Sara Koch er skønlitterær oversætter fra norsk og engelsk. Hun har bl.a. oversat Karl Ove KnausgårdJohn Banville, Gunnhild ØyehaugMatias Faldbakken og Dag Solstad. Derudover startede hun i 2012 Babelfisken og sad i Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur 2014-15. I foråret 2020 blev blev hun interviewet til BogMarkedet af Christen Bonde. Dette er en let opdateret udgave af interviewet.

Hvad optager dig ved at arbejde som oversætter?

”Det er nok litteraturen og en stor læselyst, der har drevet mig til oversættelse. Jeg er litterat og ikke sproguddannet, og det er således også det litterære arbejde med sproget, der driver mig.

Litteratur er et blik ind i andre verdener og andre hjerner. Det åbner os som mennesker, gør os mere tolerante og empatiske – eller lærer os, hvorfor vi ikke er det. Jeg kan lide at oversætte, lide at være inde i en tekst og formidle den for andre. Genskabe den på dansk. Strække det danske sprog, så det passer til teksten, til det den udenlandske forfatter har gjort med sit sprog.

Der sker noget spændende, når to sprog og verdensanskuelser sådan mødes. Verdenslitteraturen i oversættelse kan ikke blot åbne op for nye perspektiver, den kan udvide sprogets grænser på en anden måde, end danske forfattere og andre sprogbrugere gør. Derfor er det vigtigt, at vi har modige forlæggere, der tør udgive den smalle litteratur – og støtteordninger, der hjælper dem og os som oversættere, på vej.”

Vil du give nogle eksempler på, hvordan du arbejder?

”Jeg sætter mig hver morgen foran computeren. Jeg er sådan en, der ikke kan finde ud af at sidde på en stol, så efter i flere år at have siddet kontorstole skæve sidder jeg i dag i skrædderstilling på en stor skammel (eller et lille sofabord, tror jeg måske, det egentlig er).

Om morgenen sætter jeg mig foran computeren og oversætter et par timer, så spiser jeg frokost og går en tur, og så oversætter jeg igen om eftermiddagen. Jeg arbejder med flow og indlevelse. Ud fra mine egne erfaringer som menneske stiller jeg mig til rådighed for teksten. Nogle tekster kræver, at der skal slås meget op og researches meget, ved andre går jeg mere direkte til tasterne.

Hvis der er problemer, jeg ikke umiddelbart kan løse, får teksten en hageparentes, og så vender jeg tilbage til det senere. Nogle løsninger kommer med det samme, andre tager længere tid. Men hvis jeg er i det rigtige flow, plejer de at komme. Hvis ikke, er det ofte, fordi jeg trænger til en pause. At stå på hovedet et øjeblik kan være effektivt. Eller en kop te og lidt stirren ud ad vinduet. Derefter læser jeg teksten igennem, tjekker den mod originalen (har jeg glemt noget? har jeg misforstået noget? er det godt nok?), og siden læser jeg teksten igen en eller to gange. Så læser forlaget teksten, og til sidst kommer der en satskorrektur. Samarbejdet med forlaget betyder virkelig meget. At få en god tekstlæser og et forlag, der viser respekt, betyder meget for arbejdsglæden.

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg læser bogen, før jeg oversætter. Det gjorde jeg altid før i tiden, men jeg gør det faktisk ikke længere. Første gang jeg ikke gjorde det, fik jeg en stor overraskelse til sidst i romanen. De to tvillinger i romanen viste sig at være en pige og en dukke. Men ved ikke at læse romanen først er man altid på samme niveau som læseren, og det gør noget ved intensiteten i arbejdet. Jeg ved ikke, hvad der venter på næste side. Sådan er livet også.

Jeg trives godt med at være et usynligt led i produktionen, men anerkendelse for mit arbejde og kreditering på hjemmesider og i aviser er altafgørende. Jeg lever af mit navn. Nogle steder møder man ikke så meget respekt for oversætterens arbejde, og det går ud over arbejdsglæden, men også i et større perspektiv over kvaliteten. De senere år er der sket et skred, hvor jeg møder en større respekt for vores fag. Mit navn stod på forsiden af Anna Burns’ Mælkemanden, som udkom på Palomar for nogle år siden, og det nye forlag Gutkind har oversætteren på flappen, og de er særligt gode til at huske at kreditere oversætteren fx på sociale medier. Det er med til at skabe en respekt for vores fag som på sigt vil sikre kvalitet.”

Du oversætter selv fra både norsk og engelsk. Mærker du forskel, når du oversætter fra forskellige sproglige afsæt? 

