Oversættelse – mod nok en ny dags kyst

I begyndelsen af oktober var den europæiske oversætterorganisation CEATL vært for en stor konference om oversættelse i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Det blev til tre dage med debatter og workshops og snak om oversættelse med repræsentanter fra hele bogverdenen, 350 fysiske deltagere og 1200 online-tilhørere fra alle dele af verden.

Konferencen indledtes i den smukke Pavillon Joséphine, hvor den Bookerprisbelønnede & Zinklarvindende bulgarske forfatter, Georgi Gospodinov, holdt åbningstalen. Babelfisken har fået oversat talen fra bulgarsk af Gospodinovs danske oversætter, Helle Dalgaard.

***

Af Georgi Gospodinov

Hvad kommer først – det forfattede eller oversættelsen, originaltekstens høne eller oversættelsens æg, tænkte jeg, mens jeg forberedte mig til denne tekst. Svaret synes at være indlysende, man kan ikke oversætte noget, der ikke eksisterer, noget som endnu ikke er skrevet. Selvom jeg ofte har ønsket, at det var muligt. Og jeg har lavet sjov med mine oversættere, når jeg har sagt til dem, at nu kunne de oversætte, og så skrev jeg teksten bagefter. (Måske skulle vi have prøvet det med den aktuelle tekst, som handler om oversættelse).

Men nu tænker jeg, at tingene ikke er helt så åbenlyse. Faktisk er enhver forfatter i sig selv også oversætter. Forfatterne oversætter, de overfører, det de tager fra sig selv eller fra verden, fra det gennemlevede, det tænkte og det læste, iklæder de ord. Det at skrive er en transformation og oversættelse af det synlige og det usynlige, som forfatteren skaber sit værk ud fra. Eller oversættelse af det usynlige, så det bliver synligt.

Etymologien af ordet ”oversættelse” er ikke tilfældig (fra latin: translatus, overført) – at overføre fra et sted til et andet, at flytte over. I den forstand udfører forfatterne, oversætterne og smuglerne faktisk den samme handling – de oversætter,  det vil sige de overflytter, transfererer det ønskede, det værdifulde, det manglende, det undertrykte, det glemte.

Tillad mig at fortælle historien om det første jeg i det hele taget skrev, ja den mere præcise formulering er nok, som jeg skrev ned på et stykke blankt papir. Da jeg var 6-7 år gammel, havde jeg et mareridt, der ovenikøbet vendte tilbage hver nat. Jo mere jeg frygtede for at ville komme til at drømme det igen, jo hyppigere gentog det sig. En morgen tog jeg mod til mig og ville fortælle det til min bedstemor, som jeg boede hos dengang. Men jeg havde knap nok åbnet munden, før hun stoppede mig med en finger på læben. Man bør ikke fortælle mareridtsdrømme, sagde hun til mig, for så går de i opfyldelse. Hun sagde det faktisk smukkere: De fyldes med blod og kommer til live.’

Og således var jeg ladt alene med mit helt eget mareridt, jeg kunne hverken fortælle det videre eller fortie det længere. Og så fik jeg den geniale idé, synes jeg da selv, (kun i 6 eller 7-års alderen kan vi være geniale) at skrive min drøm ned et eller andet sted. Jeg rev i al hemmelighed en side ud af min bedstefars notesbog og med alfabetets bogstaver, som jeg kun lige havde lært, og som jeg havde griflet ned temmelig grimt, nedskrev jeg min drøm. Og … underet indtraf. Jeg havde aldrig mere det mareridt, når jeg sov. Men jeg glemte det heller aldrig. Det var prisen. (Jeg husker det stadig, 50 år senere, hvis I spørger mig bagefter, skal jeg nok fortælle, hvad det var).

Men i forhold til vores emne, hvad gjorde jeg så egentlig? Jeg overflyttede drømmemareridtet, jeg trak det ud af drømmezonen og bragte det frem i lyset. Jeg overførte det fra mørket, fra nattens dyb, til et stykke hvidt papir. Og som vi ved, er det skrækindgydende ikke så skrækindgydende, når det kommer ud i lyset. Og lad mig sige det igen: I starten af skriveprocessen handler det netop om overførsel fra én verden (i dette tilfælde fra søvnens eller det usynliges verden) til en anden, en synlig verden. De må også tillade mig følgende analogi. Modsat Kharon, som i sin båd førte sjælene over floden Lethe til dødsriget, så fører det skrevne ord de dødes sjæle i den modsatte retning, sender dem til de læsendes levende rige.

