Ved fejringen af årets internationale oversætterdag havde Dansk Oversætterforbund og Aarhus Litteraturcenter inviteret oversætter Sara Koch til at fortælle om sin litterære praksis og sine tanker om maskiner og oversættelse. Det kom der to spændende foredrag ud af – først i Dansk Forfatterforenings lokaler i København d. 30. september, og tre dage senere på Aarhus Litteraturcenters Vogn 1 på Godsbanen i Aarhus.
Babelfisken har fået lov at bringe den artikel, der dannede grundlag for foredragene.
Af Sara Koch
Der blæser nye vinde i forlagsbranchen. Udviklingen i kunstig intelligens og platformenes evige content-behov har åbnet op for maskinoversættelser, og de strømmer ind på markedet lige nu. Som oversætter gennem tyve år er tanken om at mit arbejde kan erstattes af et tastetryk, smertelig. Men samtidig står jeg også med en skepsis, for kan alle de overvejelser jeg gør mig gennem en oversættelse, virkelig erstattes af en maskine der ikke tænker og føler og har erfaring, men som laver sandsynlighedsberegning i sine forudsigelser af hvilke ord den skal vælge? Computerens ophavsmand Alan Turing lancerede i sin tid en variation af legen the imitation game, Turing-testen, hvor en forsøgsperson skal forsøge at svare på om de tror de taler med et menneske eller en maskine. Da maskinen bliver bedt om at skrive en sonet, svarer den: Count me out on this one. Skønlitteratur vil den slet ikke binde an med. Men det vil de moderne maskiner altså godt.
For at kunne forholde mig til hvad det er der sker når maskiner møder skønlitteratur, vil jeg i det følgende gå tilbage til det helt basale. Med eksempler fra forfatteren Gunnhild Øyehaug vil jeg beskrive hvad litteratur er for mig, og hvordan den adskiller sig fra anden sprogbrug, og hvilken funktion den har i verden, og jeg vil beskrive hvordan jeg som oversætter har forsøgt at være tro mod dette ved at lade mig inspirere af den russiske teatermand Stanislavskijs tanker om indlevelse som metode. Siden vil jeg ved hjælp af den britiske forfatter, kunster og datalog James Bridle gå tilbage i computerhistorien for at forstå hvad en computer er. Og jeg vil præsentere Bridles tanker om en ikke-binær computer, der gør det muligt at anskue og bruge teknologi på en bæredygtig måde som måske passer bedre til det litteratur er og vil.
For at samle trådene lancerer jeg lidt fjollet en test jeg kalder Øyehaug-testen eller the creation game, som skal teste om en maskine kan oversætte og skrive skønlitteratur. Men alvoren bag er helt reel. Vores sprog og litteratur er truet.
Jeg kommer vidt omkring, og det er ikke alt der skal tages helt bogstaveligt, så hold på hat og briller.
Sara Koch i Dansk Forfatterforening. Foto: Jørgen Christian Wind Nielsen
Litteraturen og virkeligheden
Lige siden jeg som barn tilbragte utallige eftermiddage på biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé i København har læsning for mig handlet om at forstå verden og andre mennesker. Og mig selv. Litteratur har fungeret som et spejl og et vindue, og den har udfordret mig både emotionelt og intellektuelt. Litteraturen har overrasket, skabt brud, undren, latter og forløsning. Litteratur har lært mig at se. Og at være.
Ved at bryde med hverdagens sprog forlænger litteratur perception så det vi troede vi så, forandres og noget andet træder frem. I den kontekst får vi en ny forståelse af os selv og verden. Litteratur udfordrer således det bestående og automatiserede. Og uanset om litteraturen direkte har lindret min grundlæggende følelse af anderledeshed i verden eller om den bare har begejstret for sin skønhed, for legen, som noget helt i sig selv, så er litteratur i sin grundstruktur revolutionerende og omkalfatrende.
