Den 6. maj blev oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad fejret ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn, da de modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2025.
Litteraturredaktør ved Dagbladet Information Peter Nielsen motiverede prisen, og efterfølgende takkede Judyta Preis på parrets vegne for prisen og fortalte om sin og Jørgens Herman Monrads vej ind i oversættervirket.
Af Judtya Preis
Drodzy Przyjaciele, Liebe Freunde, Dear Friends, Kære Venner
I et brev til forfatter og kritiker Tadeusz Breza beskriver Bruno Schulz i 1934 sin opslidende tilværelse som lærer. Han skriver, at hans ”nerver breder sig ud over hele sløjdlokalet, løber hen over gulvet, tapetserer væggene og med et tæt fletværk indsvøber både bænke og ambolte”, og at han således må have været ”prædestineret til at blive sløjdlærer.” Åh, hvor jeg, en ydmyg gymnasielærer, forstår den stakkels Schulz! Men nu skal det ikke handle om den slidsomme lærergerning eller om det slidsomme arbejde med at oversætte Schulz’ geniale prosa. Det, jeg gerne vil fortælle, er, hvordan jeg – med Schulz’ udtryk – må have været ’prædestineret’ til at blive oversætter. Det lyder jo fornemt. Og en smule indbildsk. Og med ’prædestineret’ mener jeg egentlig snarere, hvordan jeg igen og igen er blevet skubbet ind på en bestemt livsbane.
Første skub: I januar 1984 lagde færgen Wilanów til i København. Med en lille rygsæk, der skulle ligne en turists snarere end det, den reelt var, nemlig en flygtnings, og hvorfra der dinglede en babypotte, gik min 32-årige mama i land med mig, sit knap 2-årige barn. Hun var lettet over, at hverken myndigheder eller færgepersonale havde opdaget, at hendes pas var falsk. Hvad jeg oplevede, ved jeg ikke. Jeg har fået fortalt, at jeg hurtigt hørte op med at være det polskpludrende barn, jeg havde været. Jeg nægtede simpelthen at tale. Så, efter et år, åbnede jeg munden – og talte dansk. Og nægtede stadig at tale polsk. Især når min mors veninde Maryla, der også var flygtet til Danmark, sagde konsekwentnie po polsku! hver gang hendes datter Miriam og jeg legede sammen.
Andet skub: Inden jeg blev oversætter, var jeg tolk. Det er selvfølgelig en overdrivelse. Men da børnehaven en dag skrev, at man skulle medbringe ’radiser’, tog min rådsnare mama, som ikke anede, hvad det kunne være, og måske var for stolt til at spørge nogen, mig med i supermarkedet og sagde: ”Judysiu, znajdź radiser!” Find ’radiser’. Der eksisterede to sfærer: en polsk hjemme- og familieverden og en dansk børnehave- og skoleverden. Den sidste havde jeg nemmere ved at begå mig i. Jeg forstod dens kultur og dens sprog, dens årstidssange og sanglege. Min veninde Ditte og jeg læste de samme bøger, opfandt vores eget kodesprog og skrev små tekster sammen. Og som gæst ved hendes konfirmation lærte jeg, hvad lejlighedssange var. Heroverfor var den polske verden familiær, men også gådefuld. Her talte man et sprog, jeg ikke følte mig fri på. Godnatsangene var mere melankolske, gestikulationerne større, mimikken mere ekspressiv. Det var skræmmende og fascinerende.
Min mors ven Jacek sagde engang sådan her til mig: ”Jeg skammer mig, når polakker opfører sig dårligt, og er bange for, hvordan det påvirker danskernes holdning til fremmede. Den nye generation af polakker har ingen komplekser, de taler engelsk, kommer for at studere og rejser videre. Jeg husker engang, da du var barn, og du havde en veninde på besøg. Du kom ind til os og var meget sur. Du så på din mor og hvislede ud mellem tænderne: ’Mor, lad være med at tale polsk!’ Du skammede dig over at være anderledes. Nu har jeg det også selv sådan.”