Så vi må, uanset hvad, indrømme, at enhver forfatter i al hemmelighed er oversætter.

Jeg har altid troet på, at litteraturen kan udrette enkle, men vigtige ting. Min første oplevelse med denne drøm lærte mig, at når vi fortæller, tæmmer vi lige så stille frygtens vilddyr. Det er muligvis derfor, vi fortæller historier for vores børn om aftenen, før de skal sove. Og af samme grund findes der myter. Og sådan er det også med mit yndlingseksempel, Sheherazade – man fortæller en historie og udsætter døden nok en dag. Indtil disse historiers opium forandrer ens potentielle morder Shahriyar og får ham til først at føle nysgerrighed og derefter kærlighed. (I hvert fald har ordene for nysgerrighed og kærlighed den samme rod på bulgarsk: ljubopitstvo og ljubov).

Jeg talte for nylig med Marie Vrinat-Nikolov, min franske oversætter, og, vil jeg vove at sige, min ven, hun har i øvrigt begået en af de første oversættelser af min roman En naturlig roman. Vi kom til at tale om, hvor lidt vi begge brød os om den rigide lokal – globale dikotomi. (I parentes bemærket mener jeg, at alle dikotomier er mistænkelige og betydningsreducerende). En og anden kunne let blive fristet til at sige: er det ikke netop, hvad oversættelsen gør, omdanner lokalt til globalt. Vedkommende tager fejl. Oversættelse handler ikke om at omdanne en lokal historie til en global. (Ligesom man ikke kan oversætte en svag tekst til en stærk tekst. Skønt jeg har mødt svage værker, der lyder lidt bedre i oversættelse, men kun lidt). Det er under alle omstændigheder en forkert alkymi. Jeg foretrækker, at mine tekster ikke indgår i en lokal – global modsætning, men at de transformeres frit. For vores tekster er altid personlige. Og det personlige er hævet over denne elementære opdeling. Jeg skriver ud fra smertepunktet eller fra et punkt inde i mig, som får mig til at finde ord til at beskrive med – bekymring, manglende forståelse for verden og for mig selv, empati, fortvivlelse, og den lykkelige følelse af samhørighed. I den betydning oversætter oversætteren en personlig følelse gennem sin krop, sin forstand og sit hjerte, mens vedkommende bevarer det personlige med den samme sindsbevægelse. Jeg kan ikke forestille mig en oversætter, som ikke føler sindsbevægelse, når han eller hun oversætter en tekst. Overlad oversættelser af tekster, som ikke begejstrer og bevæger til den kunstige intelligens. Og måske vil det udgøre den centrale forskel, en unik test, som med det samme kan vise, hvem der står bag en oversættelse – et menneske eller en maskine. Så længe maskiner ikke har lært at begejstres og blive bevægede, vil sindsbevægelse være tegn på det menneskelige.

Jeg er altid blevet ven med mine oversættere. Måske fordi der en historie mellem os, en historie, som er personlig ikke udelukkende for mig, men også for dem. Jeg gemmer på en hel række historier om, hvordan bogen, som en oversætter oversætter, med ét kommer i sync med noget, der sker i hendes eller hans liv. Jeg siger dette uden den mindste antydning af mystik, det er simpelthen en del af litteraturens små mirakler.