Den forudsigende hjerne og forlænget perception
For at vise hvor vigtig litteratur er og forklare naturen i det omkalfatrende i den, hopper jeg et øjeblik ind i hjernen. Rent biokemisk ved vi meget lidt om hvordan hjernen fungerer, og mange teorier udspringer fra filosofi og psykologi og bliver så udviklet og testet videnskabeligt. En af disse stammer egentlig fra Kants erkendelsesfilosofi og pointerer at vi faktisk slet ikke direkte orienterer os i verden gennem sansning, men gennem forudsigelser: Hjernen reagerer ikke på faktiske stimuli, men på forudsigelser af hvad der vil ske. Predictive coding, kalder man det på engelsk. Det tager længere tid for nervesignaler at reagere på stimuli end det er hensigtsmæssigt når man fx står foran en tennisbold der er på vej hen mod en eller værre – en bil i fuld fart. Derfor forudsiger den effektive hjerne hvad der vil ske, og får os til at løfte armen med ketsjeren i den helt rigtige vinkel i eller hoppe til siden for ikke at blive ramt af bilen. Det er hemmeligheden bag vores overlevelse. Forudsigelser. Ubevidste automatiske mønstre. Hvis vi placerer ketsjeren forkert, så vi ikke rammer bolden, eller ikke hopper langt nok væk, så bilen strejfer os, rekalibrerer hjernen, så vi næste gang bliver bedre til at forudsige bolden eller bilens bane.[i] Den verden vi normalt bevæger os rundt i, er altså først og fremmest en forudsigelse.
Litteratur som forlænget perception
Litteratur gør og vil noget helt andet. Mens det effektive hverdagssprog aktiverer hjernens forudsigelser og automatiske mønstre, vil litteraturens sprog skabe modstand og således tvinge læseren til at dvæle ved sproget. Modstanden skabes ved underliggørelse, nye konstellationer og brud på forventningen, i rytme eller ordvalg. Vi bliver tvunget til at forlænge vores perception og forholde os til det vi ser, og ikke det vi tror vi vil se. Den forlængede perception erstatter forudsigelserne. Således opstår der mellem teksten og læseren et rum, som læseren skal udfylde. Det er deri litteraturens store kraft ligger.
Og således litteraturen kan give læseren en følelse af at få adgang til verden.
I lyrik er modstanden for læseren så stor at man tvinges til at nedsætte læsehastigheden og dvæle ved ordene, formen, rytmen. Og i denne dvælende perception får læseren adgang til en større del af verden end den hjernens forudsigelser giver adgang til. Ofte reflekterer lyrikken også i sit formsprog over dette.[ii]
I prosa er modstanden ofte mindre, men princippet er det samme. Her er det det fiktive, der sammen med formsproget vi kender fra lyrikken, åbner op for adgangen til det der ligger hinsides forudsigelserne, til verden, eller virkeligheden om man vil. Metafiktion er prosaens måde at reflektere over forholdet mellem fiktion og virkelighed.
Gunnhild Øyehaugs forfatterskab er et strålende eksempel på dette. Og få forfattere mestrer bedre at beskrive hvordan det er at være et menneske i verden som den virkelig er. Med tre nedslag i Øyehaugs forfatterskab vil jeg her beskrive hvad litteratur er og kan, og hvordan litteratur ikke et produkt af den forudsigende hjerne, men åbner døren ind til en forlænget perception, der kan skabe en bredere forståelse af os selv som mennesker og vores væren i verden.
I romanen Her kjem sola, som jeg i skrivende stund er i gang med at oversætte til dansk, giver hun et helt konkret eksempel på hvad fiktion er:
Romanens hovedpersonen, som er forfatter, står og taler med en anden forfatter, der forsøger at skrive en roman om de tre centimeter Wittgenstein hævede loftet i et hus han havde bygget til sin søster:
”Kvifor tre, kvifor ikkje to, kvifor ikkje sju. Kvifor akkurat tre, seier eg, det er noko med det som blir eksistensielt altomfattande. Eg veit! ropar Even. Det er akkurat nok til å flytte verkelegheita eit hakk, men det ville samtidig vere umerkeleg. Det er som fiksjon, seier eg, og Even ser på meg med eit brennande uttrykk i auga, nettopp, seier han.”
