Tell me about a complicated translation: Emily Wilsons Odyssé mellem filologi og politik

Af Marcel Lysgaard Lech

1. Indledning

Da Christopher Nolans The Odyssey fik premiere i juli 2026, fulgte en global læsebølge med. Emily Wilsons engelske oversættelse af Odysséen (Wilson 2017), som Nolan offentligt har fremhævet som inspiration for sin film, har ifølge forlaget W.W. Norton nu rundet en million solgte eksemplarer alene i USA, og salget af paperback-udgaven er steget knap 40 % på et år. Bølgen kan mærkes helt til Danmark: Hos Saxo er salget af Odysséen i 2026’s første syv måneder steget 20 % i forhold til hele 2025, og Wilsons engelsksprogede udgave lå i slutningen af juli som nummer otte på boghandlerens bestsellerliste, og det på et marked, hvor Otto Steen Dues oversættelse (Due 2002) ellers har været standardværket. For rigtig mange læsere verden over er Wilsons tekst nu Homer.

Netop derfor er der grund til at vende tilbage til oversættelsen med fornyet filologisk grundighed. David Bloch og jeg anmeldte den i sin tid i Slagmark under titlen ”En kontroversiel, domesticerende oversættelse af Odysséen” (Lech & Bloch 2020), en delt anmeldelse, hvor vi bevidst lod to modsatrettede vurderinger stå side om side. Jeg var den kritiske stemme, og nærværende artikel udfolder og efterprøver den kritiske position systematisk: Alle Wilson-citater er kontrolleret mod den trykte udgave (Wilson 2017), alle græske steder er sammenholdt med Martin Wests tekstkritiske udgave (West 2017), og på de centrale steder er Peter Greens samtidige oversættelse (Green 2018) inddraget som uafhængigt kontrolpunkt: Green skriver uden ideologisk indsats i sagen, og bevarer han noget, Wilson udelader, kan udeladelsen ikke skyldes, at det ikke lod sig oversætte. Dertil kommer tre systematiske ordoptællinger, hvor samtlige forekomster af digtets centrale moralske gloser (ὑπερφίαλος, ἀτασθαλίη og formlen μέγα ἔργον) er efterprøvet på tværs af hele værket. Målet er en afbalanceret dom: Wilson skal roses, hvor hun fortjener ros (og det gør hun flere steder, end debatten om hende antyder), og kritiseres, hvor kritikken kan dokumenteres vers for vers.

Den offentlige debat om Wilson har fra begyndelsen været forgiftet af en støjende kulturkamp, hvor oversættelsen enten hyldes som feministisk landvinding eller fordømmes som ”woke vandalisme”, ofte af folk, der tydeligvis ikke har sammenholdt en eneste linje med den græske tekst. Ingen af delene er filologi. Den akademiske reception er mere interessant: Corinne Pache påviste allerede i sin anmeldelse en række tendentiøse enkeltvalg (Pache 2018), Richard Whitaker konkluderede i sin sammenlignende gennemgang af Anthony Verity & William Allan , Wilson og Green, at Wilson kun kan fastholde sin heterodokse læsning ”by distorting and misrepresenting what the Greek text says” (Whitaker 2020, 243), og senest har Daniel Mendelsohn i noten til sin egen nyoversættelse leveret en gennemført formel-æstetisk kritik af Wilsons metode (Mendelsohn 2025; se afsnit 4 og 9). Nærværende artikel bekræfter dele af denne kritik, korrigerer den på enkelte punkter og tilføjer en række steder, som mig bekendt ikke tidligere har været fremdraget.

2. Wilsons erklærede program

Wilsons oversættelsesteoretiske selvforståelse fremgår tydeligt af hendes ”Translator’s Note”. Hun afviser den angloamerikanske konvention, at en oversættelse er god i det omfang, den skjuler sig selv:

”There is often a notion, especially in the Anglo-American world, that a translation is good insofar as it disguises its own existence as a translation; translations are praised for being ‘natural.’ I hope that my translation is readable and fluent, but that its literary artifice is clearly apparent” (Wilson 2017, 82).

Hun binder sig samtidig til to formelle discipliner: gennemført jambisk pentameter og, usædvanligt nok, nøjagtig samme antal vers som originalen. Endelig erklærer hun åbent, at hendes position som den første kvinde, der oversætter Odysséen til engelsk, har betydning for oversættelsens indhold.

Det er et program med indbygget spænding. Sprogligt er oversættelsen stærkt domesticerende i Lawrence Venutis forstand: flydende, nutidig, umærkelig (Venuti 1995). Men Venutis kobling mellem flydende sprog og oversætterens usynlighed bryder Wilson bevidst: Hun vil være flydende og synlig på én gang. Om det lykkes, og hvor synligheden reelt placerer sig, vender jeg tilbage til i afsnit 7.

3. Det, der fortjener ros

Lad det være sagt uden forbehold: Wilsons metriske disciplin er imponerende. At gennemføre et vers i regelmæssig jambisk pentameter og holde originalens verstal er en formel præstation, kun få af hendes konkurrenter (Green og i nogen grad Whitaker selv) kan matche, og den giver oversættelsen et tempo, der kommer originalens ”nimble gallop” nærmere end f.eks. Robert Fagles’ ekspansive frivers. Læsbarheden er reel: Wilsons Homer kan læses af førstegangslæsere uden noter, og det er ingen lille bedrift.

Påstanden om verstro gengivelse er da også efterprøvet direkte for denne artikel: Ved at optælle Wilsons egne, løbende trykte verstal (hun angiver hvert tiende vers i højremargin) sang for sang og sammenholde med de traditionelle verstal for hver af de 24 sange, viser det sig, at hun i 20 af 24 sange rammer originalens verstal på stregen, og i de resterende fire (18, 19, 21 og 24) blot afviger med ét enkelt vers. Samlet giver det 12.115 vers mod originalens 12.111, altså en afvigelse på under en halv promille over hele værket. Det er, alt taget i betragtning af at et homerisk hexameter typisk må komprimeres ned i et kortere jambisk pentameter (jf. Mendelsohns kritik i afsnit 9), en bemærkelsesværdig formel præstation, og et af de punkter, hvor Wilsons eget udsagn om sin metode kan efterprøves direkte og bekræftes.

Også flere af hendes omdiskuterede korrektioner af forgængerne er filologisk velbegrundede. Det bedste eksempel er hængningsscenen i 22. sang: Hvor tidligere oversættere gengav de tolv tjenestekvinder (δμῳαί) med ”sluts”, ”whores” eller ”creatures”, påpeger Wilson med rette, at den græske tekst intet sådant skældsord indeholder; de nedsættende ord er oversætternes egen, anakronistiske misogyni, ikke Homers. Tilsvarende er hendes insisteren på ordet ”slave” for δμῳή/δμώς et legitimt filologisk standpunkt: Konventionelle gengivelser som ”maid”, ”housekeeper” eller ”servant” tilslører reelt den homeriske husholdnings slaveøkonomi. Man kan diskutere hendes amerikanske plantage-analogi (se afsnit 6), men selve påpegningen af eufemiseringen er berettiget og har allerede påvirket feltet.

Den systematiske gennemgang har desuden afdækket en række steder, hvor Wilson er præcis eller ligefrem skarpere end sine konkurrenter, og de skal nævnes med samme grundighed som kritikken. I Odysseus’ anklagetale gengiver hun 22.37 (δμωιῆισι δὲ γυναιξὶ παρευνάζεσθε βιαίως) som ”you … raped my slave girls”, en filologisk korrekt eksplicitering af βιαίως (”med vold”), som skærper den moralske spænding, teksten selv rummer: Kvinderne tvinges i 22.37 og hænges i 22.465–73. Digtets hunde-skældsord bevares med fuld kraft mod Melantho (”You little dog”, 18.338; ”You brazen, shameless dog”, 19.91) og mod Klytaimnestra (”That she-dog turned away”, 11.424, for κυνῶπις). De misogyne passager renses ikke: Agamemnons berygtede kode om, at Klytaimnestras skændsel vil ramme alle kvinder, ”even the good ones” (24.199–202, καὶ ἥ κ’ εὐεργὸς ἔηισιν), står intakt, og det samme gør Athenes kyniske ord om kvinders natur (”You know how women are …”, 15.20–23). Penelopes angreb på Antinous gengives med fuld styrke: ”You are a brute! A sneak! A criminal!” (16.418). Wilson kan altså oversætte digtets moralske sprog med al dets vægt, hvilket, som det vil fremgå, gør de systematiske svækkelser andetsteds desto mere slående.

