Anmeldelse af Jacques Derrida: Tro og viden. De to kilder til ”religionen” ved den blotte fornufts grænser (Klim 2024).
Oversat af Kristian Olesen Toft og Bjarke Mørkøre Stigel Hansen.
Af Stine Zink Kaasgaard
Den franske filosof Jacques Derridas lille bog Foi et savoir. Les deux sources de la ”religion” aux limites de la simple raison fra 1996 foreligger nu i en smuk dansk oversættelse begået af Bjarke Mørkøre Stigel Hansen og Kristian Olesen Toft. Det er en lille bog, men en stor bedrift. I en anden forstand er det en stor bog, og med lidt frækhed kunne man tilføje, at denne oversættelse blot udgør den lille oversættelse i forhold til den store oversættelse, der forbliver læserens lod.
***
Hvis man skulle være lidt kæk, kunne man begynde med at sige, at det væsentlige omdrejningspunkt i Derridas Tro og viden er banalt. Hverken tro eller viden er mulig uden den ”samme” banale tiltro, forudsatte troværdighed (§37), henholdsvis forestilling, om, at noget kan være på én gang rent og helt, og helligt. Sagt på en anden måde: Vi tror os ind i alle relationer, samfundsmæssige forhold, organiserede institutioner (inklusiv videnskaben) (f.eks. §37, §47). Bogens undersøgelsesfelt, hvis man kan kalde det det, er religion – og hvis det lyder som et velkendt tema, alle sådan ved, hvad er, og hvad der menes med, så må man bestandigt forfærdes og løbe hovedet mod en mur. I vanlig Derrida-stil er der ikke noget, der giver sig selv, og det hellige, hele og holdne er lige så vel religionens og videnskabens som fundamentalismernes og ekstremisternes (herunder de europæiske højrenationale sådannes) beskyttelsestrang og antagonisme (også kaldet immunitet og autoimmunitet). Intet er helligt (i betydningen uskadt) og intet står ”udenfor” (heller ikke det tele-tekno-videnskabelige) i Derridas på én gang sønderlemmende og blide omvæltning af tidens tale om den såkaldte ”genkomst af det religiøse” (§6).
Derrida omtaler sin tekst som en maskine (f.eks. §2, §35), der kan sætte noget i værk, som kan værke langt ud over forfatteren af samme og en såkaldt mulig intention. Maskinen og det mekaniske er på én gang uundgåeligt automatisk og bestandigt sig unddragende ethvert forsøg på forudsigelse. Denne maskinalitet, viser det sig igennem værket, er dybt forbundet med den autoimmune respons, der på én gang brager imod og opretholder truslen mod det uskadte. Lad mig blot sige, om ikke andet, så fordi det virker som et passende løfte her, hvor betydningen er lidt uklar: ”Det vender vi tilbage til senere”. Maskinen er her blevet gearet til dansk, men den skal endnu sættes i gear. Og forholdet mellem det bløde legeme eller liv og den hårde mekanik eller automatik spiller bestandigt læseren et puds i næsten remsende eller messende gentagelser, der sidestiller, modstiller eller fremstiller ulige størrelser i uventede møder. Disse møder udgør såvel sammenstrømning som adskillelse, og heri ligger en del af tekstens indlejrede oversættelsesproblematik. Det er ikke nemt at skelne mellem kilde(r) og vandløb, mellem vand, der løber sammen til en kilde eller selv udgør kildens udspring – herunder at teknik, automatik, økonomi, politik, republik og meget andet kommer ind som vektorer (i dag) – og denne kilden som modalitet understreger bestandigt oversættelsens nødvendighed og umulighed. Ved at tage et spørgsmål op til overvejelse, religionen f.eks., sætter man sig allerede i oversættelsens sted. For sagen bliver ”Hvorledes ’tale religion’?” (§1) – og så er oversættelsen allerede introduceret som et iboende problem.