Fiktion er altså en udvidelse af virkeligheden, en umærkelig udvidelse. Og ved at udvide eller flytte virkeligheden får vi som læsere en fremstilling af verden, der åbner op for noget helt andet end hjernens predictive coding og faktisk giver os bedre mulighed for at forstå verden. Den giver os adgang til verden.
I samme roman går hun videre i sit metafiktive univers og taler ikke bare om at flytte virkeligheden et hak, men skaber en parallel verden. I kapitlet VERKELEGHEITA, er vores hovedperson flygtet ud af sit hus, fordi hun har forelsket sig i den allerede gifte nabo, og har fundet et kontor hvorfra hun kan arbejde uforstyrret. I dette kontor falder hun ned gennem betongulvet og ender i en lang gang i en kælder, hvor der på væggen står VERKELEGHEITA. Den virkelighed giver adgang til at forstå verden.
Om det er fiktion eller metafiktion kommer i dette perspektiv egentlig ud på et, det sidste er blot en illustration af det førstes virkemidler. Men hos Øyehaug er det ikke bare en leg, selvom det også er virkelig sjovt, det metafiktive bliver en rå realisme vendt på vrangen, en hårdnakket insisteren på den forlængede perception for at forstå verden som den virkelig er.
Det er meget flyvsk, men lad mig være helt konkret og tale om krop, eller nærmere bestemt kvindekroppen, som er et af de gennemgående temaer i forfatterskabet. I Her kjem sola kommer kroppen i vejen for forfatterhovedpersonen da hun plages af overgangsalderen og ganske ufrivilligt forelsker sig i sin gifte nabo, men allerede i debutromanen Vente, blinke møder vi en kunstner, hvis bryster lækker modermælk, i romanen Undis Brekke møder vi en forsker med en galoperende PMS, der tangerer sindssyge, og i novellen ”Fuglar” fra Vonde blomar møder vi en forsker med speciale i fugle, der opdager at en del af hendes hjerne, den del der kan genkende fugle, er blevet skyllet ud med menstruationen. Både i hverdagen og i videnskaben bliver kvindelivets kropslige udfordringer og alvorlighedsgraden i fx PMS eller PMD og overgangsalder negligeret og bagatelliseret, men når hjernen (eller ”fuglehjernen”) ender i toilettet så hovedpersonen mister grundlæggende færdigheder, kan ingen være i tvivl om at disse udfordringer ikke er en selvopfundet bagatel. Litteraturen har givet os adgang til noget i virkeligheden vi og videnskaben ikke har haft øje og sprog for.
Verden og oversætteren
Som beskrevet ovenfor handler litteratur for mig om mig og verden, og om forlænget perception. Det er noget jeg altid har taget med ind i mine oversættelser. Mig selv og min egen erfaring, alt det der har formet mig, mine sansninger, min måde at være i verden på, og den måde den har sat sine spor i mig på. Oversættelse er ikke en intellektuel aktivitet – eller ikke kun en intellektuel aktivitet – men en aktivitet der involverer hele kroppen, og den kontekst den indgår i.
Intuitivt har jeg brugt mig selv og mine egne erfaringer som menneske i mine oversættelser. Der hvor jeg møder ting jeg ikke kender i forvejen, opsøger jeg dem. Jeg rejser ud i den slags natur mine romaner foregår i, jeg opsøger de byer, de foregår i. Vandrer rundt i dem, ser lyset, mærker vinden, iagttager hvordan regnvand løber ned ad bakker. Og det fungerer for mig. Ved at være der, i naturen eller byen, ved at sanse, åbner mit eget sprog sig. Mit sprog bliver levende. Når jeg ikke kan rejse ud, men sidder på mit kontor, som jeg jo gør de allerfleste dage, bruger jeg aktivt indlevelse for at få mit eget sprog mit at åbne sig. Jeg trækker på mine erfaringer og oplevelser, lever mig ind i teksten, bliver grebet af den. Og derfra oplever jeg at mit sprog åbner sig.
