Pusjkins poesi og dens (u)mulige oversættelse

Af Konstantin Kornilov     

Anmeldelse af Alexander Pushkin: Sigøjnerne & andre fortællende digte. Gendigtet fra russisk af Bo Svoda (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018)

 

Selv om der er en lang tradition for at oversætte russisk litteratur til dansk, er det især prosatekster som Tolstoj, Dostojevskij, Bulgakov m.fl., der blev og stadig bliver oversat. Den vigtigste russiske digter — Alexander Pusjkin — er ikke særlig kendt af danske læsere, og de tilgængelige oversættelser er mest af hans romaner og noveller [se fx en anmeldelse af Prosa, der udkom på Sisyfos i 2021, oversat af Marie Tetzlaff, red.] , mens han i Rusland først og fremmest betragtes som en af de mest betydningsfulde lyrikere. I denne artikel vil jeg fokusere på en af Pusjkins nyere poetiske oversættelser til dansk og prøve at forstå, hvordan en ufuldkommen oversættelse kan være en milepæl i historien om litterær oversættelse fra russisk til dansk, og hvordan en beskrivelse af en kat, der jager en mus, kan påvirke betydningsoverførslen.

I 2018 udkom Bo Svodas oversættelser af langdigtene Fontænen i Bakhtjisaraj, Sigøjnerne og Grev Nulin, hvoraf de to sidstnævnte var oversat til dansk for første gang. Bogen er mærket “gendigtet fra russisk”, hvilket svarer til en fri oversættelse, og derfor må man antage, at der er visse forskelle, både formelt og semantisk, mellem originalen og “oversættelsen”. På baggrund af det lille antal af Pusjkins tekster, der er oversat til dansk, er hver ny tekst selvfølgelig en begivenhed i den litterære verden. Formålet med den videre analyse er således at sammenligne den russiske og den danske tekst af langdigtet Grev Nulin ud fra både sproglige og litterære perspektiver.

Realismen afspejler sig i sproget

Grev Nulin skiller sig klart ud fra de to andre oversættelser af Bo Svoda. Mens Fontænen i Bakhtjisaraj og Sigøjnerne tenderer mod romantikken, dybden og tvetydigheden i personernes følelser, har Grev Nulin meget mere til fælles med realismen — handlingen er enkel og velkendt for læseren med elementer af anekdote og pjat. Ordspillet, kombinationen af forskellige stilarter og kontrasten mellem beskrivelserne er i høj grad bestemmende for betydningen af Grev Nulin, hvilket gør oversættelsen til dansk særlig vigtig: Det er klart, at der næppe findes en egentlig tradition for at oversætte Pusjkins poetiske tekster til dansk, idet kun én stor poetisk tekst, Eugen Onegin, indtil videre er blevet oversat mere end én gang [af hhv. P.A. Rosenberg, Valdemar Rørdam og Johannes Ipsen, red.].

Som sagt bærer samlingen betegnelsen “gendigtet fra russisk” i stedet for “oversat fra russisk” eller blot “fra russisk”. Alene dette faktum viser, at oversætteren ikke forpligter sig til at gengive den poetiske tekst nøjagtigt og fuldstændigt. I indledningen konkluderes: “Om gendigtningen vil vi ikke sige andet end at Pusjkin naturligvis er uoversættelig, men at forsøget alligevel må gøres, hvis vi gerne vil stifte bekendtskab med den store russiske nationaldigter” (s. 8). Her ser vi en bevidsthed om vanskeligheden (og endog umuligheden) af at oversætte Pusjkins poetiske tekst. Det tyder på en forståelse for digterens genialitet og dygtighed, men rummer samtidig en åbenlys overbevisning om, at oversættelsesvirksomhed i denne retning er nødvendig, fordi et sandt kendskab til russisk kultur er umuligt uden at kende tekster “den store russiske digter” — sådan som han konsekvent er blevet omtalt i den danske presse siden midten af det 19. århundrede.

