Af Frej Larsen
Samarbejdet mellem en polak og en dansker
Når jeg fortæller, at jeg oversætter polsk poesi til dansk, bliver jeg altid mødt med skeptiske blikke og spørgsmålet: hvordan kan du dog det, du taler jo ikke selv polsk? Jeg må så forklare, at det sker i dialog med en polsksproget partner. Det vil sige, vi oversætter sammen. Jeg må hver gang uddybe problematikken. Jeg er indfødt dansker, jeg har en kompetence, som min indfødte polske partner ikke har, jeg kender i detaljer det danske sprogs nuancer og flertydigheder. Det samme gør min polske partner omvendt på sit modersmål gennem opvækst og et levet liv i Polen.
Oversættelse på basis af to personers samarbejde forudsætter venskab, empati og respekt. Hver især må stole på den andens forudsætninger. Til gengæld vil hver detalje i oversættelsen blive udsat for fælles kritisk gennemgang, analyse, fortolkning og korrektur. Arbejdsdeling: Den ene sikrer, at det er rigtigt forstået, den anden sikrer, at oversættelsen bliver godt formuleret. Hvilket bliver det endelige resultat på diskussionen.
Processen er omstændelig og tidskrævende. Den kræver engagement og lyst. Men er givende, når den lykkes. Så skal man kalde oversættelsesprocessen dialogisk, vi er jo også i dialog med teksten? Måske bare samtaleoversættelse …
Kan man oversætte polske digte til dansk?
Måske. Kan man overhovedet oversætte lyrik fra det ene sprog til det andet. Måske. Et teoretisk spørgsmål, vi lige hopper over i første omgang. Oversættelse af faktuelle tekster og tekster med et prosaisk indhold, informationer og vejledninger vil nok kunne oversættes direkte 1:1. Men eftersom vores oversættelser her primært har et lyrisk indhold, møder vi forhindringer af mere metafysisk art. Alene forhold som hvordan det lyder? Melodi, rytme og klangfarve? Hvordan lyder digtet i polske ører sammenlignet med danske? Kan man gengive et polsk udtryk på dansk? Hvad vinder man, hvad går tabt?
Ords flertydigheder og mangetydigheder dækkes vidt forskelligt på de respektive sprog. Sproglige flertydigheder er netop digterens fremmeste virkemiddel og udnyttes bevidst i metaforer og allusioner, i humor og ordspil, i bevidste misforståelser, dobbeltbundede udsagn eller omskrivninger. Alene lydbilledet per se udgør en væsentlig forskel. Hvor dansk især diskriminerer med vokaler, diskriminerer polsk med konsonanter. Hvilket kan bekræftes af sprogkursister der kæmper med at lære det modstående sprog. Polakken kan ikke høre forskellen mellem de danske vokaler, det samme gør sig gældende for danskerens opfattelse af de polske konsonanter. Så hvordan tilnærmelsesvis gengive musikken i et polsk digt. Nej vel. Løsningen må findes i en vellydende dansk udgave, der loyalt tager højde for danske ører. Om løsninger som domestication i relation til foreignisation senere.
Et godt eksempel på flertydighed har vi i vores oversættelse af Malgorzeta Lebdas digtsamling Matezchnik [i]. En titel, der peger i forskellige retninger, og som af disse grunde giver en masse valgmuligheder, når man skal oversætte til dansk. Emnemæssigt åbner det polske ord matezchnik for disse danske betydninger:
- ”et svært tilgængeligt sted i skoven med vildthuler, som fx bjørnehi”
- ”et tilflugts- eller aktivitetssted; også: et sted, hvor nogle traditioner har overlevet”
- ”et sted, hvor der dyrkes frøplanter af planter bestemt til formering”
- ”en dronning-celle i kanten af en bikage”
Denne flertydighed gav oversætterne en fortolkningsdiskussion. I hvilken retning skulle vores oversættelse pege? Når vi valgte et dansk ord, skulle det så ligeledes være flertydigt, skulle det rumme lignende fortolkningsmuligheder, skulle det åbne nye forståelser, eller skulle det være et klart begreb? Skulle vi kort sagt lukke diskussionen der? For uanset, hvilken af de 4 emnekredse vi valgte, opstod der nye ordkredse med et igen meget omfattende antal synonymer omkring emner som: urskov, underskov, barndomshjem, urhjem, dronningecelle, modercelle, bagskov, baggrund, urgrund, bjørnehi, undergrund, udkant, landsby osv. osv.
