Af Trine Søndergaard

Anmeldelse af Aleksandr Pusjkin: Prosa. Sisyfos, 2021. Oversat af Marie Tetzlaff.

Marie Tetzlaff har gennem de seneste år oversat flere af de store russiske klassikere, bl.a. Lev Tolstojs Anna Karenina og Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov. Og når jeg siger store russiske klassikere, tænker du nok især på netop de to. Og de er da også indiskutabelt store. Men i den russiske nationale selvforståelse findes der en, der er endnu større, de andres forgænger og forbillede, den russiske nationaldigter, Aleksandr Pusjkin, som stadig læses, reciteres og opføres i Rusland. De matrjosjka-dukker (som ikke hedder babusjka-dukker), som i Rusland selvfølgelig også laves med forfattermotiver, har næsten altid Pusjkin som den største, den, de andre, lidt mindre store ligger inden i. Det er Pusjkins prosaværker, Marie Tetzlaff her har nyoversat og skrevet forord til i forlaget Sisyfos’ udgivelse fra 2021, som kort og godt hedder Prosa.

Pusjkin levede fra 1799 til 1837 og døde efter en duel med franskmanden d’Anthès, en duel, som Pusjkin selv havde udfordret ham til, fordi franskmanden efterstræbte digterens smukke unge kone. At Pusjkins endeligt var så dramatisk, har sikkert kun i endnu højere grad gjort ham til et elsket nationalt symbol, men hans bidrag til den nationale litteratur er også uden dette drama enestående. Pusjkin opfattes som ophavsmand til det russiske litterære sprog på en tid, hvor adelen talte fransk og indimellem havde svært ved at formulere sig på russisk, både på skrift og i tale, og hvor den russisksprogede litteratur stadig virkede tung og stiv. Pusjkin begyndte at skrive digte under romantikken og endte med at skrive prosa i den gryende realisme. Og ikke bare var Pusjkin ophavsmand til det russiske litterære sprog, det var også et let, naturligt, rytmisk og – for prosaens vedkommende – klart og prægnant sprog uden noget overflødigt. Og så var Pusjkin en god historiefortæller.

Når man oversætter Pusjkins prosa, er det altså ikke nogle ca. 200-årige sprogligt støvede tekster, fyldt med oldgamle og fremmedartede realia, som man skal forsøge at omsætte til et forståeligt nutidigt dansk. Det er nogle ca. 200-årige sprogligt set overraskende moderne, flydende, veloplagte, plotdrevne, ofte humoristiske fortællinger. Den danske slavist A. Stender-Petersen skrev om Pusjkins prosa bl.a.: ”[Sproget] var blottet for emotionelle eller retoriske elementer og frit for stemningsskabende stilistiske effekter. Det var ikke så meget brugt for at skildre (landskaber, personer, ting) som snarere for med den højest mulige prægnans at fortælle en given handlings forløb […] Pusjkin gjorde ganske bevidst sin syntaks til et instrument for logisk klarhed, antitetisk spænding, indholdsmæssig knaphed.” (Den russiske litteraturs historie II, 2. oplag, 1970, side 200-201).

Den vigtigste opgave for en oversætter af Pusjkins prosa må så være at gengive den enkle og prægnante stil uden at stå i vejen for den. Med Marie Tetzlaffs egne ord kunne man understrege: ”[Oversætteren] skal være som glas.” (Interview med Marie Tetzlaff om at oversætte Brødrene Karamazov, Politiken, 22. nov. 2020).

Det lykkes ved første øjekast i det store og hele Tetzlaff at gengive den pusjkinske prosas lethed og være som glas. Fortællingerne læses ubesværet, sproget flyder naturligt, humoren fornemmes. For at skrive denne anmeldelse udvalgte jeg imidlertid to kortere fortællinger for at sammenligne dem nærmere med den russiske original: ”Spar dame” og ”Bondepige-nådigfrøkenen”. Granskningen viste, at der indimellem godt kunne have været oversat mere tekstnært og med mere sproglig indføling, og at der nogle steder manglede eller var tilføjet ord, hvor det, så vidt jeg kan se, ikke var nødvendigt at ændre noget. Det resulterer i, at den elegante Pusjkin indimellem bliver lidt mindre elegant. Lad mig give nogle eksempler, som jeg gerne vil understrege ikke er enkeltstående, men som – og det vil jeg også gerne understrege – kun er mindre irritationsmomenter i en ellers sikker oversættelse. Når jeg alligevel tager det op, er det, fordi der netop er tale om en stor klassiker, som man må forvente sig meget af, også i oversættelsen. Men altså:

”Bondepige-nådigfrøkenen”

En sætning fra den humoristiske forklædningskomedie ”Bondepige-nådigfrøkenen” lyder i Tetzlaffs oversættelse: Hun var enebarn og meget forkælet. (side 95). Den russiske sætning lyder: ”Она была единственное и, следственно, балованное дитя”, (i translitteration og med markeret tryk: Oná bylá jedínstvennoje i, slédstvenno, bálovannoje ditjá). Også læsere uden kendskab til russisk vil fornemme de to enslydende endelser på -noje (tillægsordsendelse) samt den pause, som opstår i form af det indskudte ord mellem to kommaer (sledstvenno), men som mangler på dansk.

