Jon Høyer. Privatfoto.

Den 28. april modtog oversætter og forfatter Jon Høyer Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2021 ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn. Forfatter, oversætter og litteraturkritiker Bo Green Jensen holdt motivationstalen, og efterfølgende takkede Jon Høyer for prisen. Babelfisken bringer den her.

 

Kære alle sammen! Tak, fordi I er kommet og er kommet så mange!  Jeg vil gerne sige ordentlig tak for prisen. Så det her vil tage godt et kvarter.

Først vil jeg fortælle, hvordan jeg kom i havn som oversætter. Det foregik sådan her:

”Stålblå og lette, bevæget af en svag, næsten umærkelig modvind, var Adriaterhavets bølger strømmet imod den kejserlige eskadre, mens de flade bakkedrag på den kalabriske kyst langsomt rykkede nærmere på venstre side og skibene styrede ind imod havnen i Brundisium, og nu, hvor havets solbeskinnede, men samtidig dødsanende ensomhed blev forvandlet til fredfyldt glad menneskelig aktivitet og havfladen, blidt bestrøget af nærheden til steder, hvor mennesker lever og bor, blev befolket af mange slags skibe, af nogle, der også arbejdede sig ind imod havnen, af nogle, der var stævnet ud derfra, nu, hvor fiskerbådene med deres brune sejl på deres vej ud til aftenfiskeriet allerede lagde havnedæmningerne ved de mange landsbyer og bosættelser bag sig, overalt langs den hvidbeskyllede kystlinje, nu var vandet næsten blevet spejlblankt; ovenover havde himlens perlemorsskal åbnet sig, det blev aften, og man mærkede duften af brænderøg fra ildstederne derinde, hver gang en luftning førte livets toner med sig, en hamren eller et råb.”

Ja, det var begyndelsen på Herman Brochs roman ”Vergils død”. Den er fra 1945, og jeg læste de første par sider af den engang sidst i 1960’erne, ikke mere end sådan en lille smule, og alligevel sad den rytme, I nu har hørt, i mig fra da af, og indtil den førte mig frem til at oversætte romanen i 2004. Dengang var jeg universitetslektor på Åbo Akademi, Finlands eneste svensksprogede universitet, og inden da havde jeg haft et tilsvarende job på Islands Universitet i Reykjavik og alt i alt været udenlands i otte år.

Så nu var det på tide at vende hjem. Men til hvilket arbejde? Jeg var dengang 62 og var ikke indstillet på en snarlig pensionisttilværelse, men ville gerne fortsætte med at spille på lige så mange af livets tangenter som hidtil og ikke bare på et par stykker af dem. Og her hørte jeg så den bølgende rytme for mig, som I nu har hørt. Så jeg trak bogen ned fra hylden og oversatte i de næste par måneder de første 50 sider af den og sendte dem til Gyldendal og fik siden grønt lys fra dem – og havde så et fascinerende arbejde at vende hjem til.

Omslag Gyldendal 2006

Romanen handler om den romerske digter Vergils sidste 18 timer, der for det meste er gengivet som én lang bevidsthedsstrøm hos den døende Vergil i sætninger, hvor der kan være op til en side mellem hvert punktum. Herman Broch har ikke for ingenting kaldt romanen for en symfoni i fire satser.

Så hvordan overføre dens musikalitet til dansk og give den danske læser samme indtryk som det, den tyske læser får? Svaret på den slags spørgsmål førte til det paradoks, at jeg for at være loyal over for den tyske tekst og overføre hele dens flow til dansk og få den til at fungere på dansk, måtte lave utroligt meget om! Det vil jeg belyse med et lille eksempel.

Først får I en ordret oversættelse, så I kan danne jer et indtryk af, hvor meget der egentlig skal laves om, så resultatet både er loyalt over for det tyske sprog og over for det danske sprog. Passagen drejer sig om, at Vergil ser marker og træer og mindes sin fortid som bonde.

”oh, græs, oh, løv, oh, barkglathed og barkruhed, det spirendes livlighed, det mangfoldigt, i sig selv forgrenede og fysisk blevne jordmørke! Oh, hånd, følende, berørende, indoptagende, omsluttende hånd, oh, finger og fingespids, ru og sart og blød levende hud, sjælemørkets øverste overflade, åbnet i de løftede hænder!”

