Den 31. marts udkom Amanda Gormans nu så berømte digt The Hill We Climb på dansk i den 27-årige lyriker Naiha Khiljees oversættelse. Værket har ikke fået nogen blid medfart af anmelderne, men hvor er det egentlig, det går galt? Oversætter Allan Hilton Andersen kigger her på udgivelsen og modtagelsen og påminder om, at ingen oversætter er en ø.
Den 20. januar blev Joe Biden indsat som præsident i USA. Ganske symptomatisk for hele ritualet var der to store samtaleemner bagefter i den vestlige verden: Bernie Sanders’ luffer og Amanda Gormans opførelse af digtet ’The Hill We Climb – an Inaugural Poem for The Country’. Sanders og lufferne blev genstand for utallige photoshop-variationer, og Gormans optræden blev hyldet for intensiteten i forestillingen. Siden fulgte en lang og til tider hed debat om, hvem der er berettiget til at oversætte digtet til en ventende verden.
Den skal der ikke gøres noget ud af her. Digtet foreligger nu på dansk, oversat af Naiha Khiljee for Lindhardt & Ringhof og udgivet i en nydelig tosproget udgave med et flot omslag i samme gule farve som Amanda Gormans Prada-frakke. Og bogen har som den amerikanske udgave et komplet intetsigende bogklubforord af Oprah Winfrey.
Den første omtale af digtet i danske medier kom allerede dagen efter indsættelsen, i Jyllands-Posten. Prof. Lars Ole Sauerberg indsætter digtet i en tradition, der ikke er en egentlig tradition. Kun fire præsidenter (alle Demokrater) har brugt en lyriker ved deres indsættelse, og kun to af disse er eller blev kendte, nemlig Robert Frost og Maya Angelou. Robert Frost havde skrevet et digt til lejligheden, men da han ikke kunne læse sit manus, fordi han blev blændet af sneen, reciterede han ’The Gift Outright’ fra hukommelsen. Det var til Kennedys indsættelse.
Sauerberg kan også fortælle, at Gorman skrev sit digt om efter stormen på Kongressen, så det blev højaktuelt, og blandingen af patos og talesprog ser han som en arv efter digtere som Whitman, Carl Sandburg, Carlos Williams og Langston Hughes.
Sauerbergs skarpe blik for traditionen og ikke mindst hans indgående kendskab til musikaliteten i afro-amerikansk lyrik sætter Gormans digt ind i en kontekst, som får ham til at konkludere, at digtet helt sikkert er ”teksten til tiden”. Af gode grunde forholder Sauerberg sig ikke til den danske oversættelse.
Det gør til gengæld Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad – with a vengeance, må man sige. Det er måske ikke så underligt, når originalen præsenteres som ’et autentisk, intenst og flot digt’. Han anfører samtidig en begrundelse for sin kritik, hvor han holder konkrete eksempler op mod originalen, og her kan det ofte være svært at være uenig med ham. Men hans karakteristik af originalen kan man godt tillade sig at være uenig i, når han videre skriver, at digtet har ”en koncentreret diktion, en voldsom intensitet og autenticitet i tonen og en sproglig vellyd ud over det sædvanlige.” Det vender jeg tilbage til. Endvidere stiller han det rimelige krav til ”digteren” (NB: ikke ’oversætteren’), at en ”god digtoversættelse” er et spørgsmål om, at digteren i dybeste forstand har forstået og er i stand til at udtrykke den tone, stemning og holdning, som er karakteristisk for den digter, han eller hun oversætter.”
Så langt, så godt. Det er jo næsten det samme krav, der er formuleret i vores oversættelseskontrakter med forlagene.
Stein Larsen anfører tre væsentlige grunde til, at oversætteren kommer til at fremstå som en ”pjanket rimmager”, der har skrevet ”en konfirmationssang fra oldefars tid”:
Allan Hilton Andersen.
For det første: Oversætteren fanger ikke den poetiske rytme og klang eller de rim og ordspil, der er i Gormans tekst. For det andet: Hun er uvidende om de intertekstuelle referencer (eller hun ignorerer dem). For det tredje: Hun har ikke sans for stil og tonefald i kombinationen af patos og talesprogets diktion. På alle tre punkter argumenterer han for sin dom med eksempler, og det er svært at finde belæg for, at han tager fejl. Man kunne naturligvis tilføje, at der da også er eksempler på gode passager i oversættelsen – og er der egentlig nogen grund til at svinge så aggressivt med blodøksen? I så fald kunne og burde den måske rettes mod forlaget, som tydeligvis ikke har givet udgivelsen den opbakning, man kunne forvente. Som en af mine egne eminente redaktører har sagt: ”Redaktøren kan arbejde med oversætteren, coache bedre løsninger frem, stille krav, støtte og nurse, få det bedste frem, presse oversætteren til at yde sit ypperste.” Når Khiljee fx oversætter ’scripture’ med ’hellige skrifter, kunne en erfaren redaktør have sagt: ”’Scripture’ oversættes normalt med enten ’Den hellige skrift’ eller ’Biblen’ – ikke ’Hellige skrifter’”. Men en decideret fejl har oversætteren altså ikke begået, som Stein Larsen hævder: ” Misforståelserne af tekstens mening er talrige,” skriver han. ”’Scripture’ der efterfølges af et – forkert citeret – bibelsted, bliver ikke til ’Bibelen’, men til ’Hellige skrifter’.” ”Forkert citeret” ? Nej, passagen – ”de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort” – er helt i tråd med Bibelselskabets seneste udgave. Valg kan altid diskuteres, men Khiljee oversætter citatet korrekt. Oversættere kan naturligvis begå fejl, (som helst skal fanges af en redaktør), men det samme kan anmeldere, bør man huske. Som her, og som når oversætteren kaldes dansk-iransk, men er dansk-pakistansk.