***
Tro og viden er også et værk om oversættelse. En del af problemet her er oversættelse fra kristendom til andre -domme – eller dommen over alt andet gennem kristendom – og oversættelse fra europæisk (-e sprog, begreber, forestillinger, topografier, teknologier) til ”andet end europæisk” (gives der en ækvivalent, er en del af spørgsmålet om religion – eller religion som spørgsmål og svar (§35) – dvs. kan det oversættes, eller er religion blot blevet indoptaget her og der som en ”ækvivalent uden sidestykke”? (§34, fodnote), dvs. en ækvivalent, der ikke har nogen ækvivalent). Et europæisk greb om verden har karakter af overgreb, fordi det altid kommer først, det vil sige forudsætter sig selv som mulighed for overhovedet at begribe (begreb). Det ville være dumt her at skrive ”derfor” (forklaringen forudsætter sit eget lys; måske ”det nokturne lys”, som Derrida ét sted henviser til (§20)), men i sammenhæng hermed ses vanskeligheden. Ved at spørge til religion er oversættelsen allerede i gang. Spørgsmålet bliver nu blandt andet, hvilket ”sprog” der oversættes fra eller til.
Denne lille tekst blev oprindelig til eller tog sin begyndelse i forbindelse med et møde afholdt blandt flere af tidens fremtrædende filosoffer tilbage i 1994. Derrida bemærker, at gruppen, der er samlet på øen Capri for at ”tale religion”, er samlet netop på en ø udfor Italiens kyst (§3, §5) (ikke langt fra det romerske, i det latinske eller italiske), de er alle mænd (”Ingen kvinder!” (§5)), der ikke tæller hverken muslimer eller ikke-europæere. For at kunne tale (med) skal man gerne kunne forstå sproget (og være inviteret med om bordet). Og selvom Derrida gør opmærksom på problemstillingen ved flere lejligheder, er det klart, at fordringen om at lytte til stemmer, der ikke er til stede (§10), er en overordentligt vanskelig kunst. Det kunne falde en ind at spørge, om en sådan oversættelse kan finde sted, og det er også spørgsmålet, om det er det, der sigtes mod. En del af vanskeligheden bliver, om selv de tilstedeværende faktisk ved, hvad de tror, de ved, eller taler de sprog, de tror, de taler:
”Vi tror os i stand til at lade som om, at vi tror (en fiduciarisk akt), at vi deler en forforståelse. Vi handler, som om vi havde en fælles opfattelse af, hvad religion vil sige på tværs af de sprog, vi tror (hvor er der allerede blevet troet meget på denne dag!) at vide, hvordan man taler.” (§3)
Dertil kommer, at det talte sprog er latin (§29) – ikke i klassisk, men dog i afledt forstand. Dette er altså måden, hvorpå der (kan) spørges. Det er svært ikke at mærke her, hvor jeg befinder mig netop nu, at måden at spørge på er meget langt herfra.
***
Jeg læser Tro og viden i Grønland, i Østgrønland, nærmere bestemt Tasiilaq. Læser bogen – på dansk, på fransk, på de to sprog på kryds og tværs – og skriver denne tekst i Grønland. Det kan synes ligegyldigt. Vi er alle et sted, når vi læser. Men Derridas tekst giver også anledning til at bemærke dette forhold (f.eks. §3, §36). Vi er et sted, og stedet er ikke ligegyldigt for forholdet i øvrigt. Særligt gør der sig visse forhold gældende her – landskabet er vildere (det er næsten helt igennem ukultiveret og ukultiverbart), jord kan ikke ejes (der er ingen haver; man kan ikke have en have), sproget er langt uden for den indoeuropæiske sprogstamme, måden er anderledes. Helt anderledes. Og det selvom man spiser franskbrød med Nutella (og ost), drikker kaffe og Carlsberg, går i kirke og på kro. Dette er ikke Europa. Selvom det, Derrida betegner mondialatinisation (af oversætterne gengivet som ”globalatinisering”), der muligvis betegner en global (kristen) latinisering i forhold til sprog, kultus, teknovidenskab, videnskab, økonomi, politik osv., selvfølgelig gør sig gældende.
Det er almindeligt for såvel børn som voksne at tro på spøgelser her. Her er ikke tale om Derridas spectre, men om vaskeægte spøgelser. Og det gør noget, det er klart – man tror dem. Dem, der tror dem, tror dem. De bliver en del af dét, der binder tingene sammen (i lille og stor forstand). Således med tro og viden. De eller den er en del af det, der binder verden sammen eller muliggør sammenbindingerne for os (europæere).