Jeg vil her ikke gå ind i grammatiske begreber og detaljer, men nøjes med at sige, at mange sammentrængte formuleringer har jeg foldet ud i sætninger og på anden vis, og så har jeg ved at ændre lidt på tonen taget toppen af det patetiske tonefald, så det ikke, i værste fald, kommer til at lyde ufrivilligt komisk.

Det kom der så følgende ud af:

”ja, græs, løv, glat bark og nopret bark, livsaligheden i alt, hvad der spirer og gror, jordmørkets mangfoldigt frembrydende forgreninger! Ja, hånd, hånd, der føler og smager og griber og omslutter, ja, finger og fingerspids, ru, ømfindlig, blød, levende hud, den øverste overflade for sjælens skjul, åbnet i de løftede hænder!”

Så mange ændringer skal der til. Så det tog 21 måneder at overføre de omkring 500 sider til et velfungerende dansk.

Og her gik det på et tidspunkt op for mig, hvilken fordel man kan få, når man er godt oppe i årene. Jeg havde en formiddag mellem klokken 10 og 12 oversat en halv side og sad nu og spurgte mig selv, om jeg havde fået alle betydninger med, eller om noget var røget af i svinget, og om jeg havde fået rytme og syntaks helt på plads, så det både afspejlede den tyske tekst og fungerede på dansk. Og her slog det mig så, at hvis jeg havde været yngre, ville jeg nok have sagt til mig selv: Er du gal, mand! Her har du siddet i to timer! Og du har kun oversat en halv side!

Så jeg oversatte to sider om dagen. Og blev mere og mere klar over, hvor god en tekst jeg sad med. Hvilken roman kan holde til så langsommelig og grundig en gennemgang og hver eneste dag være fascinerende læsning? En kvalitetsprøve af rang.

Efter arbejdet med dette værk, der befinder sig i grænseområdet mellem prosa og lyrik, har jeg udelukkende oversat lyrik, mest i bundne og stramme former.

Og her vil jeg kredse om et andet paradoks. Ikke blot bør man lave meget om for at være loyal begge veje, over for fremmedsproget og over for dansk. Man bør desuden overholde de pågældende strofers formelle bindinger, i høj grad for at kunne vise læseren, hvordan den slags bindinger paradoksalt nok kan være udtryksmæssigt frigørende.

Det vil jeg vise ved at præsentere et kort skjaldedigt af Egil Skallegrimssøn, en islandsk viking og bonde og skjald fra 900-tallet.

Egil Skallegrimssøn. Fra 16-tals manuskriptet AM 426 fol., Árni Magnússon Institut, Island

Før vi kommer til kvadet, er det nødvendigt med et lille baggrundsrids. Kvadet afspejler nemlig Egils reaktion på en konflikt, der ikke er gjort færdig. Han står til søs fra Norge mod Island med uforrettet sag og med en række voldsomme reaktioner bag sig og i sig, efter en retssag på Gulating ved Sognefjordens munding, hvor han havde retten på sin side, men den norske konge og dronning imod sig. De beordrede de fredhellige hasselstænger omkring dommerne revet ned og dommerne fordrevet, retten fejet til side af magten. Egil og hans mænd må tage flugten og dræber senere en af kongens og dronningens sønner og mange af hans følgesvende og røver og plyndrer og fylder skibet med tyvegods, klar til sejladsen mod Island. Alligevel har Egil ikke afreageret. Inden han forlader Norge, rejser han en nidstang med et hestehoved på toppen, der vender ind mod landet, og fremsiger besværgelser mod kongeparret, en række forbandelser, der skal drive dem ud af landet. Og som om dette ikke var nok, rister han sine besværgelser ind i stangen med runer. Så står han endelig til søs.

Den sidste og samlende reaktion på hele dette forløb er det selvprojicerende kvad, han fremsiger om bord, om sammenstød, der ikke er færdigt, mens skibet i modvind og med skråtstillet sejl kæmper sig vej væk.

Den stramt bundne form er sådan, at der er tre trokæer i hver af de otte linjer (dum-da, dum-da, dum-da) og bogstavrim, altså ord, der begynder med samme bogstav eller med vokal, på en trykstærk stavelse, sådan at hvert linjepar har to bogstavrim i første linje og ét i anden.

