I efteråret talte Sidse Laugesen om digtning og oversættelse på Vallekilde Højskole. Nu har hun generøst givet Babelfisken sine ord om sproget, kroppen og verden, og om sommerfuglene, der flakser sig skrøbeligt ind overalt:

不是吗

昨天有一只蝴蝶

落在我的手，也呆了一会儿

我的心也真地布满幸福跳起来

当然很高兴它来拜访我

但真的没有别的感觉

因为 —

因为你是你和它是它

不是吗

可今天又开始担心

真说不定…

可能不对

所以我急了，朋友

请问，它是你？

2022.8.22

Ikke sandt?

I går fløj der en sommerfugl

ned på min hånd, og blev der lidt

mit hjerte sprang udspændt af fryd

selvfølgelig var jeg glad for det besøg

men det var også alt jeg følte

Fordi —

Fordi den er den og du er dig

Ikke sandt?

Men så i dag kom jeg i tvivl

Hvem ved

om jeg tog fejl igen

Det gjorde mig urolig, så nu spør jeg

Kæreste, var du mon den?

Da jeg blev spurgt, om jeg ville komme her til Vallekilde og holde en littalk, var det første der faldt mig ind en titel: At gå med sommerfugle. På det tidspunkt sad jeg i en bus og tænkte over et af de spørgsmål, jeg nogle gange får, når jeg er ude at holde foredrag eller undervise: Hvordan har du planlagt din karriere? Hver gang, jeg bliver spurgt, finder jeg et nyt svar, men i bund og grund burde jeg nærmere sige: jeg ved det ikke. Min karriere løber fra en droppet ph.d. over en pludselig opstået mulighed for alligevel at oversætte kinesisk litteratur til et tilfældigt spring om på den anden side af kloden som kinesisk digter, tilbage til det danske og udgivelsen af min første digtsamling i en alder af 49 – Min hardcore høne – en dansk digtsamling først skrevet på kinesisk og derefter oversat tilbage til dansk. Hvis I spørger hvordan og hvorfor, så ved jeg ikke, hvad jeg skal svare, ud over, at jeg ikke havde planlagt det sådan. At den vigtigste kvalitet ved min tid som kinesisk digter vel egentlig var, at jeg netop ikke forsøgte at være digter – fordi jeg inderst inde ikke mente, at man kan digte på andet end modersmålet. At det vigtigste ved den hardcore høne måske også er, at den faktisk ikke var tænkt som en digtsamling – fordi jeg aldrig inderst inde forestillede mig, at det skulle blive en digtsamling – det er forsøg på at ramme et nu. Men hvordan slap jeg af med målet og kasserne? Et af svarene kunne måske være titlen på denne talk: gå med sommerfugle. På mere end en måde. I flere år har de nemlig fulgt mig, som litterære troper, som konkrete fysiske flyvende væsener – og så helt fysisk, som en bevægelse Nedad. Ned? Ned fra hovedet, ned i kroppen, til de dele af kroppen, som endnu ikke er overtaget af kulturen. Til at føle og reagere, ikke på sig selv, men på den anden, på verden. Hvornår bliver jeg ramt, hvornår rammer litteraturen, ikke bare sødt, forventeligt, men overraskende, direkte og impulsivt. Jeg tænker, I kender det, når man sidder med den bog i hånden, som taler og rammer og ikke bare som et mere intellektuelt funderet wow – en tanke om, at her er en bog til tiden – men i kroppen. Den følelse, vi nok alle venter på, tror jeg, når vi læser og som vel egentlig også kan kaldes forelskelse. En fysisk fornemmelse, man kan forfølge, man bør turde forfølge hele livet. For mig har det først og fremmest at mærke litteraturen – digtet, når det skrives (som ovenfor nævnte sommerfugl), eller oversættelsen, når den får sin kropslige rytme – været noget nær en åbenbaring. Altså når det ikke er en tillært viden om hvilken litteratur, der er korrekt, men en kropslig følelse. Det er svært at forklare, fordi ordene, sproget, hører til i hovedet og kun egentlig kan billedliggøre det. Som nu for eksempel udtrykket sommerfugle i maven. Men hvis billedet overtager følelsen, så mangler kroppen igen, så kommer det oppefra og afkobles følelsen, intellektet vinder.

