I begyndelsen af oktober var den europæiske oversætterorganisation CEATL vært for en stor konference om oversættelse i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Det blev til tre dage med debatter og workshops og snak om oversættelse med repræsentanter fra hele bogverdenen, 350 fysiske deltagere og 1200 online-tilhørere fra alle dele af verden.
Konferencen blev afsluttet af den franske oversætter og medlem af bestyrelsen i det franske kollektive forvaltningsselskab SOFIA Cécile Deniard, som var idéperson og hovedkraft bag begivenheden. Babelfisken bringer her hendes tale, oversat fra fransk af Rasmus Stenfalk. En videooptagelse af talen kan ses her.
***
Af Cécile Deniard
Kære alle sammen – jeg vil gerne takke Francesca Novajra, der er en fremragende præsident, og mine kolleger i CEATL, der har gjort så meget for at dette oversættermøde kunne finde sted, og som har foreslået at jeg afslutningsvis siger et par ord. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at dele nogle af de tanker og følelser der har meldt sig hos mig i løbet af den tid jeg har brugt på forberedelserne til denne begivenhed.
Hvor krævende denne opgave objektivt set end har været, har den også givet mig den umådelige glæde i månedsvis at leve i en form for tidsskjul, for nu at låne et udtryk fra forfatteren Georgi Gospodinov, som gjorde os den ære at tale for os om aftenen den første dag: en boble i tiden, en fortryllet verden hvor jeg uafbrudt var i kontakt med mennesker over hele Europa, der alle er lidenskabeligt optaget af oversættelse og af litteratur generelt, mennesker der så begejstret på det vi sammen var ved at bygge op.
Det er det Europa altid har været for mig: en historie om venskab – ikke alene mellem nationer, som man siger, men mellem mennesker, individer. Læg dertil at oversættelse i sig selv er en historie om venskab (dette venskab der mærkedes så tydeligt i den oplivende samtale her på scenen den første aften mellem Georgi Gospodinov og hans oversættere; dette intellektuelle og følelsesmæssige venskab mellem kreative, som også Magda Heydel talte om i sin åbningstale i går morges), og I vil forstå hvorfor Europa og oversættelse hænger så uløseligt sammen i min bevidsthed.
I vil også forstå den glæde jeg følte ved at træde i forbindelse med alle disse mennesker som I har hørt, og hvis talent, intelligens og engagement fylder mig med beundring; den store fornøjelse det var at kunne invitere dem her til Europa-Parlamentet (for mig et sted med en ganske særlig symbolik) til disse Rencontres – og bemærk i den forbindelse at vi fandt det bedst at det franske navn ikke blot var en kalkering af det engelske European Conference, for det franske “conférence” havde på ingen måde kunnet udtrykke den varme der ligger i denne invitation (der er øjensynlig tale om et uoversætteligt udtryk!). Og det eneste der ærgrer mig i dag, er at jeg ikke har kunnet lære dem bedre at kende hver især; jeg håber i alle tilfælde at konferencens deltagere har haft smukke møder og fundet næring til deres egen praksis.
Men også en anden følelse, mere skjult, mere alvorlig, men ikke mindre nærværende, drev mig: forpligtelsen til at skabe eller styrke vores indbyrdes forbindelser og sammenhold, så vi bliver i stand til at modstå nuværende såvel som kommende trusler – i vores respektive hjemlande, i Europa, i verden. For jeg ved at der er en verden uden for tidsskjulet. Jeg ved, som I ved det, at nationalismen, denne ”ærkepest”[1], som Stefan Zweig kalder det fra sit eksil i Verden af i går, er vendt tilbage med fornyet styrke, samme nationalisme som vi troede vi havde lagt bag os, og som så grundlæggende strider mod oversætterens vision af verden. Jeg ved at der er mange forskellige kræfter der systematisk stræber efter at sætte alle de over- og internationale instanser der har gjort det muligt for os at leve i relativ fred de seneste årtier, særligt her i Europa, ud af kraft. Jeg ved at censuren griber om sig under forskellige former. Jeg ved at sproget også er bytte for en voldsom korrumpering, at de enkleste og smukkeste ord (fred, frihed, demokrati) forfalskes, og at vi, vi der står i et eksistentielt forhold til ordene, må rejse os, bruge enhver lejlighed til at gøre modstand, som Melinda Nadj Abanji sagde i går. En krig er ikke et “kirurgisk” indgreb.
