Juliane Wammen – magi og vandrelyst
Sidste år opdagede jeg Ali Smiths årstidstrilogi, en sløv sommerdag i Kristian F. Møllers boghandel i Aarhus. Eller, må jeg med næsten skam melde, jeg opdagede Ali Smith. Vi var kommet skævt ind på hinanden, jeg synes det virkede som overvurderet og selvoptaget litteratur. Jeg tog i den grad fejl, og på meget kort tid slugte jeg de tre første – jeg har gemt den sidste i rækken, fordi jeg ikke rigtig kunne have, at læseoplevelsen skulle slutte. Men nu skal det være. I sommer vil jeg læse Summer og føle lettelse og en anelse misundelse over, at jeg ikke nogensinde kommer til at oversætte Smiths tekster, for det gør Ninna Brenøe på forbilledlig vis.
Sommeren skal også fyldes med magi og meget fjerne steder: Fjorten år er der gået siden jeg fik mammutromanen Matter af Iain M. Banks af min søster. Jeg nåede at læse 30 sider, så blev den pakket ned og lå i kasse, mens jeg rejste væk. Nu er den blevet støvet af og dens 600 siders intrikate universbygningsprosa, sci-fi-detaljer og eventyrfortælling med indlagt humor er klar til denne sommer. Banks er en mester inden for sin genre, og Matter er så lang, som en sommer kræver. Men jeg skal skynde mig at læse færdig; for første gang har jeg nemlig lovet at læse en bog på min 11-årige søns anbefaling denne sommer – The Dragonet Prophecy af Tui T. Sutherland, som er den første i rækken af en 15 bind lang serie om drager, der kæmper om magten et fjernt og underligt sted, hvor menneskene er reduceret til ådselædere. Det er en helt overordentlig jublende glæde, at boganbefalingerne nu pludselig går den anden vej.
Magien er også til stede i P.J. Harveys nyligt udgivne Orlam, et langdigt om en piges opvækst og udforskning af verden i et paralleluniversært Dorset. Den uforligneligt übercool multikunstner har skrevet Orlam på den Dorset-dialekt hun selv voksede op med, med paralleltekst på engelsk – et sandt oversættermareridt (eller en drøm?), som jeg bliver nødt se nærmere på.
Som paraplyen på cocktailen medbringer jeg desuden skarptungede, sindsforstørrende Rebecca Solnits Wanderlust – en undersøgende essaysamling-slash-kulturhistorie om det at gå og vandre. Solnit skriver, så verden åbner sig, og netop denne bog er et forsvar for uforudsigeligheden og det spontant opståede, som det at gå rundt i verden kan medføre. Det skal være min indgangsbøn til sommeren efter et forår pakket fra hjørne til hjørne med planlagte opgaver. Og måske kan jeg ryste skuldrene og vandre med bogen helt ind i efteråret.
Signe Lyng – svære valg og store klassikere
Ja, ja, ja, jeg ved jo godt, at der er alt for mange, men der er så meget, jeg gerne vil læse! Det meste er irsk og hentet med hjem fra en researchtur i sidste måned. Irland er virkelig et frugtbart litteraturland i øjeblikket – niveauet er tårnhøjt. Jeg glæder mig især til Jan Carsons Firestarters. Den eneste bog, jeg nåede at få læst dette forår, var hendes seneste, The Raptures, om en skoleklasse i en lille, nordirsk landsby, der rammes af en mystisk, dødelig sygdom. Bagtæppet er de sene 1980’ere, og fredsaftalerne kan skimtes i horisonten, men i protestantiske Ballylack er der ingen morgenluft at vejre, slet ikke for arme Hannah, hvis forældre tilhører den rabiate ende af det religiøse spektrum. Romanen er en skarp og kølig satire over samfundet dengang og samfundet nu – jeg håber, forgængeren er lige så god.
Og så har jeg igen kig på Pelle Erobreren. Sidste år begyndte jeg på den for sent og fik lagt den fra mig, da hverdagen ramte. Men jeg beundrer Nexø for hans afsindigt detaljerede og dog lette skildringer, og jeg glæder mig sådan til at læse videre. Faktisk tror jeg, jeg starter forfra, bare for at opleve damperen lægge kaj til i tågen igen. Som companion piece har jeg lagt Asta Olivia Nordenhof i stakken. Nu må vi se, om jeg når så langt.
