I spændingsfeltet mellem det kendte og det fremmede
Af Frej Larsen
Enhver oversættelse er mere end en teknisk overføring af ord fra ét sprog til et andet. Den er et valg af hensigt, et svar på spørgsmålet: hvem er oversættelsen til for? Dilemmaet mellem hjemliggørelse (domestication) eller fremmedliggørelse (foreignisation) peger på dette behov for diskussion og afklaring. En diskussion der altid ender i en forhandling mellem de to sprog, en forhandling mellem oversætterne.
Litteraten George Steiner understreger, at oversættelse ikke bør reducere tekstens rigdom, men snarere bevare flertydighed og åbne billedlige rum i det nye sprog. Han fremhæver, at en oversættelse ikke skal præcisere, men kompensere poetisk og placere ordene i en rytmisk og billedlig kontekst, så læserens forestilling kan blomstre på ny. [i] Oversættelsesteoretikeren Lawrence Venuti har med sin kritik af den vestlige tradition peget på, hvordan oversættelser ofte hjemliggøres og dermed gøres glatte og umiddelbart tilgængelige – på bekostning af det fremmede. Som han skriver: ”Fluent translations […] efface the translator’s presence and reduce the foreign text to something familiar.” (”Flydende oversættelser udsletter oversætterens tilstedeværelse og reducerer den fremmede tekst til noget velkendt.”) [ii]
I poesi bliver dette dilemma særligt tydeligt fordi substansen ofte er flydende. Ikke entydig. Skal oversætteren være loyal over for forfatterens stemme og fastholde det fremmede, selv om det kan skabe modstand hos læseren? Eller skal oversætteren tilpasse billederne til en dansk æstetisk horisont og derved risikere at glatte noget af det særegne ud?
Æstetik og fluency på målsproget
Et afgørende spørgsmål er, hvordan oversættelsen lyder på målsproget. Læsere møder ikke blot en tekst, men en æstetik – en rytme, et billedsprog, en sproglig temperatur. Hvis oversættelsen bliver for flydende og ”pæn”, risikerer den at skjule sit fremmede ophav. Hvis den derimod fastholder det kantede og uventede, kan den virke fremmedartet, men også åbne for en ny sensibilitet i målsproget.
Her opstår det klassiske tankeeksperiment: Hvordan ville forfatteren have skrevet det, hvis hun var født i Danmark? Spørgsmålet er selvfølgelig hypotetisk – ingen forfatter kan tænkes løsrevet fra sin sproglige og kulturelle baggrund. Men det peger på en central spænding: Oversættelsen er ikke blot en transport af ord, men en genskabelse af stemme og substans.
Modstande i oversættelsen – sproglige og etiske
At oversætte er at skabe et mødested, hvor modstanden ikke elimineres, men bearbejdes. Det er netop i friktionen mellem sprogene, at nye betydningsrum opstår. Oversættelsen kan derfor ikke reduceres til en neutral bro; den er et spændingsfelt, hvor to traditioner mødes, og hvor oversætteren har en etisk forpligtelse til at lade denne spænding blive synlig.
Det kan for eksempel være, når det polske ”til knoglerne” i Anna Matysiaks digt bevares på dansk, selv om det lyder voldsomt, fordi det netop er voldsomheden, der udtrykker forfatterens sensibilitet. At udglatte det til “til marv og ben” gør teksten mere læselig for en dansk læser, men risikerer også at være et overgreb på originalens stemme.[iii]
Eller når digteren Malgorzeta Lebdas billede, : at stirre ”mod flodens kant” oversættes som ”mod verdens ende”. Den første version er mindre glat og mere fremmed, men fastholder fornemmelsen af en konkret kant, en overgang i naturen. Den anden gør teksten hjemlig og symbolsk genkendelig, men fjerner en sanselig erfaring, som var central i den polske original.[iv]
Oversættelsesteoretikeren (med meget mere) Antoine Berman beskriver i sin analyse af ”deformerende tendenser” i oversættelse netop, hvordan sådanne udglattende valg kan blive systematiske: De kan udviske gentagelser, forsimple billeder, harmonisere disharmoni eller tvinge teksten ind i målsprogets æstetiske normer. Resultatet bliver, at teksten mister det, der gjorde den fremmed og særpræget, og i stedet ligner noget, der kunne være skrevet på målsproget fra begyndelsen. For Berman er det en form for forræderi: Ikke fordi oversættelsen er “forkert,” men fordi den ikke lader den oprindelige teksts modstand leve videre i den nye kontekst.