Mens vi nu taler om sindsbevægelse, lad os så gå et skridt videre – Jeg tror ikke, en god oversættelse er mulig uden empati. (Og her har vi endnu en forskel i forhold til den kunstige intelligens). Hele min roman Melankoliens fysik er dedikeret til empati, og her ser jeg gerne, at vi betragter tingene fra en anden vinkel. Empati er det essentielle minimum, uden hvilket du ikke kan skrive en historie. Takket være empatien kommer forfatteren ind i alle sine personer og fortæller dem, skaber dem, gennem sin egen krop. Uden empati er den sande læsehandling også umulig. Den læsning, der lever med i det skrevne. Kun den empatiske læser forvandler det læste til noget, der opleves, og det er den vigtigste transformation. Det er en akkumulering af en personlig, emotionel erfaring gennem de fiktive karakterers emotionelle erfaring.  Det samme gælder for oversætteren, fordi han eller hun formidler forfatterens ord til den person, der læser på et andet sprog. Den samme grad af empati kræves af oversætteren, jeg vil endda sige, oversætteren behøver empati af anden grad for at kunne leve sig ind i det, forfatteren har skrevet, men også for at kunne give det videre i en anden kulturel kontekst, så læserens empati bliver vakt. Det er tale om empati på to sprog. Her vil jeg takke alle oversættere, inklusive mine egne, som behersker denne empatiens kunst. Jeg ved, at det på samme tid er udmattende og genopladende.

Hvorfor er oversættelse og litteratur i oversættelse så vigtigt i dag?

Vi kan ikke lukke øjnene for den tid, vi lever i – en tid med krige, med populisme og aggression. En tid med falske fortællinger om mennesket og verden. Vi er vidner til et stort slag mellem historierne om verden og mennesket. Og vi, der er på historiernes side, kan ikke være ligeglade. Og litteraturen, især den oversatte, er en naturlig modgift mod populismen og propagandaen. Oversat litteratur giver os det fulde billede af verden, hele spektret af stemmer og historier, ikke kun de dominerende, men alle fortællinger, inklusive de undertrykte, og de der kommer fra små sprog.

Vi lever i en verden, hvor der ikke længere findes et centrum og en periferi. Når der kommer en pandemi, en krig eller en katastrofe, er smertens centrum overalt. I dag bløder Europa i øst, og derfor kan historierne, som fortælles af menneskene fra den del af verden, sige os noget mere om dette sår. Verden i dag har massevis af pulserende smerte- og katastrofepunkter, og oversættelsen af stemmerne fra de steder er livsnødvendige, ja jeg vil sige, de redder liv. Thi det, der smerter der, smerter allerede overalt. Verden er for længst blevet én krop og ét netværk. Og den, der lever i den ene ende af netværket, kan på ingen måde være lykkelig eller rolig, når nogen råber om hjælp i den anden ende.

Den empati, jeg taler om, er også politisk vigtig i dag, vigtig for vores fælles overlevelse.

Ideologierne og fundamentalismen er af natur ude af stand til at være empatiske. For dem er Næsten en fjende, som er fjernet fra menneskeheden. Thi det humane distraherer, afleder, det humane er udelukkende en kilde til svaghed og tøven. Ingen mand, intet problem, som Stalin så kynisk sagde. Ingen mand intet problem – mener populismen og propagandaen også i dag. Og det er nok det mest forfærdelige. Og derfor har vi brug for historiefortælling og for empati. Og for oversættelse af historier. Historier, som forklarer verden i hele dens kompleksitet, og ikke i konspirationsteoriernes bedrageriske klarhed. Historier, hvori der berettes om Næsten  som et menneske, med al dets sårbarhed og skrøbelighed, og ikke som en fjende, der er fjernet fra menneskehedens rækker.  Vores personlige historiers skjulte styrke er, at de arbejder direkte med det menneskelige, som i sin natur er før ideologierne, før staten.

Vi, der er samlet her, vi kender, uden at nogen har lært os det, litteraturens hemmelige kraft, der genererer medfølelse og empati gennem historiefortællingen.  Og vi ved, at I en verden med overproduktion af had og splittelse, betyder det, vi gør, at vi udsætter afslutningen, dag for dag, måned for måned, år for år. Hvordan? Ved at fortælle og oversætte verdens historier, historier, som vækker empati, som forsvarer det humane og modstår opløsningen. Alle vi forfattere og oversættere, hvilket viser sig at være én og samme sag, vi forsøger at tage læseren i hånden og føre ham eller hende trin for trin, side for side til nok en ny dags kyst.

***

Oversættelse Helle Dalgaard

Georgi Gospodinovs bøger udgives på dansk af Jensen & Dalgaard