Babelfisken mener:

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der driver og udvikler Den Danske Ordbog, mangler 6,4 millioner i 2026 og 8 millioner i de følgende år for at kunne fortsætte deres arbejde. I 2022, da ordbogen sidst var truet, trådte Carlsbergfondet til med flere midler, men de vil nu ikke længere finansiere den daglige drift. Det betyder fyringer allerede i denne måned og en nedlukning af næsten hele redaktionen.

At vi ikke fra offentligt hold vil finansiere en gratis dansk-dansk ordbog, der er frit tilgængelig for alle, var også en skandale i 2022, men nu, hvor politikerne taler om ”åndelig oprustning”, mens mange samtidig holder op med at læse og skrive, fordi de har en stor sprogmodel til at gøre det for sig, er sproget blevet kritisk infrastruktur som aldrig før. Det kan ikke passe, at et så afgørende vigtigt projekt skal hutle sig igennem fire år ad gangen. Det danske sprog er en forudsætning for den danske kultur, og det burde afspejle sig i politikernes tankegang og budgetter.

En nedlukning – eller et stop for opdatering – af Den Danske Ordbog vil gå ud over alle sprogfolk: Forfattere, korrekturlæsere, oversættere (herunder udenlandske, der oversætter fra dansk), journalister, skoleelever, studerende, nye danskere og alle, der lige står og har brug for at vide, hvad et bestemt dansk ord betyder netop nu.

Desuden indgår Den Danske Ordbog i andre tjenester, f.eks. Sproget.dk, der er et samarbejde mellem Sprognævnet og DSL. Det er med andre ord ikke kun DDO’s hjemmeside, Ordnet.dk, der bliver ramt.

Det er vigtigt, at nogen forsker i sprogudvikling – men det vigtigste er, at den forskning kommer os alle sammen til gode. Hidtil har det været DDO, der har sørget for det, mens Sprognævnet har taget sig af retstavning og grammatiske spidsfindigheder. Hvis DDO går tabt, mister vi både et analyseapparat og en flok højt, højt specialiserede medarbejdere.

Det tab vil være større end vi tror. Sproget er fælleseje og så selvfølgeligt, at vi ikke tænker over det. Sproget er ilten i luften og vandet i hanen, og en befolkning, der kan udtrykke sig præcist og nuanceret, er en vigtig forudsætning for et demokratisk samfund.

Jamen nu har vi jo kunstig intelligens, er der nok nogen, der tænker. Men dynamisk menneskesprog er ikke en opgave, der kan overtages af sprogmodeller. De er statistisk baserede og bedriver ikke grundforskning. Desuden kan man sige, at hvis ikke det var for DDO, ville sprogmodellerne ikke virke. Deres datasæt bygger jo på tekster, hvis kvalitet er blevet styrket gennem brug af DDO. Ja, måske bygger de ligefrem på selve DDO, der jo netop er gratis og frit tilgængelig.

At lukke af for opdatering af DDO er at lukke vores alle sammens nudanske ordbog. Og er den først lukket, bliver det svært – og dyrt – at åbne den igen.

***

Læs DSL’s pressemeddelse om sagen her.

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.