Endelig skal det anerkendes, at Wilsons 80-siders indledning på flere punkter er åben om hendes fortolkningsramme, ja mere åben, end kritikken sommetider medgiver. Hun skriver f.eks. ligeud om Polyfemos-episoden, at Odysseus ”seems sometimes to think as much like a colonizer as a pirate”, og at episoden ”can be read as an attempt to justify Greek exploitation of non-Greek peoples” (Wilson 2017, Introduction). Det er en fuldt legitim, veletableret læsning, og som jeg skal vise i afsnit 5.4, har den endda solidt belæg i teksten selv. Problemet er ikke, at Wilson har en fortolkning. Problemet er, hvad der sker, når fortolkningen vandrer fra indledningen ind i selve oversættelsen uden markering.

4. Formelsystemet

Homers epitetsystem er ikke pynt, men epikkens bærende konstruktion. En optælling i Wests hovedtekst giver følgende hyppigheder for de vigtigste formler: πολύμητις Ὀδυσσεύς forekommer 69 gange, πολύτλας δῖος Ὀδυσσεύς 39 gange, περίφρων Πηνελόπεια 41 gange, og Τηλέμαχος’ faste epitet πεπνυμένος 46 gange. Det berømte πολύτροπος derimod (ordet bag Wilsons ”complicated man”) forekommer præcis to gange i hele digtet: i 1.1 og i Kirkes mund i 10.330. Når Wilson i sin note hævder, at ordet bruges ”often” om Odysseus, er det simpelthen forkert, som vi allerede påpegede i Slagmark (Lech & Bloch 2020, 165). Fejlen er ikke triviel: Den skal retfærdiggøre, at ét ords fortolkning (”complicated”) kan bære en hel læsning af værket. Bemærkelsesværdigt nok har Wilson siden stiltiende korrigeret sig selv: I sit Substack-forsvar for ”complicated” beskriver hun nu πολύτροπος som ”a relatively unusual epithet”, hvis valg i netop vers 1 derfor ”must be marked” og ”likely programmatic” (Wilson 2024b), en beskrivelse, der bekræfter optællingen ovenfor og modsiger hendes egen note fra 2017.

Wilson har erklæret, at hun bevidst opløser formelsystemet og oversætter samme epitet forskelligt efter kontekst. Hendes begrundelse er åben og principiel: I en mundtlig kultur gav epiteterne tilhøreren ”an anchor in a quick-moving story”, men

”[i]n a highly literate society such as our own, repetitions are likely to feel like moments to skip. They can be a mark of writerly laziness or unwillingness to acknowledge one’s own interpretative position”; derfor vælger hun at fortolke epiteterne ”in several different ways, depending on the demands of the scene at hand” (Wilson 2017, Translator’s Note).

Resultatet er, hvad Colin Burrow rammende har kaldt en ”running commentary on emotional and social relationships” (Burrow 2018), som når γλαυκῶπις Ἀθήνη i 1.80 bliver til det situationsbestemte ”Athena’s eyes lit up and she replied”.

Den tungestvejende indvending mod denne praksis er siden kommet fra Daniel Mendelsohn, hvis nyoversættelse fra 2025 i sin ”Note on the Translation” på en række punkter er formuleret som en direkte antitese til Wilson. Mendelsohn citerer loyalt Wilsons begrundelse og afviser den principielt: Formlerne er for ham hverken dekorative eller et levn fra mundtligheden, men bærere af et helhedssyn. Zeus er altid skysamleren, Athene altid gudinden med de lysende ugleøjne, ”whatever her emotion happens to be during a given conversation”, og Telemachos er πεπνυμένος, ”that sensible lad”, ”even though he displays callowness and adolescent cruelty”. Epiteterne udtrykker, skriver Mendelsohn, en tro på, at ”we are always ourselves, whatever circumstances we may find ourselves in”, og hans konklusion er ikke til at misforstå:

”To elide or reduce the epithets is to rob the reader of crucial access to the mind of the culture that created the epic. The point of translating the Odyssey is to help readers come to understand that mind, not to elide the features of the epic that fail to dovetail with our own tastes and expectations” (Mendelsohn 2025).

Mendelsohns valg af netop πεπνυμένος som eksempel er, formentlig uden at han selv har bemærket det, rammende til det yderste. For det er præcis de to epiteter, hans argument kredser om, πεπνυμένος og πολύτλας, der i Wilsons kontekstualiserende praksis omlades moralsk i digtets mørkeste scener: ”Showing initiative” i hængningsscenen og ”the lord of suffering” i torturscenen, som jeg viser i afsnit 5.6. Formlens fasthed er med andre ord ikke blot et æstetisk anliggende. Den er den mekanisme, der hos Homer forhindrer, at heltens og hans søns identitetsmærker kan omfortolkes af den enkelte scene, og dens opløsning er den mekanisme, der hos Wilson muliggør det. Når epitetet ikke længere står fast, bliver hvert enkelt valg af gengivelse en fortolkningshandling, som læseren ikke kan kontrollere, og som, viser det sig, systematisk trækker i én bestemt retning. Det er denne systematik, resten af artiklen dokumenterer.

5. Det moralske system og dets forskydninger

5.1 Prooimiet: skylden, der forsvandt

Odysséens moralske grundlov står i digtets syv første vers. Om mandskabets undergang hedder det (1.6–7):

ἀλλ’ οὐδ’ ὣς ἑτάρους ἐρρύσατο, ἱέμενός περ· αὐτῶν γὰρ σφετέρῃσιν ἀτασθαλίῃσιν ὄλοντο

”Men ikke engang således kunne han redde sine mænd, skønt han ivrigt ønskede det; thi de omkom ved deres egen afsindige adfærd”, og fortælleren fortsætter i 1.8 med sin dom over mændene: νήπιοι, ”tåbelige”, ”barnagtige”. Konstruktionen er omhyggeligt balanceret: Koncessionen ἱέμενός περ fritager Odysseus for manglende vilje, γάρ-sætningen placerer skylden entydigt hos mændene selv via nøgleordet ἀτασθαλίη, og νήπιοι besegler dommen. Wilson oversætter: ”he worked to save his life and bring his men / back home. He failed to keep them safe; poor fools, / they ate the Sun God’s cattle” (Wilson 2017, 1.5–8). Tre ting sker her. For det første forsvinder ἱέμενός περ sporløst; tilbage står den nøgne konstatering ”He failed”, en ren fiasko-dom over helten (således allerede Whitaker 2020, 244). For det andet, og det er efter min viden ikke bemærket før, har vers 1.7, αὐτῶν γὰρ σφετέρῃσιν ἀτασθαλίῃσιν ὄλοντο, slet intet modsvar i Wilsons prooimion: ”poor fools” gengiver νήπιοι (1.8), og den kausale hovedsætning (”thi de omkom ved deres egen afsindige adfærd”, digtets første og programmatiske erklæring om selvforskyldt undergang) er ganske enkelt udeladt. For det tredje er νήπιοι, som ifølge Anastasia Maravelas undersøgelse af netop denne fortællerkommentar bærer ”explicit ethical criticism” (Maravela 2019; hendes egen gengivelse: ”childish fools”), blevet forsynet med et medlidende ”poor”. Homers prooimion siger ”de var selv skyld i det – de tåber”; Wilsons siger ”de stakler”. Det er ikke en nuance. Det er en omvending af digtets åbningserklæring om menneskets eget ansvar, opnået ved udeladelse af skyldsklausulen og tilføjelse af medynk.

Prooimiet rummer i øvrigt endnu en umarkeret tilføjelse med programmatisk rækkevidde: Homers afsluttende bøn, τῶν ἁμόθεν γε, θεά, θύγατερ Διός, εἰπὲ καὶ ἡμῖν (”fortæl også os derom, gudinde, et sted fra”) bliver hos Wilson til ”tell the old story for our modern times” (1.10). Ordet ”modern” står ingen steder i den græske tekst; moderniseringen er skrevet ind i selve digtets åbningsbøn.

5.2 Atasthalia-kæden

Hvor meget der står på spil, ser man af, hvordan ἀτασθαλίη fungerer som ledemotiv gennem hele værket. Zeus genbruger tanken i sin lille teodicé få vers senere (1.32–34: σφῇσιν ἀτασθαλίῃσιν ὑπὲρ μόρον ἄλγε’ ἔχουσιν, hos Wilson det acceptable, men matte ”they themselves increase it by folly”). Eurylochos vender anklagen mod Odysseus selv i 10.437. Eurymachos må i 22.47 indrømme bejlernes πολλὰ … ἀτάσθαλα, og her oversætter Wilson faktisk skarpt nok: ”outrageous things”. Men i kædens sidste led, Halitherses’ dom over bejlerne i folkeforsamlingen (24.458):

οἳ μέγα ἔργον ἔρεξαν ἀτασθαλίῃσι κακῇσιν

bliver ἀτασθαλίῃσι κακῇσιν (”ved deres onde afsindighed”) til ”They did great wrong, / through their impulsiveness” (Wilson 2017, 24.457–58). Adjektivet κακῇσιν er helt væk, og atasthalia, digtets tungeste moralske term, er blevet til ungdommelig impulsivitet.