”Vi” har lært at skelne relativt skarpt imellem disse to (særligt udtalt måske i ”modsætningen” videnskab – religion). Derrida forsøger at ruske op i dette skel, denne arrogance (f.eks. §6). Og strø en masse tele-tekno-videnskab iblandt. Gud gør sit indtog ved hjælp af en maskine eller maskinelt: ”Deus ex machina” ved allerede at være tilstede, når vi blandt hinanden sværger at sige sandheden (direkte eller indirekte, med eller uden en eksplicit Gud), på latinsk over hele verden ”(ofte gennem angloamerikansk)” (§29). Og universet er ”en maskine til at fremstille guder med” (§37, Bergson), ifølge Henri Bergson, der her måske ”tvinges” til at mene noget andet med dette end han kunne have ment – en tvang, der er selvforskyldt og påduttet, som efterlader ”en plads eller en passage” (ibid.) til guderne må vide hvad. Der er en automatik forbundet med religionen (og dens ”genkomst”), som leder os frem og tilbage (selvom det aldrig er sikkert, hvilken vej det går) mellem fortidens og fremtidens usikkerhed. Dette er blandt andet gengivet i den bestandige, påfaldende og påtrængende ”det vender vi tilbage til senere” i alle mulige forskellige afskygninger. Selv ”i teksten” er forholdet mellem det allerede skrevne og det tilkomment skrevne usikkert. Og inden jeg fortaber mig i for megen konkretion, er det måske værd at bemærke, at Derrida netop i forhold til det at ”tale religion”, fra begyndelsen påpeger nødvendigheden af abstraktion:
”For at give sig selv det mod, den arrogance eller den sindsro, der kræves, må man måske et øjeblik foregive at foretage en abstraktion, en abstraktion fra alt eller næsten alt, en vis abstraktion. Måske må man satse på den mest konkrete og mest tilgængelige, men også den mest golde af abstraktioner.” (§1)
En konkret abstraktion! Dette er, kunne man fristes til at sige, filosofiens forudsætning og forbandelse og dét, der gør, at teksten synes så fjern fra dette sted, hvor vejret bestemmer dagenes gang, og et par løftede øjenbryn i et enkelt ansigt kan berette om en billigelse til tingene, som de er, en bekræftelse, en hilsen – eller om et helt liv. ((Latinsk) Næsten ubegribeligt og uden begreb – og måske dog begribeligt for alle dem, der aldrig talte latin?)
***
Noget af det, der kan virke utroligt provokerende og befriende-befordrende ved Derridas bog, er sammenstillingen af religion eller tro (som ikke er det samme og dog berører hinanden ved kilde og rod) og det såkaldt teknovidenskabelige, det mekaniske, det automatiske, det digitale osv. Dét, mange vil forstå som inderlighed, som praksis, som sandhed i prægnant forstand, som livsgrundlag, som liv, sættes her på mangfoldige måder lige over for det kolde, kalkulerende, maskinelle, teknologiske, automatiske, politisk-økonomiske – som sammenfiltret, som uadskilleligt fra spørgsmålet om religionen i dag. Og fundamentalismerne står som på én gang prægnant kritik af (§37, pp. 104-105, note I) og som autoimmunt indoptagende dette hegemoniske, endelige og skrøbelige verdensherredømme (i hvert fald hvad angår det teleteknovidenskabelige).
Tro og viden
For nu atter at forsøge en begynden fra begyndelsen… Titlen Tro og viden: Med henvisning til Georg Wilhelm Friedrich Hegels skrift, til dels. Med en allerede indskudt dobbelthed, der igen er en mangfoldighed. Tro og viden hedder den lille bog, altså ikke, som det kunne synes nærliggende, simpelthen Religion.
”For det er klart, jeg ville aldrig have foreslået at behandle selve religionen, religionen i almindelighed eller i sit væsen, det ville have været det rene vanvid, men blot et uroligt spørgsmål, en delt bekymring: ’Hvad sker der i dag med den, med det, som kaldes sådan? Hvad foregår der? Hvad foregår der, som går så dårligt? (…)’ Naturligvis kan den slags spørgsmål ikke adskilles fra det fundamentale (om selve religionens, og det man kalder ’religionens’ væsen, begreb eller historie). (…) i en tid, hvor en seriøs afhandling om religionen ville kræve opførelsen af nye franske nationalbiblioteker og universalbiblioteker, også selvom man ikke tror, at man tænker noget nyt, og nøjes med at genkalde, arkivere, klassificere, bogføre det, man tror, at man ved.
Tro og viden: Mellem at tro, at man ved, og at vide, at man tror (…).” (§35)
Det forbliver uvist, om der er tale om disse to som kilder til religionen, eller om religionen udgør ”de to kilder” til tro og viden. Umiddelbart gør det første sig gældende og er den mest ligefremme måde at læse forholdet mellem titel og undertitel på, men man kan alligevel under læsningen blive i tvivl. Muligvis fordi det uvægerligt er tvivlsomt.
