Så har den tredje danske Ulysses-oversættelse set dagens lys – en interessant hybrid mellem lærebog og fan translation
Af Ida Klitgård
Anmeldelse af James Joyce: Ulysses. På dansk ved Bent Wiberg og Jens Feilberg. Med seks grafiske værker af Helle Frøsig. Forlaget Vandkunsten, 2019.
Det er fem år siden, den danske presse gik i selvsving over Karsten Sand Iversens ”kunstnerisk kompromisløse” gendigtning af James Joyces modernistiske mesterværk Ulysses fra 1922. Oversættelsen var længe ventet, længe savnet, længe påkaldt. Anmelderne og Joyce-aficionados kunne da heller ikke få armene ned – ej heller denne læser, som Babelfiskens læsere nok kunne fornemme i min anmeldelse her på siden. Endelig kom der et berigende bud på en nyoversættelse i kølvandet på Mogens Boisens internationalt berømte livtag med bogen hele tre gange i 1949, 1970 og 1980/86. Boisens version er for forklarende, for ”pædagogiserende”, men nu kom der andre boller på suppen. Karsten Sand Iversen ville ”rense og skabe lys” i forsøget på at genskabe al den Joyceanske sanselighed, der var gået tabt i Boisens både ekspliciterende og til tider stærkt fejlbehæftede (og plagierende) oversættelse. Og det var lykkedes Sand Iversen til fulde.
Det kan derfor undre, hvorfor der nu er dukket endnu en oversættelse op. Men det har sin egen historie. Der er tale om et stykke såkaldt fan translation. Hermed hentydes der til et omsiggribende moderne fænomen, hvor fans – typisk af audiovisuelle medier såsom film, tv-serier, tegneserier, computerspil, men også fiktion – påtager sig at oversætte til deres eget sprog til glæde for alle i den pågældende fankultur. Her kan man fx læse om en kinesisk fanoversættelse af Harry Potter. Det er dog ikke fordi, Wiberg og Feilberg er med på beatet. Deres fan-oversættelse har været mange år undervejs. Men hvem er de to herrer egentlig? Og hvad er det for en bog, man sidder med i hånden?
Bent Wiberg (f. 1934) er cand.scient., tidligere forskningsbibliotekar og Det Danske James Joyce Selskabs første sekretær. Jens Feilberg (f. 1940) er pensioneret dommer og tidligere præsident for Sø- og Handelsretten. Det er dermed et par ældre veluddannede og livslange fans på henholdsvis 85 og 79, der barsler med den nye udgave. Wiberg har i øvrigt tidligere begået en håndbog til forståelse af Ulysses: Ulysses kommenteret – nøgle til James Joyces hovedværk (Idons Forlag 2004), som noterne i nærværende oversættelse bygger på. Han er også medoversætter af Olof Lagerkrantz’ bog At være til: En studie i James Joyces Ulysses (1978) og medredaktør af James Joyce 1882-1982: Essays.
Nyoversættelsens forside. Design: Carl-H.K. Zakrisson/Forlaget Vandkunsten.
Bogen er lækker: holdt i sort, røde og hvide farver i en aflang udgave og med flotte farvestrålende grafiske tryk. Der er et ultrakort forord – denne læser savner en længere personlig beretning om tilblivelsen – hvor det nævnes, hvilken udgave af Ulysses, der er anvendt, samt at Wiberg og Feilberg har fordelt kapitlerne imellem sig, således at Wiberg står for kap. 1-15 og Feilberg for kap. 16-18. Feilbergs oversættelse er udrettet i samarbejde med Joyce-selskabets mangeårige medlem Inger Rønne. Feilberg har ligeledes stået for koordinationen af hele værket samt udarbejdet noterne på baggrund af Wibergs Nøgle til James Joyces Ulysses. Til Bogmessen i Forum i november sidste år forklarede Feilberg, at han blev hevet ind til oversættelsen af de sidste tre kapitler, da Wiberg var gået i stå efter kap. 15. Man ser næsten for sig, hvordan forskningsbibliotekaren har siddet og nørdet med detaljerne, til udmattelsen har bredt sig, hvorefter dommeren har svunget hammeren og sat det sidste punktum. Med den anonyme Inger Rønne i kulisserne.