Men hvordan gør man det? Hvordan kan man være kreativ på kommando?
Som uerfaren oversætter stod jeg et par gange i en situation hvor netop det at være grebet af teksten, fik mig til at miste grebet om mit eget liv. Det blev svært at finde en balance mellem mit liv og mit arbejde. Og andre gange syntes det umuligt at træde ind i teksten og være kreativ og indlevende på kommando.
Den danske forfatter Pia Juul har engang kaldt oversættelse for professionel forelskelse, og det begreb blev en øjenåbner for mig. Vi skal forelske os i teksten og miste grebet lidt, men vi skal gøre det professionelt. Og det blev for mig startskuddet til at udforske min egen metode.
En oversætters arbejde med sig selv
I mangel på en kreativ oversætteruddannelse og egentlig oversætter metode, måtte jeg ty til en anden udøvende kunstart, skuespilkunsten, for at forstå og forfine den metode jeg intuitivt fulgte. Den russiske teatermand Konstantin Stanislavskij (1863-1938) arbejdede gennem hele sin karriere både som skuespiller og instruktør med at udvikle skuespilkunsten og forstå hvad der gør en skuespillers spil godt. Hans tanker fik mig til at forstå hvad det var jeg forsøgte at gøre, og han gav mig ikke mindst redskaber til at forfine og udvikle, og professionalisere, min metode.
Stanislavskijs teorier er udviklet gennem et langt liv og er på ingen måde entydige eller konsistente. Hans biografiske værk Mit liv i kunsten beskriver en mand, der hele tiden flytter sig, som brænder for det han gør, og kontinuerligt forsøger at forstå og forbedre skuespilkunsten, og selvom bogen altså ikke giver nogen konkrete bud på hvordan man gør, er hans engagement uendelig inspirerende og efterstræbelsesværdig. I bogen En skuespillers arbejde med sig selv arbejder han mere metodisk og fremsætter nogle mere håndgribelige overvejelser. Stanislavskijs metode er et opgør med teatralsk og kunstigt skuespil. Han vil have et levende og rørende teater. Derfor udvikler han en metode, han kalder Systemet, der fungerer som en slags håndbog skuespillere kan arbejde med. I Systemet skal skuespilleren arbejde med sig selv og sine egne følelser og erfaringer – sit eget, sin identitet, sit væsen, sin krop – for at skabe en levende og troværdig rolle. Først skal skuespilleren analysere stykket for at forstå sin rolles baggrund og bevæggrunde for at udføre de handlinger der sker på scenen, og siden skal de arbejde med deres egne erindringer og følelser for at fremkalde disse. Skuespilleren skal ifølge Stanislavskij give sig hen til rollen, turde miste kontrollen for at sætte den skabende proces i gang. Stanislavskij arbejder med et ”magisk hvis” – hvor skuespilleren spørger sig selv hvad ville jeg gøre ”hvis” … – som sætter forestillingsevnen i gang. De skal forvandle det der sker på scenen, til sandhed, forvandle fiktionen til oplevelse. Det kan man gøre via det han kalder ”stemningserindring”, fremkalde sig egne erindringer via stemninger, og så bruge dem i fortolkningen. Oplevelse er centralt for Stanislavskij. Det uoplevede er dødt, siger han. Fiktion skal forvandles til oplevelse, sådan påvirkes skuespillerens kropsholdning, og de bliver i stand til at skabe noget virkeligt og sandt, som dermed bliver troværdigt for tilskueren.