Undertitlen – ”de to kilder til ’religionen’ ved den blotte fornufts grænser” har reference til Henri Bergsons værk De to kilder til religionen og moralen (1932) og Immanuel Kants Religionen indenfor den blotte fornufts grænser (1793) (dette diskuteres direkte i §36). Allerede i undertitlen angives det således, at kilden er delt, altid allerede er delt på flere måder end én. Det må også bemærkes, at Derrida holder sig ”ved den blotte fornufts grænser” og altså undlader Kants indenfor (innerhalb). Religion kan ikke lade fornuften uberørt eller omvendt. Både hvad angår titel og undertitel er disse referencer (til konkrete ”historiske” værker) selvfølgelig kun en lille del af det. De spiller en rolle, sammen med Émile Benveniste, Martin Heidegger, Friedrich Nietzsche og flere andre, som et baggrundstæppe for en udfoldelse, der ved, den tror, eller tror, den ved, at den tro, der dér repræsenteres, er en del af historien.
Kursiver og krypter
Overskriften på bogens første del, ”ITALIQUES”, er her oversat til ”ITALISKE KURSIVER”.
Meningen, formoder jeg, med den dobbelte gengivelse på dansk har været at bibeholde dobbeltbetydningen i italique, der på én gang må forstås som en henvisning til kursiv som teksttype eller form – som trykskrift med hældning, der står i modsætning til romerske bogstavtyper, der er vertikalt ”oprejste”. Mange vil kende typen fra engelsk, hvor kursiv i denne forstand betegnes italic (heraf genvejen ctrl./cmd. + i). Hvad angår modsætningen til den romerske skrifttype, giver dette et praj om ordets anden betydning – nemlig som henvisning til et område, et sted, et sprogområde i det, der i dag kendes som Italien, hvori ordet atter stiller samme stamme op; Italien, italique versus romersk (dette er også anført i oversætternes slutnote nr. 6). Det bliver altså allerede her klart – eller i mangel på klarhed, bliver det insinueret – at der er noget med det italiske, kursiverne, stedet og topografien, måske også tiden (den trykte variant af en håndskrift, der ligger før trykkekunstens maskinelle fremstilling af skrifter – og bliver indoptaget i denne allerede omkring år 1500 i Italien), et spørgsmål om oprindelse, kilde, stamme, som står i modsætning til det romerske – såvel hvad angår skrifttype som tid, sted og topografi.
Romersk og italisk udspringer på én gang af ”det samme” og dog ikke af det samme. Som religionen. Oversætterne har altså gerne, antager jeg, villet bibeholde denne dobbelthed. Men overskriften svækkes af den insisterende dobbelthed. Eller, som en veninde sagde til mig, hvis man forstår referencen til italisk som et område (sprogligt, geografisk, historisk), vil man sandsynligvis også være bekendt med, at kursiv på flere andre europæiske sprog netop er italic/que/ca. Hvis man ikke forstår den, vil tilføjelsen af ”italisk” ikke tilføje noget for læseren, måske vil den endda – og derfor nævner jeg det her – trække lidt fra. KURSIVER står stærkt som overskrift, fordi det står oprejst, kort og insisterende. Alle ved, hvad kursiv vil sige. Det bliver meget hurtigt klart for læseren, at teksten, der følger, ganske vist er skrevet i kursiv(er), men det tager tid at finde ud af, hvorimod den læner sig. Lad os her læne os frem og komme videre i teksten.
Dette bringer os til krypterne, dette bundløse ”sted”, hvor ”religionens autoimmunitet” (…) holder ”sig skadesløs uden nogen bestemmelig ende.” (§52). De indleder tekstens anden del som overskrift ”Postscriptum, Krypter…” (p. 75) Som oversætterne bemærker i deres forord (p. 12), er det bemærkelsesværdigt, at Tro og viden synes at være en tekst, der er omgivet af et forord (der traditionelt står i kursiver i franske udgivelser) og et postscriptum (efterord), men hvor selve teksten mangler. Hovedteksten, om man vil, er ikke en del af teksten i almindelig forstand. Det er, som om det, læseren sidder tilbage med, efterlader et mellemværende (i bogstavelig forstand). Måske dér, hvor teksten faktisk bliver til – i en udebliven, der hele tiden forlanger mere og trækker sig tilbage. Dette træk, forekommer det mig, er ikke blot rammen om teksten som skrift, men en del af hele dens struktur og bevægelse.