Men sommerfuglene har også været helt konkrete for mig, som oversætter. Indenfor de sidste seks år er jeg nemlig gang på gang vendt tilbage til værker med sommerfugle.

(Og hvis I nu spørger, hvad jeg er mest, oversætter eller digter, så er jeg stadig først og fremmest oversætter. Det er den bevægelse, der siger mig mest. Jeg kan lide at træde ud af mig selv og være der for en anden, at blive en anden, ledes af den anden, stole på den anden. Jeg kan lide den fornemmelse af omsorg for et andet væsen og samtidig den ret voldsomme fornemmelse, det er at overlade sin krop og stemme til et andet væsen, helt og holdent tro på ham frem for sig selv. Det, der sker, er, at de her stemmer indlejres i mig – og langt mere grundigt end når jeg læser. Og det er en voldsom fornemmelse, egentlig, at se sig selv blive transformeret. Det er en fornemmelse, som på en gang er åben og sårbar og grisk og besidderisk. Igen lidt ligesom kærligheden, man opsluges af den anden og forsvinder selv; hvis man tør.)

De bøger, jeg oversætter, er ret tit bøger, jeg selv har været med at til anbefale. Også de tre med sommerfugle. Det er alle sammen værker, jeg selv har været sygt optaget af, og som har forandret mit sprog – muligvis endda radikalt. De er meget forskellige og giver derfor tre retninger ind i kinesisk litteratur, som den har betydning for mig, og for min (forandrede) forståelse af verden/sproget/mig selv.

Det værk, jeg sidder med nu, er en lang roman, Kokon, skrevet af en yngre kvindelig forfatter Zhang Yueran. (2016). Romanen åbner med to unge mennesker, der sidder ved et dødsleje. De to unge er aldrig rigtig blevet til noget, de har ligesom ikke fundet et kald, et arbejde, en måde at leve på. Og det forhold, der var mellem dem som børn, er løbet ud i sandet. Fordi der mellem dem ligger et levende lig, en mand, som fik slået et søm ind i hjernen under Kulturrevolutionen og endte i koma. Begge er børn af ambitiøse bedsteforældre og forældre, som tilsyneladende er blevet forkrøblede af deres egne ambitiøse forældre. Men det, der udløste forvrængningerne – volden under Kulturrevolutionen og begivenhederne i 1989 – kommer aldrig rigtig til orde. De er tavse for børnene og for læseren, det er kun forråelsen, de ser, det er den, der former deres barndom (og ødelægger deres vinger i puppestadiet?). Den måde at skrive på, at skrive romanen med lag, der kun kommer frem, hvis du ser, hvad der er fortiet, er unik for en række store kinesiske romaner. Man kunne nævne Yu Huas store generationsroman Brødre. Om den har Yu Hua sagt, at i Kina er det ikke tilladt at tale om den 4. juni – her taler man kun om den 35. maj. Og sigende for det er Brødre en bog fuld af ånden af 1980’erne – skønt 1980’erne aldrig nævnes med et ord – det vigtigste er simpelthen udeladt – og det, man læser, er forvrængninger, ringe i vandet omkring det tavse. Zhang Yueran gør det samme. Året 1989 er slet ikke i romanen, det er en tomhed og et spring til 1990. Og børnene mærker ikke andet end det, der ikke bliver sagt. At kunne skrive tavsheden, at skrive noget frem i det sagte, som ikke er der, og at bringe det til læseren … Det er virkelig noget af det, jeg har beundret hos de kinesiske forfattere. At skrive på siden af historien, skrive individet frem fra noget, der er kollektivt. Hos Yu Hua er der stadig et kollektivt vi, der taler og som aldrig træder ind og redder brødrene. Hos Zhang Yueran er der to, hvis historie fletter sig sammen i en søgen på at forstå, hvad det var, der satte deres udvikling i stå og forhindrede dem i at flyve. Også her igen det vigtige i, at den egentlige historie ikke er min, men er vores; den her insisteren på, at sandheden er flerstemmig. Så gør plads til de andre i dig.