Sara Koch og Sidse Laugesen, Godsbanen. Foto: Trine Søndergaard
Ligesom jeg stod mellem det uinspirerede på den ene side og på den anden side havde svært ved at finde balancen mellem livet og litteraturen, oplevede Stanislavskij og hans skuespillere også udfordringer. Hans arbejde med at fremkalde indlevelse hos skuespillerne, kunne få dem til at miste grebet om rollen og blive overvældet af deres egne følelser. Følelser er nemlig ret umedgørlige, og en skuespiller der forsvinder ind i sin egen lidelse, er ikke nogen god skuespiller. ”[Følelser] er som skovens sky fugle, og kan kun lokkes forsigtigt frem,”[iii] skriver han. Derfor arbejdede Stanislavskij videre med sin metode og trænede nu sine skuespillere i ikke at være ét med rollen og teksten, eller være i den, men at finde sig selv i den. Her bruger han et billede med en rytter og en hest. Skuespilleren skal ikke være ét med hesten, men være rytteren, der styrer hesten. Kunsten opstår nu i krydsfeltet mellem tekst og formidler. Senere gik han væk fra ”stemningserindring” og skabte ”de fysiske handlingers metode”, hvor skuespilleren fokuserer mere på hændelsesforløb, noget der skulle gøre det lettere at holde fokus.
Stanislavskijs arbejde har inspireret mange teatermennesker, og i USA udviklede det sig til The Method, eller Method-acting. En af dem han inspirerede var Sandford Meisner (1905-1997). Meisner tager afstand fra brugen af følelsesmæssige erindringer, som vi kender fra Stanislavskij, og begynder at fokusere mere på fantasi og forestillingsevne. Således undgår skuespilleren fælden at blive for personlig og miste fokus. Han taler således om ”evnen til at leve sandfærdigt under forestillede omstændigheder.” Skuespilleren hos Meisner skal fokusere på sit mål, og ikke spille, men udføre handlingerne. Skuespilleren skal begrænse sin selvbevidsthed, skabe autenticitet og opgive kontrollen. Men målet er at skabe sandfærdige og spontane reaktioner. Og det kræver disciplin og ydmyghed, samt en villighed til at stille sig 100% til rådighed for sin rolle. Meisner udviklede en hel uddannelse, og i den findes en række forskellige øvelser.
Det kræver lidt fantasi og velvilje at omsætte de praktiske øvelser til en oversættervirkelighed, og jeg tror det er meget individuelt hvad der vil virke. For mig har øvelser med fokus på nærvær ikke bare i mig selv, men i et rum, gjort mig bedre til at opleve nærvær med og i teksten.
Ligesom jeg måtte ty til Øyehaugs beskrivelser af kvindekroppen for at illustrere hvordan hendes litteratur giver adgang til verden, skal opmærksomheden her måske også vendtes mod kroppen for mere konkret at vise hvordan indlevelse skabes. Rent fysisk rejser jeg ud i verden for at skabe erfaring, men på de dage hvor jeg sidder ved skrivebordet, er det også kroppen der sætter gang i indlevelsen. Skuespilleren er altid i bevægelse, vi sidder eller står stille, arbejder med hjernen og fingrene. Hvis jeg går i stå i teksten, er det altid kroppen der sætter mig i gang igen, en armbevægelse, at rejse mig op eller gå en tur. I flere år stod jeg også ofte på hovedet i løbet af en arbejdsdag. Men uanset hvordan man griber det an, består arbejdet i at skabe flow og et nærvær med og i teksten. Og det gør man ved ydmygt at stille sig 100% til rådighed for teksten.
Der er mange veje derhen. Min vej gik via Stanislavskij.
Maskinstorm i modvind
Det nærvær der opstår ved aktiv og kontrolleret indlevelse, er en forlænget perception, som nedbryder hjernens automatiske forudsigelser. Og ved netop at tilføje denne i arbejdet med at flytte en tekst fra et sprog til et andet, bliver jeg bedre rustet til at genskabe originalens greb. Nybrud skal erstattes af nybrud, og det sker kun ved at tilsætte noget nyt. Og ved at betragte oversættelse som en kunstart. Ikke for at forherlige vores eget arbejde, oversættere er ofte mennesker der trives bedst i skyggen (Skyggehelte, kaldte Paul Auster os passende), men for at vise originalværkerne den respekt de fortjener. For selvom vi måske trives bedt i skyggen, bør oversættelse bør ikke stå i skyggen. Oversættelse er en kunstart. Det anerkender ophavsretsloven, og det anerkender kunstfonden, der støtter vores arbejde – og det anerkender den danske kulturstyrelse, der ikke udbetaler biblioteksvederlag til maskinoversættelser.