Tredje skub: Jeg vil tro, at sprogchokket gjorde mig til læser. At læse var at konfrontere mig med sproget, igen og igen. Og samtidig en nydelsesfuld flugt fra en prekær virkelighed, hvor mit på overfladen lammede jeg kunne iagttage og drømme i stedet for at handle. Det var nok også behovet for at iagttage, der skubbede mig videre fra at læse til at skrive. Længe inden min første oversættelse udkom, var jeg i færd med at ’oversætte’ den polske verden, jeg var vokset op, men alligevel følte mig fremmed i, til dansk. ”Polakker” hed mine skitseagtige tekster, der handlede om mama, ciocia og deres veninder. Deres måde at sladre og opdrage børn på, og om hvordan de kunne bruge halve søndage på at flytte omkring på ting, andre polakker kunne få brug for. Jeg kompenserede for min sproglige utilstrækkelighed på polsk ved at skrive om polsktalende mennesker på dansk.
Fjerde lykkelige skub: Det var i mødet med Jørgen, som kendte Polen og talte begejstret om landets litteratur, at jeg for første gang begyndte at interessere mig for min herkomst med mere selvtillid. Jeg anbefalede ham at læse østrigske Elias Canettis Forblindelsen. Han anbefalede mig at læse polske Bruno Schulz’ fortællinger. Blot halvandet år senere var vi i færd med at oversætte Schulz’ sidste samling, Sanatoriet under timeglasset. Mamas accent havde været katalysatoren, for engang vi faldt i snak med forlægger Arild Batzer, fik dén ham til at spørge, hvilket sprog hun mon ellers talte. Da hun svarede ’polsk’, sagde han: ”Jeg savner faktisk en oversætter fra polsk. Kender I Bruno Schulz?”
Det var en hård skole for mig, der havde afvist det polske sprog og talte det barnligt og gebrokkent, at gøre mig mine første oversættelseserfaringer med Bruno Schulz. Jeg lærte at czerpać betyder ’hente’, men cierpić betyder ’lide’. Og jeg lærte, at en god oversættelse ikke bygger på en staccato-rytme af enkeltord, men på musikalske fraser. Jørgens og mine diskussioner var hidsige og uforsonlige. Især fra min side. Jeg kan imidlertid ikke forestille mig en bedre sprogskole, for som Benjamin Balint skriver, så har ingen skrevet smukkere på polsk end Schulz. Ja, skriver Balint, Schulz skriver, som om polsk var opfundet for hans skyld.
Femte og sidste skub: I de år havde jeg to længere ophold i Polen som studerende sammen med min veninde Patricia. Det var nogle år, inden hun døde. Sammen plaskede vi omkring i polsk. Først og fremmest det, der blev talt af Patricias venner, som hun havde mødt på en studieforberedende skole i Kraków. Ligesom hende havde de en polsk og en ikke-polsk forælder. Der var polsk-serbiske Monika, polsk-ecuadorianske Ula, polsk-ukrainske Kartoszka, polsk-brasilianske Franciele og mange flere. Deres saftige og temmelig brutale polske var nyt for mig. Også det lyttede jeg til og skrev ned: jebać, impreza, tatanka, masakra.
Gennem årene har Jørgen og jeg skabt vores egen øst- og mellemeuropæiske verden. Vi har efterhånden udviklet et indforstået pidgin-sprog med dansk som fundament og med tysk og polsk islæt og erindringsspor fra rejser til Joseph Roths Brody, Herta Müllers Timișoara, Paul Celan og Rose Ausländers Czernowitz og flere forfatteres Wien, end jeg kan nævne. I over tyve år har jeg, som i en sygelig gentagelsestvang, igen og igen forsøgt at forbinde mine to og senere tre, fire sprog ved at oversætte mellem dem. Jeg håber, jeg aldrig bliver helbredt for denne skønne lidelse.
Til sidst vil jeg gerne på mine egne og Jørgens vegne sige tak til vores forlæggere og redaktører, der hver især har deres egne historier med, hvordan de må have været prædestinerede til at beskæftige sig med litteratur.
Og tak til Dansk Oversætterforbund og bedømmelsesudvalget for at anerkende vores arbejde. Dermed siger de, siger I, sådan opfatter jeg det, at vi ikke kun har udført arbejdet for vores egen skyld, men også for sprogets og litteraturens, for læsernes skyld.