Men nu skal jeg ikke gøre mig kostelig over dette værk. Der ligger et kæmpe respektindgydende arbejde bag. Bogen er nemlig udstyret med 3000 noter til de mange gådefulde referencer og hjernebrud, som Joyce hyggede sig med at sprede ud over den tunge murstensroman. Wiberg og Feilberg har også tilføjet en liste over anvendt litteratur, et par siders bemærkninger til noterne (hvor vi fx erfarer, at alle Shakespeare-citater er fra Niels Brunses oversættelser, alle Homer-citater er fra Otto Steen Due, og alle Bibelreferencer er fra den danske 1992-udgave). Derudover finder man også en fortegnelse over mål og vægt, en udførlig kapiteloversigt samt et vægtigt appendiks over ”De vigtigste helgener”.
Men hvordan er den så, denne nyoversættelse? I sin anmeldelse i Politiken d. 19.2.19 konkluderer Jes Stein Pedersen, at ”Ulysses har virkelig fået med sproghøvlen, så den fremstår fin og glat, men også mere almindelig”. Wiberg og Feilberg gør det egentlig godt, men pædagogiserer: ”Forlaget kalder den nye oversættelse en folkebog, og det er en dækkende betegnelse for den i øvrigt fremragende tilrettelagte udgave af Joyces bog. Nu kan alle vitterlig være med, men prisen for demokratiseringen er tydelig. Sproghøvlen tæmmer i for høj grad det vilddyr, Joyce i sin tid slap løs på verden.”
Nu synes jeg, at metaforen med en høvl anvendt på et vilddyr egentlig er lidt skræmmende og må siges at høre under kategorien dyrplageri. Men jeg vil i forlængelse heraf også forsøge at bevæge mig I kombinationer af billeder – nemlig i Joyces brug af ordspil. Ordspil er et stilistisk træk, der nærmest er umulig at gengive loyalt i en oversættelse. Betydningerne, der leges med, vil altid være nogle andre fra sprog til sprog, medmindre der er tale om to sprog, der ligner hinanden rigtig meget.
Som et sammenlignende eksempel på de tre oversættelser, vil jeg pege på en passage i ”Wandering Rocks”-episoden (kap. 10 – som ligger inden for Wibergs område). Her leges der med et såkaldt homonym, altså et ord, der betyder to forskellige ting men lyder ens: ”Tell him I’m Boylan with impatience”. Joyce sammenblander navnet på personen Blazes Boylan og ordet “boiling” I en enslydende irsk udtale. Og som det er med en lang række motiver i Ulysses, så leges der videre med dette i det efterfølgende kapitel 11: ”With patience Lenehan waited for Boylan with impatience”. Om Joyce er ude i noget nonsens, eller om det skal læses som, at Lenehan tålmodigt venter på en utålmodig Boylan, er uklart. Sikkert begge dele. Sådan ordleg skal jo så helst også gengives på dansk. Her er de tre oversætteres bud:
-
- Tell him I’m Boylan with impatience (Joyce 1922/1986: 10.486)
Mogens Boisen:
Sig til ham, at jeg er Boylan af utålmodighed (Joyce 1980/1990, vol. 1: 275)
Karsten Sand Iversen:
Sig til ham han får med boylan hvis han ikke (Joyce 2014: 250)
Bent Wiberg:
Og sig til ham, at jeg er Boylende af utålmodighed (Joyce 2018: 345).
-
- With patience Lenehan waited for Boylan with impatience (Joyce 1922/1986: 11.289-90)
Mogens Boisen:
Med tålmodighed ventede Lenehan på Boylan af utålmodighed (Joyce 1980/1990, vol. 1: 310)
Karsten Sand Iversen:
Med tålmodighed ventede Lenehan på Boylan med utålmodighed (Joyce 2014: 283)
Bent Wiberg:
Med tålmodighed ventede Lenehan på Boylan af utålmodighed (Joyce 2018: 385)
I det første eksempel står det klart, at Boisens løsning ikke vækker genklang af Joyces drillerier. Det er udelukkende den engelskkyndige læser, der vil kunne se koblingen mellem navnet og lyden af det engelske ”boiling”. Sand Iversen går helt andre veje, idet han laver det om til sit eget ordspil, hvor navnet Boylan sammenflettes med lyden af det danske ”bøjlen”. Selvom han derved undgår betydningen af at sidde og koge af utålmodighed, så lykkes det ham rent faktisk at få skabt et lattervækkende homonym på dansk, der er tro mod Joyces ide. Wiberg lykkes også med at få skabt et lydmalende ordspil, idet han laver en dansk hybrid mellem Boylan og ’kogende’. Det kræver så desværre også en engelskkyndig læser til at forstå, at ordet minder om det engelske ”boiling”. Og her er der ikke nogen hjælpende fodnote til læseren.