Det er et grundvilkår vi ikke må glemme når vi arbejder med oversættelse, uanset om det er med hjælp fra KI eller ej.
Jeronimus eller Hieronimus
Min skeptisk til KI-oversættelse og vrede over at konglomeraterne tyvstjæler får mig måske til at lyde som en maskinstormer og en jeronimus. Uvidenhed er ofte roden til modvilje mod udvikling, og jeg må blankt indrømme at min viden om computere og programmering er forsvindende lille.
For at forstå bare en lille smule har jeg søgt inspiration hos den britiske forfatter, kunstner og datalog James Bridle, som jeg passende er faldet over via forfatteren Karl Ove Knausgård.[iv] Bridle var oprindeligt mismodig over den digitale udvikling, men opstiller i bogen Ways of being en overordentlig interessant og fremsynet måde at tænke computerteknologi på. Bridles begejstring for teknologi og store kærlighed til naturens egen intelligens er smittende og inspirerende på samme måde som Stanislavskijs entusiastiske arbejde for udvikle bedre skuespillere er det. Og måske er det netop Bridles tanker om teknologi der gør det muligt at tænkte KI og skønlitterær oversættelse uden at ofre kunsten på platformenes content-alter. Men bær over med mit forsøg på at skrive uden for mit eget fagområde og erfaring:
Den moderne computer er baseret på britiske Alan Turings a-maskine, Turing-maskinen, som den også kaldes. Det er en binær maskine, der blandt andet består af et uendelig langt bånd af 0’er og 1-taller og et hoved, der kan aflæse dette. Moderne computere er en videreudvikling af denne, men i princippet kan Turing-maskinen det samme som moderne computere, bare meget, meget langsommere og meget mere pladskrævende. Siden dengang har vi bygget verden og videnskab op omkring denne binære tankegang, det målbare.
Turing lancerer i forbindelse med a-maskinen det såkaldte ”imitation game”, noget vi også kalder Turing-testen. Her skal en iagttager gætte om det er et menneske eller en maskine, der svarer på spørgsmål. I dag er det mange år siden computeren vandt denne leg. Turing lancerede senere tanken om det han kalder choice-makinen, eller orakel-maskinen, som er en maskine der kræver et udefra kommende svar, et svar fra et orakel, før den kan arbejde videre. Uden at uddybe det yderligere skriver Turing selv at orakelmaskinen ikke kan være en maskine.
Men med afsæt i tanken om orakelmaskinen går Bridle tilbage i computerhistorien og kigger på kybernetik og andre former for computere der interagerer med omverden og består af andet end 1 og 0. Computere der måske vil være bedre redskaber til at forstå verdens kompleksitet og måske agere i samspil med naturen og ikke nedbryde den ved overdreven el- og vandforbrug og metaludvinding.
Den første han beskriver, er neurologen Walter Greys Machina speculatrix fra 40’erne, nogle små robot-skildpadder, der er udstyret med lys og lyssensorer. (Læsere af Knausgårds Natskolen vil genkende dem som den mærkelige diabolske skikkelse Hans’ kunstværk). Modsat tidlige binære computere interagerede skildpadderne med deres omgivelser og tilpassede sig dem uden forudgående programmering.
Skildpadderne er faktisk inspireret af den engelske psykiater W. Ross Ashbys homøostat. Homøostaten er en maskine, der baseret på det uvisse skaber ligevægt i et system. Homøostase var da også Stafford Beers ønske da han for United Steel forsøgte at automatisere en fabrik. I stedet for at ”bygge en hjerne” ledte han efter et intelligent system i naturen. Og han forsøgte at bruge en dams økosystem som model. Hans tanker er vilde og fascinerende, men resultaterne udeblev.