Først er der det åbenlyse kursiverne – og de romerske bogstaver, hvormed tekstens anden del er skrevet. Re- som i re-ligion og de mange andre ord på fransk, der bekræfter gentagelsen, tilbageholdelsen gennem et re-: ré-pondre, re-venir, re-tenir, re-faire eller, som anført i teksten og i forhold til dens ”genstandsområde” religion-latin: re-legere, re-ligare, re-spondeo (§34, p. 95). Som Derrida bemærker, forudsætter dette re-, at man allerede ved eller forstår, hvad det er, der gentages (hvilket netop er en del af problemet) (ibid.). Et mellemværende udgør tillige bogens spændinger mellem noget, der kan synes som modsætninger og dog på forskellig vis viser sig at have ”samme” kilde eller at være en del af den dobbelte rod.
Mellemværender …
… mellem Bergson og Kant
… mellem religion og tro
… mellem tro og viden
… mellem immun og autoimmun
… mellem liv og teknologi
… mellem religion og automatik
… mellem fortid og fremtid
… mellem sted og ørken i ørkenen
… mellem messianitet og chora
… mellem abstraktion og kolossal automatik (rejsning)
… mellem den anden og enhver anden som det/n helt andet/n
… mellem foi og croyance
… mellem det radikalt onde og teknikken som troens mulighed
Mellem som mellemværende, som mellemting, som mellemkomst, som sources et souches mélanchées, som kilder og stammer, der ikke kan skelnes fra hinanden, er blandet sammen som kilde og rod.
Til oversættelsen selv
Til den fortræffelige oversættelse skal knyttes et par observationer, der dog ikke ændrer ved denne læsers begejstring for oversætternes fornemme arbejde.
Nogle gange benyttes meget ordrette oversættelser, andre gange mere tunge og tilføjende oversættelser. Nogle gange har oversætterne valgt at give en dobbelt gengivelse af teksten, hvor den foreligger enkelt på fransk, for at få en dobbeltbetydning med. Sidstnævnte gøres der nogle gange opmærksom på i en fodnote (f.eks. note 76), andre gange ikke. Overskriften til første del er et eksempel på sidstnævnte.
Et andet eksempel ville være dette ”Tro og viden: Mellem at tro, at man ved, og at vide, at man tror (eller at vide at tro)” (§35, p. 98). Her er den afsluttende parentes en tilføjelse eller rettere en alternativ oversættelse af samme fra oversætternes side, der ikke er markeret som sådan. Den franske tekst lyder således: ”Foi et savoir: entre croire savoir et savoir croire”. Det er klart, at det meget ordknappe franske her er svært at gengive – selvom det faktisk gøres i den parentetiske tilføjelse – men det er i mine øjne en skam ikke at gøre opmærksom på den tilføjede alternative læsning. Og hvorfor er det kun sætningens andel del, der gives en alternativ oversættelse?
Det må bemærkes, at oversætterne faktisk benytter dette citat i deres forord, og at der her ikke er anført den tilføjede parentes (p. 31). Det er derfor muligt, at parentesen simpelthen er et alternativ, der skulle have været slettet i den endelige udgave. Som oversætter træffer man naturligvis mange beslutninger i løbet af arbejdet med en given oversættelse, og i sidste ende kan det være svært at huske alle de refleksioner, der gjorde sig gældende og opnå konsistens helt og holdent. Det er således ikke ment som en kritik, men som en konstatering, man skal være opmærksom på, hvis man citerer fra værket eller på andre måder er afhængig af dets bestemtere ordlyd. Dette er ingenlunde unikt for nærværende oversættelse, men vil altid gøre sig gældende, når man forholder sig til en oversættelse af en tekst, der arbejdes indgående med. Få oversættere gennemgår alle passager lige så repetitivt indgående som den, der måtte sidde og nørkle med et lille hjørne af den.