Hvad angår det andet eksempel, så giver både Boisen og Wiberg kun anledning til en enkelt læsning af denne sætning. Vi forstår udsagnet som en slags nonsens, da man ikke både kan vente med og uden utålmodighed. Sand Iversens valg af ”med utålmodighed” giver os derimod mulighed for at læse det dobbelte spor, som Joyce intenderede.
Andetsteds i ”Sirens”-episoden (kap. 11) smider Joyce en regulær tungebrækker på bordet:
Pat is a waiter who waits while you wait. Hee hee hee hee. He waits while you wait. Hee hee. A waiter is he. Hee hee hee hee. He waits while you wait. While you wait if you wait he will wait while you wait. Hee hee hee hee. Hoh. Wait while you wait (Joyce 1922/1986: 11.916-19).
På engelsk er der sammenfald mellem ”wait” i betydningen ”vente” og ”wait” i betydningen ”opvarte” eller ”betjene”. Og en ”waiter” bliver dermed en, der både venter og opvarter/betjener. Dette humoristiske sammenfald kan vi ikke gengive på dansk. Her kan vi kun tale om at “vente” og “opvarte” eller ”betjene”. Og en ”waiter” kan derfor kun være enten en “tjener” eller en der ”venter”. Her er de danske gengivelser:
Mogens Boisen:
Pat er en tjener som henter mens man venter. Hi hi hi hi. Han henter, mens man venter. Mens man venter, hvis man venter vil han hente, mens man venter. Hi hi hi hi. Ho. Henter mens man venter (Joyce 1980/1990, vol. 1: 330)
Karsten Sand Iversen:
Pat er en opvarter som varter mens man venter. Hi hi hi hi. Han varter mens man venter. Hi hi. En varter er han. Hi hi hi hi. Han varter mens man venter. Mens man venter hvis man venter vil han varte mens man venter. Hi hi hi hi. Hoho. Varter mens man venter (Joyce 2014: 301)
Bent Wiberg:
Pat er en opvarter som venter mens man venter. Hi hi hi hi. Han venter mens man venter. Mens man venter hvis man venter, vil han vente mens man venter. Hi hi hi hi. Hoh. Vent mens du venter (Joyce 2018: 409)
Boisen har været tro mod ordenes primære betydninger og undgår derved at lave ordspil som på engelsk. Det eneste redskab, han har haft, er muligheden for at rime på ”henter” og ”venter”, og det få da også smilebåndet til at trække let på sig.
Sand Iversen må også have revet sig i håret. Heller ikke her får vi et fuldblods ordspil. I stedet leges der med ordene ”varter” og ”venter”, og det sjove bliver så her bogstavrimene med ”v” og endelserne ”-er”. Han starter med ”opvarter”, men ændrer det længere ned til en ”varter”, hvilket er lidt synd, synes jeg. Ordet ”opvarter” er tungt og bryder rytmen, så hvis ”varter” havde været brugt konsekvent, havde Joyces galskab stået mere klart.
Wiberg lægger sig meget op ad Boisen, men der er røget en smutter med i købet. Boisens og Sand Iversens ”Han varter mens man venter” gengiver de to betydninger, mens Wiberg blot gentager ”Han venter mens man venter”, hvilket må siges ikke at være så præcist om en tjeners beskaffenhed.
