Dansk Oversætterforbund uddeler hvert år en ærespris, og d. 6. maj i år blev den givet til oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. De modtog prisen, æren og de 75.000 kr. fra Statens Kunstfond for deres oversættelser af tysk og polsk litteratur til dansk.
Ved receptionen i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn bød oversætterforbundets formand de mange gæster velkommen.
Derefter holdt Dagbladet Informations litteraturredaktør Peter Nielsen en indfølt og tænksom motivationstale, som Babelfisken har fået lov at bringe her.
Af Peter Nielsen
Lad os bare til en start få det slået fast, at det at oversætte er en slags kærlighedens gerninger. Især når vi taler om den rigtig gode litteratur, som vi, når vi nu har fået den, ikke kan forestille os at vi aldrig skulle have haft. Og når vi taler om dagens kvinde og dagens mand i skysovs. Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Jørgen har engang sagt om deres fælles arbejde med at oversætte, at »den tid, vi tilbringer med forfatteren, er vores kærlighedsakt«. Det tror jeg faktisk på. Jeg tror imidlertid også, at det er endnu større og mere omfattende – det der med kærligheden mellem de to og deres omgang med de fantastiske forfattere, som de holder mest af, og som de i al deres kærlighed gerne vil dele med alle os der står ude i kulissen.
Oversættelse er kærlighed. Og oversættelse er også en form for transport.
Jeg ved godt at Dansk Oversætterforbund er organiseret under Dansk Forfatterforening, men på en måde kunne de også være organiseret under Danske Vognmænd, for de er jo også i transportbranchen; ganske vist den mere immaterielle godstransport. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om fragt- og flyttebilerne i Grækenland, hvor der på siderne af bilerne står ”METAFOR”. I oversættere er beskæftiget med at flytte rundt med ord og sætninger fra det ene sted til det andet. Flytte den ene eller den anden forfatters stilistiske prægnans og særhed til det danske sprog.
Det kræver også en god portion magi.
Apropos magi. Jeg kan huske, at jeg engang besøgte Judyta og Jørgen i deres lejlighed på Vesterbro. Jeg lavede dengang en interviewserie til Information med udvalgte oversættere, og alle interviews var on location, altså på gerningsstedet for den magi, de udøver. Og det var besøget hos de to, der gjorde størst indtryk sammen med besøget i den fæstning i Allerød, hvor Niels Brunse på det tidspunkt var i færd med at oversætte Shakespeares samlede skuespil.
Jeg kan huske, hvordan jeg bagefter fortalte vidt og bredt om deres måde at indrette sig på i lejligheden med arbejdsborde, hvor I kunne sidde sammen, men også adskilte rum. Den harmoniske enhed, de har skabt af privatliv og oversætterens professionelle virke. Og så ved jeg selvfølgelig godt, at oversættelsen i mange år kun har været en bibeskæftigelse ved siden af jobbet som gymnasielærere, men lejligheden var indrettet med det for øje – og udefra virker det med den imponerende liste over jeres samlede oversættelser siden 2007 på hele 61 værker, som om deres primære arbejde især har været i oversættelsens tjeneste.
Det var også ved den lejlighed, jeg fik historien om, hvordan det var blevet jer to. Den vil jeg gerne dele, fordi den både er rørende og siger noget om, hvem de er og hvorfor de hører sammen. De var blevet et par foran Jørgens bogreol. Det var stedet for deres første stævnemøde, hvor det viste sig, at de begge som de tre vigtigste forfattere nævnte Bruno Schulz, Joseph Roth og Herta Müller.
Ja, så er ens skæbne jo besejlet foran en bogreol med de største forfattere – det må være den perfekte matchmaking.
Vi ved jo godt om oversættere, at de sidder på deres flade dagen lang, når de udøver deres hverv, i deres store huse eller små lejligheder, ved deres skriveborde på deres ergonomiske stole og andet udstyr der skal forhindre museskader og andre skavanker i en branche, hvor kroppen og hjernen er den vigtigste ressource. De sidder på deres flade, samtidig med at de rejser verden rundt i de værker, de er ved at oversætte. De sidder helt stille, men er dog i konstant bevægelse. De er globetrottere, verdensfarer, eventyrer, opdagelsesrejsende, globalister, grænseoverskridere, nysgerrige sjæle uden at behøve at rokke sig ud af stedet.
Men hov, det er jo slet ikke rigtigt, det jeg siger her. I hvert fald gælder det ikke for Judyta og Jørgen, for hvis der er noget, man kan sige om dem som oversættere – og mennesker – så er det, at det ikke bare er nok at sidde derhjemme og pusle med de rette ord. Nej, de skal ud at mærke verden, mærke de steder, de sidder og oversætter om og fra. Derfor er deres store passion for især den polske og tyske litteratur for dem umulig at adskille fra rejserne, rejserne i sporet på alle deres yndlingsforfattere. De vil vide, hvordan det har været, det de sidder og skriver om. Derfor søger de at finde stemningen af mælkebarer, gamle postkontorer, banegårde og operahuse. Det er et arbejde at finde frem til den rette stemning i en bog, og det kræver at man rejser efter det og kender den verden, som værkerne vækker til live.
Derfor kunne de ikke oversætte Tadeusz Borowskis Hos os i Auschwitz uden først at besøge Auschwitz, få en fornemmelse af lejrsystemet ved eget syn og fornemmelse af afstande. Fx når de skulle oversætte fortællingen ”De der gik” fra bogen, hvor jeg er sikker på, at det at have været på stedet, gjorde det muligt at oversætte det.
