AI-truslen. Den litterære oversætter er i robotternes søgelys, men kunstig intelligens mangler afgørende færdigheder for at overhale mennesket. Det er nemlig umuligt at formidle oplevelsen af en tekst, når man slet ikke kan opleve – og det mærker læseren.

 

Af Emma Bendix

Hvis du lukker øjnene, hører du hestevognen skramle på brostenene i tyske Lübecks smalle gader. Du fornemmer duften af frisk fisk på markedet ved rådhuset og bliver i tvivl om, hvilket år du faktisk befinder dig i. Kunne det være 1835? Byens historie bor i de skæve, gamle bygninger ligesom forfatteren Thomas Manns historie. For åbner du øjnene, ser du tydeligt for dig, hvordan Antonia, hovedpersonen i hans Nobelprisvindende roman Buddenbrooks, tager kuskens hånd og stiger ud af kareten i sin gule balkjole. Hun smiler, fordi hun skal. Du vil stoppe hende, for du ved, at hun skal giftes bort til sleske hr. Grünlich bag de tykke, hvide mure, og du græder, fordi det er så tragisk, at hendes bedstefar vægter status højere end familie. Du vil råbe, at hun skal tage benene på den slanke nakke og flygte så hurtigt, de høje hæle magter.

Så kommer du i tanke om, at Buddenbrooks bare er en bog. Men alligevel vil du fortælle alle om dét, du har oplevet. Og mærket. Formidle billederne fra fantasien, præcis som de litterære oversættere gør det, når de kaster sig over endnu et værk, der skal fortolkes på et helt andet sprog i en kreativ proces, hvor den indfølende menneskehjerne er afgørende.

Den litterære oversættelse som kunsthåndværk

Tilbage i maj skrev jeg den afsluttende eksamensartikel på min bacheloruddannelse. Jeg havde valgt emnet: Kunstig intelligens og dennes trussel mod det litterære oversættererhverv. Dét valg kan virke en smule ironisk. For jeg bryder mig mildt sagt ikke om AI. I min optik symboliserer udviklingen af kunstig intelligens en effektivisering af en verden, som på visse punkter ikke har brug for at blive effektiviseret. Det er en direkte trussel mod fordybelse, dygtiggørelse og menneskets kreative udfoldelse. Jeg er nok, når alt kommer til alt, ret bange for det.

Men netop af den grund blev generativ AI udgangspunktet for min eksamen. Jeg ville konfrontere min frygt og forsøge at bevise, at der findes opgaver, som AI ganske enkelt ikke løser lige så godt som mennesket. Og det lykkedes.

I forbindelse med artiklen interviewede jeg oversætter Jacob Jonia, som netop har vundet Dansk Oversætterforbunds ærespris for sit arbejde. Især én af hans pointer satte sig fast i mig. Han udtrykte så smukt: ”Dem, der tror på ren maskinoversættelse, har ikke forstået litteratur. Litteratur er ikke en formidling af information. Det er en formidling af oplevelser. Hvis et mellemled så ikke kan formidle oplevelser, er det en formidling af information”. Han betegnede oversættelse som et kunsthåndværk. Og det er hovedet på sømmet konklusionen på min research.

En oversætters fineste opgave er at give en oplevelse videre til en læser. Alene det faktum at en robot ikke kan opleve, må derfor sætte en stopper for det vellykkede resultat. Det kan handle om ganske små sproglige detaljer, robotten misser, som i sidste ende er afgørende for helhedsudtrykket, hvilket bringer os tilbage til Lübeck og Thomas Mann. Et eksempel: Lübeck er dækket af brosten. I virkeligheden og i Buddenbrooks. Ikke fortov, fliser, mursten, asfalt eller bare sten. Brosten. De har en betydning for oplevelsen af atmosfæren i byen og dermed også bogen. Researchen, fortolkningen og oplevelserne, den litterære oversætter gennemgår, når hun eller han lærer et nyt værk at kende, påvirker ordvalget. Her er kreativitet også et nøgleord.

Menneskehjernen

I kreative processer er forskellen på maskinerne og den menneskelige hjerne stor. I en videnskabelig artikel kortlægger psykolog Alice Theilgaard hjernens kreative arbejde, som altså i høj grad kommer i spil ved kunsthåndværket skønlitterær oversættelse. Hjernen kobler oplevelse og indtryk sammen med vellykket formidling.

