At bearbejde Bibelen I – om sønner og syndere og Patrick på seksten

Bibelen er, som vi skrev om i marts, udkommet i sin helhed i en ny og anderledes udgave oversat og bearbejdet til mundret nudansk.

Men hvordan griber man helt konkret den opgave an? Bibelen er en tekst, som selv de mest vantro af os har et forhold til, og for en del er der store følelser på spil, når det gælder dens ordlyd. Hvordan gør man flere tusind år gamle tekster forståelige for nutiden uden at give køb på fortiden? Det Danske Bibelselskab har blandt andet løst opgaven ved at lade eksperterne arbejde i par, der sammen har skullet bygge bro mellem teksten af i går og verden af i dag.

Vi har bedt et af disse par fortælle lidt om, hvad det arbejde indebærer – hvad der må ændres, hvad der må ofres, hvad der må forklares, og hvad man måske alligevel er nødt til at lade stå, som det stod.

Fordi projektets fokus er på formidling, lader vi den nudanskorienterede makker komme til orde først. Her fortæller journalist og oversætter Betty Frank Simonsen:

Jeg blev hentet ind som sprogbearbejder på dele af Det Gamle Testamente og var indledningsvist en smule tøvende, fordi det er længe siden jeg beskæftigede mig med Bibelen. Jeg fik en børnebibel af min mormor, da jeg var otte eller ni, den elskede jeg og læste mange gange, så jeg kunne bibelhistorierne, men jeg er på ingen måde bibelkyndig. Det gjorde mig betænkelig ved at tage opgaven på mig, men min uvidenhed viste sig at være en fordel. Så kunne jeg være den, der stillede de dumme spørgsmål til de teologiske eksperter, jeg arbejdede sammen med. Som en slags talerør for sekstenårige Patrick fra Herlev, der var den figur, vi arbejdede med som en prøvesten for tilgængeligheden. Det, jeg fik at vide af redaktørerne fra begyndelsen var: Forståelighed trumfer alt. Og det har været min rettesnor.

Hebraiskoversætteren Martin Ehrensvärd og jeg har samarbejdet om Tredje Mosebog, der i Bibelen 2020 hedder Lovene. Der er en masse konkrete og meget detaljerede beskrivelser af de love, Gud giver Moses, som skal gælde for israelitterne. Der skal ofres dueunger, vin og gedebukke, men hvordan foregår det? Hvordan er noget for eksempel rituelt rent? Hvad er et brændoffer? Hvad vil det sige? Jeg er nødt til at vide det for at prøve at gøre det så konkret som muligt i teksten, så det ikke bare står som et tomt billede, vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal stille op med. Og hvad vil det sige, når der står ”hvis man overtræder en af Guds love uden at vide det?”? Martin fortalte mig, at der er forskel på syndere – syndes der i ond vilje, eller er det noget, man gør intetanende? De spørgsmål, som jeg og de virkelig dygtige redaktører, Cecilie Vestergaard Raaberg og Karen Karmark, kom med til hebraisk-oversætterne, er med til at vriste teksten ud af favntaget på teologerne og åbne fortællingen op for alle os andre. 

Et andet eksempel er i forbindelse med Ordsprogenes bog, som jeg samarbejdede med Allan Rosengreen om. I 3,19-20 præsenteres vi for en ultrakort skabelsesberetning. Jeg bøvlede en del med den passage og var ude i noget med, at Gud skabte noget ud af intet. Men ordret i den hebraiske tekst står der: ”I sin visdom satte Jahve jorden, og han oprejste himlen med sin indsigt. Med hans indsigt blev urdybet brudt op, og skyerne dryppede duggen”, og Allan Rosengreen kunne fortælle mig, at det betød, at der bestemt var NOGET. Der var ikke Intet.

Jeg forsøgte at finde hoved og hale på, hvad der foregik i den passage. Hvad er urdybet for eksempel? Det lyder smukt og poetisk med et sådant urdyb, men hvad betyder det? Allan Rosengreen var både tålmodig og gavmild og gav mig en forklaring på, hvad der lå i det billede – at selve skabelsen i bibelteksten bliver fremlagt som noget meget konkret: Skaberguden som den store håndværker. Det er ikke som sådan et uendeligt og abstrakt univers, der skabes, men noget materielt, der støbes. En himmelhvælving, for eksempel, som udhamres og hvælves. For oldtidsmennesket gav det billede mening, for hvis ikke himlen var gjort af et fast materiale, hvordan skulle det så kunne holde vandet ude? Himlen var blå – det var, fordi der var vand på den anden side. Når der ind imellem kom vand fra himlen, var det, fordi Gud åbnede for himlens vinduer. 