Et andet eksempel I kap. 14 byder på mere vildskab. Her hører vi om ”Father Cantekissem” (Joyce 1922/1986: 14.816), hvis navn er en sammenblanding af ordet ”catechism” med den irske udtale af ”can’t he kiss them”. Dette bliver på dansk til:
Mogens Boisen:
fader maaikkekysses (Joyce 1949: 413)
fader Seul-i-bed (Joyce 1980/1990, vol. 2: 31)
Karsten Sand Iversen:
Fader Katekusmis (Joyce 2014: 431)
Bent Wiberg:
Fader Katekysmus (Joyce 2018: 585)
Boisens tidlige oversættelse ekspliciterer navnets anden betydning på bekostning af et ordspil. I den senere version har fanden taget ved ham, idet han her leger med det franske ord ”seul” (alene) og ”i-bed” (i seng). Det er jo faktisk ganske morsomt, idet denne konstruktion lydmæssigt minder om ordet ’cølibat’, der er helt rammende for en irsk pater. Men igen skal den danske læser kunne se, at ”bed” er det engelske ord for seng, og at det dermed ikke har noget med blomsterbede at gøre.
Sand Iversen tager de seksuelle undertoner et skridt videre og leger med ordene ’katekismus’ og ’kusse’ og ’mis’ koblet til ”Kate”, som for den danske læser yderligere associerer til arten kat.
Og som kronen på værket, så begiver Wiberg sig i en helt anden boldgade, idet kan skriver ”Katekysmus”. Her får han koblet ”kys” ind imellem starten og endelsen på ’katekismus’, som så her ikke straks giver associationer i retning af katte. Det er en mere tuttenuttet oversættelse, der på ingen måde siger noget om paterens seksuelle afholdenhed. Hvis man ikke lige fanger det underliggende ’katekismus’, undrer man sig over, hvad den lille mus har at gøre her, og hvorfor den skal kysses. Så helt konkret har Wibergs sproghøvl fået barberet den store missekat ned til et lille pibedyr. Og som en ekstra kuriositet fik navnet mig til at tænke på Cole Porter-musicalen Kiss me, Kate (1948) der er en Broadway-udgave af Shakespeares skuespil Trold kan tæmmes. Så ja, der er sandelig tale om dyretæmning på højt plan.
Så egentlig viser disse stikprøve-sammenligninger, at vi historisk er gået fra en pædagogiserende oversættelse til en kunstnerisk og tilbage igen til en pædagogiserende. Wiberg og Feilbergs udøvelse af fan translation er ført med en pædagogisk hånd til glæde og gavn for ’folket’ – og velsagtens også skaren af medlemmerne i fankulturen herhjemme. Men hvad skal den almindelige interesserede læser så gøre? Hvis man vil have den fulde kunstneriske oplevelse med alt, hvad det indebærer af knuder og mystificeringer uden håndholdt førstehjælpskasse, skal man gå til Karsten Sand Iversen. Hvis man vil hjælpes hele vejen, kan man stadig læse Karsten Sand Iversens udgave og få hjælp fra Wibergs håndbog. Hvis man vil have en mere læse-let samt tids-, penge- og pladsbesparende udgave, så kan man gå til Wiberg og Feilbergs oversættelse, som slår roman og noter sammen i én og samme bog. Vi kan glæde og over, at viften af muligheder har udvidet sig, så der er blevet plads til både nidkære snedkere og sanselige vilddyr på hylden over danske oversættelser.
Referencer:
Joyce, James, 1922/1986, Ulysses, redigeret af Hans Walter Gabler, The Bodley Head.
Joyce, James, 1980/1990, Ulysses, oversat af Mogens Boisen, Gyldendal.
Joyce, James, 2014, Ulysses, oversat af Karsten Sand Iversen, Rosinante.
Joyce, James, 2019, Ulysses, oversat af Bent Wiberg og Jens Feilberg, Forlaget Vandkunsten.
Ida Klitgård. Foto: Privat.
Ida Klitgård, ph.d., dr.phil. i engelsk og oversættelsesvidenskab. Ansat som lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC. Har skrevet vidt og bredt om litterær oversættelse, bl.a. disputatsen Fictions of Hybridity: Translating Style in James Joyce’s Ulysses (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2007) samt et nyligt afsnit om “Wordplay and translation” i Kirsten Malmkjær (red.): The Routledge Handbook of Translation and Linguistics (London and New York: Routledge, 2018).