Anmeldelse af oversættelsen af sydkoreanske Kim Hyesoons Dødens selvbiografi (Terrapolis 2021), oversat af Maja Lee Langvad i samarbejde med lektor Karin Jakobsen og billedkunstner Jeuno JE Kim.
Omslag: Jeuno JE Kim,
Da Kim Hyesoons Dødens selvbiografi kom på dansk i 2021, var det første gang nogensinde, at en koreansk samtidsdigter udkom i direkte oversættelse fra koreansk til dansk. Oversættelsen var derudover et samarbejde mellem tre personer, som viser nye veje inden for oversættelseskunsten, og på smukkeste vis afspejler den flerstemmighed, som værket selv repræsenterer.
For Dødens selvbiografi er et eksperimenterende og prægnant værk, der bevæger sig uden for konventionelle litterære grænser, både i sydkoreansk og dansk sammenhæng. Kim Hyesoon kalder sig en digter uden modersmål, fordi de litterære konventioner er skabt af mænd, og i stedet for at gå ind i de allerede definerede strukturer, der fører til kolonisering, vold, lemlæstelse og død – og ikke mindst en tavshedskultur omkring denne vold – skaber Kim Hyesoon et andet rum, hvor det groteske, tragiske, banale, materielle, grumme og humoristiske ved døden får lov at eksistere side om side. Døden er en proces i dette værk, ikke en tilstand.
Dødens selvbiografi er en digtcyklus på 49 enkeltdigte, hvor hvert digt repræsenterer én af de dage, hvor ånden ifølge buddhismen flagrer rundt, inden den indgår i reinkarnationen. Dødens selvbiografi blev udgivet i 2016, og Kim Hyesoon skrev det under indtryk af en færgeulykke i Seoul i 2014, hvor 304 mennesker, herunder 250 skoleelever, mistede livet. I den korte indledning til værket får man at vide, at ulykken i høj grad var en konsekvens af et dereguleret og neoliberalistisk samfund præget af patriarkalsk vold og en stærk tavshedskultur. Det er nyttigt som en indgang til værket, for den danske læser er i udgangspunktet ikke godt bekendt med hverken Sydkoreas historie og litteratur generelt eller med de særlige historiske omstændigheder, der ligger bag udgivelsen.
Den historiske ramme falder dog snart i baggrunden ved læsningen af digtene i den fremragende danske oversættelse. Der er en vildskab og et sanseligt nærvær ved dem, der berettiger deres udgivelse som andet end vidnesbyrd om historien og indsigt i en for danske læsere fremmed kultur.
For digtene giver de døde stemmer og henvender sig i ”du”-form til læseren. På dansk er det en relativt sjælden henvendelsesform, og den skaber et intimt rum, hvor det er den døde, der tales til af et for det meste skjult og upåfaldende jeg. ”Du” er kendt af nogen, der anerkender at ”du” er der, var der, og digteren ser ”dig”, også i døden.
Især bemærkelsesværdigt er måske, at den døde er ikke en enhed, men snarere fragmenter, der befinder sig mange steder samtidig, på vej i opløsning, på vej fra levende til død tilstand, sådan som også den buddhistiske ramme med de 49 dage antyder. De næsten sceniske digte har en detaljeret materialitet, som er både frastødende og fascinerende, og der opstår et uhierarkisk forhold mellem ”du” og verden: ”Du” kan være flere steder samtidig, ved at ”du” helt konkret glider over i den materielle verden på uventede måder. For eksempel i ”Dag 3”, hvor vandet ”læner sig endnu mere mod dig” når ”du” forsøger at læne dig mod det. Dødens materialitet er stærkt til stede (du har en ”nederdel af grus”, øjne er ”to slurke havgelé, det er meget salt”), men de grumme billeder bliver ikke til svælgen i zombieagtig rædsel. Det bliver snarere en vilje til at se dødens virkelighed i øjnene og give det mørke og rædselsvækkende og sorgfulde plads, så de døde selv kan få den plads, som tavshedskulturen ellers nægter dem.
Digtenes jeg har påtaget sig rollen som shaman, en der befinder sig mellem de forskellige verdener og giver de døde lov til at tale. Den tunge, tragiske erfaringer bliver formidlet med humor og vildskab, så man som læser sidder med et skævt smil og en knude i maven på samme tid.
Oversætter Maja Lee Langvad skriver i sit efterord, at hun ser sig selv i en lignende rolle i selve oversættelsen og formidlingen af digtene: Lektor Karin Jakobsen lavede først en grovoversættelse til dansk, og Langvad brugte derefter den engelske oversættelse samt konsultationer med billedkunstner Jeuno JE Kim, der kan flydende koreansk, til at samle og genskrive digtene på dansk.
En del af arbejdet foregik ved at lytte til Jeuno JE Kims oplæsninger, så den stærke mundtlige kvalitet kunne gengives – en mundtlighed, der også præger dele af Langvads eget forfatterskab. Både Kim Hyesoons værk og Langvads har en udpræget recitativ kvalitet, hvor rytmen og klangen er afgørende, og hvor sætninger gentages mange gange med minimale ændringer. Det hensætter læseren i en slags hvirvlende trance, man mister greb om den fremadskridende linje og bevæger sig i cirkler og skyer og punkter uden anden sammenhæng end netop rytme og bogstavrim.
Nogle af de vanskeligheder ved oversættelsen, som Langvad kommer ind på i sit efterord – det koreanske sprogs komprimerethed i forhold til det danske, og at man på dansk er nødt til at indsætte personlige pronominer i teksten, hvor de ikke findes på koreansk – er interessante at kende til og giver et udvidet perspektiv på koreansk sprog og på oversættelsens vanskelighed og de valg, der altid må foretages. Men værket som sådan står stærkt alene i sin vildskab og særhed og villighed til at give de døde stemme.
Anmeldelsen blev oprindeligt skrevet til Korean Literature Now. Den udkom i Vol. 62, d. 7. december 2023 i engelsk oversættelse ved Jennifer Russell.
Babelfisken har fået lov at bringe den oprindelige og lidt længere anmeldelse på dansk. Den engelske version kan ses her.
Tak for dette. Vanvittigt spændende.
Det er desværre den slags publikationer, tekster, oversættelser, man misser.