For det moderne menneske giver det billede ikke længere mening, og idéen om kosmos tager sig helt anderledes ud. Men det konkrete billede med vand er dog blevet bærende for teksten på nudansk, der lyder: ”Gud skabte Jorden ved at bruge af sin visdom, og med sin indsigt rejste han himlen. Han lod kilder strømme fra Jordens dyb, og han lod skyerne give vand.” Det er ikke lige så lyrisk som urdybet, til gengæld giver det et klarere billede, man kan træde ind i. 

Det gode ved at komme meget udefra, kan man sige, var måske også, at jeg ikke mødte teksten med stor ærefrygt. Det kan der jo ellers godt være en tendens til især i forhold til Bibelen, og det er sjældent en god måde at møde en tekst på som oversætter. Man er nødt til at turde gøre stoffet til sit eget – turde stole på sit eget sprog – samtidig med, at man naturligvis er bevidst om, at det også er andres. Vi har indsat overskrifter, slået vers sammen, slettet bidder og flyttet op og ned på dem, hvis de brød med tekstens flow, fordi det hele tiden har været forståelighed og læsbarhed, der har været det primære. Der har jeg ind imellem skullet tage en dyb indånding, men jeg turde gøre det, fordi jeg samarbejdede med redaktører og hebraiskkyndige, der fungerede som en form for garant for, at vi ikke bevægede os fra langt væk fra udgangspunktet. Bibelen er anderledes end de fleste tekster, fordi der er meget ømme følelser, når man for alvor begynder at pille ved ord eller rokere rundt på vers, som er behæftet med så megen betydning for den enkelte læser. Men samtidig er Bibelen en tekst, der ligesom alle andre tekster først og fremmest skal være læsværdig. 

Vi har haft mange diskussioner undervejs, og på den måde er jeg blevet klogere på både den tid, Bibelen er skrevet i, og de socioøkonomiske vilkår, der ligger til grund for de sprogbilleder, der bruges, men jeg er også blevet klogere på min egen tid og mit eget sprog. Og ikke mindst på mine egne præferencer og ideologier. Vi har talt meget om køn – er det i orden at omskrive til ’børn’, når der står ’sønner’ i de originale tekster? Bibelen er jo skrevet af mænd og til mænd; det bærer stort set alle tekster tydeligt præg af. Skal Bibelen 2020 repræsentere den kultur, den blev skrevet i, eller skal vi invitere nutiden ind i læsningen og tænke: Hvis denne tekst blev skrevet i dag, hvad er så dens primære budskab? Og ville man i dag skrive ’børn’, fordi ordet ’sønner’ i en nutidig kontekst kommer til at virke besynderligt diskriminerende og derved spænder ben for budskabet? Det er store diskussioner, som vi jo også har i forhold til andre kanoniserede værker, som for eksempel Pippi Langstrømpe og Halfdan Rasmussens børnebøger, for nu at nævne et par af de bøger, der har givet anledning til litterære fejder i den henseende.

Andre steder har teksten det med at modsige sig selv og er fuld af underlige paradokser. I Udvandringen er der en passage, hvor Moses netop har talt med Gud ansigt til ansigt, og dernæst siger Gud, at alle mennesker vil dø, hvis de ser hans ansigt. Der er jeg tilbøjelig til at ophæve modsætningen og harmonisere, fordi teksten på en måde spænder ben for sig selv, men i vores samtaler blev jeg opmærksom på den tendens til at udglatte og opklare, som ikke altid er gavnlig, fordi det ind imellem giver mening at bevare nogle af Bibelens indbyggede paradokser.

En sidste ting er gentagelser. Det hebraiske sprog er i sin struktur fuld af gentagelser, og derfor er de oprindelige tekster det også – nogle af dem givetvis også, fordi der har været forskellige forfattere til teksten. Der kan være en vis poesi og insisterende nødvendighed i gentagelserne, andre gange kommer de til at stå i vejen for læsbarheden, og så skal der luges ud i dem. Men det tør jeg kun med et varsomt blik på den hebraiskkyndige, så jeg ikke flår det særlige og intense ud i samme håndevending og står tilbage med en meget fersk tekst. Det har for mig handlet om at få en melodisk og meningsbaseret tekst frem, som kan forstås uden teologisk baggrund og et større noteapparat. 

I seriens næste indlæg fortæller lektor i bibelsk hebraisk Martin Ehrensvärd om de overvejelser, man gør sig som oversætter, om kirkens klubsprog og grænserne for moderne dansk og om, hvorvidt man kan afskaffe engle.

Læs meget mere om Bibelen 2020 på Bibelselskabets egen hjemmeside her.