***
Salut – som frelse eller helbred (f.eks. §1, §2, §40): Sidstnævnte er ikke en almindelig konnotation på fransk, men dog på spansk og italiensk, der tillige var repræsenteret denne dag på Capri. Oversætterne har valgt ikke at gøre opmærksom på denne mulige bibetydning af salut, antageligvis fordi den ikke er fremtrædende på fransk. Når salut gengives som frelse, er vi allerede (med rette?) et religiøst ”sted”, men det er svært ikke at ønske, at helbred, som hel skulle lyde med. Samtidig skåler man, som på spansk og italiensk, netop med dette ønske salut og hilser på samme måde (i Frankrig og Italien). Her formoder jeg, at betydningen ligger tættere op af den spanske og italienske – at man simpelthen ønsker nogen vel eller godt helbred. Uanset hvad synes der meget passende for teksten at ligge en dobbeltbetydning i dette salut – på den ene side helbred (altså også noget helt, velfungerende, uspoleret, sundt) og på den anden side frelse (etymologisk forbundet til sauvé, som Derrida tillige benytter sig af, som et andet ord for ”reddet”, hvilken betydning naturligvis også kan være indeholdt i det danske ”frelst”).
Der ligger altså, er min påstand, i dette lille ord den dobbelthed, som bestandigt og gennemgående ”hjemsøger” teksten; mellem det hele (intakte) og det hellige (sakrale). Endnu et mellemværende … En i ordbogen Larousse anført modsætning eller antonym til salut på fransk er damnation, som Derrida tilskriver stor betydning, særligt i bogens anden del. Heraf det gentagende indemne, der angiver ”det, der ikke er blevet udsat for skade eller fordom” (§27, p. 75, note I), af oversætterne gengivet som ”skadesløst”. Man kunne måske også have valgt det mere mundrette ”uskadt”.
***
Af en eller anden grund blev jeg ved med at falde over denne formulering ”… og i samme ombæring mister …” (§41, p. 115) som oversættelse af ”… les perdant par là même …”. Måske oversætterne har villet undgå et tidsligt begreb her, som f.eks. i samme nu, i samme øjeblik, netop da, da det franske même ikke nødvendigvis implicerer tid, og dermed er blevet ledt til det lidet skønne ”ombæring”. Jeg beklager omgående mit pedanteri. Steder som dette springer netop i øjnene, fordi der er meget få af dem.
Hvis vi skal blive lidt ved det pedantiske, så benytter oversætterne to forskellige begreber til at gengive det franske parjure(r). Nogle steder gengives det med at ”sværge falsk” (f.eks. §29, 49), andre steder – hvor der er tale om navneordsformen – derimod med ”meneden” (f.eks. §37, § 38, §48), der tillige betyder ”falsk ed”. Muligvis vidner det kun om min manglende juridiske forståelse, men den simple gengivelse, ”sværge falsk/ falsk ed”, forekommer mig i højere grad læselig og mindre afbrydende i en i forvejen vanskelig tekst.
Det er muligt, at min udgave af den franske tekst er en anden end den, oversætterne har siddet med, men jeg er faldet over dette: ”For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at sondre (…)” (§6) som oversættelse af følgende: ”Il faudra discerner (…)”. Forudsat, at den franske tekst er den samme, er der måske fyldt lige rigeligt på her. Det er klart, at det ordknappe er svært at gengive stringent, uden at det på dansk bliver ulæseligt, men noget i denne retning havde dog været en mulighed: Man må skelne (eller sondre) / det ville være nødvendigt at skelne…
I den følgende paragraf er der også et par ting, der springer i øjnene (de pedantiske øjne). Der tales om ”navnets kraft” (la force du nom). Nom betegner også ”navneord” på fransk, hvorfor det senere hedder ”spørgsmålet om navneordet ’religion’, om Guds navn, om egennavnets tilhørsforhold til sprogsystemet eller mangel på samme (…)”. Navneordet er altså igen blot nom, mens der er tale om Guds navne ”des noms de Dieu” og ”noms propres”. Det er forståeligt, at oversætterne har valgt de grammatiske distinktioner på dansk, selvom en fodnote ville have været belejlig. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor flertalsformen i ”Guds navne” er udeladt. Der er andre steder i teksten, hvor det er svært at få med af grammatiske grunde, men dette er ikke et af dem.
Endnu en ting i dette afsnit (§7): ”Demokrati”, ”sekularisering” og ”retten til litteratur” står i anførselstegn. Det gør de ikke i min franske udgave af teksten. Det er muligt, at dette er gjort for bedre at kunne markere de begreber, der er tale om, da man ikke på dansk bruger de, de démocratie, de sécularisation, osv. Dette forekommer mig i øvrigt at være en almindelig praksis i oversættelser. Dog er det uheldigt her, fordi Derrida så varsomt benytter anførselstegn, kursivering, romificering etc. Sådanne detaljer er igen noget, man kan være opmærksom på, hvis man skal citere fra teksten.