”Målet er jo til enhver tid at få teksten til at lyde så dansk som muligt. Der bør ikke være sproglige afsæt, kun forfatterens stil bør sætte afsæt. Ved nærlæsning vil det nok vise sig, at det er et ideal og ikke et faktum. Litterær stil dannes jo også ud fra det sprog, der skrives på, og hvad der er stil, og hvad der er sprog, det kan nok diskuteres. Men målet er som altid at lyde, som forfatteren ville have gjort, hvis hun havde skrevet på dansk.”

Hvad er den mest interessante bog (eller forfatterskab), du har arbejdet med som oversætter?

”Den mest interessante bog er uden tvivl Will Selfs ‘Paraply’, som jeg oversatte for Tiderne Skifter. Det er en roman om en kvinde, der bliver ramt af en viral hjernebetændelse (encephalithis lethargica), som hærgede omkring Første Verdenskrig. Mange døde af den, men nogle endte i en komalignende tilstand, hvor man var ved bevidsthed, men ude af stand til at interagere med omverdenen. Mange af patienterne levede i årtier på psykiatriske institutioner. I 1970´erne dukkede et lægemiddel op, som kortvarigt vækkede disse patienter op igen efter omkring 50 års dvale.

Romanen følger den unge kvinde under Første Verdenskrig, før og efter hun bliver syg, og en psykiater i 1970´erne, som altså får vækket hende op fra denne mærkelige dvale, og sidenhen som ældre mand, hvor han tænker tilbage og forsøger at forstå det, der skete. Romanen er skrevet som en stream of consciousness og hopper mellem tid og sted og fortællerstemme på sætningsniveau, så både læser og oversætter skal holde tungen lige i munden.

Det er en fremragende og rørende roman og altså det vildeste og mest interessante, jeg har arbejdet med som oversætter. Jeg var virkelig på overarbejde, der skulle slås op og researches og tænkes meget, før jeg begyndte at forme de danske sætninger. Og jeg havde et forbilledligt samarbejde med Ulf Houe fra Tiderne Skifter om redigeringen af bogen. Romanen er mærkelig aktuel i dag fordi nogle mener at de værste senvirkninger man oplever efter covid, kan være beslægtede med senvirkningerne efter virussen fra Første Verdenskrig. Det er spekulationer og avanceret neurovidenskab, som jeg desværre ved alt for lidt om. Men spændende er det. Jeg kan meget varmt anbefale at læse Paraply her i vinternedlukningen.

Romanen er mærkelig aktuel i dag fordi nogle mener at de værste senvirkninger man oplever efter covid, kan være beslægtede med senvirkningerne efter virussen fra Første Verdenskrig. Det er spekulationer og avanceret neurovidenskab, som jeg desværre ved alt for lidt om. Men spændende er det. Jeg kan meget varmt anbefale at læse Paraply.

Når det gælder forfatterskaber, kommer jeg ikke uden om Knausgård, der har farvet mig både som oversætter og menneske. Det har været en gave for min karriere at arbejde med så spændende en forfatter, men også en forfatter, der har været så meget blæst om. Det har givet min karriere et skub, som gør, at jeg i dag har virkelig mange fremragende forfattere på cv’et. Det er jeg meget taknemmelig for.

Knausgårds debutroman var min første romanoversættelse, og der har vel knap nok været et eneste år i min karriere, hvor jeg ikke har oversat en Knausgård-bog. Sammenlagt har jeg oversat ufattelig mange sider Knausgård. (Jeg har ikke talt). Sensommeren 2020 tilbragte jeg i en hytte med udsigt til Oslofjorden sammen med Knausgårds forrige roman, Morgenstjernen. En djævels god roman (på 666 sider).Her i vinter sidder jeg i mit nye hus med udsigt til Langelandsbælt og oversætter hans seneste, Ulvene fra evighedens skov.

Når man arbejder meget med en stemme, bliver man også mere bevidst om sin egen metode og stil, og det var netop i arbejdet med Knausgård, jeg blev opmærksom på, hvor meget identifikation og indlevelse betyder for min måde at oversætte på.

Ved at gå i mine egne fodspor blev jeg bevidst om min egen metode og ikke mindst, hvordan jeg kunne forbedre og forfine den. Jeg tror på, at jeg – jeg vil ikke sige man, for jeg aner ikke, om det fungerer sådan for andre – ved at leve mig ind i teksten og stille mine egne erfaringer til rådighed for teksten opnår et større flow og en bedre dansk tekst. Ved ikke (kun) at skrive på intellekt og analyse, men erfaring.

Mens jeg ventede på manuskriptet til bind seks af ‘Min kamp’, sad jeg nogle uger uden arbejde. Jeg begyndte at læse lidt bredt og fandt ud af, at min metode på mange måder ligner den russiske teaterinstruktør Stanislavskijs metode for skuespillere, den som senere er blevet videreudviklet til method acting.”

 

 

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.