En optælling af samtlige forekomster viser, at dette ikke er et enkeltstående valg, men en gennemgående registersænkning. Wilsons gengivelser af ἀτασθαλίη-familien er: helt udeladt (1.7, jf. afsnit 5.1), ”by folly” (1.34), ”cruel” (3.207), ”bullies” (17.588, for ἀτάσθαλα μηχανόωντας), ”bullying” (21.146, for selve substantivet ἀτασθαλίαι!), ”foolishness” (23.67) og ”impulsiveness” (24.458). Kun to steder får ordet sin fulde vægt: i Odysseus’ egen dom over ligene (”Through their own crimes they came to this bad end”, 22.416) og i Laertes’ jubel (”the suitors have been punished for all the monstrous things they did”, 24.352). Fordelingen er sigende: Styrken bevares i personernes replikker, hævnerens og faderens, mens fortællerstemmen, prooimiet, Zeus’ teodicé og tredjeparts-dommene konsekvent får folly/foolishness/bullying-registeret. Det er netop de programmatiske steder, der bærer digtets retfærdighedslære, som svækkes.

Endnu tydeligere bliver systematikken, når man følger formlen μέγα ἔργον gennem alle dens forekomster i slutsangene. Da Antinous bruger den om Telemachos’ rejse (4.663, ἦ μέγα ἔργον ὑπερφιάλως ἐτελέσθη), skriver Wilson: ”Damn! That stuck-up boy succeeded in his stupid trip”, hvor formlen er opløst i teenagesprog; da Eurymachos gentager den ordret (16.346), hedder det ”the journey of this upstart boy succeeded”. Da Eurykleia ser ligdyngen (22.407, ἐπεὶ μέγα εἴσιδεν ἔργον), oversætter Wilson ”so great a deed of violence” og tilføjer dermed ”of violence”, som ikke står i originalen, netop da gerningen er Odysseus’. Da Eupeithes anklager Odysseus (24.426), bliver formlen til ”most monstrous wrongs”; da Halitherses dømmer bejlerne (24.458), til ”great wrong … through their impulsiveness”; det er den asymmetri, vi allerede påviste i Slagmark (Lech & Bloch 2020, 168). Én og samme formel, fem steder, og bøjningen går hver gang samme vej: tung, når den rammer Odysseus; let eller opløst, når den rammer bejlerfløjen.

5.3 Den dømmende fortæller: νήπιος-kommentarerne

Prooimiets νήπιοι hører til en veldefineret narrativ teknik, hvis funktion nu er kortlagt i forskningen: Maravela har vist, at de narratoriale νήπιος-kommentarer er den episke fortællers dømmende signatur; de ”foreground the superior knowledge and controlling presence of the epic narrator”, og i Odysséen er deres fremherskende funktion at levere ”explicit ethical criticism” (Maravela 2019). Afgørende for nærværende undersøgelse: Fortælleren selv fælder denne dom kun tre steder i hele digtet: over mandskabet (1.8), over bejlerne (22.31–32) og over Eupeithes’ følge (24.469, νηπιέῃσι). Det gør Wilsons behandling af netop disse tre steder diagnostisk.

Resultatet er entydigt: Alle tre narratoriale domme er transformeret. Mandskabet får ”poor fools” (1.8), altså medlidenhed tilføjet. Bejlerne får ligeledes ”Those poor fools did not know” (22.31–32), igen medlidenhed tilføjet. Og fortællerens νηπιέῃσι om Eupeithes’ følge bliver til ”Eupeithes was their leader – to his cost” (24.469): Dommen er slettet, og kun konsekvensen står tilbage. Her skal det bemærkes, at Wilson på tværs af 1.8 og 22.32 faktisk er konsistent: begge grupper får samme medlidende formel. Fundet er altså ikke asymmetri på dette punkt, men noget mere grundlæggende: Den dømmende fortæller (Maravelas ”judgemental narrator”) er systematisk omskabt til en medlidende eller neutral fortæller. Det er den reneste enkeltdemonstration af det mønster, som afsnit 8 samler: Det er fortællerens moralske autoritet, der er indgrebenes egentlige adresse.

I personernes replikker, hvor de fleste af digtets øvrige νήπιος-domme ifølge Maravela befinder sig, vender retningsbestemtheden til gengæld tilbage. Fjolse-ord rettet mod Odysseus bevares eller forstærkes: Polyfemos’ νήπιός εἰς, ὦ ξεῖν’ står som ”you are a fool” (9.273), og kyklopens håb om, at Odysseus skulle være νήπιος, bliver ligefrem ”a total fool” (9.419). Men Odysseus’ egen triumferende dom over kyklopen, τὸ δὲ νήπιος οὐκ ἐνόησεν, ”men tåben bemærkede det ikke” (9.442), er slettet totalt: ”he felt the back of each ram … but missed the men”. I det ”game of intelligence” mellem Odysseus og Polyfemos, som Maravela beskriver, bevarer Wilson altså kyklopens point mod Odysseus og fjerner Odysseus’ point mod kyklopen, konsistent med ”mavericks”-fundet i afsnit 5.5. Antinous’ hånsord mod de trofaste hyrder, νήπιοι ἀγροιῶται (21.85), forstærkes derimod voldsomt: ”You idiots! You tactless peasants! So thoughtless, so undisciplined! You fools”, altså fire skældsord for to græske: Skurkens grovhed må gerne vokse. Og Medons νήπιοι om bejlerne (22.370) udelades.

Det mest elegante tab er formulært. Maravela fremhæver (med Bakker), at fortællerens dom over bejlerne, τὸ δὲ νήπιοι οὐκ ἐνόησαν (22.32), er et bevidst ekko af Odysseus’ dom over kyklopen, τὸ δὲ νήπιος οὐκ ἐνόησεν (9.442), en ”interformularitet”, der eksplicit ”aligns them with the transgressive and easily-fooled ogre”: bejlerne stilles på linje med uhyret, digtets to store krænkere af gæstevenskabet bindes sammen i én formel. Hos Wilson er ekkoet usporbart (kyklopen har mistet sit ”fool”, bejlerne har fået ”poor fools”), og dermed er endnu en tråd i det bejler/kyklop-spejl, som afsnit 5.4–5.5 beskriver, klippet over. Læseren af Wilsons Odyssé kan ikke høre, at digtet selv rimer bejlerne på kyklopen.

5.4 Bejlerne: fra ὕβρις til dårlig opførsel

Samme nedtoning rammer bejlernes ὕβρις. Telemachos’ anklage μνηστῆρες ὑπέρβιον ὕβριν ἔχοντες (1.368 = 4.321), ”bejlerne med deres voldsomme hybris”, bliver i 1. sang til ”You suitors, you are taking this too far” og i 4. sang til ”the suitors were as arrogant as usual”. Det centrale religiøst-juridiske begreb, som hele hævnens teologi hviler på, er opløst i dagligsprogets irritation. Og da Athene i 15.28 advarer Telemachos mod bagholdet, kalder hun gerningsmændene μνηστήρων … ἀριστῆες, bejlernes fornemste, deres elite. Wilson skriver: ”There is a gang / of suitors lying in wait” (Wilson 2017, 15.28–29). Den græske tekst giver bagholdsmændene aristokratiets betegnelse og lader dermed forbrydelsen falde tilbage på samfundets spidser; Wilson flytter dem sprogligt ned i underklassens kriminalitet. Begge forskydninger peger samme vej: Bejlernes skyld skal ikke veje for tungt.

Hvor systematisk denne nedtoning er, viser en optælling af samtlige ca. 25 forekomster af ὑπερφίαλος, det ord, der i 9.106 blev til ”high-minded … mavericks”. Ordet bruges i Odysséen altovervejende om bejlerne, og Wilsons gengivelser er: adjektivet udeladt helt (1.134; 13.373; 14.19), ”proud” (4.790; 20.12), ”selfish” (2.310), ”swaggering” (23.356), ”invaders” (11.116), og da Antinous ironisk anvender ordet om bejlerne selv (21.289), ligefrem ”noblemen like us”. Kun i Athenes mund (1.227, sammen med ὑβρίζοντες) står ”arrogant and self-indulgent”. Optællingen beviser to ting på én gang: For det første kender Wilson udmærket ordets fordømmende grundbetydning; hun bruger den bare næsten aldrig om bejlerne. For det andet er kyklop-stedet en enlig afviger målt mod hendes egen praksis: Det eneste sted i hele værket, hvor ὑπερφίαλος får en positivt gengivelse, er 9.106, netop dér, hvor hendes indledning selv har erklæret, at ordet har ”a sinister connotation”.