Ved valget af et dansk ord skulle vi derfor finde et ord (skulle det være et enkelt ord?), som havde en poetisk klang, som havde en allusion til så mange af de nævnte områder som muligt, og som rent faktisk dækkede så mange procent af digtenes indhold som muligt. Det fantastiske eller magiske i digtsamlingen er det, der sker mellem linjerne, i det daglige liv, i nærværet. Efter mange overvejelser valgte vi ordet ”Hjemsteder” som titel på digtsamlingen, fordi det kunne dække alle 4 af de omtalte emnekredse, at det havde en vis poetisk klang, og at det også var et ”åbent” ord. Et forbehold var så, at den danske version muligvis kunne pege i retning af ældre dansk digtning a la Steen Steensen Blicher, måske Jeppe Aakjær. En association, der ved nærmere eftertanke nu heller ikke var så uvelkommen.
Vores redaktion valgte efterfølgende at lancere digtene med denne præsentation:
Hjemsteder” handler om generationer, kløfterne mellem dem og det, at de ældre generationer dør og tager viden, måder at gøre ting på og familieerindringer med sig i graven. Hvad betyder det for et moderne menneske at arbejde i blodet?
(Vi ser, at i Elzbieta Wojcik-Leeses engelske oversættelse af samme digtsamling, har oversætteren lagt sig på titlen ”Queen Cells” – som på sin vis er mere lukket, men som også åbner for andre fortolkningsmuligheder i retning af en H.C. Andersensk metaforik: en mulighedernes vej. Desværre lyder det danske ”Dronningeceller” ikke nær så smukt som ”Queen Cells” ).
Altså, kan man oversætte mellem 2 så forskellige sprog som dansk og polsk, når det angår ikke-faktuelle anliggender? Eller for så vidt mellem forskellige sprog overhovedet?
Franz Kafka, som jo selv var flersproget og talte både tysk og tjekkisk, mente ikke at oversættelse kunne blive en perfekt proces, fordi hvert sprog rummer unikke kulturelle og konceptuelle forskelle, som ikke uden videre kan overføres. Kafka beskrev ofte en fremmedgørelse gennem sproget, et grundsynspunkt i hans forfatterskab, hvor kommunikationsproblemer og misforståelser i øvrigt ofte spiller en central rolle.
Men i stedet for at hengive sig til babelsk fortvivlelse måtte vi så forlade os på fortolkning og forhandling mellem de to sprog for at opnå en realistisk formidling mellem de to kulturer. I en erkendelse af at man ikke kan oversætte lyrik og poetiske passager direkte. Vi mister noget, men vi får noget andet. En forståelse for den anden kulturs tankesæt og æstetik. En dialogisk æstetik.
En case: “Polsk poesi – en antologi”
I 2023 udgav vi vores store antologi Polsk poesi, der omfatter 15 samtidige polske digtere i vores oversættelse:
Et udvalg af digte, skrevet af femten polske digtere, et udvalg som kan betragtes som et tværsnit af nutidens litterære strømninger i Polen. Repræsentative eksempler på nogle af de mest interessante og karismatiske fænomener i polsk poesi i dag. De udvalgte digtere er ikke en fælles nøgle til en bestemt generation, miljø eller køn, men fører ned til tidens strømførende lag – til konflikterne, til tabuerne, til diskussionerne, til længslerne eller de bedre tider – de bedre fortider og de bedre fremtider.
Alle forfattere har fået udgivet digtsamlinger indenfor det sidste decennium, og mange er oversat til andre sprog og udgivet i en række andre lande. De er forskellige i tendens og udtryk, men fælles for dem alle er, at de giver udtryk for livet i en tid fuld af modsætninger, hvor alt er kompliceret, panoramisk og uensartet. Digterne er unge, midaldrende, gamle, prismodtagere, oprørere, elskere.
