelsen væk fra det individuelle og ud til det kollektive, der er relevant, og dermed ligger mangfoldigheden i teksten uanset hvilket sprog den er på.
I romanen Undis Brekke fra 2014 skriver Øyehaug i indledningen om livets ophav i kvindekroppen og dannelsen af et individ.
“Befruktninga. Livets opphav. Alt ved dette er så mystisk at ikkje eingong store bokstavar og punktum etter kvart ord vill få fram kor absurd det er: at livet finst. At EGGET. Veks i eggstokkane inni den såkalla Graafs folikkel, bular og bular heilt til folikkelen, altså blæra, sprekk, og at det ikkje forsvinn ut i verdsrommet, bukhóla, men blir fanga opp av eggleiaren, og at det såleis liksom kjem krypande (om eit egg kunne krype), fram over ein åskam, eit oransje, trill rundt lite egg, at det vidare smyg seg inn i eggleiaren, og at det der, på sin veg, viss det er heldig, vil kunne møte på en straum av sædceller, bli treft av ei enkelt sædcelle, klumpe seg og klumpe seg frem til dette som, i vaksen alder, bruker å kalle seg eit eg. Eg er, kunne no dette vesle punktet av samansmelting ha påstått, om det hadde kunna snakke, omtrent slik som Gud påstod, i den brennande busken, då Moses spurde kven som snakka: Eg er den eg er.”
Passagen bød på store oversætterudfordringer. For hvordan skulle jeg løse problemet med at livets ophav, egget, vokser i livmoderen, hvor det møder en sædcelle og bliver til et “eg”? På dansk hedder et eg som bekendt jeg, mens et egg – altså med to g’er – hedder æg. På dialekt kan man på dansk sige æ i stedet for jeg, men aldrig æg, og ordet ægg findes ikke. Desuden er dansk så konservativt et skriftsprog at brugen af talesprogets dialektale æ i stedet for skriftsprogets jeg i bedste fald ville være meget mærkeligt, men formodentlig helt ulæselig. Dermed stod jeg som oversætter med et uløseligt problem. Ordspillet går simpelthen tabt. Mit æg bliver bare til et jeg. Jeg kan se af mine notater i margen at jeg har forsøgt at bruge citatet fra Anden Mosebog “eg er den eg er” og gå tilbage til hebræisk for at se om den oprindelige ordlyd kunne hjælpe mig. Det kunne den ikke. Efter virkelig mange runder måtte jeg resigneret give op og gå videre. Men da jeg vendte tilbage til teksten i en gennemlæsning, så jeg at teksten fungerede på dansk. Det store lysende hul – eller mørke krater – jeg så som oversætter, fandtes ikke i den danske tekst. Den fungerede. Bevægelsen fra ægget til jeget foregik sømløst. Selvfølgelig ikke så raffineret som på norsk. Men teksten og logikken hang sammen. Vejen fra til æg til jeg var naturlig. Teksten fyldte selv hullet ud. Den sejrede selvom jeg som oversætter kom til kort. Teksten havde også på dansk en indre logik. Den var mere end et ordspil, den var en hyldest til tilblivelsen af et menneske, de komplicerede processer i den konkrete fysiske krop der ender med det abstrakte “jeg” der siger: Jeg er den jeg er. Og den hyldest forsvandt ikke sammen med ordspillet, den lever videre i teksten.
At vandre over Aasen
Som oversættere skal vi altid træde varsomt. Vi skal være loyale mod originaltekstens særlige måde at arbejde med sprog på, samtidig med at vi skal være loyale mod vores eget sprog. Mit e-mailprograms autokorrektur mindede mig desuden om at jeg som sprogbruger i et land med en kolonihistorie også her skal træde varsomt, og måske særligt i en tid hvor vi i Danmark dagligt bliver mindet om at vores kolonihistorie slet ikke er fortid.
Ved at fremstille Aasen som en eventyrlig antihelt der vinder riget tilbage ved at vandre landet tyndt og sanke sprog i en sæk, har jeg beskrevet norsk som et sprog i bevægelse og den kraft og de muligheder der ligger i spændingerne i de norske sprog. Og med Le Guins fremstilling af litteraturen som en bærepose eller en sæk der rummer muligheder for at beskrive verdens mærkelighed langt bedre end det traditionelle plotdrevne heltefortælling, har jeg åbnet op for at beskrive hvordan sprog som litteratur i bevægelse uden for magtens hovedspor, er en måde at flytte fokus fra tab og strid til muligheder og mening. Og med Deleuze og Guattaris begreb om deterritorialitet og tanker om en mindre litteratur har jeg vist hvorledes tekster bliver løftet fra det private og individuelle ind i det kollektive og politiske og åbner for en merværdi.
