Tidligere på måneden bragte vi Betty Frank Simonsens beskrivelse af arbejdet som nudanskekspert på Bibelen 2020. Her giver vi ordet til hendes kildesprogsmakker, lektor i bibelsk hebraisk Martin Ehrensvärd, der har arbejdet med den nye bibeludgave siden 2013.

En bibel uden bibelsprog

Bibelen er verdenslitteraturens kronjuvel og også langt den mest oversatte bog. Den foreligger i sin helhed på ca. 700 sprog, mens dele af den foreligger på flere tusind sprog i alt. Til sammenligning er verdens næstmest oversatte bøger, Pinocchio og Den lille prins, oversat til ca. 250-300 sprog. På de enkelte sprog kan der desuden foreligge flere, mange eller et utal af bibeloversættelser, fx siges engelsk at have flere hundrede. Bibeloversættelse er normalt en meget konservativ profession. Man kan roligt sige at oversættere er kildesprogsorienterede og har været det siden ca. 3. århundrede f.v.t. hvor de første græske oversættere begyndte på de bibelske tekster.

Den nuværende danske autoriserede oversættelse udkom i 1992. Det er stadig den der i princippet skal bruges i kirken, men vi vil nok se en stor del af kirkerne bruge Bibelen 2020 i stedet. 1992-udgaven er smukt skrevet, men den er svær at forstå. Den er meget nemmere at forstå end dens forgænger der var fra hhv. 1931 (Det Gamle Testamente) og 1948 (Det Nye Testamente), men man kan stadig finde ord som ’udadlelig’ og ’lydefri’ i den. De færreste danskere ved hvad de ord betyder. Du får et sekund til at tænke over det … Det første betyder ulastelig, og det andet betyder fejlfri.

Særligt er læsningen fra epistelen i kirkerne svær at forstå. Paulus’ breve er skrevet på knudret og besværligt græsk, og som sig hør og bør, er de normalt oversat til knudret og besværligt dansk. Det gør det ikke nemmere når man som i kirken skal høre dem læst op. I 2007 udkom ’Den Nye Aftale’, forløberen til Bibelen 2020. Her er Det Nye Testamente oversat til flot, mundret dansk. Og selv efter at have modtaget en del kritik for at ødelægge traditionen blev den meget populær. Siden har mange mennesker hørt epistelen i kirken og har kunnet forstå den bedre.

I 2013 begyndte vi for alvor arbejdet på at oversætte ’Den Gamle Aftale’. Vi var mange oversættere fra hebraisk, en del eksperter i dansk (som fx Betty Frank Simonsen og nogle af vores kendte unge forfattere) og flere redaktører. Nogle af os var bibeltro, og andre var ikke. Det er et stort arbejde at oversætte Bibelen, og vi mødtes ofte og diskuterede meget. Hvor langt kunne vi gå? Hvor langt skulle vi gå? Det er sin sag at ændre på kronjuvelerne.

Men opdraget var klart. Vi skulle gøre teksterne så nemme at forstå som overhovedet muligt. Vi kunne endda ’eksplicitere’ teksten om nødvendigt. Altså, en gammel israelit vidste, at Eva betyder liv, så det gav god mening når 1. Mosebog siger at Eva blev mor til alt levende. I vores oversættelse har vi derfor tilladt os at tilføje ’som betyder liv’ når Evas navn nævnes første gang. Vi gør altså medbetydninger og underforstået betydning eksplicit. Det er ikke normal oversættelsespraksis! Mange steder i Det Gamle Testamente har vi tilføjet ord og sætninger som ikke står eksplicit i det hebraiske eller aramæiske forlæg.

Dermed bliver vi en del af en slags bibelsk modkultur. Det er jo ikke kun i Danmark at bibler er skrevet på det kirkelige, svært forståelige klubsprog. På adskillige europæiske sprog er denne slags bibler udkommet, til stor glæde og hjælp for nye bibellæsere, men sjovt nok også for nogle af de garvede folk. Jeg har selv læst i og arbejdet med Bibelen i over 30 år, og det er til stadighed en fornøjelse at læse den i den nye udgave på mit eget sprog, så at sige.

Vi har nemlig prøvet at fjerne bibeljargon og har forsøgt at forklare bibelske koncepter med almindelige nutidige ord. Tag Esajas som eksempel. Efter min mening er han det Gamle Testamentes største ordekvilibrist. Han skriver et vildt hebraisk, ofte svært at forstå og nogle gange umuligt at forstå. Hans samtidige har nok kunnet forstå det, men vi ved så meget mindre om sproget end dem. Hvis han havde skullet skrive i dag, ville han med sikkerhed have skrevet som vores store danske forfattere. Jeg har tænkt at han måske ville have lydt som Peter Høeg.

Set i det perspektiv føles det okay at vi til tider har taget os friheder med teksten. Og det har været meget interessant at prøve at rense ud i det kirkelige klubsprog. Et ord som synd bruges fx på en anden måde uden for kirkelige sammenhænge, nemlig primært om tiltrækkende mad som man ved er usund. Derfor har vi i stedet prøvet at forklare konceptet og oversat med ’at gøre det stik modsatte af hvad Gud vil’, ’at svigte Gud’, ’at overtræde Guds lov’ etc.

