Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur uddeler hvert år støtte til bl.a. udgivelser, mentorforløb, rejselegater og litterære arrangementer. I år er puljen på 23,3 mio kroner.
Ved årsskiftet trådte de tre medlemmer af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur tilbage, og tre nye trådte til. To af udvalgets medlemmer udpeges af Statens Kunstfonds repræsentantskab, der består af medlemmer fra alle de kunstneriske organisationer (i øjeblikket sidder oversætter og forfatter Jakob Levinsen og oversætter Juliane Wammen således for Dansk Forfatterforening i den litterære gruppe ), og ét medlem (lederen) udpeges af kulturministeren.
De tre nye medlemmer er forfatter og journalist Niels Krause-Kjær (udpeget af kulturministeren), oversætter og forfatter Lotte Kirkeby Hansen og forfatter, festivalarrangør og mikroforlægger Noa Kjærsgaard Hansen (begge udpeget af repræsentantskabet). Niels Krause-Kjær overtager desuden rollen som bestyrelsesleder for hele Kunstfonden efter forfatter Merete Pryds Helle. Det nye udvalg sidder i fire år, fra 2026 til 2029. Se mere her.
Babelfisken siger tak til det afgående udvalg for deres arbejde og ønsker de nye udvalgsmedlemmer held og lykke med det hele.