I den russiske sætning står der ikke ”meget”, som er tilføjet i den danske, i stedet er der et årsag-følge-forhold. En tekstnær oversættelse lyder: ”Hun var det eneste og, følgelig, et forkælet barn.” På dansk har ”eneste” ikke samme endelse som ”forkælet”, som det har på russisk. Men man kan kompensere for dette ved at skabe et lydligt sammenfald eller en gentagelse to andre steder i sætningen, og man kan desuden beholde ”følgelig”, som gør, at ordet ”forkælet” får et særligt eftertryk, og årsag-følge-forholdet beholdes. Kommaerne er man måske nødt til at droppe, fordi dansk normalt ikke bruger kommaer omkring biord. Nogle muligheder kunne være: ”Hun var hans eneste barn og følgelig et forkælet barn,” eller: ”Hun var enebarn og følgelig et forkælet barn”, hvor den lydlige og rytmiske gentagelse kommer til udtryk i ”barn”. Hvis man synes, ”følgelig” lyder gammeldags, kunne man skrive ”derfor” i stedet.

I samme fortælling, hvor den opvakte adelsfrøken Liza forklæder sig som bondepige (heraf titlen) for at se nabogodsets tilrejsende søn, Aleksej, lidt an, mens hun selv er inkognito, er en central scene selvfølgelig den, hvor de to mødes tilfældigt i skoven, og Lizas forklædning skal stå sin prøve. Og ikke bare skal hendes forklædning stå prøven, det skal også hendes evne til at tale ”bondsk”: På denne tid var adelens sprog som nævnt i lige så høj grad fransk (faktisk kalder Aleksej selv sin hund til sig på fransk, da han møder Liza i skoven: tout beau, Sbogar, ici …), og det russisk, de to klasser talte, var forskelligt. Ikke så meget i form af forskelle i udtalen, der var snarere tale om forskellige ordforråd. Pusjkin markerer dette i vanlig elegant stil uden at overdrive: Han lader Liza bruge bestemte signalord, som bønderne bruger, og som adelen forstår, men ikke selv bruger. Og så er hun dus med ham, hvor de ville være Des, hvis de havde mødtes som adelige. På et tidspunkt prøver den frække adelsfyr at kysse hende (fordi hun er dejlig, og han tror jo, hun bare er en bondepige, så det kan han godt tillade sig), og hun bliver så chokeret, at hun et øjeblik ryger ud af rollen og bliver Des og bruger sit normale adelige ordforråd til at sætte ham på plads (side 99-101).

Kontrasten mellem de to måder at tale på kommer ikke tydeligt frem i Tetzlaffs oversættelse, faktisk blev jeg som læser først bare forvirret over skiftet fra ”du” til ”De”, da Liza ryger ud af rollen, og tænkte, at det var en skrivefejl. Scenen fylder to sider, så jeg vil ikke citere det hele, men i Tetzlaffs oversættelse siger Liza bl.a. til Aleksej: Skulle man ikke kunne skelne tyende fra herskab? Du er klædt anderledes, snakker anderledes og kalder din hund noget andet end vi gør (side 100). Det eneste, der her med lidt god vilje kunne markere folkeligt sprog, er ordet ”snakke” i modsætning til ”tale”. Faktisk trækker ordene ”man” og ”skelne” vel nærmere i retning af et stilistisk højere leje. Den russiske sætning lyder: ”Да как же барина с слугой не распознать? И одет-то не так, и баишь иначе, и собаку-то кличешь не по-нашему.” (Da kak zje bárina s slugój ne raspoznát? I odét-to ne tak, i báisj inátje, i sobáku-to klítjesj ne po-násjemu). Alene i dette lille uddrag markerer i hvert fald disse russiske ord: ”одет-то” og ”собаку-то” (efterhængt -то markerer eftertryk og talesprog), баишь (”snakker”) og кличешь (”kalder”), at Liza også er lingvistisk opvakt og taler flydende bondsk.