Et andet ord vi prøvede at afskaffe, er velsigne. Ordet forstås i dag typisk som at man har en spirituel forbindelse til Gud. Men i Det Gamle Testamente betyder det at man er rask og rig og får mange børn. I 2014 udgav vi et første bud på 1. Mosebog og Prædikerens Bog. Søren Holst, min kollega fra 1. Mosebog, prøvede dengang med  det nyopfundne ord livsstyrke der afløste velsigne de fleste steder. Men det faldt ikke i god jord (som Jesus ville have sagt – udtrykket stammer nemlig fra en af hans lignelser). Så vi måtte genindføre velsignelsen. Men vi har så sørget for at konteksten forklarer hvad man bliver velsignet med. Hvis der på hebraisk bare står ’du skal blive velsignet’, har vi fx tilføjet ’så du får lykke og styrke’.

Et andet ord vi uden held prøvede at afskaffe, var engle. Englene er Guds udsendinge, og de ser typisk ud som mennesker. Man tror man taler med et menneske, men i virkeligheden er det en engel. Men når man som dansk læser hører ordet engel, tænker man uvægerlig på et væsen med vinger der ligner et glansbillede. Så vi kaldte dem udsendinge i de første udgivelser. Men i den endelige bibel er de blevet til engle igen. Ordet udsending er nemlig brugt i Den Nye Aftale om apostlene, og det kan ikke nytte noget at de bliver forvekslet med hinanden. Måske blev det også lidt for prosaisk med en bibel uden engle.

En del ord diskuterede vi med mellemrum hen over flere år. Et af de sværeste var ældste. De ældste var anset som fornemme og toneangivende blandt israelitterne, og vi lagde os flere gange fast på en oversættelse, hvorefter vi fandt ud af at det ikke fungerede alligevel. Vi prøvede med de ældste og de klogeste. Vi prøvede med de fornemste borgere. Vi prøvede med byråd hhv. landsbyråd og var lige med at ende med det, men det fungerede ikke helt godt. Til sidst brugte vi de mest erfarne og respekterede mænd nogle steder, og andre steder bare ledere. Det virker logisk og enkelt i dag, men det var ikke nemt at komme op med.

Martin Ehrensvärd, ph.d., er lektor i bibelsk hebraisk ved Det Teologiske Fakultet. Han har undervist i sproget i de sidste 30 år på universiteterne i Aarhus, Jerusalem og København, og han har publiceret videnskabelige og populære bøger og artikler om emnet siden 1997, inklusive en oversættelsesteoretisk artikel samt egne oversættelser. Han har arbejdet på den nye bibeloversættelse siden 2013.

Et andet tilbagevendende problem var frække ord. De var ikke bornerte den gang, eller også var nogle af dem bare ikke bange for at chokere med deres billedsprog. Israels afgudsdyrkelse skildres hos profeterne som promiskuøse kvinders hæmningsløse opførsel. Når det mandlige kønsorgan nævnes i den sammenhæng, ville det være mest rammende at bruge ordet (og undskyld jeg bruger det her) pik. Men på den anden side har vi i Danmark ikke noget rigtig fælles sprog for sex. Og det ville nok være lidt for chokerende at læse sådan et ord i sin bibel. Måske om 20 år, men ikke i dag.

Så Bibelen 2020 ligger ikke så langt fra den autoriserede oversættelse på dette punkt. I Ezekiels Bog 16:25-26 spreder Israel benene for alle der kommer forbi og horer løs med egypterne der på hebraisk er ’store i kødet’. Den autoriserede oversættelse bruger udtrykkene ’sprede ben’ og ’hore’, og den kalder de veludrustede egyptere for ’egypterne med deres store lem’. Bibelen 2020 bruger udtrykket ’svulmende lem’. Men hvor den autoriserede oversættelse taler om en anmassende skøge nogle vers senere, bruger Bibelen 2020 udtrykket ’rutineret luder’. Vi vurderede altså at luder er mindre chokerende. Men vi valgte ordet lem her selvom det næppe kan siges at følge vores definition af hvad der er almen nudansk. En anden chokerende passage er kapitel 23 i samme bog, ikke mindst vers 11-21, som den interesserede læser kan gå hen og slå op.

Ordet nybrud antyder at noget går i stykker. Der er markante omkostninger ved en så anderledes oversættelse. Dels forsvinder visse bibelske motiver og formuleringer som ellers kunne genkendes fra kunsten og fra verdenslitteraturen. Dels ændres ord og tekster som man kender så godt. Noas ark blev i 2014 til Noas båd, men er endt som Noas skib, fordi en båd ikke lyder stor nok. Og det er på en måde synd, men vi kan ikke have et så forældet ord som ark i en nudansk bibel. Pagtens ark er således blevet til kisten med den hellige aftale.

I Lukasevangeliet kapitel 2, skete det ikke længere i de dage at der udgik en befaling fra kejser Augustus. Derimod gav kejser Augustus på den tid ordre. Fadervor lyder hellere ikke længere som man husker denne smukke bøn. Men vi har i anmeldelserne indtil videre modtaget langt færre tæsk end vi havde forventet, så måske tiden var moden til et nybrud.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.