Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg tog lidt af en omvej, må man sige. Faktisk havde jeg tidligt en drøm om at blive oversætter, fordi jeg elskede bøger, elskede at lære sprog og elskede at skrive, og så virkede det jo som det perfekte job. Men jeg kendte intet til bogbranchen og havde på en eller anden måde fået den opfattelse, at oversætter ikke var noget, man bare sådan kunne blive. Det var mest forfattere, der oversatte bøger, og det var i hvert fald ikke noget, man kunne leve af (det sidste kan der jo være noget om). Så hvis jeg læste mine yndlingsfag fra gymnasiet, engelsk og fransk, på universitetet, ville jeg sandsynligvis ende som gymnasielærer. Ikke ét ondt ord om gymnasielærere, men det var ikke lige det, der var drømmen. Så kunne man læse erhvervssprog og blive tolk, men ordet “erhverv” var nok til at skræmme mig langt væk fra det studie. Så i stedet søgte jeg ind på Journalisthøjskolen, for jeg havde en fornemmelse af, at jeg var god til at skrive, og hvis man ville man leve af det, måtte man jo blive journalist. Jeg var dog ikke den store nyhedshund, så jeg besluttede hurtigt at tage en kandidat for at specialisere mig i litteratur og film og forhåbentlig blive kulturjournalist. Men så tog jeg til Tokyo for at læse et semester der, og det ændrede alt. Jeg faldt pladask for Japan. Jeg var vild med sproget, naturen, kulturen og de mennesker jeg mødte. Det hele var dybt fascinerende, og da jeg først gik i gang med at lære sproget (mest for sjov, for det forekom mig fuldstændig umuligt at lære rigtigt), var der ingen vej tilbage. Så det ene semester blev hurtigt til lidt over tre år i Japan.
Før jeg flyttede til Tokyo var jeg begyndt at oversætte lidt fra engelsk som en slags studiejob, og jeg begyndte også at lave undertekster. Da jeg kom tilbage til Danmark, fik jeg nogle lidt bedre betalte bogoversættelser fra engelsk og blev tilknyttet DR som freelancetekster. Her blev jeg opmuntret til at bruge mit japanske, så jeg begyndte faktisk at tekste fra japansk, før jeg lavede min første bogoversættelse fra japansk for Korridor i 2019. Siden da har jeg primært oversat bøger fra japansk og lavet undertekster ved siden af.
Jeg føler, at jeg er endt det helt rigtige sted, selv om det krævede en omvej. Og det sjove er, at hvis jeg havde fulgt oversætterdrømmen og valgt at læse sprog dengang efter gymnasiet, så ville det ikke være faldet mig ind at vælge japansk. Jeg ville have læst engelsk og fransk, og jeg ville formentlig aldrig være kommet til Japan.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Fra mine år i Japan og flere års efterfølgende sprogskole, periodevis i Japan og ellers som fjernundervisning. Fra venskaber med japanere både i Japan og Danmark. Fra tegneserier, film, karaoke, tilfældige samtaler med gamle mennesker i bjergene og fra min elskede aikido-dojo i Tokyo, hvor jeg ganske enkelt var nødt til at lære noget japansk, hvis jeg ville forstå min senseis instrukser og være med i snakken i omklædningsrummet.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Bøger, jeg selv synes er fantastiske. Bøger, hvor jeg føler mig på bølgelængde med forfatteren. Det må godt være svært, og det må også godt være sært. Jeg har en forkærlighed for det spekulative og for absurde elementer, for litteratur, der fucker med ens virkelighedsopfattelse, sætter tanker i gang og udfordrer ens forventninger og antagelser. Sådan er der heldigvis rigtig mange japanske forfattere, der skriver!
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Åh, det er jo som at skulle vælge mellem sin børn! Jeg synes, jeg har været heldig at få lov til at oversætte nogle virkelig fantastiske forfattere, så der er mange, jeg kunne nævne. Jeg har følt mig meget på bølgelængde med bl.a. Emi Yagi og Sao Ichikawa, men jeg vil fremhæve Et eksotisk ægteskab og Den ensomme bodybuilder af Yukiko Motoya, som var mine første litterære oversættelser fra japansk. Motoya skriver lige præcis den slags historier, jeg ville ønske, jeg selv kunne skrive. Hun tager ofte udgangspunkt i noget meget trivielt, hverdagsagtigt, men driver det ud i det absurde, eller også begynder hun med nogle præmisser, der er absurde i sig selv. Et eksotisk ægteskab balancerer meget længe på grænsen mellem det realistiske og det overnaturlige, og jeg elsker, når der er den spænding i en tekst. Når man simpelthen ikke ved, hvor man har den. Og så er der en vidunderlig, underspillet humor i hendes historier. Jeg har også været begejstret for mine senere samarbejder med Korridor, ikke mindst den kontrafaktiske kortroman Sympathy Tower Tokyo, som jeg er i gang med nu. En meget fascinerende bog, som forhåbentlig udkommer snart!