Cheng Gong

Jeg bliver nødt til at drikke, hvis jeg skal tale om min farfar. Med tiden er alt, der forbinder sig til ham, blevet så fjernt, og jeg får mindre og mindre lyst til at tale om det. Det ligger som en ø, øde og isoleret ø midt i hukommelsen. Derinde findes alt det, der har berøring med ham, på den allermest fremtrædende plads, og så alligevel afkoblet fra alt. Hver gang tankerne når dertil, må jeg dykke ned i det iskolde vand og holde vejret, mens jeg svømmer forbi. (Fra: Zhang Yueran: Kokon, forlaget Klim 2026)

Så hvad er det, der har forpuppet sig? Er det sandheden, den blanke isnende midte? Eller er det individet, der ikke får vinger, fordi det mangler næring? At fremskrive en tavshed, som gennemsiver alt, hvad du er, det er en kunst, man ser hos en række kinesiske forfattere. De forstår, at sproget ikke bare taler, det tier også, fordi sproget er en del af sandheden, som vi beslutter os for at definere den. Sproget er opadgående og ekskluderende, diktatorisk og fortiende. Derfor gælder det om at lære at sige noget andet med sit sprog end sproget siger af sig selv. Sproget er ikke rent, og det sætter sig i os og gennem os og overskriver dele af os selv, hvis ikke vi passer på. Det er en kunst at finde det tavse i sproget, at se, hvor glansbilleder avler vold.

Den seneste oversættelse, jeg har udgivet, er Sommerfuglefortabt– en 25 år gammel essaysamling af en af vor tids helt store øko-sci-fi-forfattere, taiwanesiske Wu Ming-yi. En gammel bog målt op mod os selv og det øjeblik vi her mærkede klimakrisen for alvor, men alligevel voldsomt relevant og til tiden. Essayene er skrevet af en meget ung forfatter, og det er netop kollisionen mellem et modent fagsprog og den unge forfatters umodne forsøg på at vinde sprogets følsomhed tilbage, der er smuk. Bogen er fremadskridende, dvs. i takt med at bogen skrider frem, viger den tilbage fra det eksakte sprog. Det, der optog mig mest, var netop Wu Mingyis opgør med sprogets eksakthed. Hans forståelse af, at videnskabens sprog ikke er et møde med verden/med sommerfuglen, men en besiddertrang, der ødelægger sommerfuglen, dræber den med æter, sætter den fast med nåle, artsbestemmer dem og kategoriserer dem og dissekere dem og give dem navne. Og sproget tillader det. For hvad ved vi egentlig om sommerfuglene, når vi dræber dem og samler dem? Kender vi dem så? Wu Ming-yis indignation er måske nok ungdommelig, men hans ambition om et levende sprog, som viger for den anden, for sommerfuglen, og giver den plads til at flyve i teksten, var åbnende for mig og for mit sprog. Og for min evne til at se gennem sproget ud på verden uden for sproget, hvis altså en sådan verden findes. I første essay har Wu Ming-yi studiejob i en sommerfugleudstilling i et storcenter. Børnene griber ivrigt efter sommerfuglene, så de kan få taget deres billeder. Det er en udstilling, der skal lære mennesket at passe på naturen, men når udstillingen lukker, er virkeligheden en anden.

Da udstillingen lakkede mod enden, begyndte chefen at hælde de ødelagte, men stadig levende, sommerfugle ud ad vinduet. De stærke vinde mellem de høje huse greb sommerfuglene og slyngede dem flere meter væk på et sekund. Jeg stod ved vinduet og kiggede på dem, de fleste af sommerfuglene havde mistet evnen til at svæve og styrtede mod jorden som dårligt foldede papirfly. Der må være nogle, som bliver forundrede, når de ser papirsommerfugle her midt inde i Taipei, sagde en af de andre guider.