Tanken om at lede efter intelligens i naturen har derimod skabt resultater hos mange andre. I 2010 fandt forskere ud af at den encellede, amøbelignende slimsvamp er effektiv i fx byplanlægning. Den komplekse opgave at konstruere jernbanenettet omkring Tokyo, som det har taget ingeniører årtier, løste den enkelt da man lagde den på en model over området. Også matematikkens den handelsrejsendes problem, altså så effektivt som muligt at udstikke en rute der besøger alle byer i et givent område, løser den mere effektivt end en computer.
Dertil er der flere eksempler på computere der er skabt ved at arbejde direkte med naturens elementer. Der findes således en række vandcomputere, både russiske og amerikanske, flere af dem var i brug på russiske universiteter helt op til firserne. Nogle japanske forskere har ved hjælp af krabber, der bliver udsat for lys og skygge, bygget en computer, der kan illustrere såkaldte AND-gates. Og netop vand, lys og skygge synes at være et gennemgående element for mange af disse maskiner. Fællesnævnere for disse computere er at de ikke udfører en afgrænset opgave de er programmet til, men mere aktivt interagerer med omverden og udvikler sig derfra.
Bridle bruger tankegangen fra computerhistoriens tidlige visioner til at opstille 3 elementer, der kan danne grundlag for en mere bæredygtig og hensigtsmæssig computer:
1) Computeren skal være ikke-binær. Verden er ikke-binær. Hvis vi skal lægge så meget af vores dagligliv i hænderne på en computer, bør den også være ikke-binær.
2) Decentralisering. Det er ikke hensigtsmæssigt at computerteknologi og kunstig intelligens er centreret omkring nogle få kommercielle aktører med monopol. Computere skal interagere med omverden. Dertil skal vi gøre op med det antropocentriske og tænke computerteknologi ind i en større sammenhæng. Den nuværende brug og udvikling af computere er ikke bæredygtig. Vi ødelægger natur og udrydder arter, men måske ligger vejen til ny teknologi og intelligente løsninger på konkrete problemer netop i disse arter. Måske udrydder vi intelligent liv fordi vi ikke har forstået denne intelligens endnu.
3) Det uvisse. Målet er ikke at arbejde inden for det vi allerede ved, og programmere computere til at kunne udføre dette arbejde. Det interessante er det vi ikke allerede ved.[v] Ved at få computere til at interagere med den uforudsigelige verden, kan der opstå uanede muligheder.
Vi står ikke foran et snarligt gennembrud hvor maskiner der arbejder med vand, lys og skygge, kan oversætte romaner ved et tastetryk. Men Bridles tanker om orakelmaskinen, der interagerer med omverdenen og ikke er forprogrammeret, kan måske komme tættere på det kunst fordrer.
En binær maskine der er fodret med en masse tekst, måske tyvstjålet tekst, vil i en KI-oversættelse arbejde med forudsigelser, og hvis den fodres med nye tekster, vil den rekalibrere ligesom hjernen gør når den møder noget uforudset. Således kan man effektivt skabe en masse content til kommercielle platforme. Men den vil være et produkt af forudsigelser baseret på etableret viden, den vil ikke udfordre og skabe nybrud. For at skabe nybrud skal der tilsættes noget udefrakommende. Noget der ligesom litteratur kan skabe modstand og underliggørelse i et forsøg på at udfordre det bestående. Det er det jeg gør når jeg som oversætter ydmygt stiller mig og min erfaring til rådighed for teksten. Men måske kan Orakelmaskinen eller Bridles ikke-binære og ikke antropocentriske computer være omkalfatrende og revolutionerende på samme måde som litteratur er netop fordi den tilsætter noget udefrakommende.
Og tillad mig at blive lidt fjollet et øjeblik – der er dyb alvor bag legen:
Måske kan den – for at vende tilbage til Øyehaug – bruge virkeligheden til at skabe VIRKELIGHEDEN for at få os til at se og forstå virkeligheden, få adgang til verden. Så lad os i stedet for Turing-testen, the imitation game, hvor man undersøger om man kan se forskel på menneske og maskine, lave en Øyehaug-test, a creation game, hvor målet således ikke er at se om en computer kan efterligne noget bestående, men om den kan skabe noget helt nyt ved at insistere på forlænget perception og ved at inddrage noget udefrakommende. Og legen skal i sig selv være et brud med etablerede former, og måske skal den bygges op efter Bridles krav til en computer: 1) ikke operere med binære svarmuligheder, 2) ikke være antropocentrisk og 3) målet skal aldrig være at få vished, men at forblive i det uvisse. Rent konkret bør testen indeholde en fuglehjerne, Wittgensteins tre centimeter og et betongulv.