Betydning af digtets formelle aspekter

Som nævnt ovenfor er det formelle aspekt af Grev Nulin vigtigt, og det er derfor værd at forstå den formelle forskel, der er mellem den russiske og den danske tekster. I den russiske tekst finder vi firefodsjamber med både mandlige og kvindelige rim og både par- og krydsrim. Dette gør teksten melodisk og placerer ved første øjekast digtet blandt datidens traditionelle romantiske værker, men en nærmere læsning af teksten viser, at Pusjkin bruger en velkendt form til at sammensætte et ukendt, ironisk indhold. Således skiller det velkendte linjepar А что же делает супруга/ Одна в отсутствии супруга? (en bogstavelig oversættelse: Hvad gør en enlig ægtefælle, når hun er væk fra sin ægtefælle?) sig ud fra de andre, ikke kun på grund af dets parring af rim, som forekommer mindre hyppigt i digtet, men også på grund af dets tautologi med en grundlæggende forskel i betydningen af de to ord, hvilket fører til en komisk effekt. Den samme effekt opnås også andre steder ved at placere ord af forskellig stil ved siden af hinanden, som giver bestemte konnotationer. Mens heltinden læser en lang нравоучительный и чинный (moralsk og hæderlig) roman, bliver hun distraheret af kampen mellem козла с дворовою собакой (en ged og en gårdhund), og denne begivenhed fascinerer hende en del mere end at læse en sentimental roman, hvilket giver en levende karakteristik af både heltinden og forfatterens holdning til denne type romaner.

Som Yu. Prozorov skriver, gør Pusjkins stilistiske løsninger og intonationer det muligt for ham at kombinere den objektive fabel med det subjektive aspekt af forfatterens sind (s. 45). Som Pusjkin selv skriver [note 4], er det vigtige for forfatteren ikke handlingen som sådan, men parodien på den, som uden dygtige sproglige midler er utænkelig. Alligevel bør man ikke undervurdere Pusjkins dybde selv i komiske tekster: Nikolai Prozorov bemærker at Grev Nulin i meget højere grad ligner Boris Godunov end Eugen Onegin, som langdigtet ellers ofte bliver sammenlignet med (s. 52). I Grev Nulin giver det parodiske sammenfald med Shakespeares digt, Lucretias Voldførelse – som igen er baseret på et velkendt historisk plot – Pusjkin mulighed for at konkurrere med Shakespeare og hans filosofiske forståelse af historiske fakta. Hos Pusjkin bliver isolerede, tilfældige begivenheder ikke årsag til store forandringer: Grev Nulins væltede vogn, Natalias koketteri ved middagen og grevens risikable handling fører ikke til nogen konsekvenser, og antydningen fra nabokærestens figur antyder, at de for Shakespeare så vigtige motiver — ære og utroskab — kan være til stede uden dramatiske konsekvenser. Dette passer med Pusjkins spekulationer om, at ”hvis Lucrezia havde slået Tarquinius i ansigtet, ville det måske have afkølet hans glød, Lucrezia ville ikke have stukket ham, Publicola ville ikke være blevet vanvittig, Brutus ville ikke have forvist kongerne, og verden og verdenshistorien ville ikke have været den samme.” [note 4].

Vi kan således se, at sproget i Grev Nulin ikke kun tjener til at formidle handlingen, men også til at sætte semantiske accenter og desuden understøtter værkets polemiske karakter.

 

Overførslen af de formelle aspekter til dansk

Lad os gå over til den danske tekst. Set fra handlingens synspunkt er der ingen semantiske forvrængninger: heltene har de samme navne, og selv den usædvanlige kombination af navn og patronymikon (både semantisk og fonetisk) er bibeholdt i digtets danske sprog. Mere interessant er den formelle side af oversættelsen — rytme, rim og sproglige virkemidler, for en Pusjkin-tekst uden formalitet bliver blot en simpel historie, ja, endog en anekdote, som ikke er interessant i forbindelse med den russiske litteraturhistorie: Formen er altid tæt forbundet med indholdet og formidler forfatterens holdning. Desuden henviser selve genredefinitionen — langdigt eller poem — til det lyriske epos, hvor den vigtigste kombination på den ene side er en klar handlingslinje og på den anden side en interesse for heltenes indre verden, den lyriske oplevelse, forfatterens billede.