Skellene i det danske sprog går ikke så meget mellem dannet og folkeligt, som russisk gør, men snarere mellem forskellige dialekter. Jeg mener selvfølgelig ikke, det ville fungere at lade Liza tale med en eller anden ”bondsk” dansk dialekt, men hendes sproglige camouflageevne skulle have fremgået tydeligere i oversættelsen. En mulighed kunne være at markere det folkelige og talesprogsagtige fonetisk med apostroffer. Hun kunne have sagt noget i stil med: ”Sku’ jeg ikke ku’ kende herren fra tjeneren? Du har andre klæ’r på, du snakker ik’ som vos, og din hund hedder noget andet end vos.” Eller noget.

”Spar dame”

Den anden fortælling, jeg har set nærmere på, ”Spar dame”, er en gotisk novelle, som er fundamentalt spændende, men som også indimellem mangler lidt præcision: Der er udeladt eller tilføjet ord hist og pist uden indlysende grund. Fortællingens første sætning lyder på dansk: Man spillede kort hos hestgardisten Narumov. (side 14). På russisk lyder det: ”Однажды играли в карты у конногвардейца Нарумова.” (Odnázjdy igráli v kárty u konnogvardéjtsa Narúmova). Her er udeladt det første ord ”Однажды”, som såmænd bare betyder ”engang”. Hvorfor udelade et ord, som i den første og vigtige sætning vel signalerer, at det var én ud af mange gange, der blev spillet kort, at det var en tilbagevendende begivenhed? Lidt senere tilføjes ordet ”hårdnakket” ved ”hævder hårdnakket” (side 15), hvor der på russisk blot står ”уверяет” (uverjajet), dvs. ”hævder” eller ”bedyrer”. Hvorfor tilføje ”hårdnakket” og dermed indføre en sproglig kliche og et irriterende bogstavrim, ”hævde hårdnakket”, som ikke er der på russisk?

I samme fortælling er der flere haltende relativsætninger, som burde have været fanget i redigeringen, fx: Ad denne selvsamme trappe […] var en lykkelig ung mand måske kommet listende som for længst var smuldret i sin grav, og i dag var hans gamle elskerindes hjerte holdt op med at slå … (side 35), hvor delen ”som for længst var smuldret i sin grav”, burde være rykket frem, eftersom dansk syntaks ikke har den samme frie ordstilling som russisk, hvorfor relativdelen på dansk helst skal stå lige efter det ord, det lægger sig til. Det samme problem opstår på næste side: Derefter satte de mange gæster sig i bevægelse der var kommet for at vise respekt for en der så længe havde deltaget i deres forfængelige forlystelser (side 36). Grammatisk lægger ”der var kommet for at vise respekt” sig fejlagtigt til ”bevægelse” i den danske sætning. Sætningen forstås selvfølgelig med lidt god vilje, men den er ikke særlig elegant, nærmere lidt ufrivilligt komisk.

Og ja, jeg ved godt, at det indimellem kan være hårrejsende svært at få det russiske sprogs frie syntaks overført nogenlunde elegant til det danske sprogs bundne syntaks. Men ikke lige i de her nævnte eksempler.

Formidlingsmæssige valg

Et aspekt, som altid er relevant, når man oversætter ældre værker fra en anden kultur, er, hvor langt væk værkernes virkelighed ligger fra en nutidig dansk læsers, og hvor meget man som oversætter skal eller vil nærme værkerne en dansk læser. Hvor meget regner man med, at læserne selv kan regne ud; hvor stor tiltro har man til sit publikum? Disse spørgsmål findes der selvfølgelig ikke ét svar på, det er en afvejning, den enkelte oversætter foretager ved hver eneste oversættelse, ikke kun de klassiske, men dog især dem, fordi der også er et tidsaspekt at tage hensyn til.

Pusjkins prosaværker og den virkelighed, de afspejler, får i Tetzlaffs oversættelse i høj grad lov til at fungere på egne præmisser, uden at det virker, som om der er taget mange pædagogiske hensyn til, at læserne tilhører en anden tid og kulturkreds: Der er Tetzlaffs forord, men ingen fod- eller slutnoter, der kunne have sat fx historiske begivenheder eller personer ind i en kontekst for læseren, ligesom der heller ikke lader til at være mange forklarende indskud eller omskrivninger i selve teksten. Det fornemmes som et bevidst valg, og denne ikke overdrevent pædagogiske eller formidlingsivrige tilgang fungerer glimrende i Pusjkins tilfælde. Tetzlaff bekymrer sig fx ikke om at omskrive, hvad tre ”verst” er, og i konteksten er det også tydeligt, at det er et længdemål. Det fremgår bare, at hovedpersonen stadig er tre verst fra poststationen, da det begynder at regne, og i situationen er det tydeligvis for langt (”Stationsbestyreren”, side 82).