Jeg mærkede det svide i øjenkrogen. (Fra Wu Ming-yi: Sommerfuglefortabt, forlaget Korridor 2025)

De sidste essays i Wu Mingyis samling optrevler egentlig titlen Midie – Sommerfuglefortabt. Det var også først der, det gik op for mig, at jeg ikke kunne oversætte titlen. Midie betyder migrerende sommerfugle. Midie betyder også sommerfugle, som forsvinder (på grund af os). Og det betyder et menneske, der lader sig forblænde af sommerfugle – en drømmer. Som vi forstår det i den nok mest kendte filosofiske sætning fra Kina – Zhuangzis godt 2900 år gamle parabel, her gengivet i Søren Egerods virkelig fine oversættelse:

Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være sommerfugl. Da med eet vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Chuang Tsî. Men nu véd jeg bare ikke, om jeg var Chuang Tsî, der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Chuang Tsî. (Chuang Tsï: Sjælen og sommerfuglen, Thaning & Appel 1972, oversættelse Søren Egerod)

Midie – sommerfuglefortabt – er altså et rummeligt ord, der spænder på tværs af fagsprog, konkret sommerfugledød og filosofi/poesi. Ordet forbliver åbent. Essaysamlingen holder det åbent, der træffes ingen valg, ordet presses ikke ind i én sandhed. Det er klart, at Wu Mingyi taler ind i en kinesisk tradition og fornyr den, uden at jeg helt ved, hvordan han gør. Wu Ming-yi er måske nok inspireret af amerikansk naturskrift, såsom Thoreau, men hans verdensbillede er taiwansk-kinesisk med en forståelse af, at sproget skjuler os. Det er ikke sådan, at jeg føler, jeg kan forklare ham, at jeg ved, hvad forvandlingerne af Zhuangzi hos Wu Mingyi betyder. Men det er heller ikke altid det, oversætteren skal. Vide alt, hvad der står. For det meste er det jo litteraturens opgave at bakke, at fornemme frem for at sætte på nåle. Fordi det netop er blødheden i sproget, der skal skrives frem. Og Wu Ming-yis blødhed i sproget har forandret mit blik på verden og sat sig hos mig som et ønske om ikke at besidde naturen, men at se den eller at gøre den synlig igen, så sproget ikke længere kan definere den. Hos Wu Mingyi finder jeg et ønske om at gøre sproget elastisk nok til at kunne netop det. Med det resultat at den orange sommerfugl i haven, var det dens øjne, at den satte sig i øjenhøjde med mig og så tilbage? Dens styrke, frem for dens skrøbelighed.

蹲下看世界/劳淑珍

该死的卡车

撞倒了一只蝴蝶

它正在脚下搏斗

翅膀撕掉了一半

小身体抽搐

以及前面的蚂蚱

压扁了，不再唱歌

9.9

Gå på hug og se verden / Sidse Laugesen

Forbandede lastbil

rammer sommerfuglen

nu ligger den på jorden og vrider sig

med halvt afrevet vinge

og lille bævende krop

og græshoppen længere fremme

fladmast, synger ikke mere

9.9.（2021）

(Fra: Min hardcore høne, forlaget Korridor 2024)

For mig er der en hårdhed til stede i sproget, som er nødvendig for at sætte sig igennem, for at få læseren til at mærke, hvad der er på spil på en stille vej, hvor der kun kommer en bil. Hvad der ligger under sproget. Og en lytten og blødhed og usikkerhed til stede, som er nødvendig for at forbinde sig til andre uden at tvære dem ud – som en lastbil. Måske er det svært for nogle at sætte sig igennem, at sige, hvad man mener, stå ved sig selv. Men det er heller ikke nemt at lytte, lytte så længe, at man faktisk hører, hvad den anden siger, og ikke kun det, man ønsker at høre den anden sige. Balancen mellem at være en krop, der kan stå af sig selv og at være en krop, der kan åbne sig for andre, er vigtig.

Mom og myre

Mom, hører du overhovedet efter?