Eftersom digtantologien omfatter samtidig poesi, retter den sig mod digtere indenfor en senmodernistisk vision, hvilket undertiden rummer sprængte udtryk og formuleringer. ”Brulion-traditionen” omfatter en subversiv tilgang til gældende normer, grænsesøger tabuer og finder nye metaforer, hvilket jævnfør ovennævnte betragtninger medfører mange og nye forhandlinger, når det danske sprog med en lang protestantisk forhistorie skal indgå forståelseskontrakt med et polsk, der arbejder i forlængelse af en lang katolsk tradition, vel at mærke uden at tilføje et stort og tungt noteapparat.
(Nærværende polskfødte oversætter bemærkede: ”Jeg er katolsk agnostiker” – hvortil nærværende danske oversætter svarede: ”Jeg er protestantisk agnostiker” – et udmærket udgangspunkt for fælles forståelse af det, den i antologien repræsenterede Krzysztof Jaworski lakonisk udtrykker: “Kun en tåbe frygter ikke metaforerne”).
Det, som ikke var gangbart i Polen i den kommunistiske periode, kunne nu skrives under Den Tredje Polske Republik, men var til gengæld kontroversielt, når det i den nye periode opponerer mod fx religion og abort, stat og kirke, en ny anledning til metaforernes amokløb mod gældende magtforhold.
Tabuisering er således ikke inflationssikret, det, man ikke kan sige i den ene tidsalder, kan være fuldstændig ikke-kontroversielt i den næste. Det samme gør sig gældende mellem katolske Polen og protestantiske Danmark – vogt dig for overdrivelser og omvendt. Hvornår skriver man gud med stort eller lille? Alt er i skred. Kun en forhandling mellem de to sprog kan lande komplekserne i en nødvendig, men stadig relativ forståelse. Det samme gælder det politisk korrekte. Man kan her bare tænke på det skred som den nye woke-generation står for i Danmark. Eller turbulensen omkring race og nationale tilhørsforhold. Og de divergerende kulturelle forhold mellem Polen og Danmark.
Senktas’ nøgle
En tydelig fortolkning af digtet betinger en sikker oversættelse. Hvad handler det her om, hvad er på spil? Vi taler stadig ikke om tekster med et faktuelt eller prosaisk sigte. Som digteren Renata Senktas (også repræsenteret i Polsk poesi) udtrykker det: ”Vores poesi er jo hermetisk – lukket – og for de få ”.
Digtene er omskrivninger, det er ikke beretninger, ordene og teksten eksisterer i sig selv. Men forudsætningen for en tilfredsstillende oversættelse er en forståelse af tekstens underliggende indhold. Hvad handler dette her i virkeligheden om. Hvad er på spil? Hvad ligger mellem linjerne? Som jeg antyder ovenfor, kan det handle om forhold, der er svære at gå lige til. Måske som katten om den varme grød. Eller måske skal det ikke siges ligeud, måske udgør omskrivningen eller flertydigheden i sig selv sprogets magi. Måske omgås tabuer. Men oversætterne må forstå, hvad det handler om.
Tydningen af teksten kan være som tydningen af en drøm. Jung siger om drømmen, at den er ”et spontant selvportræt, i symbolsk form, af den faktiske situation i det ubevidste.”[ii] Jung skelner her mellem det manifeste indhold og det latente indhold. I digtet er det manifeste indhold det, der faktisk står i teksten. Det latente indhold er altså det, der befinder sig mellem linjerne. Men oversætteren skal have en forståelse for det latente indhold for at kunne beherske det manifeste indhold.
Oversættelsen skal altså være i besiddelse af ”Senktas’ nøgle” til det latente indhold – men må ikke udlevere den! Vi må ikke lade oversættelsen forklare. Hvordan ser nøglen ud, er det den rigtige nøgle, hvor sidder nøglehullet? Ja, hvor er indgangen til digtet? Men oversættelsen skal ikke give sig til kende og lave en undersættelse, læseren skal finde nøglen selv, selv finde ind til digtets kerne, for i den proces ligger den æstetiske oplevelse. ”Så derfor har vi så få læsere…,” skriver Senktas med henvisning til den samtidige polske lyriks kryptiske natur.