I ”Gorjukhina Kirkebys historie” nævnes fx også en ”Barthold Niebuhrs opdagelse” og ”Kurganovs Den Nye Grammatik” (side 113-114) uden nærmere omskrivninger eller præsentationer. Det fungerer også uden problemer, da det af konteksten problemfrit og humoristisk fremgår, at det er udtryk for pauver kulturel dannelse, at disse to var hovedpersonens koryfæer i barndommen.

Andre steder har Tetzlaff valgt en lidt mere omskrivende stil, fx i passager med kortspil i fortællingen ”Spar dame”, hvor der optræder nogle ret specifikke kortspilrelaterede udtryk. Her er omskrivningerne efter min mening et godt valg, hvis man forestiller sig, at en nutidig dansk læser skal stilles nogenlunde på lige fod med en nutidig russisk læser: En gennemsnitlig russisk læser vil, alene i kraft af skolens litteraturpensum, være vant til kortspilsscener fra den klassiske russiske litteratur, hvor personer i tide og utide vinder eller taber formuer. Tetzlaff oversætter disse specifikke udtryk til mere generelle danske udtryk. En nutidig russisk læser vil sikkert nikke genkendende til fx verbet ”понтировать” (pontírovat), som Tetzlaff har oversat med, at man ”gør indsatser”, selv om der findes et udtryk på dansk (fra fransk), som hedder ”pontere”. Andre spiludtryk af fransk oprindelse, adapteret til russisk, bliver også gengivet med en forklarende oversættelse, fx bliver at ”spille mirandole” (et udtryk fra kortspillet faro) til at ”spille forsigtigt”, at satse ”en routé” bliver til at sætte ”alt på ét kort” (side 14-15). Det fungerer udmærket og stiller demokratisk den danske og den russiske læser nogenlunde lige.

Indimellem tilføjer Tetzlaff en præcisering til virkelige historiske personer, fx i fortællingen ”Kistesnedkeren” ved en sammenligning med ”postbuddet hos forfatteren Pogorelskij” (side 75), hvor ”forfatteren” er en tilføjelse i forhold til den russiske tekst. En meget lidt indgribende og diskret løsning, så læseren ikke skal blive distraheret af at tænke over, hvem pokker Pogorelskij er (er det nu en person i fortællingen, jeg har overset?), men blot noterer sig det væsentlige: at det i sammenhængen betyder, at man har været i lang og tro tjeneste.

Denne ganske fine fornemmelse for, hvornår der er brug for lidt ekstra for at stille en dansk læser på lige fod med en russisk, kunne godt have været udfoldet til en lidt mere konsekvent strategi: Som læser savner jeg andre steder noget mere hjælp: Ligeledes i ”Kistesnedkeren” citeres der fx en linje fra et digt, og i den danske oversættelse markeres dette blot med kursiv: ”Jurko begyndte igen at gå frem og tilbage […] med økse og en brynje af vadmel.” (side 75). I min russiske udgave af fortællingen er der ud over kursiven også en fodnote, som fortæller, at det er en reference til et eventyr af Aleksandr Izmajlov. Ikke at jeg er fortaler for fodnoter i skønlitteratur, men det ville have været et mere konsekvent valg i oversættelsen at hjælpe lidt hver gang, der var referencer, som ikke gav mening ud fra konteksten, og som en dansk læser ikke kan forventes at kende til, fx ”Jurko begyndte igen at gå frem og tilbage […] med økse og en brynje af vadmel ligesom i eventyret” e.l.

Faktisk er der en del af den type kursiverede sætninger i flere af fortællingerne, hvor jeg som læser bliver usikker på, om kursiven angiver, at det er en litterær reference til en anden tekst eller blot en markering af, at en person taler på en særlig, lidt krukket måde. Fx i ”Bondepige-nådigfrøkenen”, hvor der på første side står: ”Men på fremmed maner vil russisk korn ikke gro, og uanset en betydelig formindskelse af udgifterne fik Grigorij Ivanovitj ikke flere indtægter …” (side 93). Min russiske udgave har både centrering og blank linje før og efter den kursiverede linje, så det grafisk er markeret, at der er tale om et citat, samt også her en fodnote med angivelse af det citerede (satiriske) værk. En diskret forklarende oversættelse kunne have været: … skrev satirikeren … e.l.

Overordnet er der tale om en sikker og gedigen oversættelse, som nogle steder mangler lidt præcisionsarbejde og mere konsekvens i formidlingsstrategien. En del af dette ligger også på redaktørens bord.

[Anmelderens russiske udgave: Aleksandr Pusjkin, Sotjinenija v trjokh tomakh, t. 3., Khudozjestvennaja literatura, 1986.]


Anmeldelsen er en del af Babelfiskens 10 års jubilæumsserie, som støttes af Statens Kunstfond

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.