Samme retning har to beslægtede fund. Formlen ὕβρις τε βίη τε σιδήρεον οὐρανὸν ἵκει (”deres hybris og vold når til jernhimlen”) forekommer to gange (15.329 = 17.565) og bliver begge gange til ”their aggression reaches/touches the iron sky”: Dobbeltformlen er halveret, og det arkaiske religiøse begrebspar erstattet af moderne adfærdspsykologi. Og i Odysseus’ anklagetale bliver ὑπεμνάασθε γυναῖκα (22.38), ”I bejlede i smug til min hustru, mens jeg endnu levede”, altså forsøget på usurpation af hus og seng, til ”you flirted with my wife”.

Registervalget samler sig i et genkendeligt mønster. Ud over ”boys” (jf. Whitaker 2020, 247 n. 17) og ”a gang” finder man i oversættelsen ”bullies”, ”bullying” (mindst fem gange), ”rowdy suitors” (17.564, for χαλεπῶν), ”upstarts” og ”scoundrels” (20.169–70), ”stuck-up boy” (4.663) og ”the smartest boy” (16.419, hvor den græske tekst har ”bedst i råd og tale blandt sine jævnaldrende”). Hver enkelt gengivelse kan forsvares isoleret; tilsammen omkoder de bejlernes forbrydelse fra det, den er hos Homer, nemlig en sakral krænkelse af gæstevenskabet og gudernes orden, til skolegårdsadfærd. Man straffer ikke bullies med nedslagtning; netop derfor er registervalget ikke moralsk neutralt.

Det bemærkelsesværdige er, at Wilson i sin indledning selv beskriver bejlerne som ”boorish, selfish, immature young men” og skriver, at digtet ”invites us to feel … sympathy for the murdered boys” (Wilson 2017, Introduction). Ordet ”boys” er sigende, og i selve oversættelsen infantiliseres bejlerne da også konsekvent (påpeget af Whitaker 2020, 247 n. 17). Men teksten selv er ikke i tvivl: Odysseus’ anklagetale (22.35–41) opregner tre forbrydelser: de har fortæret hans hus, ligget med hans slavinder og bejlet til hans hustru, mens han levede, og kulminerer i, at de handlede uden frygt for hverken guder eller menneskers hævn. Det er ord for ord den samme gudsforagt, kyklopen proklamerer i 9.275–76. Bejlerne og kyklopen er digtets to spejlvendte krænkelser af gæstevenskabet: gæsten, der fortærer værtens hus, og værten, der fortærer sine gæster. Nedtoner man den enes skyld, kollapser spejlet.

5.5 Kykloperne: en pointe, teksten allerede har

Digtets mest citerede stridspunkt er 9.106: Κυκλώπων δ’ ἐς γαῖαν ὑπερφιάλων ἀθεμίστων. De to genitiver er entydigt fordømmende: ὑπερφίαλος ”overmodig”, ἀθέμιστος ”uden themis, lovløs”, og ordet uddybes straks i 9.112–15: Kykloperne har hverken rådsforsamlinger eller love, men hver dømmer over kone og børn uden hensyn til de andre. Wilson oversætter: ”the country of high-minded Cyclopes, / the mavericks” (Wilson 2017, 9.105–06). ”Maverick” er i amerikansk sprogbrug en hædersbetegnelse for den uafhængige regelbryder; Pache bemærkede tørt, at ordet nærmest ”evokes … Republican senators” (Pache 2018). Fra fordømmelse til hyldest.

Her afslører kontrollen mod Wilsons egen indledning noget afgørende. Hun diskuterer faktisk selv semantikken i hyper-sammensætningerne og skriver, at ord som hyperphialos

”can be neutral or even positive (suggesting ‘noble’ or ‘high-minded’ – above the norms in a good way), but they acquire a sinister connotation here, since they are also applied to the man-eating Laestrygonians and Cyclops” (Wilson 2017, Introduction; min fremhævelse).

Wilson ved altså, og skriver eksplicit, at ordet i netop disse kontekster har en uhyggelig klang. Alligevel vælger hun i selve oversættelsen af 9.106 den positive betydning, som hendes egen analyse afviser for stedet. Det er ikke en fejllæsning; det er et valg imod bedre vidende, og det er efter min vurdering det alvorligste enkeltfund i hele undersøgelsen.

Det tragikomiske er, at Wilson slet ikke behøvede at forvride 9.106 for at nå sin postkoloniale pointe, for pointen står allerede i teksten. Odysseus mønstrer rent faktisk kyklopernes naboø med en kolonisators blik (9.116–41): rig, veldrænet jord, der blot venter på plov og vinstok; Wilson kalder i indledningen selv passagen ”an advertisement for prospective colonial inhabitants”, med rette. Og episoden vender sig mod sin egen helt: Det er Odysseus, der uindbudt trænger ind i en andens bolig og spiser af forrådet, en adfærd, der uhyggeligt foregriber bejlernes i hans eget hus. Homers ironi leverer selv den kritiske læsning; oversætteren behøvede blot at stole på den. Ved i stedet at fjerne dommen over kyklopernes lovløshed (jf. også 9.215, hvor οὔτε δίκας … οὔτε θέμιστας, ”hverken ret eller love”, bliver til det blodfattige ”lacking knowledge of the normal customs”) ødelægger Wilson netop den kontrast mellem heltens tvivlsomme fremfærd og kyklopens rendyrkede gudløshed, som er episodens pointe.

5.6 Odysseus’ vold: den anden vægtskål

Mens bejlernes og kyklopens skyld lettes, tynges Odysseus’. I 9.1, hvor Homer blot har svarformlen τὸν δ’ ἀπαμειβόμενος προσέφη πολύμητις Ὀδυσσεύς, indledes heltens store beretning hos Wilson med ”Wily Odysseus, the lord of lies, answered”; ”the lord of lies” er en tilføjelse uden modsvar i verset og gentages senere i 21. sang. I 22.5, hvor Odysseus konstaterer οὗτος μὲν δὴ ἄεθλος ἀάατος ἐκτετέλεσται (”denne skæbnesvangre konkurrence er nu fuldført”), digter Wilson den kolde one-liner ”Playtime is over”, en actionfilmreplik, som den græske tekst er uskyldig i. Og da Telemachos i 22.461 ændrer henrettelsesmetoden for tjenestekvinderne fra sværd til hængning, gengives hans faste epitet πεπνυμένος (”den forstandige”) med det isnende ”Showing initiative, Telemachus …”. Endelig forsvinder i lemlæstelsen af Melanthios (22.475) det græske νηλέϊ χαλκῷ, ”med den skånselsløse bronze”: Hos Wilson hedder det blot ”with curved bronze cut off his nose and ears”. Man kunne tro, at fjernelsen af ”skånselsløs” mildnede scenen, men effekten er den modsatte: Den formelagtige moralske markør, der hos Homer indrammer volden som netop nådesløs, erstattes af en klinisk-teknisk beskrivelse, der lader grusomheden stå kommentarløst frem. Pache har tilsvarende vist, hvordan Wilson i 22.472 fjerner οἴκτιστα, ”ynkeligst”, fra tjenestekvindernes død (Pache 2018).

Selv profetien om hævnen trækkes ind i denne omkodning. Teiresias’ ord i underverdenen, κείνων γε βίας ἀποτείσεαι ἐλθών (11.118), ”du skal lade dem bøde for deres voldsgerninger”, med gengældelsens juridiske verbum ἀποτίνυμαι, bliver hos Wilson til ”you will match the suitors’ violence and kill them all”. Af retshåndhævelse er der blevet ækvivalens: Odysseus skal ikke længere inddrive en bod, men matche en vold og dermed blive dens lige. Det er en lille forskydning med stor rækkevidde, for den omskriver selve det sted, hvor digtet på forhånd legitimerer hævnen.

Ét sted kræver en korrektion af den kritik, jeg selv tidligere har luftet. I bindingen af Melanthios (22.190–91) hedder det hos Wilson: ”just as the lord of suffering had told them”. Sammenholder man alene med West, ligner ”the lord of suffering” en ren tilføjelse, for Wests tekst slutter sætningen ved ὡς ἐκέλευσεν (22.190) og udelader det følgende vers. Men vulgatateksten, som Wilson oversætter, har 22.191: υἱὸς Λαέρταο πολύτλας δῖος Ὀδυσσεύς. ”The lord of suffering” er altså Wilsons gengivelse af formlen πολύτλας δῖος Ὀδυσσεύς, som hun andetsteds oversætter ”long-suffering Odysseus”. Fundet bliver derved ikke mindre interessant, men mere præcist: Netop i torturscenen vendes det passive epitet (den, der udholder lidelse) til ”the lord of suffering”, lidelsens herre, med den engelske genitivs fulde tvetydighed: den, der hersker over og udmåler lidelse. Formlens fasthed hos Homer forhindrer præcis den slags kontekstuel omladning; Wilsons de-formularisering muliggør den. Det er ”running commentary” i Burrows forstand, men kommentaren går påfaldende altid i samme retning. Med Mendelsohns formulering fra afsnit 4: Epitetet insisterer hos Homer på, at ”we are always ourselves”; hos Wilson får scenen lov at omdefinere, hvem Odysseus og Telemachos er, netop dér, hvor omdefineringen belaster dem mest.