Øh, næh, det gør jeg ikke. Det er fordi jeg tænker på en forfatter

han satte sig på hug og så på en myre

som stoppede op

idet en lastbil kørte forbi

og gav sig til at massere sine ben

Åh, det er sikkert

fordi den er meget mere følsom end vi er

den er trods alt meget lille

Ja, det var også hvad forfatteren tænkte

9.9.2022

(Fra: Min hardcore høne)

En af de absolut vildeste oversætteroplevelser for mig har været oversættelsen af Shen Haobos lange digt Sommerfugl. Shen Haobo er kinesisk digter, i første omgang måske mest kendt for at være spydspids i den litterære sammenslutning Underkroppen. Underkropsdigterne udgav et par tidsskrifter omkring år 2000, og Shen Haobo skrev gruppens manifest – Underkroppen og afvisningen af overkroppen

Underkropsskrift søger en kødelig tilstedeværelse. Kødelig, ikke kropslig. Underkroppen, ikke hele kroppen. For kroppen er i vid udstrækning allerede forandret af traditionen, af kulturen, af intellektuel viden og andre udefrakommende ting. Kroppen er blevet forurenet, den er ikke længere ren. Alt for mange ejer end ikke en kødelig krop, de har kun et silkeblødt kulturlegeme, har ingen dyrisk funderet underkrop, har kun en ynkelig såkaldt ’menneske’-overkrop. At vende tilbage til kroppen af kød, at søge den kødelige krops tilstedeværelse betyder at man lader sine erfaringer vende tilbage til den essentielle, den oprindelige, dyriske kødelige krops erfaring. Lad hoved og hjerne skride ad helvede til, vi vender tilbage til kødets skælven. Vi er kødelige kroppe tilstede, kødelige kroppe undervejs gør at digtene undervejs, kødelige kroppe tilstede gør at digtene tilstede. Det er det hele.

Jeg har kendt Shen Haobo i lang tid. Faktisk inviterede jeg ham til København tilbage i 2004 – som en del af Kinas nye digtere. Dengang ville jeg gerne skabe samtaler på tværs, mellem ny dansk poesi og ny kinesisk poesi. Det viste sig at være meget sværere end som så. Faktisk er det svært at se den anden som andet end en projektion af mig selv. Bagefter gik der mange år hvor jeg ikke rigtig interesserede mig for Shen Haobos poesi, indtil i 2018, hvor jeg fik fat i Sommerfugl og læste digtet i et stræk. Overrasket over, hvor han havde bragt sin uafhængige kropsskrift hen. Jeg besluttede mig for at prøve at oversætte digtet – og at gå til digtet med kroppen frem for hovedet. Forsøge at fornemme, hvor digtet bevægede sig hen kropsligt. Og det overraskende var, at det blev ret tydeligt for mig, at digtet, der falder i tre lange dele, bevæger sig rundt i mange dele af kroppen, i ansigtet, i halsen, i kæben, i hånden, i mellemgulvet, men ligesom aldrig helt i hjertet. Digtet bevæger sig mere end jeg er vant til. Fra første dels kulde til anden dels kværnen til tredje dels flaksen kalder det skiftevis på læserens medlidenhed og hendes foragt. Og samtidig er det litterært, sødt på en kvalmende måde, men fuldt bevidst om, at det skriver sig op mod en tradition. Som når digtet starter i sommerfuglen, dette mest litterære, filosofiske dyr.

1

jeg har vænnet mig til

gang på gang at rive mine

langsommeligt voksende

spraglede vinger af

vise den hæslige krop

—— insektets sande form

Shen Haobo: Sommerfugl, forlaget Korridor 2022)