Jeg er også nødt til at nævne Joey Comeaus Malagash, som jeg har oversat fra engelsk, og som er udkommet i år. Det er en bog, jeg selv havde “opdaget”, fordi jeg har været fan af forfatteren længe, og jeg tror aldrig, en bog har ramt mig så hårdt, som den gjorde. Den er virkelig noget særligt. Den gør ondt, men den varmer også, og humoren er sublim. Hvis jeg måtte tvinge alle mennesker i verden til at læse én bog, skulle det være Malagash.
Hvilken oversættelse er den bedste, du har læst?
Igen har jeg svært ved kun at vælge én. Jeg synes, vi har mange dygtige oversættere her i landet! Men hvis jeg skal forsøge at begrænse mig, så vil jeg anbefale to bøger, jeg har læst højt eller fået læst højt. Jeg synes, man lægger ekstra meget mærke til sproget, når man hører en tekst læst højt. Det bliver meget tydeligt, hvad der fungerer og ikke fungerer. To bøger, min mand og jeg har læst for hinanden (en vidunderlig vane, jeg vil anbefale på det kraftigste!), og som har fungeret hundrede procent hele vejen igennem, er Populærmusik fra Vittula, oversat af Lise Skafte Jensen, og Bambi, oversat af Jens Pedersen fra forlaget Ti Vilde Heste. Førstnævnte er sådan en bog, der får en til at grine så meget, at tårerne triller og maven kramper, så man ikke kan læse videre. Sproget skal virkelig sidde lige i skabet for at ramme plet på den måde. Og sidstnævnte er selvfølgelig inspirationen til Disneys film, og en utrolig poetisk, sanselig fortælling om dyrenes liv i skoven og deres evige frygt for det grusomme menneske. Vi blev begge meget rørte under læsningen og frydede os over det smukke sprog.
Hvor oversætter du?
Jeg har en kontorplads på den hyggeligste lille økobondegård i Lejre, hvor jeg bor. Her har jeg arbejdsro det meste af tiden, men også søde folk at spise frokost og drikke kaffe med, og så er omgivelserne virkelig idylliske. Udsigt ud over marker og enge med rådyr og det hele. Det fungerer bedst for mig at have en rigtig “arbejdsplads”, jeg kan tage hen til frem for at arbejde hjemme.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det
I den bog, jeg oversætter nu, spiller sproget en meget direkte rolle. Hovedpersonen har en aversion mod engelske låneord, som på japansk skrives med et bestemt skriftsystem (dem er der tre af på japansk). Det er både ordenes betydning, udtale, men især også selve tegnene, hun ikke bryder sig om, og det er svært at gengive det i den danske tekst uden at vise de tegn og gøre forskellen mellem skriftsystemerne tydelig. Løsningen bliver nok at have en del af de originale ord med, altså japansk tekst inde i den danske tekst. Men det er et dilemma, for når man gør det, gør man også meget opmærksom på, at det er en oversættelse. Man forbryder sig imod den gamle parole om, at en oversætter skal være usynlig som en ninja … På den anden side skal man heller ikke undervurdere læserne. Alle ved jo, at det her er en japansk roman, der foregår i Japan (“Tokyo” er endda en del af bogens titel!), og at den selvfølgelig er skrevet på japansk oprindeligt. Og jeg synes, man bliver snydt for noget, hvis man ikke får det visuelle med, når det nu spiller så afgørende en rolle for fortælleren.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Det åbenlyse er jo gode sprogfærdigheder, ikke mindst på målsproget, ordentlig tid og arbejdsro. Det er også vigtigt at være god til at researche, at være grundig og at have en veludviklet bullshitdetector (som en eller anden så smukt har kaldt det), altså at stoppe op og tænke: “Arh, kan det nu også passe?” når noget lyder underligt. Jeg er flere gange stødt på vendinger, jeg syntes lød meget poetiske eller sjove, for så at finde ud af, at det er et helt almindeligt idiom, jeg bare ikke lige kendte. Og så skal man være kreativ og have modet til at være det. Til at træde i forfatterens sko og turde bestemme, hvordan han/hun lyder bedst på dansk.
Men jeg vil også nævne en ting, man ofte glemmer, nemlig en god redaktør! Et ekstra, kritisk blik på teksten af en person, der er virkelig skarp til dansk og til at forstå, hvad det er for en tekst, man sidder med, og hvad der kan gøre den bedre. En, der kan pille i alle de løse tråde og vise, hvor tingene ikke hænger ordentligt sammen. Udpege alle de svage punkter og i bedste fald også komme med konstruktive forslag til forbedringer. En god redaktion kan virkelig løfte teksten, og jeg er altid meget taknemmelig for grundig, konstruktiv kritik, selv om det kan gøre frygteligt ondt undervejs!