Som tidligere nævnt har Danmark en ret stabil tradition for at oversætte russisk prosa, men ikke for poetiske tekster. Praktisk talt er kun Eugen Onegin blevet oversat fra Pusjkins værk, og derudover Demon af Lermontov og et mindre antal digte fra det tyvende århundredes litteratur. Derfor er overensstemmelsen i overførslen af betydning i praksis større end overensstemmelse mellem oversættelsen og forlæggets formelle aspekter. I Grev Nulins tilfælde gør det bestemt ikke den oversatte tekst meningsløs, men fratager den mange af de betydningslag, der er beskrevet ovenfor. Den danske tekst overholder ikke altid Pusjkins eget versemål og rimskema, så nogle vigtige konsonanser er gået tabt. Derfor bliver der tale om en vis forvirring i rytmen, som nogle steder bringer den danske tekst tættere på prosa end på poesi. Inkonsekvensen i overførslen af formelle elementer kan ses i følgende parallelle passager.

På russisk:

Пора, пора! рога трубят;

Псари в охотничьих уборах

Чем свет уж на конях сидят,

Борзые прыгают на сворах.

Выходит барин на крыльцо;

Всё, подбочась, обозревает,

Его довольное лицо

Приятной важностью сияет

Og på dansk:

Da-da-dadaaaa! Nu gjalder horn;

jægerne har været klar siden gry,

hestene dirrer, prusten og fnys,

hundene strejfer om efter spor.

Herren træder ud på terrassen,

tager jagtselskabet i øjesyn,

bryder ud i et selvtilfreds grin,

nyder blussende al interessen (s. 65).

Mens oversætteren teknisk stræber efter at gengive firefodsjamben, mister oversætteren Pusjkins balance mellem trykstærke og tryksvage stavelser, hvilket resulterer i en mere hakket og mindre melodisk rytme og — vigtigst af alt — langdigtet mister talesprogsformen.

De formelle elementer har også en direkte indvirkning på betydningen. Det komiske i Pusjkins brug af “ægtefælle”-homoformerne som rim går tabt i den danske tekst, der bliver til en rent narrativ passage Men når manden er taget afsted/ hvad får konen sin tid til at gå med? (s. 66). Det samme sker med beskrivelsen af den roman, som heltinden læser: Pusjkins ironiske, korte beskrivelse (Роман классической, старинный,/ Отменно длинный, длинный, длинный) bliver til en temmelig tør beskrivelse af begivenheden, hvor oversætteren tilføjer sine egne ord og passager, der ikke findes i originalen, og forfatterens holdning udtrykkes i ord snarere end i intonation og antydning: Et gammelt og meget klassisk værk/ fortærsket og tungt som et tærskeværk/ skrevet på et sprog vi alle kender/ og uden løse romantiske ender (s. 67).

Situationen er den samme i den korte metaforiske episode med kattens jagt på musen. Hvor Pusjkins beskrivelse bevidst er reduceret til daglig tale (И вдруг бедняжку цап–царап) ser vi i den danske tekst en detaljeret, stilistisk neutral passage Ligesom en mis fuld af kattelist,/ kokkepigens søvnige kæledægge,/ spidser øren når musen trisser/ frem fra sofaen, stille sniger/ sig ind ind på byttet for ikke at vække/ dets mistanke, på sine listepoter/ jager den stakkels mus der næppe/ når at se sin koldblodige morder (s. 74).

Disse og mange andre steder i oversættelsen fører til én tanke: Selvom vi i den danske tekst kan se en nøjagtighed i formidlingen af handlingen, går intonationerne (uden hvilken det er næsten umuligt at forstå Grev Nulin) tabt. Som nævnt ovenfor bliver selve henvisningen til historien om Lucretia og Tarquinius polemisk i Pusjkins tekst: Han lader os vende tilbage til historien og argumenterer med Shakespeare, og han opfatter årsag og virkning som sådan. I den henseende synes forfatterens stemme i denne nøglescene at være grundlæggende.