Tabuer i oversættelsen
Ud over æstetiske modstande er oversætteren også konfronteret med tabuer. De kan være religiøse, seksuelle eller sociale – og de fungerer forskelligt afhængigt af kultur og tid. Hvad der i ét sprog opleves som helligt, blasfemisk eller anstødeligt, kan i et andet fremstå neutralt eller allerede nedbrudt af moderniteten.
Et klassisk eksempel er spørgsmålet om, hvorvidt man staver Gud med stort eller lille begyndelsesbogstav. På polsk skrives ”Bóg” altid med stort – et udtryk for respekt og religiøs tradition. På dansk kan man vælge Gud (stort forbogstav, traditionel kristen reference) eller gud (lille forbogstav, mere sekulært eller distanceret). Valget bliver ikke blot ortografisk, men også ideologisk: Vil oversætteren fastholde den polske religiøse sensibilitet eller tilpasse teksten til en dansk kontekst, hvor troen i højere grad er privatiseret og tabuet omkring blasfemi er svækket?
Hos digteren Tadeusz Różewicz finder vi digte, hvor religiøse billeder bevidst blandes med det profane. På polsk opleves det som et brud med katolicismen. På dansk kan samme linjer virke mindre provokerende, fordi religion i Danmark ikke længere bærer samme tabu.[v]
Hos Anna Świrszczyńska bliver kvindekroppen og seksualiteten et omdrejningspunkt. Hendes eksplicitte beskrivelser af kvindelig lyst og moderskab brød i 1970’ernes Polen med et massivt tabu. På dansk kan de samme digte fremstå næsten klassisk feministiske – uden den chokerende kraft, de havde i deres samtid.[vi]
Hos forfatteren og oversætteren Adam Zagajewski gælder tabuet den kollektive tavshed om Holocaust og kommunismen. På polsk var dette i årtier forbundet med skyld og undertrykkelse. Oversat til dansk risikerer man, at denne erfaring bliver ”universaliseret” og mister sin oprindelige skarphed, fordi tabuerne ikke har haft samme vægt i dansk historie.[vii]
Tabuet er således ikke blot en barriere, men en nøgle til tekstens historiske og kulturelle resonans. Oversætteren må afgøre, om tabuet skal bevares som modstand – også når det risikerer at virke fremmed eller ubehageligt – eller om det skal neutraliseres, fordi det ellers ikke kommunikerer til læseren. Her er vi igen tilbage ved oversættelsens etiske kerne: spørgsmålet om respekt for det fremmede. Hvad sker der, når vi oversætter tabuet ind i en ny historisk eller politisk kontekst? Et spørgsmål, der opfordrer til en bevidst diskussion i oversættelsen.
Selv det stærkeste tabu er ikke inflationssikret. Hvad der i én tid fremstår som ubrydeligt forbud, kan i en anden tid miste sin kraft og blive reduceret til hverdagssprog. Tag for eksempel eder og forbandelser: I middelalderens Europa var det en alvorlig sag at bande ved Guds navn. At sige ”for Guds skyld” eller ”ved Kristi blod” kunne opfattes som en blasfemisk krænkelse, der truede hele den sociale og religiøse orden. Straffen kunne være streng, for ordet blev forstået som en faktisk handling – en påkaldelse af hellige eller dæmoniske kræfter.
I dag er mange af de samme formler gledet ind i almindelig tale og bruges blot som følelsesmarkører. På dansk har ord som “for fanden” eller “satan”, der engang blev forbundet med reel dæmonisk tilkaldelse, mistet deres religiøse vægt og fungerer snarere som sproglige vaner. Omvendt har andre tabuer forskudt sig: At omtale sygdomme som kræft eller psykisk lidelse kunne i tidligere generationer være omgivet af tavshed, men kan nu siges åbent, mens nyere kulturelle følsomheder – omkring køn, etnicitet eller klima – i dag kan vække stærk reaktion.
Og hvordan oversætter man fx det polske ”kurwa mać” – som man hele tiden hører i Polen. Det polske udtryk er et meget kraftigt bandeord — direkte oversat noget i retning af ”mor til en luder” – men hvis man skal oversætte til dansk, må man devaluere til ”for fanden”.
Tabuets valuta er altså historisk: Det devalueres og omvurderes i takt med tidens normer, og det, der engang var usigeligt, kan sidenhen være helt ufarligt – eller endda komisk. Men disse oversættelser er selvfølgelig underlagt de allerede nævnte kriterier og forbehold omkring fluency, fremmedliggørelse og velkendthed.