Og så er der Isherwoods Ene mand. ”Angst får vagusnerven til at sitre. Den krymper sig kvalmt, bort fra det der venter ret forude,” begynder den (næsten). Så gider man godt læse om sorg og smerte og ensomhed, selv om det er sommer – og man gider frem for alt godt læse om det i Juliane Wammens oversættelse. Det er også en form for ferie at læse stor litteratur, hvor en anden har måttet træffe alle de svære valg med den fornødne fandenivoldskhed.
God sommer!
Nielsine Nielsen – vildskaben og vegetaren
Jeg plejer at have en temmelig tilfældig (for ikke at sige kaotisk) måde at udvælge min fritidslæsning på, men her er nogle af de bøger, der ville ligge i min læs-straks-bogstak, hvis jeg havde et organiseret system:
Niels Brunses Sådan er det at oversætte Shakespeare blev udgivet sidste år, og til Bogforum 2021 fortalte Brunse, hvad det betød for hans oversættelsesvalg, at han var den seneste i rækken af Shakespeare-oversættere. Han sagde blandt andet, at når man er den fjerde eller femte til at give sig i kast med den store opgave det er at overføre dramatiker-legenden til dansk, så har man større mulighed for at fremhæve nogle nuancer, der er blevet overskygget i tidligere versioner.
Sophus Helle kommer i øvrigt med et nærliggende synspunkt i essayet ’Fortidens frihed’, som vi udgav på Babelfisken for et par uger siden.
Jeg er forfalden til bøger, der er vilde og gale, og et af mine yndlingsværker i nyere tid er den sydkoreanske forfatter Han Kangs Vegetaren eller The Vegetarian om en forstadsfrue, der holder op med at spise kød, efter hun begynder at få blodige mareridt.
Romanen fik global opmærksomhed, da Han og den engelske oversætter vandt den internationale Man Booker pris i 2016. I den forbindelse er briten Deborah Smith på den ene side blevet rost for sin oversættelses litterære kvalitet og på den anden side kritiseret for sin meget frie tilgang.
Nu har jeg skaffet mig den danske udgave af bogen – oversat til dansk af Juliane Wammen – og jeg er virkelig spændt på, hvilke nye sproglige og litterære variationer, den kan bringe frem i lyset.
I år skal jeg desuden for første gang med på Testrup Højskoles ugekursus ’Tag og læs’ med over-emnet ’Begær’. Lidt udenfor tema regner jeg med at tage fantasy-bogen Piranesi af Susanna Clarke med i tasken. Den skal jeg læse i, når jeg ikke terper kursuspensum, der blandt andet består af Jessie Kleemanns digtsamling Arkhticós Dolorôs (2021) og Karin Michaëlis og Betty Nansens brevroman Kvindehjerter (genudgivet 2021).
Mette Olesens sommerlæsning – fransk sommer i Skagen
Jeg er som altid den utjekkede redaktør uden hverken meterhøj bogstak at fotografere eller nogen præcise ferielæseplaner i det hele taget. Det finder jeg ud af når jeg er i Danmark hvor jeg altid holder sommerferie og ud over familie, venner og stranden dyrker de århusianske biblioteker og boghandlere, på sporet af min sommerlæsning – bøger der kan være nye, gamle, originale eller oversatte men skrevet på dansk. Forslag er som sædvanlig velkomne!
Kun én er sikker: den flotte bog som Skagens Museum har udgivet i forbindelse med særudstillingen om Krøyer og hans franske forbindelser. Jeg har planlagt et par dage i Skagen, bl.a. for at se den udstilling – et samarbejde med Musée Marmottan-Monet i Paris, hvor den tidligere har været vist, og som har bidraget med halvdelen af teksterne. De er derfor oversat fra fransk – flot af Torsten Andreasen – med mig som tekstredaktør. Dem glæder jeg mig til at læse igen, nu sammen med de danske som del af den samlede bog, og med mulighed for at beundre de originale malerier, både danske og franske.
Og så er der jo Balzac hvis Père Goriot jeg sidste år oversatte til Gamle Goriot, og som har givet mig lyst til at læse eller genlæse om ikke hele hans omkring hundrede værker store, menneskelige komedie, men i det mindste de tre som står og samler støv i min bogreol: To af dem blev filmatiseret sidste år: Eugénie Grandet og murstenen Illusions perdues … og dels for at se hvad Rastignac blev til, dels fordi jeg elsker titlen: Splendeurs et misères des courtisanes.
For sidste gang som redaktør af Babelfisken som jeg forlader efter mange gode år for at lade andre gode mennesker komme til, og med TAK til alle vores gode læsere:
God sommer og fortsat god læsning!