I det seneste halve år er flere og flere forlag begyndt at eksperimentere med at bruge AI-teknologi til at oversætte bøger. Metoden kaldes MTPE (Machine Translation + Post-Editing), fordi en maskinoversat tekst har behov for kraftig efterredigering af et menneske for overhovedet at kunne udgives. Det betyder, at der begynder at komme bøger oversat af maskiner ud til læserne, og en begyndende praksis blandt forlagene har været at skrive redaktøren af den maskinoversatte tekst på som oversætter.
I Dansk Oversætterforbund mener man ikke, at det er en rimelig deklarering af den oversatte litteratur, og man mener desuden, det er imod intentionen i bl.a. biblioteksafgiftsordningen, at redaktører kan få bibliotekspenge som oversættere. Derfor kontaktede Oversætterforbundet i efteråret Slots- og Kulturstyrelsen, som administrerer biblioteksafgiftsordningen, for at høre deres vurdering. Det har ført til, at styrelsens vurdering har opdateret deres retningslinjer for, hvem der kan og ikke kan få bibliotekspenge.
For Oversætterforbundet er det også et spørgsmål om at understøtte hele biblioteksafgiftsordningens legitimitet og sørge for, at der også i fremtiden er politisk opbakning til at give kulturstøtte til dem, der gennem deres kreative arbejde bidrager til udviklingen af dansk sprog og kultur. Dette gælder for oversættere, men i et større perspektiv naturligvis også forfattere og illustratorer.
NB: Babelfisk-redaktør Juliane Wammen er desuden formand for Dansk Oversætterforbund.
En underlig og tvetydig ændring. En sådan oversættelse er jo ikke “skabt” af AI, men kun rå-oversat, hvorefter den redigeres og fortolkes grundigt af en kompetent oversætter. Det svarer lidt til DOF’s modstræbende holdning i sin tid, hvor man ikke ville anerkende manuskripter afleveret digitalt, kun på papir. Jeg opfatter maskinoversættelse, primitiv som den er, som et praktisk hjælpemiddel, der kan gøre oversætterens arbejde lettere og hurtigere. Vi bruger jo i forvejen masser af “kunstige” hjælpemidler.
Kan kun være enig med Per Vadmand. Det undrer mig noget, at Slots- og Kulturstyrelsen i den grad køber præmissen, der er ualmindelig vakkelvorn og lugter fælt af protektionisme. Maskinoversættelser gør arbejdet lettere og hurtigere og for en god del teksters vedkommende forringer det ikke kvaliteten af oversættelsen det fjerneste. Det er og bliver et tomt og uunderbygget postulat fra DOF.
Der er noget sært inkvisitorisk og vilkårligt over denne maniske insisteren på, at oversætteren ikke må anvende DeepL eller hvad vedkommende nu måtte bruge som inspiration i oversættelsesarbejdet, hvis han/hun vil have del i bibliotekspengene. Fokus flyttes fra kvaliteten i det færdige udtryk, den endelige oversættelse, til selve arbejdsformen, som jo strengt taget er helt uden betydning for andre end lige netop de oversættere, der mener at DeepL og andre MT-systemer af en eller anden ideologisk grund (eller er der mon en snert af egeninteresse) ikke må bruges som assistance i oversættelsesarbejdet. Man kunne i princippet lige så godt sige, at folk, der oversætter ved hjælp af en kuglepen ikke bør have del i bibliotekspengene. I begge tilfælde vil det være karakteristisk, at man skal have oversætteren til at deklarere, hvorvidt han har betjent sig af dette eller hint redskab, for den færdige oversættelse afslører det på ingen måde. Hvis et forlag udgiver en oversat bog og biblioteket indkøber samme bog, må man gå ud fra, at kvaliteten er i orden, og som sådan bør den udløse/ikke udløse bibliotekspenge uanset, hvilken arbejdsform oversætteren nu har betjent sig af. Alt andet giver meget lidt mening.
Jeg må erklære mig helt og aldeles uenig med både Per Vadmand og Lars Onslev.
For det første: Der er IKKE tale om en ændring, men om en præcisering, som den nye praksis har gjort nødvendig. Slots- og Kulturstyrelsen har været helt klar i mælet over for os og har understreget, at adgang til bibliotekspenge via posteditering af maskinoversatte værker er imod lovens ånd.
For det andet: I DOF (hvor jeg sidder i styrelsen) er vi ikke maskinstormere, og vi benytter os af masser af ny teknologi i vores arbejde, så vores initiativ har intet med hverken protektionisme eller en længsel efter forne tiders fjerpenne at gøre. Men biblioteksafgiftens grundlag er lige så klart: en støtte til udviklingen af det danske sprog, som det er skrøbeligt: Vi – og andre autorer, forfatterne og illustratorerne ikke mindst – må stå vagt om dens berettigelse, legitimitet og troværdighed, for det er så uendelig let for uvidende modstandere at foreslå dens nedlæggelse. Hvis nogen skulle begynde at argumentere imod den ved at sige, at enhver, der kan bruge ChatGPT, kan få bibliotekspenge, ville vi være ilde stedt.
Dertil kommer – og det er, medgiver jeg, et fag- og branchepolitisk spørgsmål – den kendsgerning, at flere og flere forlag dropper oversætteren og i stedet maskinoversætter og hyrer en posteditor. Det kan der sikkert komme udmærkede tekster ud af, hvis posteditoren er dygtig og vedholdende nok, men kvalitet er ikke noget adgangskriterium til bibliotekspengene, det handler udelukkende om, hvorvidt man optræder i nationalbibliografien som oversætter. Desuden ødelægger det på sigt branchens bæredygtighed, fordi oversættergerningen undergraves. Når oversættere reduceres til posteditorer, går det ikke kun ud over oversætternes ophavsret, honorarer og adgang til bibliotekspenge, men også over standens kvalitet som sådan.
Og dermed, i sidste ende, over læserne. Som i forvejen på grund af de manglende deklarationsregler ikke har nogen mulighed for at vide, hvad det er, de læser: en maskin- eller menneskeskabt oversættelse.