Alle Stein Larsens kritikpunkter, som han efter min bedste mening har delvist ret i, kunne være afhjulpet, hvis forlaget havde udstyret oversætteren med kompetente redaktører, som må formodes at have erfaring med lyrikkens virkemidler – og med en konsulent, der vidste mere om USA og amerikansk kultur end Naiha Khiljee. Hvis man vil satse på en uerfaren oversætter, vil der uvægerligt blive begået fejl – det sker skam også for erfarne oversættere – men i så fald bør man fra forlagsside sørge for den fornødne støtte til at sikre bevarelsen af det kunstneriske aspekt. Både af hensyn til oversætteren og til publikum.
Når vi har fået tjek på de interkulturelle referencer, de indenrigspolitiske undertoner, de racemæssige allusioner osv., står de lyriske virkemidler tilbage: prosodi, ordspil, rim, ordvalg. Heller ikke det har oversætteren styr på, ifølge Stein Larsen. Man kan så diskutere, om forfatteren har. Alle har givetvis deres egen opfattelse af, hvad genialitet er; personligt finder jeg Gormans ordspil ulidelige og amatøragtige – også de eksempler, Stein Larsen så begejstret fremhæver. Ingen af hendes ordspil og rim overgår, hvad man kan høre i en hvilken som helst gennemsnitlig amerikansk tv-serie. Kan man så forlange en brillant oversættelse? Ja, det kan man i en vis forstand, men oversætteren har så ikke formået at levere den. Heri er jeg enig med Stein Larsen. Vi er ved kernen af oversættelsens væsen, og det er tydeligt, at Stein Larsen mener, at en dygtig poet skal bruges som oversætter af god poesi. Det ses på hans eksempler – Bjørnvigs oversættelser af Rilke, Bo Green Jensens af T.S. Eliot, Erik Knudsens af Rimbaud. Om oversættelsens skavanker skyldes oversættelsesmæssig eller lyrisk uerfarenhed, vil jeg ikke dømme om, men det er i mine øjne først og fremmest forlaget, der fortjener kritik – for at have ladet oversætteren stå alene med de mere eller mindre vellykkede ordspil, anaforer, allusioner, rim og versbindinger. Det kræver altså en erfaren hånd.
Det fremhæves af flere anmeldere, at styrken i Gormans digt fremgår af både performance-delen og den trykte tekst. Jeg er helt uenig. Forestillingen var bestemt musikalsk, dynamisk og fængslende som god musik, og selv de bovlamme ordspil gled ned, fordi ørerne ikke som øjnene kunne gå tilbage i teksten og få en til at græmme sig. Scenen var sat: Trump var blevet sparket ud, vi afventede en retssag i Minneapolis, og lys skulle nu erstatte mørke, visualiseret via den solgule frakke. Kun en dårlig oplæsning kunne ødelægge totalindtrykket, og det gjorde den ikke. Den var gennemprøvet og afleveret med élan af en spoken-word-ekspert. Men den trykte tekst er en anden historie.
Mette Høeg anmeldte i Berlingske den danske udgivelse som en halvhjertet oversættelse, hun ikke er imponeret af, og hun har en karakteristik af den trykte originaltekst, som på mange punkter ligner den, jeg havde i tankerne, da jeg påbegyndte teksten her. Hun slutter med ordene:
”’Bjerget vi bestiger’ er lyrik som oppustet, overfladisk og forskønnende undvigelsesmanøvre, alt for nemt og uden substans. Udtrykket af klarhed og styrke lå i livefremførelsen og i øjeblikket, og på print er både dets negative og positive fascinationskraft forsvundet.”
Gormans forestilling var fremragende, så man forstår godt, at halvdelen af Jordens befolkning fik tårer i øjnene. Det samme gjorde visse forlæggere. Måske skulle de have udgivet en dvd i stedet for.
De kunne eventuelt have brugt de danske tv-tekster, der var baseret på Thomas Bredsdorffs og Tonny Pedersens oversættelse, der blev bragt i Politiken dagen efter indsættelsen. Men de to herrer passer naturligvis ikke til den ønskede oversætterprofil.
Ak, ja. Jeg synes, det er synd for oversætteren. Hun anede ikke, hvad hun gik ind til. Det er jo helt urimeligt at forvente, at en totalt uerfaren oversætter lige kan klare det her. Jeg mener ikke engang, at de så skulle have kompenseret ved at pakke hende ind i redaktører – det svarer til at lade en motionscyklist hænge fast i holdvognen hele vejen op ad bjerget og så sige, at vedkommende har kørt Tour de France.
Tja, men har man sagt A, må man også sige B. Forlaget vælger en oversætter, hvis profil på mange måder passer til diversitetsdebatten, og det var jo et krav fra amerikansk side. Men når vedkommende så er uerfaren, bør man anstændigvis tage hende i hånden. Det er da muligt, at forlaget har ‘pakket hende ind i redaktører’, som du kalder det – det aner jeg ikke noget om, men jeg tillader mig at tvivle. Hvis det er tilfældet, har samme forlag et helt andet problem, og det har jeg egentlig lidt svært ved at se for mig.