Med det blik på sprog og litteratur kan det måske ikke undre at så lille et sprog har så enestående forfattere og tilmed fire Nobelpriser.
Vi taler ofte om tab i forbindelse med oversættelse, og i min bevægelse fra nynorsk til dansk kan man frygte et dobbelt tab, altså både det tabte i bevægelsen fra det ene sprog til det andet og i bevægelsen fra nynorsk til det sprog og den magt sproget er et opgør med. Men med Deleuze og Guattaris begreb om deterritorialitet kan vi fjerne fokus fra det tab oversættere frygter i bevægelsen fra det ene sprog til det andet, og forvandle det fra ulykke til lykke. For en oversættelse er jo netop en deterritorialisering, en bevægelse af noget fra et territorium til et andet. Vi flytter teksten fra et sprog til et andet, og i den proces skal vi huske at få det hele med: Stil, stemme, mening, særtræk. Men netop ved at løsrive en tekst fra den norm det er opstået i, og lade den opstå i en ny kontekst uden de samme spilleregler, kan der opstå noget enestående. Vi skal turde slippe tabet og fokusere på det vi vinder. Da den danske Shakespeare-oversætter Niels Brunse skulle oversætte Hamlets replik: “To be or not to be, that’s the question” var det netop det han gjorde. Replikken sad nok helt i skabet på Shakespeares tid og i et par hundrede år derefter, men i dag er den stendød. Uanset hvad en skuespiller gør så klinger utallige mislyde med. Med ved i oversættelse at løsrive replikken fra den sproglige kontekst og genskabe den på dansk fik Niels Brunse den til at klinge lige så kækt som den nok gjorde på engelsk engang. “At være eller ikke være Sådan er det.” I dag er den danske tekst således stærkere og mere levende end den engelske.
Bevægelsen fra jeg til eg i min autokorrektur satte gang i en refleksion i mig om hvad der sker når jeg i en oversættelse på papiret flytter eg tilbage til det jeg som Aasen begav sig ud på sin vandring for at gøre op med. Hverken Klods-Hans, bæreposer eller franske filosoffer har kunnet hjælpe mig med at løse ordspillet med eg og egg, men ved at forstå den norske sprogsituation som en rigdom af muligheder og valgmuligheder, og ved at spejle den i mine valg, står det klart at der kan ske mange positive ting i bevægelsen tilbage fra eg til jeg. Vi skal turde at tage ordet fra dets vugge i magtens centrum og sende det ud på nye stier, sørge for aldrig at målbinde, men for at løsrive målet og lade det finde vej i et rhizomisk netværk af muligheder, og for aldrig at lade målet samle støv. Sådan får oversættelsen ordet i sin magt.
Med mod og visioner af aasenske dimensioner må vi begive os ud på endeløse og tilsyneladende målløse vandringer ad både virkelighedens og fiktionens landeveje og stier, og faktisk fylde vores sække med pludder og klodrianer, for så vil magten og mulighederne opstå, men vi skal over Aasen og ikke udenom. Sådan er det.
Litteratur
Deleuze og Guattari: Kafka – for en mindre litteratur
På norsk og med et glimrende forord ved Knut Stene-Johansen, Pax, 1994, og på dansk ved Boj Bro og Antonio Mendes Lopes, revideret af Mathias Ruthner, efterord af Anders Abildgaard, Antipyrine, 2020
Deleuze og Guattari: Tusind plateauer, på dansk ved Niels Lyngsøe, Det kongelige danske akademis billedkunstskoler, 2005
Kjartan Fløgstad: “Ikkje utanom Aasen, men over den, nynorsk som litteraturspråk”, Antipoder, 1996
Sara Koch og Morten Gaustad: “Norsk – mindre språk, større muligheder” i Sprog og identitet : kulturelt og politisk, Modersmål-Selskabets årbog 2001
Ursula K. Le Guin: The Carrier Bag Theory of Fiction, Literary Trust, 2019 (oprindeligt Women of Vision, 1988).
Ursula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktion, Forlaget Virkelig 2022, På dansk ved Karsten Sand Iversen.
Anne Karine Kleveland: “Meningspotensialer og lesningens panta rhei-prinsipp. Flerspråklighet hos Kjartan Fløgstad”, Edda 107, 3.2020
Gunnhild Øyehaug: Her kjem sola, Kolon, 2024
Gunnhild Øyehuag: Undis Brekke, Kolon, 2014.
Artiklen blev første gang bragt i Mellom. Tidsskrift for omsett litteratur #1/25
Sara Koch. Foto Morten Gaustad
Sara Koch er skønlitterær oversætter fra norsk og engelsk. Hun har bl.a. oversat Karl Ove Knausgård, John Banville, Gunnhild Øyehaug, Matias Faldbakken og Dag Solstad. Derudover startede hun i 2012 Babelfisken og sad i Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur 2014-15.