5.7 Penelope og Telemachos

To fund uden for volds-tematikken fuldender billedet. Da Penelope i 21.72–73 stiller buekonkurrencen, siger hun til bejlerne: ἀλλ’ ἐμὲ ἱέμενοι γῆμαι θέσθαι τε γυναῖκα. / ἀλλ’ ἄγετε, μνηστῆρες, ἐπεὶ τόδε φαίνετ’ ἄεθλον, ”I ønsker at ægte mig og gøre mig til hustru. Men kom, bejlere, for her viser sig en konkurrence (ἄεθλον)”. Wilson: ”You want to marry me. I am the prize.” (Wilson 2017, 21.73). Ordet ἄεθλον står først i det følgende vers og betegner dér konkurrencen, ikke kvinden. Wilson flytter det frem, forvandler det til prædikat om Penelope selv og lægger dermed en eksplicit selv-tingsliggørelse i hendes mund, som den græske tekst ikke udtaler. Det er utvivlsomt ment som feministisk synliggørelse af kvindens objektstatus, men det er en synliggørelse, oversætteren har digtet, ikke fundet.

Og i 15.346, hvor svinehyrden Eumaios omtaler Telemachos med et blot pronomen (κεῖνον), skriver Wilson ”your young master”. Ordet δεσπότης forekommer ikke én eneste gang i Odysséen; herre-tjener-terminologien er importeret. Valget er konsistent med Wilsons erklærede fokus på slaveriets realitet, og er sådan set den mest forsvarlige af de her behandlede forskydninger, for relationen er jo en ejerrelation. Men også her gælder: Læseren kan ikke se, at ordet er oversætterens sociologiske kommentar og ikke digterens.

5.8 Tjenestekvinderne

Wilsons behandling af de tolv ”utro” tjenestekvinder er, som nævnt i afsnit 3, på afgørende punkter berettiget: ”raped” for βιαίως (22.37) og det uskønmalede ”slaves” gennem hele scenen. Men trianguleringen med Green afslører samtidig et net af mindre forskydninger, som alle går i samme retning. Gennem hele hængningsscenen (22.446–73), hvor Homer konsekvent har δμωιαί/γυναῖκες, skriver Wilson ”the girls” (”The girls picked up the trash”, ”these girls”, ”the girls, their heads all in a row”), hvor Green hele vejen skriver ”the women”; Paches iagttagelse (Pache 2018) bekræftet med uafhængigt kontrolpunkt, og gentaget i 20.6–8, hvor ”the girls who had been sleeping with suitors” gengiver den græske teksts γυναῖκες. Ved 22.472 forsvinder digtets eget medlidenhedsord: ὅπως οἴκτιστα θάνοιεν, ”så de skulle dø den ynkeligste død” (οἶκτος = medynk), som Green bevarer næsten ordret (”to give them most piteous deaths”), bliver hos Wilson ”to make their death an agony”; fortællerens invitation til medfølelse erstattet af en formålsbestemmelse om gerningsmændenes grusomhed. I 22.432 bliver det generelle ἀεικέα μηχανόωντο (”de udtænkte usømmelige ting”; Green: ”guilty of shameful behavior”) til ”those treasonous plots” (en specifik, politisk-juridisk forbrydelseskategori uden græsk belæg), og i 22.418 bliver νηλείτιδες (”skyldfri”; Green: ”innocent”) til ”pure”, med ordets kyskheds-bibetydning. Endelig rammer ”girl”-registeret selv husets mest respekterede kvinder: I 4.55–56 serverer αἰδοίη ταμίη, ”den ærværdige husholderske”, en seniorposition med hædersepitet, hos Wilson som ”a slave girl” (der i øvrigt bringer ”many canapés”, jf. Pache 2018, for εἴδατα πόλλα). Det er et tankevækkende selvmål for et program, der netop vil gøre slaveriets realiteter præcist synlige: Den interne rangorden blandt husets slaver, selve det hierarki, Eurykleias autoritet hviler på, nivelleres bort.

Et af de stærkeste argumenter mod Wilsons greb her kommer fra det bind, Corinne Pache selv har redigeret: i The Cambridge Guide to Homer (udgivet af netop den anmelder, der påpegede ”girls”-forskydningen) behandler Edward M. Harris slaveriet hos Homer og Hesiod. Harris fremhæver, at digtets vanære af tjenestekvinderne kulminerer i, at deres lig slet ikke omtales: bejlerne får respekt og begravelse, Melanthios lemmes og kastes for hundene, men de hængte kvinders kroppe forsvinder sporløst ud af fortællingen; som degraderede individer nægtes de den begravelsens ære, enhver fri mand, selv en fjende, har ret til (Harris 2020, 389). Harris afviser samtidig, at δμῷες/δμῳαί/δοῦλοι hos Homer og Hesiod skulle betegne en mildere status end klassisk tids slaveri: ejerne udøver fuld ejendomsret, herunder retten til at dræbe, med netop henrettelsen af Melanthios og de kvinder, der havde sovet med bejlerne, som eksempel (Harris 2020, 388). Pointen er, at teksten allerede selv markerer kvindernes degraderede stilling, og at markeringen står stærkest dér, hvor oversætteren holder sig til det, der står: αἰδοίη ταμίη forbliver en ærværdig husholderske, δμωιαί forbliver slavinder, og ὅπως οἴκτιστα θάνοιεν forbliver fortællerens eget medlidenhedsord. Wilsons ”girls” og ”treasonous plots” tilføjer et lag, teksten ikke har brug for, og fjerner samtidig et, den har.

5.9 Helena og hunde-ordene

Homers hunde-metaforik er digtets skarpeste skam-sprog: κύων og afledninger bruges som skældsord for skamløshed og æresløshed. Wilson kender og bevarer dette register, men fordeler det påfaldende selektivt. Melantho får det med fuld kraft (”You little dog”, 18.338; ”You brazen, shameless dog”, 19.91), og Klytaimnestras κυνῶπις (11.424) bliver det hårde ”That she-dog turned away”. Men da Helena bruger nøjagtig samme ord om sig selv, ὅτ’ ἐμεῖο κυνώπιδος εἵνεκ’ Ἀχαιοί / ἤλθεθ’ ὑπὸ Τροίην (4.145–46), ”dengang I achaiere for min skyld, den hunde-øjede, drog mod Troja”, forsvinder både hunden og selvfordømmelsen: ”They made my face the cause that hounded them.” Green oversætter kompromisløst: ”when because of me, the bitch, you Achaians went out against Troy”. Hos Wilson er Helena ikke længere grammatisk subjekt for sin egen skam; det er hendes ansigt, der, passivt, ”hounded” mændene. Og ”hounded” er ikke, hvad det kunne ligne: Det engelske verbum betyder ”forfulgte/jagede”, ikke ”skamløs”; det lydlige hunde-ekko skaber en illusion af bevaret billedsprog, mens betydningen er vendt fra Helenas karakterbrist til mændenes lidelse. Samme pseudo-bevarelse gentager sig ved κύντερον (20.18), ”noget endnu mere hunde-agtigt/skamfuldt”, nemlig ydmygelsen i kyklopens hule, som bliver ”hounded by worse”: igen lyden af hund uden skammens indhold. Det er værd at notere, at Wilsons egen indledning opregner digtets hunde-skældsord (Klytaimnestra, Melantho), men udelader Helenas.

Mønstret fortsætter i Penelopes berømte Helena-sammenligning (23.218–24). Homer lader Helena være subjekt: ”End ikke argiviske Helena, Zeus’ datter (Διὸς ἐκγεγαυῖα), ville have delt seng og elskov med den fremmede mand, hvis hun havde vidst …”, og kalder hendes gerning ἔργον ἀεικές og hendes forblindelse ἄτη, det tunge teologiske begreb for gudsendt fordærv. Green bevarer det hele (”Not even Argive Helen, Zeus’ progeny, would have coupled …”; ”her improper act … that ghastly act of mad folly”). Wilson vender subjektet og letter dommen: ”That foreigner would never have got Helen into bed …”, Zeus-afstamningen er væk, og ἄτη er blevet til ”the passion”. Tre greb, samme retning: Skylden flyttes fra Helena til den fremmede, til gudinden, til lidenskaben. Balancen skal med: Eumaios’ forbandelse (14.68–69) gengives usvækket: ”Damn Helen and her family! So many have died for her sake”, så det er ikke Helena-omtalen, der beskyttes, men specifikt hendes selvfordømmelse og hendes handlende skyld.