Lad os sammenligne Pusjkins Совсем смутив ее сначала…/ Но тут опомнилась она,/ И, гнева гордого полна,/ А впрочем, может быть, и страха,/ Она Тарквинию с размаха/ Дает — пощечину, да, да,/ Пощечину, да ведь какую!  med den danske oversættelse Hidtil har hun kun evnet at stirre,/ nu lader hun sig ikke mere forvirre,/ hun sætter sig stolt op i raseri,/ skræmt af grevens mangel på pli,/ og stikker Tarquin en syngende flad/ lige i fjæset, sikke en håndmad! (s. 76) Fortælleren i den russiske version evaluerer eksplicit begivenhederne, overvejer heltindens følelser, henvender sig til læseren, hvilket i sig selv synes at opfordre til refleksion og åbner for et andet lag af teksten — det der ligger bag historien, det der for Pusjkin er langt mere betydningsfuldt. I den danske tekst i dette fragment ser vi ikke nogen fortæller, vi ser ikke heltindens indre verden, og vi mærker ikke denne usynlige kamp bag teksten.

En manglende tradition for oversættelse af poesi

Vi kan således se, hvordan historien om oversættelser af Pusjkin (og al anden russisk lyrik) til dansk manifesterer sig i en enkelt tekst. Manglen på en tradition for at oversætte russiske vers fører til et tab af balance mellem form og indhold. Tolstoj- og Dostojevskij-oversættelserne har klart lært danske oversættere at formidle handlingen og “understrømmene” i prosateksten med præcision og alsidighed, men manglen på erfaring med den poetiske tekst fører uvægerligt til tab af afgørende elementer.

Pusjkins poesi er vigtig for den russiske litteratur netop på grund af det sprog, der anvendes i hans værker: Pusjkins arbejde med ord uddyber og udvider selv et simpelt plot, som f.eks. i langdigtet Grev Nulin. I den danske oversættelse kan vi se, at oversætteren virkelig behersker russisk og forstår alle historiens finesser; vi kan også værdsætte tekstens kortfattethed og skønhed på dansk, men selv med alle disse fordele er den danske version langt fra originalen på grund af tabet af sproglige nuancer, stilistiske løsninger og velgennemtænkte formelle karakteristika i teksten. Vi må naturligvis tage hensyn til, at oversætteren kalder denne bog en samling “gendigtninger” og påpeger, at Pusjkin ikke kan oversættes, men oversættelser af Pusjkin uden hensyntagen til sproglige nuancer giver næppe den danske læser en idé om Pusjkin som en “stor russisk digter”.

Trods alle sine mangler har denne oversættelse én stor fordel: den viderefører oversættelsestraditionen, udvider korpus af Pusjkins tekster oversat til dansk og tjener som hjælp for fremtidige oversættere.

 

Noter

1. Den russiske tekst til Grev Nulin kan findes her, og alle citater er taget derfra:
2. Den danske tekst til Grev Nulin findes i: Alexander Pushkin: Sigøjnerne & andre fortællende digte. Gendigtet fra russisk af Bo Svoda. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018
3. Yu. Prozorov: Poema A. S. Pusjkina Graf Nulin, 1994
4. Pusjkins kommentarer til Grev Nulin (Zametka o poeme Graf Nulin, 1830)

 

---

 

Konstantin Kornilov er BA i russisk litteratur fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet, 2019, MA i litteraturvidenskab fra Eötvös Loránd Universitet, Budapest, 2022 og læser i øjeblikket en ph.d. i dansk litteratur samme sted. I 2018 var han på Testrup Højskole, hvor han tog fag i dansk litteratur og filosofi, og hans forskning omhandler Tove Ditlevsens værker med fokus på by og urbanisering. Desuden skriver han om de kulturelle kontakter mellem Danmark og Rusland.