Dilemmaets krydsfelt
Disse eksempler viser, at oversættelse altid balancerer mellem to loyaliteter: den ene mod forfatteren, den anden mod læseren. Loyalitet mod forfatteren kan betyde at fastholde hendes stemme, selv når den støder mod dansk æstetik. Loyalitet mod læseren kan betyde at udglatte, så teksten opleves som “naturlig” på dansk. Modstandene – både de æstetiske og de kulturelle, inklusive tabuerne – markerer netop dette krydsfelt: De viser, hvor oversættelsen bliver en forhandling og ikke blot en teknisk overførsel.
Et teoretisk trekantsdrama
At oversætte poesi er at forhandle mellem hjemlighed og fremmedhed, mellem gæstfrihed og invasion. Hjemliggørelse kan give læseren en umiddelbar adgang, men risikerer at udviske det anderledes. Fremmedliggørelse kan skabe modstand, men fastholder tekstens oprindelige energi.
I denne sammenhæng kan man tale om et teoretisk trekantsdrama: Steiner fremhæver oversættelsens hermeneutiske bevægelse – forståelse, tilegnelse og genskabelse. Venuti insisterer på oversætterens synlighed og advarer mod den udglattende fluency, der udvisker det fremmede. Og Berman peger på de systematiske ”deformationer”, der truer, når oversætteren tilpasser teksten for meget til målsproget. Sammen viser de, at oversættelse aldrig er neutral, men altid en etisk og æstetisk handling: et sted hvor to sprog forhandler, hvor modstande – også de kulturelle og tabubelagte – må bevares, og hvor nye betydningsrum kan opstå. Men dramaet undgår i denne form kravet om læselighed på det nye målsprog. Oversættelsens læser skal også tilføres en oplevelse af litterær, overbevisende kraft. Her må dilemmaets horn bøje sig mod hinanden.
Oversættelsens hensigt er at give målsprogslæseren mulighed for at møde den oprindelige tekst så autentisk som muligt. Det handler ikke kun om at gengive ordene, men om at lade forfatterens tanker og stemme træde frem på en måde, der kan opfattes og erfares i en ny sproglig og kulturel sammenhæng. Oversættelsen bliver dermed alligevel en form for bro, bare ikke en neutral en af slagsen: Den skal være tro mod originalen og samtidig åben for læserens verden.
Her træder oversætteren – eller oversætterne – frem som formidlere, ikke blot i praktisk forstand, men også som stemmebærere. De bærer teksten over grænsen til et nyt sprogrum og må påtage sig en særlig forpligtelse: at være både trofaste og skabende. Autoriteten ligger ikke i at tale på egne vegne, men i at lade den fremmede stemme lyde klart, som et ekko der bevarer sin egen klang. Oversætteren er på én gang tjener og vogter, brobygger og vidne, bundet til teksten, men med frihed til at give den nyt liv.
[i] George Steiner: After Babel: Aspects of Language and Translation, Oxford University Press, 1975 (revideret udgave 1992).
[ii] Lawrence Venuti: The Translator’s Invisibility: A History of Translation, Routledge, 1995 (2. udgave 2008).
[iii] Anna Matysiak: Dzwony wietrzne (Vindklokker), Warszawa: Convivo, 2021, og Fermis Sølv, en antologi, Det poetiske bureau, 2026 (oversættelse til dansk Pawel Partyka/Frej Larsen)
[iv] Małgorzata Lebda: Mer de Glace, Kraków: Wojewódzka Biblioteka Publiczna w Krakowie, 2021; dansk oversættelse af Frej Larsen, København: forlaget eM, 2025. (ej publ.)
[v] Tadeusz Różewicz: Niepokój, Warszawa: Czytelnik, 1947.
[vi] Anna Świrszczyńska: Jestem baba (Jeg er en kvinde), Kraków: Wydawnictwo Literackie, 1972.
[vii] Adam Zagajewski: Jechać do Lwowa (At tage til Lwów), Paris: Instytut Literacki, 1985.
Frej Larsen, cand.mag. i dansk/filmvidenskab, speciale i dansk som 2. sprog.
Har undervist på sprogskoler, rehabiliteringscentre, jobcentre.
Oversætter af amerikansk prosa til dansk (fx Thomas E. Kennedy) og polsk poesi og prosa i samarbejde med oversætter og teaterinstruktør Pawel Partyka (Polsk poesi (forlaget em) og digtsamlinger af polske digtere som fx Grzegorz Wroblewski, Anna Matysiak, Malgorzata Lebda m.fl.).
Udgivelser i tidsskriftet Hvedekorn, Det Poetiske Bureau og uDkAnt. Arbejder desuden med oversættelse af sydslavisk poesi sammen med forfatter og oversætter Milena Rudez. Forfatter til romanen KONTORET 3.0 (2023)