Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Da jeg havde været årsvikar i tysk og spansk på et gymnasium i et år, fik jeg et virkelig dårligt skema, hvor mine få timer var spredt ud over alle ugens dage. Min rektor havde lovet mig noget andet, og som kompensation fik jeg to tusind kroner til at købe bøger for. Jeg kom hjem med Oversætterhåndbogen, Håndbog i nudansk, Dansk sprogbrug og den slags. Så det var tydeligt nok, hvad jeg egentlig havde lyst til. Men der gik mange år, før det kunne blive til virkelighed.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg er halv østriger, så det tyske/østrigske ligger ligesom i generne. Det var i hvert fald meget naturligt, da jeg begyndte at lære det i skolen. Senere læste jeg spansk og tysk på universitetet, spansk var det mest eksotiske jeg kunne forestille mig dengang. Svensk er det eneste sprog, jeg har lært udelukkende ved at tale det, da jeg engang arbejdede på et kæmpestort boglager i Stockholm i næsten et år sammenlagt. Og ved at læse de mange billige bøger, jeg købte i personalebutikken hver fredag! Mine engelskkundskaber kan ikke måle sig med dem, de benhårde eksperter blandt mine kolleger besidder, men jeg har altid læst meget på engelsk og har også nogle lange ophold i USA bag mig.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Romaner eller noveller, hvor jeg kan genskabe smukke sætninger på dansk. Smuk betyder ikke nødvendigvis formfuldendt, men måske intens, mættet, billedskabende. Teksten består af ord og formuleringer og sætninger, men det er stemninger, billeder og scener, jeg forsøger at udtrykke på dansk. Og jeg kan godt lide litteratur, som indbyder til det.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg vælger næsten aldrig selv, så jeg må sige, at jeg rigtig mange gange har været heldig at få bøger, som jeg har været glad for. Det var fantastisk at genoversætte Juan Rulfos Pedro Páramo og Sletten i flammer, to modernistiske hovedværker fra Mexico. Senest har jeg især været glad for tysk-rumænske Iris Wolffs Lysninger, som netop er vanvittig smuk på den måde, jeg beskrev før.
Hvilken oversættelse er den bedste, du har læst?
Det er i hvert fald ikke mine egne, dem tør jeg ikke læse, for man kan jo ikke kigge på en tekst efter et stykke tid uden at have en hel bunke forslag til forbedringer, og måske finder man en eller anden åndssvag fejl. Den bedste, jeg ikke har læst, er måske Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af Don Quijote. Det værk indtager i øvrigt en delt sjetteplads blandt de mest ikke-læste bøger i den østrigske kunstner Julius Deutschbauers ’Bibliothek ungelesener Bücher’, et kunstprojekt, hvor hver bog opstilles alfabetisk efter navnet på den person, der ikke har læst den, og der optages et interview om bogen. Det har jeg stor sympati for.
Hvor oversætter du?
Mest hjemme, og når det en sjælden gang bliver for kedeligt, går jeg på Enastron, det er en kombination af forlag og café her i Athen. Deres kaffe er ubeskrivelig dårlig, og for nylig indførte de små industricroissanter, der sætter sig som en klæbrig klump i halsen. Jeg håber, deres bøger er bedre. Men det er et godt ’tredje sted’ at arbejde.
Jeg ville gerne oversætte der hvor en bog foregår eller er skrevet, en slags ’method translation’, men det er aldrig lykkedes. Da jeg oversatte Peter Handkes ’Forsøg over det stille sted’, som er et essay om toiletter, arbejdede jeg en dag på Det Kongelige Bibliotek i København. Da jeg selv gik på toilettet, tog jeg min computer med for ikke at efterlade den på læsesalen. Og så slog det mig, at jeg burde blive siddende i min toiletbås og oversætte der, men det var alligevel på en eller anden måde for usselt.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det
Nogle af de bøger, jeg har oversat, var ét stort problem, for eksempel det colombianske nationalepos fra 1924, La vorágineeller Malstrømmen, af Eustasio Rivera. Der kunne godt være linjer med tre-fire ord, jeg ikke forstod, fx ’úbera’ som adjektiv om en slette. Jeg spurgte min redaktør, som er colombianer, og han anede det ikke. Til sidst fandt jeg ud af, at det nok var et lån fra portugisisk, der var jo ikke langt til Brasilien, og at det måtte betyde frugtbar eller noget i den stil.
Men der er også de problemer, man umuligt kan løse selv, for eksempel flere digte og citater af Sapfo i Kvindernes historie i 100 objekter. Så gælder det om at kende eller finde de rigtige mennesker til at hjælpe, i dette tilfælde min ven George Hinge, som er lektor i klassisk filologi og – viste det sig – som den eneste oversætter Sapfo på de oprindelige versemål. En anden gang spillede en papirmaskine fra omkring 1930, på en fabrik i Kolkata, en vigtig rolle, men hvad hedder de forskellige dele af sådan en på dansk? Jeg fandt ud af, spørg mig ikke hvordan, at en papirfabrik i Skjern havde en tilsvarende maskine. De var selvfølgelig noget overraskede over interessen, men meget hjælpsomme. Og for nylig oversatte jeg den tysk-iranske forfatter Jina Khayyers I kattens hjerte, som snart udkommer. Bogen er fuld af transskriberet persisk, ’as māhi tā māh duset dāram’, ’jeg elsker dig fra fisken til månen’ og den slags, men man transskriberer ikke persisk på samme måde på tysk og dansk, så meget kunne jeg regne ud. Her blev Claus Valling Pedersen, som forsker i persisk litteratur, min redningsmand. Han rettede hele seks A4-sider med persiske transskriberinger igennem, så det blev korrekt og konsekvent. Hvad skulle vi gøre uden de mennesker?
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Det er, at der bliver ved med at findes mennesker, forlag og institutioner, som fastholder, at kunst, i denne sammenhæng litteratur, ikke er en vare på lige fod med andre varer. Når man anvender såkaldt kunstig intelligens til at skrive eller oversætte litteratur, gør man den til en vare. Varer er karakteriseret ved at være generiske og ligegyldige, frembragt uden lidenskab, uden at man gør sig umage for at skabe noget og give det til andre.