29. oktober vandt Kristin Roskifte fra Norge Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for Alle sammen teller (Magikon 2018), som er “anderledes og enestående inden for sin genre. Man kan læse den mange gange, opdage nye detaljer, genkende andres tanker og måske få øje på sig selv” (Norden.org). Roskifte er illustrator og billedbogsforfatter, og prisen blev overrakt af den svenske statminister Stefan Löfven i Konserthuset i Stockholm. Foruden æren modtager vinderen 350.000 danske kroner.
Det er anden gang Norge vinder den ret nyindstiftede pris, som blev uddelt første gang i 2013. Fra Danmark var Jacob Martin Strid nomineret med Mumbo Jumbo bliver kæmpestor (Gyldendal 2018), og det samme var Cecilie Ekens Styrke. Karanagalaksen. Log I (Høst & Søn 2018). Læs om de øvrige nominerede her.
Rettighederne til bogen er allerede solgt til 20 lande, bl.a. Danmark. Babelfisken ønsker tillykke og glæder sig til den danske oversættelse.

Babelfisken ønsker også Jonas Eika tillykke og håber, at oversætterne ude i verden vil behandle hans tekst efter fortjeneste.