Den kreative person bliver først og fremmest interesseret i en idé, fordi den berører noget ubevidst i ham eller hende. Det skete eksempelvis for mig, da jeg som en del af et fag på Universität Leipzig læste ungdomsromanen Mein Sommer mit Mucks (af Stefanie Höfler, Belzt & Gelberg 2015). Den rørte mig. Det er en barsk bog, men jeg vidste med det samme, at den måtte oversættes. Jeg blev nærmest vred over, at ingen før havde taget ansvar for lige netop dette værk. Oplevelsen af bogen motiverede mig til at gå i gang. Jeg startede indefra og følte mig forbundet til værket – det gør robotten ikke. Robotten møder ikke teksten.

Efter det første møde og den vakte interesse forsøger hjernen at trænge ind til det ubevidste. Hvordan lyder bogen så på dansk? Det udforsker hjernen ved hjælp af idéer, overraskende tankespring og metaforer. Kreativitet er et samspil mellem intuitive og intellektuelle funktioner, der åbner flere dimensioner i oplevelsen, men når robotten, som beskrevet ovenfor, slet ikke har en oplevelse, er antallet af dimensioner lig nul. Robotten opfinder løsninger, fordi den skal, og den kreative indtrængen i det ubevidste er ikke en del af ligningen.

Begge halvdele af hjernen er aktive i produktionen af billedsprog, men hvis samspillet ikke er i orden, resulterer en dominerende venstre halvdel i det modsatte af kreativ tænkning: Rigidt sprog uden følelser. Netop det, som generativ AI i mine og Jacob Jonias øjne producerer. Generativ AI bygger på data og sandsynlighed – to ting, der ifølge videnskaben ikke har noget med menneskets kreativitet og vigtige indføling at gøre.

Jo tættere, jo bedre

Buddenbrooks fik mig til at studere tysk. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i en tysktime i gymnasiet, skulle trække vejret dybt for ikke at fælde en tåre, da vi læste et uddrag af værket. Hvordan sproget krøb ind under huden på mig, og jeg så det hele for mig. Da min fantastiske tysklærer så senere fortalte mig, at historien afspejler Thomas Manns eget liv, måtte jeg give op og lade følelserne trille ned ad mine kinder. Oplevelsen af Buddenbrooks ændrede sig, da hun fortalte mig det. Bogen rykkede tættere på.

Thomas Mann vandt som bekendt Nobelprisen i litteratur for Buddenbrooks, selvom han samme år udgav Der Zauberberg, som af mange anses for hans hovedværk. Mann var også selv overrasket. I sin dagbog skriver han, at Buddenbrooks jo bare er historien hjemme fra Lübeck om ham selv og familien, så hvorfor vandt lige præcis den? Svaret er dog klart: Det handler om oplevelsen af at komme tæt på forfatteren. Det personlige rammer folk på deres eget personlige niveau, hvilket endnu en gang understreger indlevelsens og den personlige investerings værdi for oversættelsen: Besidder man dette, kan man give oplevelsen videre, og hvis ikke, går det ikke tæt nok på. Oversætteren har ansvar for ord og billeder i læserens fantasi, og det kan hurtigt blive personligt. Robotten har ingen indlevelse og personlig investering – den er ikke bevidst om sit ansvar.

Da jeg konfronterede Jacob Jonia med min frygt, svarede han hurtigt igen med en stærk tro på subjektets værdi: ”Jeg er ret sikker på, at det vil blive et konkurrenceparameter, at man kan sige ’vi har haft en rigtig oversætter på det her’. Det interesserer ikke folk, om bogen koster tyve kroner mere. Det interesserer dem, om de kan mærke oplevelsen”. Og jeg tror, han har ret. Jeg håber det af hele mit sproghjerte. For ellers snyder vi kun os selv.

Kreativität muss sein

I Lübeck sitrer luften af historien om Thomas Mann, den kreative forfatter, for det er ikke en hvilken som helst historie. Eller en hvilken som helst by. Buddenbrook-klanens hus står præcis, hvor det står i bogen. Antonia er væk for længst, og faktisk har hun aldrig eksisteret. Men takket være forfatteren og den skønlitterære oversætter føler læseren, at hun har. Takket være den kreative menneskehjerne, indfølingen og formidlingen kan læserne mærke oplevelsen af hende, Lübeck og Thomas Mann på alle verdens sprog. Så kan ChatGPT’en sandsynlighedsberegne lige så meget, den har lyst til.

 

---

 

Emma Bendix, f. 1999, har netop afsluttet sin bachelor i tysk Aarhus Universitet med sidefag i journalistik ved DMJX. Hun arbejder på sin første oversættelse af et skønlitterært værk og skal til efteråret besøge flere gymnasier med forskellige workshops under emnerne kønsretfærdigt tysk og AI-truslen i oversætterfaget.