6. Selektiv transparens

Hermed er vi ved sagens kerne, for Wilson er ikke uigennemsigtig, hun er selektivt gennemsigtig. I ”Translator’s Note” begrunder hun åbent tre typer valg med nutidig politisk bevidsthed: Hun undgår ordet ”savage” om kyklopen, fordi det bærer ”the legacy of early modern and modern forms of colonialism”; hun vælger ”slave”, fordi analogien til ”a slave-owning plantation in the antebellum American South … is at least a little closer” end alternativerne; og hun afviser forgængernes ”sluts” og ”whores” om tjenestekvinderne. Alle tre steder kan læseren se, hvad der sker, og selv tage stilling. Det er præcis, som det bør være.

Men for de langt mere vidtgående indgreb, denne artikel har dokumenteret (”poor fools” for prooimiets skyldsord, ”impulsiveness” for ἀτασθαλίῃσι κακῇσιν, ”mavericks” imod hendes egen analyse af ordet, ”a gang” for ἀριστῆες, ”I am the prize”, ”the lord of lies”, ”Playtime is over”), findes ingen tilsvarende deklaration, hverken i noterne eller i efterskriftet. Læseren uden græsk har ingen chance for at vide, hvor Homer holder op, og Wilson begynder. En oversættelse, der programmatisk lover, at dens ”literary artifice is clearly apparent”, skylder sin læser netop dén synlighed, og leverer den kun dér, hvor indgrebene er lettest at forsvare.

Den selektive transparens har imidlertid endnu et lag, som mig bekendt slet ikke har været fremme i debatten om Wilson: Hun oplyser ingen steder, hvilken græsk tekst hun oversætter. Man leder forgæves i indledning, ”Translator’s Note”, noteapparat og takkeafsnit efter navnet på en udgave: ingen von der Mühll, ingen Allen, ingen van Thiel. Det er ikke, fordi Wilson er ligeglad med overleveringen som sådan: Hendes indledning rummer en kompetent, populariserende fremstilling af det homeriske spørgsmål, den mundtlige tradition, de alexandrinske filologers arbejde med varianterne og panathenæer-kanoniseringen, og hun diskuterer endda udførligt oldtidens berømteste athetese, nemlig Aristarchs og Aristofanes fra Byzans’ forkastelse af digtets slutning efter 23.296. Men på det konkrete, operative niveau er tavsheden næsten total: I noteapparatet til samtlige 12.115 vers har jeg kunnet finde sammenlagt fire tekstkritiske noter (til 2.190–91, 2.317–19, en passage i 22. sang om paladsets udgang samt plus-verset efter 23.318). Til sammenligning angiver både Green og Verity/Allan deres tekstgrundlag eksplicit.

Det er ikke en formssag. Uden erklæret tekstgrundlag kan læseren ikke engang i princippet skelne mellem tre fundamentalt forskellige situationer: at Wilson oversætter et vers, alle udgaver har; at hun oversætter et omstridt vers, en udgiver har athetiseret; eller at hun selv har tilføjet noget, ingen græsk tekst indeholder. Eksemplet fra afsnit 5.6 illustrerer problemet præcist: Wilsons ”the lord of suffering” hviler på vulgataens 22.191 (πολύτλας δῖος Ὀδυσσεύς), et vers, som West udelader af sin tekst, men intet sted kan Wilsons læser se, at verset overhovedet er omstridt, for der er ikke udpeget nogen græsk tekst, man kunne efterprøve det imod. I praksis kan filologen naturligvis rekonstruere, at hun i alt væsentligt følger vulgatateksten; men det er detektivarbejde, som læseren ikke burde være henvist til, og som netop denne artikels tilblivelse har krævet.

7. Oversættelsesteoretisk perspektiv: hijacking uden flag

Wilsons praksis har et præcist teoretisk hjemsted, som hun påfaldende nok ikke selv påberåber sig: den feministiske oversættelsesteori. Luise von Flotow beskrev i sin klassiske artikel tre strategier hos de canadiske feministiske oversættere: supplementing, prefacing/footnoting og, mest radikalt, hijacking, den bevidste tilegnelse af tekststeder til formål, originalen ikke selv rummer (von Flotow 1991). Barbara Godard kaldte praksissen ”womanhandling”: ”The feminist translator … flaunts the signs of her manipulation of the text” (Godard 1990), og Susanne de Lotbinière-Harwood erklærede programmatisk: ”My translation practice is a political activity aimed at making language speak for women. So my signature on a translation means: this translation has used every possible translation strategy to make the feminine visible in language” (de Lotbinière-Harwood 1990, 9).

Sammenholder man denne tradition med Wilson, træder både slægtskabet og den afgørende forskel frem. Indgrebene i 21.73 (”I am the prize”) og 15.346 (”young master”) er teknisk set supplementing og hijacking. Men hvor Godard og de Lotbinière-Harwood flager deres manipulation (i kursiv, fodnoter og forord, som en erklæret politisk signatur), insisterer Wilson gennemgående på korrektionens retorik: Hendes valg præsenteres som mere tro mod den græske tekst end forgængernes, ikke som erklæret intervention. Hun praktiserer den feministiske oversættelses midler med den klassiske filologis autoritetskrav. Det er denne kombination, ikke det politiske engagement som sådan, der er metodisk uholdbar.

Og her mødes de to transparensproblemer fra afsnit 6 i ét metodisk punkt. Den feministiske oversættelsesteoris flagning forudsætter nemlig noget, den sjældent behøver at ekspliciteres: en kendt, udpeget kildetekst, som afvigelserne kan flages i forhold til. Når de Lotbinière-Harwood skriver ”Québécois-e-s”, kan enhver slå op i Gauvins original og se, hvad der er gjort. Wilsons oversættelse mangler begge ankre: Hverken indgrebene eller det tekstgrundlag, de afviger fra, er deklareret. En oversættelse, der er løsrevet i begge ender, er i streng forstand ukontrollerbar; man kan principielt ”finde på hvad som helst”, for læseren har intet fast punkt at måle fra. Det er værd at understrege, at problemet er metodisk, ikke en beskyldning om vilkårlighed i praksis: Wilson er en fremragende græcist, og langt størstedelen af hendes oversættelse ligger loyalt op ad vulgatateksten. Men en metode skal vurderes på, hvad den tillader, ikke kun på, hvad dens bedste udøver tilfældigvis gør med den. Kravet om erklæret tekstgrundlag er filologiens svar på netop dette problem; det er den kontrakt, der gør efterprøvning mulig, og det er ingen tilfældighed, at det er den kontrakt, en programmatisk fortolkende oversættelse har mest at vinde ved at lade ligge. Historien kender parallellen: Da Luther indsatte ”allein” i Rom 3,28, forsvarede han sig i Sendbrief vom Dolmetschen (1530) åbent med, at han oversatte meningen, ikke bogstaverne. Man kan mene om argumentet, hvad man vil, men Luther førte diskussionen offentligt. Wilsons mest vidtgående valg føres ikke til protokols nogen steder.

8. Metoden: aktivistisk fortolkning i tre trin

Det samlede materiale er nu stort nok til at beskrive Wilsons praksis som en metode med en genkendelig arkitektur, ikke en samling uheldige enkeltvalg. Den kan rekonstrueres i tre trin.

Trin 1: Opløs formlerne (deklareret). Beslutningen om at oversætte epiteter og formler kontekstuelt er åbent erklæret og æstetisk begrundet (afsnit 4). Trinnet er i sig selv legitimt, men det er forudsætningen for alt det følgende, for det forvandler hver af formelsystemets hundredvis af bundne pladser til frie fortolkningspladser.

Trin 2: Genudfyld pladserne retningsbestemt (udeklareret). Her bliver det mere interessant. En oversætter, der udfyldte de frie pladser efter rent kontekstuel smag, ville producere spredning. Optællingerne viser i stedet retning: ὑπερφίαλος bliver ”proud/selfish/swaggering/noblemen” eller forsvinder, når ordet rammer bejlerne, og ”high-minded … mavericks”, når det rammer kykloperne. μέγα ἔργον bliver ”monstrous wrongs” om Odysseus, ”impulsiveness” om bejlerne og får tilføjet ”of violence”, da gerningen er hans. κυνῶπις beholdes for Klytaimnestra og opløses for Helena. Det afgørende bevismiddel er, at det er samme græske ord, der fordeles forskelligt hen over et sympatikort; det kan ikke forklares som semantisk nødvendighed, kun som fordeling. Og fordelingen har en præcis adresse: Nedtoningen rammer systematisk fortællerstemmen og de programmatiske steder (prooimiet, Zeus’ teodicé, Teiresias’ profeti, tredjeparts-dommene), mens personernes egen retorik ofte bevares i fuld styrke (Odysseus’ ”their own crimes”, Laertes’ ”monstrous things”, Penelopes ”brute! sneak! criminal!”). Det, metoden underminerer, er ikke replikkernes, men fortællerens moralske autoritet, selve den instans, der hos Homer garanterer, at hævnen er retfærdig. Personerne får lov at mene, hvad de vil; digtet forbydes at dømme.