Bundet sådan finder hans ustyrlige raseri sit udtryk:

”Højt og stejlt mod stævnen

støder modvindsjætten

filen frem af havets

flade uden ophør.

Skånselsløs mod skibet

skurrer stormen filen

stift i stejle bølger

ind mod stævnens træværk.”

På norrønt kan ordene stå efter hinanden på mange måder, fordi bøjningsendelserne viser, hvordan ordene hører syntaktisk sammen. Det er også tilfældet her. Den går jo bare ikke på dansk, hvor der må naturlig ordstilling til, hvis kvadet skal virke. Så ud over at få rim og rytme og stavelsestal flyttet med over, går opgaven ud på at oversætte fra et ”bøjningssprog” til et ”rækkefølgesprog”, så Egils skjaldekraft kan slå igennem.

Jon Høyer ved receptionen i Strandgade

Flere af jer kender vel eller har hørt om Egils langdigt ”Sønnetabet”, hvor han får udtrykt sin ubærlige sorg over, at hans søn Bødvar er druknet. Versemålet er her slankt, med tre stavelser i de ulige linjer og fire stavelser i de lige linjer, og bogstavrim mellem linjeparrene, igennem 25 ottelinjede strofer.

Sådan får Egil udtrykt sin ustyrlige sorg.

Samme paradoks har jeg mødt hos den walisiske digter Dylan Thomas, hvis første digtsamling kom i 1934, og hvis sidste kom i 1952. Desuden var det mødet med ham, der viste mig, at jeg i højere grad er oversætter, end jeg er forfatter.

Jeg var nemlig begyndt på at skrive en digtsamling, hvor jeg ville vise, hvor mange og hvor forskelligartede sammenhænge vi mennesker på én og samme gang indgår i. Men så slog det mig, at det har Dylan Thomas jo gjort – og gjort meget bedre, end jeg kan gøre det. Så jeg slettede den smule, jeg havde lavet, og gik i gang med at oversætte Dylan Thomas. Det gav meget mere mening.

Og jeg har endnu mere at takke ham for. Da jeg nemlig var færdig med at oversætte nogle lange digte fra hans sidste samling, præget af indviklede og gennemførte rimmønstre, og havde fået det til at fungere på dansk, sagde jeg til mig selv: Nu tror jeg, jeg er gjort klar til at oversætte Goethes ”Faust.” Og det gik jeg så i gang med. Første del udkom i efteråret 2020, og første og anden del vil udkomme som ét samlet værk i foråret 2023.

Så Dylan Thomas har virkelig flyttet mig.

Dylan Thomas. Af Gianpiero Actis

Jeg vil slutte af med et af hans digte, der tydeligt illustrerer de to paradokser, jeg som lyrikoversætter har kredset om: Hvor meget man må ændre for at være loyal over for både kildesprog og målsprog, og hvor mange formelle bindinger man må overholde, for at det usigelige alligevel kan siges.

Digtet hedder ”Gå ikke fredeligt ind i den gode nat” og er en såkaldt villanelle. Der er kun to rimord, der går igennem digtets seks strofer. De første fem er på tre linjer og det sidste på fire.

Digtet er skrevet, mens hans far var døende. Det lyder sådan her:

”Gå ikke fredeligt ind i den gode nat.

Alderdom bør flamme vildt mod dagens ende.

Ras, ras, når lyset bliver mat.

 

Skønt vise mænd til slut ser mørket gribe fat,

for deres ord fik ingen lynild til at brænde,

så går de ikke fredeligt ind i den gode nat.

 

Gode mænd, til års, med udråb om, hvor glat

deres små bedrifter gik igennem, danse uden ende,

raser, raser, når lyset bliver mat.

 

Vilde mænd, der greb og priste solen brat

og ser, for sent, at det var sorgen, de fik lært at kende,

går ikke fredeligt ind i den gode nat.

 

Alvorsmænd nær døden og med øjnene besat

af blindhed, dog med blus, en meteor kan sende,

raser, raser, når lyset bliver mat.

 

Og du, min far, som livet næsten har forladt,

forband mig og velsign mig, lad viltre tårer rinde.

Gå ikke fredeligt ind i den gode nat.

Ras, ras, når lyset bliver mat.”

***

 

Gæster ved receptionen i Strandgade

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.