***
Oversætternes noter til teksten er informative og meget grundige, særligt hvad angår henvisninger til den litteratur, der direkte og indirekte henvises til i Derridas tekst. For den læser, der måtte være interesseret i at læse videre, gøre sig bekendt med kilderne (i almindelig litterær forstand), eller for den læser, der selv vil arbejde mere indgående med teksten, er det en stor gave og et imponerende stykke arbejde fra oversætternes side. Noterne bruges tillige til at redegøre for dobbeltbetydninger i de franske ord eller vendinger og gøre opmærksom på (i hvert fald nogle gange), når oversætterne har set sig nødsaget til at skrive disse dobbeltbetydninger frem i deres oversættelse for at undgå, at for meget skulle gå tabt. Desuden bidrager noterne med visse redegørelser for (filosofiske) problemstillinger, som Derrida mere indirekte henviser til i sin tekst.
Hvad angår noter, kan man i øvrigt bemærke, at Derrida i den franske tekst (i det mindste i min udgave) benytter fortløbende fodnoter (1, 2, 3, etc. – den sidste fodnote er nr. 37), mens der i den danske oversættelse benyttes romertal, som knytter sig til den enkelte side. For hver side, hvor der er fodnoter, begynder det altså forfra med (I, II). Formodentlig er dette gjort for at skelne Derridas egne fodnoter fra oversætternes slutnoter, der her er fortløbende. Det er altså en praktisk foranstaltning. Det eneste minus ved denne løsning er, at man således ikke umiddelbart kan korrelere de danske og franske fodnoter. Problemet er dog af minimal betydning, da bogen er inddelt i så mange paragraffer, at man hurtigt finder den søgte fodnote.
Endelighed uden ende
Det kan være fristende bestandigt at skrive ”noget i retning af”, når man overhovedet forsøger at sige noget om Derridas lille, store værk. En retning, der aldrig kan eller vil være en nøjagtigere angivelse. Sproget forsøger bestandigt at sætte noget fast; at gribe og fastholde gennem sin begrebsliggørelse, men sproget her unddrager sig en mere stringent fastholdelse. Jeg vil mene, at dette også udmærker oversætternes forord. Det er ikke et nemt forord (en lille introduktion, der letter læsningen eller lignende), men det er et fornemt forord, der gør den pågældende tekst ret ved at give læseren noget – ikke mindst en væsentlig baggrund med henvisning til og citater fra andre relevante tekster i Derridas korpus – og dog ikke for høje forhåbninger om en helhed, der kan forstås én gang for alle, som sådan.
Ganske passende, smukt og ydmygt ender oversætterne deres omtale således: ”Hvis vi her har givet en læsevejledning, er den blot én blandt mange mulige, et par sider fra brugsvejledningen til en maskine, hvis funktion og produkter end ikke dennes skaber ville have kunnet forudse.” (p. 42)
Værket er tillige altid mindst n+Én (jf. religionens eller troens kilder, §29, §50), mindst ordene + læseren, mindst ordene + læseren på en bestemt dag, på et bestemt sted, i en særlig stemning, mindst ordene i et særligt lys på en bestemt dag + læseren et bestemt sted mellem ordene. Forordet er også fornemt, fordi det ikke forsøger at borttage dette mere end, dette mellemværende, denne tøvende tilbagevendende arbejdende tomgang. Det er tillige, vil denne læser mene, et forord, der egner sig overmåde godt som efterord. Eventuelt som både før og efter ord. Et ord, man kan vende tilbage til og tøve ved, når man tøver for ikke at foregribe det, man tror, man ved.
I går tog globalatiniseringen sig endnu et offer her.
Til Niels, Konrad og Glynis, september 2024
Stine Zink Kaasgaard (fotograf Anette Bromann Nikolaisen), ph.d. fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Teologi, Københavns Universitet, BA og MA i filosofi, Aarhus Universitet med sidefag i antropologi og historie fra Universidad Complutense de Madrid, Spanien. Oversætter af blandt andet Georges Bataille, Simone Weil og Marina Garcés, foruden tekster fra dansk til engelsk og omvendt. Medstifter af Eksistensfilosofisk Akademi. Altmuligkvinde på Bornholm.