Jeg kan ikke forklare det anderledes end, at digteren her har formået at skrive med en krop, som ikke bevæges af ordene, men som selv sætter ordene i bevægelse. At digteren har formået, ikke at sætte sig og blive digter, men at gribe digtet når det sker. Hvad betyder det? Jamen, det betyder at gå fra en kropslig impuls til at udtrykke den impuls med litterære virkemidler. Mens impulsen hele tiden hentes udefra og hele tiden ændrer sprogets rytme, trækker de virkemidler frem som skal bruges til at skrive fra dele af kroppen som endnu ikke er kulturgjort. Altså ikke at se ud. Men at fange, fornemme. En elastisk skrift, hvordan har jeg heller aldrig fundet ud af. Men jeg blev berørt og ramt af den flaksende sommerfugl, den gav mig en kropslig lyst til at skrive, til at være så fleksibel, at jeg kunne rumme mere end mig selv og min position i min egen skrift. I meget lang tid var jeg optaget af at skabe denne balance mellem hårdhed og blødhed. En litteratur, der kunne rumme mere end mig. At være sårbar samtidig med at man faktisk tager føring og er stærk. Og måske ligger der her noget gemt, som jeg først og fremmest har lært af oversætteren. Hvor forfatteren drager ud for at finde noget, der kan hjælpe ham med at beskrive verden, er oversættelsen langt oftere et møde, en fremstrakt hånd og en kærlighed til den anden, som i sit væsen er at lade sig overvælde. Kunsten er her at turde tage den anden ind og at give sin tunge til ham. Men det er en underdanighed, der rummer en voldsom autoritet. Sødme, blødhed, her parret med volden i indholdet. Og det kan faktisk godt virke grænseoverskridende at overtaget et andet værk. At stå fast og vige – kan man virkelig det?

译者的颂歌

让我借你的目光

侵犯你的世界

看到另一个风景

变成男，去发泄

让我

吞掉你

撕破你

揭开你美妙诗句

让我捧着你心啊

让一切变虚

让我用你的语言

让文字字母化

拔出来你的比喻

在我树上悬挂

让我

模仿你

拥有你

抢掉你每一个思

让我忧伤失败地

误解你的词

让我割你的舌头

让我唱你的歌

融化体内的白雪

从你心杯狂喝

让我

兴奋地

渴望地

尽力地拿到一切

让我占据你灵魂

把诗歌曲解

Oversætterens jubelsang

Lad mig låne dit blik

trænge ind i dit land

se en helt anden verden

fyr’ den af, bli en mand

lad mig

æde dig

flænse dig

flå dine linjer itu

la mig holde dit hjerte

la det udhules nu

lad mig bruge dit sprog

bogstaver’ dine tegn

riv’ metaforerne ud

sæt’ dem fast på mit hegn

lad mig

klone dig

bruge dig

ta hvad du går rundt og tror

lad mig trist og besejret

misforstå dine ord

lad mig skære din tunge

lad mig synge dit kvad

smelte sneen i kroppen

drik’ din hjertekop flad

lad mig

ophidset

tørstende

frata dig alting på sigt

lad mig røve din sjæl, ja

fordreje dit digt

(Fra: Min hardcore høne, forlaget Korridor 2024)

Det er svært at forklare, hvordan litteratur arbejder og hvordan den forandrer hos os. Det er også svært at forklare, hvordan blød og ureducerbar litteratur kan sætte sig i os og forme os. Jeg ved heller ikke, om det er sandt, men i hvert fald har jeg det selv, som om jeg er gået med sommerfuglene, og som om det har ændret mig. Måske ligger kunsten er at være blød nok til at kunne tage imod og hård nok til at kunne føre det videre. Og her forleden da jeg skulle på scenen, kom jeg for tidligt og måtte vente. Der stod jeg så et kvarterstid, indtil en hvid sommerfugl kom flyvende, drejede op over mig og forsvandt igen. Kom, sagde jeg, sommerfuglen var her, nu kan vi begynde.

Og så gik vi på scenen. Og måske var det latterligt at lægge så meget i det. Måske var det misbrug af naturen. Og det var det, jeg gerne ville svare, når jeg blev spurgt: kan du fortælle, hvordan du er blevet den, du er i dag? Det kom umærkeligt, som slag af en sommerfuglevinge. Nogle gange er det nok at fornemme alt det, som bliver udeladt. Og det meste af tiden er den rette vej alligevel ikke den rette linje.

Lad venligst dette felt stå tomt.

Få besked ved nye indlæg!

Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.