Trin 3: Deklarér kun de forsvarlige indgreb (selektiv transparens). ”Slave”, fravalget af ”savage”, afvisningen af ”sluts” (de indgreb, der lettest kan forsvares filologisk) dokumenteres omhyggeligt i parateksten (afsnit 6). De bærende indgreb fra trin 2 markeres ingen steder, og tekstgrundlaget navngives ikke. Aktivismen lader sig derved benægte: Den fremtræder som troskab mod teksten.

Oversættelsesteoretisk er dette von Flotows hijacking i praksis, men med et afgørende brud på den feministiske oversættelsestraditions egen etik (afsnit 7). Godard og de Lotbinière-Harwood fremviser deres manipulation som synlig politisk signatur; deres aktivisme forudsætter en kendt kildetekst at afvige demonstrativt fra. Wilsons variant kunne man kalde immanent eller skjult aktivisme: Interventionen udføres inde i den flydende, domesticerede tekst, mens paratekstens korrektionsretorik, ”mere tro end forgængerne”, aktivt afviser, at der er tale om intervention. Og flagget er ikke blot fraværende; det er eksplicit frasagt. I et interview publiceret på hendes Substack få dage før denne artikels færdiggørelse afviser Wilson selv enhver aktivistisk ramme: Det er ”both simplistic and anti-feminist”, at alt, en kvinde gør, ”has to be described as a ‘feminist intervention’, even if she doesn’t see it in those terms at all (which I certainly don’t)”; hendes opmærksomhed på kvindefigurernes perspektiver er ”surely not feminism; it’s about being a reasonably responsible, competent translator” (Wilson 2026b). Dermed er cirklen sluttet: Praksissen er dokumenterbart interventionistisk (afsnit 5), interventionerne er udeklarerede (afsnit 6), og selve rammen benægtes udtrykkeligt. Det er en tredje position, som teorien endnu ikke har noget navn for: hijacking uden flag. Og den er kun mulig i kombinationen af de tre trin: Formelopløsningen leverer pladserne, retningen udfylder dem, og den selektive transparens skjuler regnskabet.

Tre forbehold hører med, hvis karakteristikken skal holde. For det første: At have en fortolkning og lade den præge oversættelsen er ikke i sig selv illegitimt; enhver oversættelse gør det. Det, der løfter dette fra smag til metode, er kombinationen af retningsbestemthed på tværs af identiske formler, modstrid med Wilsons egen erklærede semantik (ὑπερφίαλος-analysen i hendes egen indledning) og fraværet af deklaration. For det andet er metoden ikke ensartet forvridende: ”raped” for βιαίως er præcis, og digtets misogyne passager renses ikke (afsnit 3). Der er ikke tale om en renselse af teksten, men om en omfordeling af skyld inden for den. For det tredje viser modeksemplerne (22.416; 24.352), at der er tale om en stærk tendens med undtagelser, ikke en maskinel regel, hvilket paradoksalt nok gør beskrivelsen mere overbevisende som karakteristik af en menneskelig fortolkningspraksis, end en hundrede procents systematik ville have gjort.

9. Receptionens ironier

To receptionshistoriske omstændigheder kaster et skarpt sidelys over det hele. Den første: To år før Whitaker publicerede sin kritik af Wilson, anmeldte Wilson selv Whitakers sydafrikanske Odyssé-oversættelse (Wilson 2018). Anmeldelsen er både generøs og skarp, og dens kritikpunkter er et studium værd. Hun bebrejder Whitaker, at han eufemiserer det homeriske slaveri; at han udjævner epiteternes forskelle (περίφρων og πεπνυμένος begge som ”wise”, ”which … erase the difference between the intelligences of mother and son”); at han gør kønsneutrale udtryk maskuline (ἀνθρώποισι i 19.561 som ”men”). Og hun slutter med at ønske, at han var gået længere i sin postkoloniale nyfortolkning: ”A truly, deeply South African translation would have surely provided a far more sustained invitation to reread Homer in a different and illuminating light” (Wilson 2018). Wilson mestrer altså til fulde den vers-for-vers-kontrol af andres tendentiøse valg, som denne artikel har anvendt på hendes egne; hun anvender den blot kun i én retning.

Den samme færdighed demonstrerer hun i dag offentligt og løbende. Siden september 2024 har Wilson forsvaret sine valg på en Substack, oprettet som svar på et viralt, misogynt motiveret angreb på hendes prooimion, en kontekst, der skal nævnes, fordi en stor del af den kritik, hun modtager, faktisk er ondsindet støj, som hun har al mulig ret til at afvise (hendes hjemmeside har en særskilt kontaktformular til ”misogynistic trolling” efter dødstrusler). Men forsvarsteksterne er også et studium i selvforståelse. I sit indlæg om prooimiet gennemgår hun Lawrence, Fitzgerald og Fagles ved at opliste deres ”additions corresponding to nothing” i den græske tekst og insisterer på, at oversættelser skal vurderes på ”the boring but demonstrable level of what the Greek actually says, or doesn’t say” (Wilson 2024a), nøjagtig den målestok, nærværende artikel har anvendt. Om sin egen version hævder hun i samme indlæg: ”I tried in general to avoid adding extra metaphors or adorning the narrative with modern English idioms, as these other translators have done.” Påstanden falsificeres af det dokumenterede korpus (”canapés”, ”Playtime is over”, ”mavericks”, ”bullies”, ”treasonous plots”), og allermest påfaldende af selve det prooimion, indlægget handler om: Hun bebrejder Fagles at have lånt ”our time” fra Fitzgerald for Homers καὶ ἡμῖν, men forbigår, at hendes egen 1.10 lyder ”tell the old story for our modern times”, og at hendes eget vers 1.7 er udeladt (afsnit 5.1), hvilket hun heller ikke nævner, skønt hun citerer den fulde græske tekst inklusive verset. Endelig formulerer hendes ”Some Principles” (Wilson 2024c) selv den norm, denne artikel har målt hende på, som princip nr. 8:

”If the original has moral or ideological tensions or complexities, those should be legible in the translation … Translate the ambiguities. Aim for negative capability. Don’t join all the dots.”

Det er vanskeligt at formulere en mere præcis beskrivelse af, hvad ἀτασθαλίη-, ὑπερφίαλος- og νήπιος-optællingerne viser, at oversættelsen ikke gør.

Med Mendelsohns oversættelse har den internationale kritik fået en tredje, formel-æstetisk streng, som det er værd at holde ude fra både den moralsk-ideologiske og den rene kulturkampsstøj. Mendelsohn er demonstrativt fair: Han anerkender, at Wilsons versbehandling er blevet beundret ”for its speed, vigor, and clarity”, kalder hendes oversættelses øvrige kvaliteter ”admirable” og fremhæver steder, hvor hun er ”alert” over for originalens klangspil (Kalypsos sang, 5.59–62). Men dommen over metoden er hård: Beslutningen om at presse Homers hexametre ned i nøjagtig samme antal jambiske pentametre (hvor Homers vers er næsten dobbelt så lange) underkaster teksten, hvad Mendelsohn kalder ”the procrustean rigors” af et for kort versemål: ”The result was a version that necessarily omitted much of what was in each line” (Mendelsohn 2025). Hans paradeeksempel er intet mindre end digtets tredje og fjerde vers: Hvor Homer programmatisk foregriber eposets store temaer, byerne og civilisationerne, sindet og læringen (πολλῶν δ’ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω) samt den etymologiske leg mellem πολλῶν/πολλά og πολύτροπος, står hos Wilson blot ”where he went, and who he met”:

”The reader of the Wilson translation remains unaware of all this – has no way of knowing that Homer has pointedly foregrounded the themes of civilization and cities, of learning and minds, in his introduction to the entire epic” (Mendelsohn 2025).

Tilsvarende viser han, hvordan søvnbeskrivelsens klangmaleri i 13.79–80 hos Wilson mister sin ”somnolent languidness”, fordi ”her lines are so condensed”. Han citerer med tilslutning en anmelder, der, skønt fuld af beundring for hendes versifikationstalent, anslog, at omkring en tredjedel af Homers tekst er gået tabt i Wilsons oversættelse (John Byron Kuhner, citeret hos Mendelsohn 2025). Og i Matthew Arnolds klassiske terminologi fra ”On Translating Homer” (Arnold 1861) lyder hans samlede dom: Wilsons hverdagsengelsk leverer ”plainness of diction and syntax, but at the price of dignity and nobility”.