Sommetider er kernen dækket af digterens legelyst med sproget. En oversættelse kan være umulig. Det polske digt er konkret og kan kun opfattes gennem et polsk øre, som er det danske øre fremmed. Digteren konstruerer undertiden sine egne ord eller sætter gamle ord sammen i nye konstellationer eller konstruerer ligefrem helt nye ord – en væsentlig opgave for oversætterteamet er at følge i de kreative fodspor og derefter skabe en oversættelse, der fører ind til digtets stemning og latente indhold. I sproget indgår ”faste udtryk”, som måske er opstået gennem generationer. De tilhører den kultur, de er opstået i. De bliver fremmede børn i modtager-kulturen. Hvis man oversætter det polske udtryk ”Det, der tager os længst tilbage i hukommelsen” direkte, bliver det selvfølgelig forstået, det er ikke svært for en dansk læser, men det virker fremmedartet. Måske skal man hellere oversætte til ”Det, der huskes længst”. Eller skal det virke fremmedartet? Ja, det går så oversætternes dialog og sprogfornemmelse ud på, skal der her fremmedgøres eller hjemliggøres? Ikke kun et spørgsmål om stil.
Skal man undersætte eller oversætte? Der er ingen tvivl om, at hvor dansk har en tilbøjelighed til at underdrive, har polsk en tilbøjelighed til at overdrive. Dansk og polsk mentalitet er forskellig. Med udtrykket ”less is more” kunne man karakterisere den danske tradition, på polsk kunne det måske hedde “more is too little” – en protestantisk tilbageholdenhed overfor en katolsk dramatisering. Måske.
I Anna Matysiaks digt ”Vindklokker”[iii] møder vi for eksempel udtrykket dagen klæder mig af til knoglerne, direkte oversat. Men det lyder overdrevet på dansk, hvor man måske lidt mere eufemistisk bare ville sige dagen klæder mig af. For ”til knoglerne” lyder i danske øren lidt vel makabert og dødedans-agtigt og bryder med en billedlig forestilling om bare at være ”afklædt” i en reference til tøj, beskyttelse eller konvention. I vores dialog bliver vi enige om at forenes i det gamle danske udtryk ”til marv og ben” – som efterhånden mere er en talemåde end det skal forstås helt bogstaveligt, både for at undgå banaliseringen og fastholde den relative dramatik, som vi forstår, at Matysiak hentyder til, og til et sted hvor polsk og dansk faktisk også kan mødes. Bare som et eksempel.
[i] Matezchnik (Poznan 2016) oversat til Hjemsteder (forlaget em 2023). Dansk oversættelse: Pawel Partyka/Frej Larsen
[ii] The Collected Works of C. G. Jung, bd. 8, para. 505
[iii] Fra digtsamlingen Pojedynka (Convivo 2023):
dzwonki powietrzne
zawczasu rozbiera mnie noc do kości zawczasu rozbiera noc dzień do kości zawczasu rozbiera mnie dzień
På dansk (udgives februar 2026 under navnet “Fermis sølv” hos Det Poetiske Bureau):
vindklokker
på forhånd
klæder natten mig af
til marv og ben
på forhånd
klæder natten dagen af
til marv og ben
på forhånd
klæder dagen mig af
Frej Larsen, cand.mag. i dansk/filmvidenskab, har undervist som indvandrerlærer på sprogskoler, behandlingscentre, jobcentre.
Oversætter af amerikansk prosa til dansk (fx Thomas E. Kennedy) og polsk poesi og prosa i samarbejde med oversætter og teaterinstruktør Pawel Partyka (Polsk poesi (forlaget em) og digtsamlinger af polske digtere som fx Grzegorz Wroblewski, Anna Matysiak, Malgorzata Lebda m.fl.).
Udgivelser i tidsskriftet Hvedekorn, Det Poetiske Bureau og uDkAnt. Arbejder desuden med oversættelse af sydslavisk poesi sammen med forfatter og oversætter Milena Rudez. Forfatter til romanen KONTORET 3.0 (2023)
Foto: Maja Røn