»Et tog var netop kørt ind. De nyankomne var kun lige begyndt at stige ud af godsvognene og gå i retning af den lille skov. På lang afstand så kjolerne blot ud som farvepletter. Tilsyneladende havde kvinderne sommerkjoler på, for første gang det forår. Mændene havde taget deres jakker over armen, og deres hvide skjorter gnistrede i solen. Optoget bevægede sig langsomt af sted og der kom hele tiden flere folk ud af vognene. Til sidst gik det hele i stå. Man satte sig i græsset og så over mod os. Jeg løb tilbage med bolden og satte spillet i gang igen. Bolden trillede fra fod til fod og vendte i en bue tilbage til målet. Jeg lod den gå ud til hjørnespark. Den forsvandt i græsset. Igen måtte jeg løbe om bag målet. Men da jeg samlede den op, stivnede jeg: rampen var tom. Hele den brogede, sommerlige flok var borte. Ikke et menneske var tilbage. Vognene var også kørt væk. Man kunne igen se barakkerne i FKL. Henne ved pigtråden stod flegerne ligesom før og råbte til de unge kvinder, der råbte tilbage fra den anden side af rampen. Jeg vendte tilbage med bolden og sparkede den over til hjørnet. Mellem et målspark og et hjørnespark havde man gasset tretusinde mennesker bag min ryg.«
Tadeusz Borowski: Hos os i Auschwitz
Jeg vil for egen regning tilføje, at det er en af de største læseoplevelser, jeg har haft, jeg kan ikke takke nok gange for, at vi har fået den bog på dansk.
Og det samme gælder andre forfattere, i hvis fodspor I er rejst for at mærke stemningen: Som W.G. Sebald, en anden favoritforfatter, hvor turen gik til Wien, Trieste og Gardasøen og samme rejse, som i øvrigt også Kafka tidligere havde foretaget. Eller rejserne tilbage for at finde sporene efter Joseph Roth i Paris. Eller München, nærmere bestemt Schwabing-kvarteret, for der at finde Thomas Mann. Så er I bare der i Schwabing, hænger ud, lever og ånder med byen om dagen – og oversætter Thomas Mann om aftenen. Hos jer får man ikke bare en regelret oversættelse, men også al den stemning, som værkerne er blevet til i. Det vil ingen kunstig intelligens være i stand til at gøre efter, for det kræver kroppe af kød og blod.
Det kræver den viden, der kun findes i oversætternes hoveder og hænder. Den viden, som ikke bare kan skrives ned og formaliseres.
Det de gør er den perfekte forening af passion og pligt, af privat og professionel interesse for den fremmede litteratur.
Hør fx hvad de to siger, da jeg mødte dem for omtrent 10 år siden.
Jeg spurgte dem, hvad oversættelse var for dem. Og Judyta svarede med overbevisning, at »det er en skabende kunst. Nogle siger håndværk, men det håndværksmæssige er bare noget, der skal være i orden.«
Og Jørgen istemte og nuancerede:
»Jeg håber fra brugersynspunkt, at når man eksempelvis læser Thomas Mann på dansk, så læser man også rent faktisk Thomas Mann. Der må ikke være fejl på den måde, at når man går til venstre hos Thomas Mann, så gør man det også i vores oversættelse. For os er det ligesom at rejse. At oversætte er at være tæt på forfatteren. Det er en alkymistisk aktivitet, og det handler om at nå frem til musikken. Originalen er en slags partitur, og vi er musikere. Man vil også bebrejde en musiker, hvis vedkommende ikke kan læse noder, men det afgørende er om man kan spille og på hvilket niveau.«
Sådan – alkymistisk aktivitet og som en musiker foran et partitur!
Når man ser ned over jeres omfattende værkliste, så er der god grund til at være dybt imponeret. Det er værker fra den øverste hylde af europæisk litteratur, nulevende forfattere og mange klassiske værker.
Noget andet, som har slået mig, er slægtskabet mellem de værker, I har oversat. Som om, I har skabt en sammenhængende fortælling om den mellemeuropæiske litteratur og givet os den på dansk. Det kunne være det oplagte slægtskab mellem Thomas Mann og Olga Tokarczuks Empusion, Kafkas Dommen og Tadeuzs Borowskis Hos os i Auschwitz, Bruno Schulz og Maxim Biller og mange andre.
I jeres verden får I også verden til at hænge sammen igen.
Jeg har lyst til at slutte med endnu et citat fra en af jeres oversættelser. Det er et lille stykke fra en forfatter, vi alle tre holder ufattelig meget af, nemlig tyske Judith Hermann. Jeg vil læse det allersidste afsnit fra hendes seneste bog på dansk, nemlig den forunderlige og fantastiske Vi ville have fortalt hinanden alt. Det er et skønt sted i bogen, som på forunderlig vis også indrammer jeres arbejde, alt det der med ordene, jeres sans for det poetiske i det nære, jeres kærlighedsgerninger. Det lyder sådan her:
»Men på en af de lange spadsereture med Jon på de uvant tidløse, første og skrøbelige dage i år, en søndagsspadseretur, marker i tåge, canadagæs og nilgæs ved ebbe og solen en glasagtig skive, spørger jeg ham, hvad gik din morgen med, hvad har du lavet i dag, og han svarer, jeg har beskåret slåenbuskene.
Hvorfor er jeg sikker på at jeg vil skrive en historie som det svar vil optræde i. Hvorfor er jeg faktisk helt sikker på det. Hvad er de fire ord forbundet med? Hvad er det med de ord. Det kan være at de efter alle de år alligevel er forbundet med noget der rækker ud over mig, der har ladt alt personligt bag sig. Slipper mig fri.
Et spørgsmål, et svar.
Ordet slåen.
Den tidlige søndag morgen hvor jeg sover mens Jon beskærer slåenbuskene, de hårde tornede grene, frosten på grenene, den stille dag, og jeg sover. Og drømte. Og drømmer.«
Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt
Tillykke med prisen!