Mendelsohn vender sig også mod selve moderniserings-programmet. Hvor Wilson med sit nutidssprog vil minde læseren om, at oversættelsen er nutidig litteratur, insisterer Mendelsohn på afstanden som en del af værkets væsen: ”it is worth remembering that Homer never felt ‘modern,’ even in his own time”. Hans eksempel på et ”stopper”-ord, der river læseren ud af eposets verden, er ”picnic” (for ἔρανος i 11. sang); han nævner ingen bestemt oversætter, men det er værd at notere, at Wilson faktisk bruger ordet andetsteds: ”We picnicked by the ships” (Wilson 2017, 9.86). Det afgørende for nærværende sammenhæng er imidlertid, at Mendelsohns kritik er påfaldende upolitisk: Han dokumenterer et kvantitativt tab, kompressionen, hvor denne artikel dokumenterer en retningsbestemt omladning. De to kritikker supplerer hinanden præcis dér, hvor de mødes i epitet-spørgsmålet (afsnit 4): Kompressionen og de-formulariseringen er de mekanismer, der giver den fortolkende omladning frit spillerum. Og at Mendelsohn samtidig, uden polemik, har overtaget Wilsons mest omdiskuterede enkeltvalg, ”slaves” for δμῶες (fx 6.69), viser bedre end noget andet, at hendes berettigede korrektioner allerede er blevet fælleseje, uafhængigt af de tendentiøse.

Den anden ironi er dagsaktuel. I sin anmeldelse af Nolans film, ”An Uncomplicated Man” (Wilson 2026a), dømmer Wilson filmatiseringen sønder og sammen: Nolan har gjort Odysseus til ”a simple action hero”, fjernet den tvetydighed, der gør ham til en, man på én gang beundrer og mistror, og ”diluted” digtets kvinder. Hun skriver, at hun ”would be ashamed to have written any part of this script”. Kritikken er i sig selv træffende. Men den beskriver med foruroligende præcision også hendes egen oversættelses grundoperation, blot med modsat fortegn: Hvor Nolan forenkler helten mod heroisering, forenkler Wilson ham mod fordømmelse (”this liar, pirate, colonizer, deceiver, and thief”, som hun selv sammenfatter ham i sit forord, Wilson 2017, 66). Homers Odysseus, manden, hvis list redder ham, og hvis stolthed og praleri samtidig er skyld i mange af hans lidelser; fortælleren, der et årti senere dømmer sit eget fortids-jeg med digtets eget kritiske blik (9.228–29), er mere kompliceret end begge de to moderne udgaver. Den tekst, der har overlevet i næsten tre tusind år, har gjort det ved ikke at afgøre sin helts sag. Det er en disciplin, hverken Hollywood eller vor tids mest fejrede oversættelse har formået at genskabe.

10. Konklusion

Emily Wilsons Odyssé er en betydelig præstation: metrisk disciplineret, glimrende læselig, og på veldefinerede punkter, nemlig slaveriets ordforråd og forgængernes indpodede misogyni, en reel filologisk korrektion, som feltet skylder hende tak for. Hendes indledning er stedvis forbilledligt åben om hendes fortolkningsramme, og hendes fortolkning, Odysséen læst med blik for magt, køn og kolonisering, er legitim og har, som vist, belæg i teksten selv.

Men den systematiske efterprøvning viser også et konsekvent mønster, som ikke kan bortforklares som enkeltvalg: Digtets moralske grundterminologi (ἀτασθαλίη, ὕβρις, ὑπερφίαλος, θέμιστες, νηλής, οἴκτιστα) nedtones, omregistreres eller fjernes, hvor den belaster bejlerne, kyklopen og Helena, mens Odysseus’ portræt skærpes gennem tilføjelser og omladede epiteter (”the lord of lies”, ”the lord of suffering”, ”Playtime is over”, det tilføjede ”of violence”), i ét dokumenteret tilfælde (ὑπερφίαλος) i direkte modstrid med Wilsons egen analyse af ordet i samme bog, og på tværs af identiske formler altid i samme retning. Denne praksis lader sig beskrive som en metode i tre trin (formelopløsning, retningsbestemt genudfyldning, selektiv transparens), der flytter aktivistisk fortolkning fra paratekstens synlighed ind i tekstens usynlighed. Og hvor de mindst kontroversielle indgreb deklareres omhyggeligt i paratekstens fulde offentlighed, forbliver de bærende umarkerede, ligesom det tekstgrundlag, de afviger fra, forbliver unavngivet fra første til sidste side. Det er ikke oversættelsens politik, der er problemet; al oversættelse er fortolkning, og Wilsons ærinde er hæderligt. Problemet er asymmetrien mellem det erklærede program om synlig kunstfærdighed og en praksis, hvis dybeste indgreb er usynlige. En million læsere møder i disse måneder en Odyssé, hvor grænsen mellem Homers dom og Wilsons løber umarkeret gennem teksten. At trække den grænse op igen, vers for vers, er ikke kulturkamp. Det er filologiens dagsværk.

Bibliografi

Arnold, M. 1861. On Translating Homer, London.

Burrow, C. 2018. ”Light through the Fog”, London Review of Books 40.

Due, O.S. 2002. Homers Odyssé, København.

von Flotow, L. 1991. ”Feminist Translation: Contexts, Practices and Theories”, TTR: traduction, terminologie, rédaction 4.2, 69–84.

Godard, B. 1990. ”Theorizing Feminist Discourse/Translation”, i S. Bassnett & A. Lefevere (red.), Translation, History and Culture, London, 87–96.

Green, P. 2018. Homer: The Odyssey. A New Translation, Oakland.

Harris, E.M. 2020. ”Slavery in Homer and Hesiod”, i C.O. Pache (red.), The Cambridge Guide to Homer, Cambridge, 387–389.

Lech, M.L. & D. Bloch. 2020. ”En kontroversiel, domesticerende oversættelse af Odysséen”, Slagmark 80, 159–171.

de Lotbinière-Harwood, S. 1990. Forord til L. Gauvin, Letters from Another, Toronto.

Maravela, A. 2019. ”The Judgemental Narrator: Narratorial Nepios-Comments from Homer to Nonnus”, Symbolae Osloenses 93, 58–105.

Kuhner, J.B. ”A Coat of Varnish”, The University Bookman (kirkcenter.org/reviews/a-coat-of-varnish/); citeret hos Mendelsohn 2025.

Mendelsohn, D. 2025. Homer: The Odyssey. A New Translation, Penguin Books.

Pache, C. 2018. Anmeldelse af E. Wilson, The Odyssey, Bryn Mawr Classical Review 2018.10.58.

Venuti, L. 1995. The Translator’s Invisibility: A History of Translation, London.

West, M.L. (udg.) 2017. Homerus: Odyssea, Bibliotheca Teubneriana, Berlin/Boston.

Whitaker, R. 2017. The Odyssey of Homer: A Southern African Translation, Cape Town.

Whitaker, R. 2020. ”Homer’s Odyssey Three Ways: Recent Translations by Verity, Wilson, and Green”, Acta Classica 63, 241–254.

Wilson, E. 2017. Homer: The Odyssey, New York.

Wilson, E. 2018. Anmeldelse af R. Whitaker, The Odyssey of Homer: A Southern African Translation, Bryn Mawr Classical Review 2018.05.38.

Wilson, E. 2024a. ”Translating the beginning of the Odyssey: 4 ways”, EMILY’s Substack (2. september 2024), emily613.substack.com.

Wilson, E. 2024b. ”On Complicated…”, EMILY’s Substack (16. september 2024), emily613.substack.com.

Wilson, E. 2024c. ”Some Principles”, EMILY’s Substack (31. december 2024), emily613.substack.com.

Wilson, E. 2026a. ”An Uncomplicated Man”, London Review of Books 48.14 (13. august 2026).

Wilson, E. 2026b. ”If you can bear to hear the truth you’ve spoken…”, EMILY’s Substack (25. juli 2026), emily613.substack.com.

Wilster, C. 1837. Homers Odyssee, Kjøbenhavn.

Marcel Lysgaard Lech er lektor i oldgræsk ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på Syddansk Universitet og har udgivet adskillige bøger og artikler inden for sit område, bl.a. bidrag til Oldbogen. Gundbog i Oldtidskundskab (Columbus 2025). Derudover har han oversat en lang række oldgræske værker for Hans Reitzels Forlag, bl.a. dramaer af Euripides og Sofokles, Aristoteles’ Poetikken (med Christian Dahl) og d. 26. august udkommer hans oversættelse af et uddrag af netop Odysséen. I 2021 modtog han Kjeld Elfelts Mindelegat for yngre oversættere.