Når vi som oversættere skal navigere i en verden, hvor content platforme og den kunstige intelligens vinder indpas, kan det synes fjollet og verdensfjernt at tale om krabbecomputere og opfinde en test baseret på en nynorsk forfatters metafiktive og absurde univers. Men spøgen skal som sagt også tages alvorligt. Måske er det ikke maskinstormerne der er reaktionære og bagstræberiske. Måske er det den binære computer og den deraf afledte tankegang der begrænser os ved at fastholde os i det effektive spor, der opererer med hjernens forudsigelser. Måske er den binære computer et sidespor. Den får os til at miste færdigheder, der kan udvikle vores egen intelligens; udrydde arter, der kan hjælpe os med at forstå intelligens i et større perspektiv; og ødelægge det litterære sprog, der giver os adgang til verden.
Hvis oversættelse bliver betragtet som en kunstart, oversætteres arbejde værdsat og mødt med respekt og vi værner om ophavsretsloven, er vi godt på vej. Derfor ønsker jeg mig (med henvisning til Stanislavskijs beskrivelse af følelser som skovens sky fugle) en ikke sky, men kry fugleflok der vil synge oversætternes pris i både by og skov, alt imens jeg sky går tilbage til mit arbejde i skyggen, hvor jeg trives bedst.
Noter
[i] Læs fx Lisa Feldman: Seven and a half lessons of the brain
[ii] Læs blot Søren Ulrik Thomsens ”Politisk digt”:
Til alle jer, der anklager poesien for eksklusivitet
og råber: Ud med sproget! –
det er verden, der er et elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.
[iii] Citeret via Kobbernagel: Skuespilleren på arbejde
[iv] Knausgård er inspireret af Bridle i Morgenstjerne-serien, og Bridle optræder i dette essay om Knausgårds eget forhold til computere (kan også læses på dansk i Weekendavisen oversat af undertegnede og på engelsk i Harper’s Magazine ved Olivia Lasky)
[v] Oraklet i Delphi mente at ingen var klogere end Sokrates, og Sokrates selv mente som bekendt at ”sand visdom er at vide at man intet ved”.
Litteraturliste
Bridle, James: Ways of being, Animals, Plants, Machines: The Search for Planetary Intelligence, Penguin Books 2023
Lisa Feldman: Seven and a half lessons of the brain, Picador, 2021
Knausgård, Karl Ove: Tallenes tale, Klassekampen, 5. juli 2025
Knausgård, Karl Ove: Morgenstjerne-serien, Oktober 2023-
Kobbernagel, Lene: Skuespilleren på arbejde. Frydenlund, 2009
Stanislavskij, Konstantin: En skuespillers arbejde med sig selv, oversat af Ellen Rovsing og Egill Rostrup, Nyt nordisk Forlag Arnold Busck, 1998 (udkom oprindeligt i 1940)
Thomsen, Søren Ulrik: Politisk digt, fra Nye digte, 1987. Her citeret fra Samlede Thomsen, Gyldendal, 2014
Alan: Turing: “Computing Machinery and Intelligence”. Mind, 1950
Øyehaug Gunnhild: Vente, blinke, Kolon, 2008
Øyehaug Gunnhild: Undis Brekke, Kolon, 2014
Øyehaug Gunnhild: Her kjem sola, Kolon, 2024
Øyehaug Gunnhild: Vonde blomar, Kolon, 2020
***
Sara Koch. Foto Morten Gaustad
Sara Koch er skønlitterær oversætter. Hun har oversat en række norske forfattere, fx Gunnhild Øyehaug, Carl Frode Tiller, Dag Solstad og Karl Ove Knausgård.