Vi er vendt tilbage til tiden med ”krige uden krigserklæringer”, som Zweig sagde, masseplyndringer og bombeangreb på forsvarsløse byer. ”Jeg har været et forsvarsløst, magtesløst vidne til menneskehedens ubegribelige tilbagefald til det, man troede for længst var overstået: barbariet med dets udspekulerede antihumanistiske program og dogmer.”[2]
Kultur er ingen hindring for barbari, det viser historien med al tydelighed; men det er en måde at holde lyset i live på. Der er vagtposter iblandt os; i Frankrig er russiskoversætteren André Markovicz en af dem der tager livtag med samtiden, fordi den kræver det, uden at litteraturen på noget tidspunkt ophører med at være hans støtte og redning, ligesom den også bliver en støtte og en redning for læserne af hans artikler.
Mænd og kvinder med gode hensigter har sjældent held med at stille sig i vejen for krige, men de forbedrer fremtiden; de gør det muligt for andre at følge Ariadnes tråd, selv i den mørkeste nat.
Hver enkelt må finde sin måde at gøre modstand på så det i sidste ende bliver retfærdigheden, sandheden og skønheden der sejrer; men jeg vil slutte af med disse fantastiske ord, de sidste i Georgi Gospondivs tale i onsdags:
”Alle vi forfattere og oversættere, hvilket viser sig at være én og samme sag, vi forsøger at tage læseren i hånden og føre ham eller hende trin for trin, side for side til nok en ny dags kyst.”[3]
***
Oversættelse af Rasmus Stenfalk
Noter:
[1] Stefan Zweig: Verden af i går (Rosinante 2018), s. 21-22 (e-bog). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
[2] Ibid.
[3] Georgi Gospodinov: “Oversættelse – mod nok en ny dags kyst” (Babelfisken 13/11-2024). Oversat af Helle Dalgaard.
Heldigvis synes jeg ikke der har været synderligt tendenser herhjemme i de sidste triste par år til at ville udgrænse russisk kultur inkl. litteratur? Sådan har det dog ikke været alle steder; jeg kan bidrage med nogle lidt anekdotiske ting fra Italien og musikteaterverdenen:
Bo Holtens opsætning af Mussorgskis grumme opera Boris Godunov (i den korte originalversion) indledte sæsonen på La Scala i december 2022, trekvart år efter invasionen af Ukraine. Det skete ikke uden ophidset polemik på forhånd, da det jo drejer sig om velsagtens den russiske nationalopera fremfor alle. Kritikken forstummede dog vistnok da det fremgik at opsætningen aldeles ikke var en hyldest til zardømmet osv., men en stærk og gribende fortælling om folkets afmagt over for vilkårligt tyranni (jeg så den i italiensk fjernsyn for nylig):
(https://www.teatroallascala.org/en/season/2022-2023/opera/boris-godunov.html og https://detskuduse.dk/2022/12/19/boris-godunov-la-scala-kasper-holten-triumf-i-milano/ )
Så langt så godt. Nu en lidt tristere ting: tidligere på året skulle den berømte Skt. Petersborgballet gæstespille i Firenze med et program der bl.a. indeholdt Tjajkovskis Svanesøen (foruden den franske ballet Giselle). Det blev taget af plakaten, angiveligt fordi der i den nye situation ikke var flymuligheder for kompagniet (det skal nok passe). I stedet kom Kyiv-balletten, som også er gode, og som var parate til at danse de samme to titler – indtil der kom besked fra ministeriet i Kyiv at man ikke måtte danse et russisk værk – ! …. i stedet dansede de Giselle plus et solistisk lagkageprogram.
Trist, tænkte jeg: at de sådan skyder sig selv i foden ved at lave censur på noget der intet har med krigen eller Putins regime at gøre.
Det var i maj ’22. Senere på måneden tog jeg til Bologna for at se Strauss’ & Hofmannsthals vidunderlige Ariadne auf Naxos, i en udmærket opsætning. Det smukke 1700-talsteater var smykket med ukrainske flag (smukt) sammen med det italienske og det europæiske med stjernerne, og personalet i salen bar kønne ukrainske sløjfer i knaphullet, der stod smukt til deres stilfulde sorte uniformer. Hovedpartierne blev varetaget af tre fortræffelige tyskere (en sopran, en tenor og en baryton) samt to forrygende russere (sopran og mezzosopran), foruden en fortræffelig italiensk baryton. Og pointen? Jo, samtlige fik lige varm og velfortjent applaus.
(https://www.tcbo.it/eventi/ariadne-auf-naxos-tcbo-stagione-opera-2022/ og https://www.connessiallopera.it/recensioni/2022/bologna-teatro-comunale-ariadne-auf-naxos/ )
Sådan skal det være! På teatrene såvel som i litteraturen m.m. Desværre har jeg mødt danskere der ikke forstod pointen da jeg fortalte om det ….