Hvert år uddeler Dansk Oversætterforbund sin ærespris, og i 2025 blev den givet til oversætter og digter Sidse Laugesen, der modtog prisen, æren og de 75.000 kr. fra Statens Kunstfond for sine oversættelser af stor kinesisk litteratur til dansk.
Sidse Laugesen. Foto: Anna Livia Laugesen
Den 1. maj blev Sidse Laugesen fejret ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn, og efter en kort velkomst ved oversætterforbundets formand holdt forfatter og oversætterkollega Rakel Haslund-Gjerrild en begavet og inspirerende motivationstale, som ikke alene kom omkring Laugesens fornemme oversættervirke, men også tydeligt fortalte om et helt enestående samarbejde mellem to oversætterkollegaer.
Babelfisken har fået lov at bringe talen i sin helhed her.
Af Rakel Haslund-Gjerrild
I dag den første maj, hvor fanerne vajer derude, overrækkes Sidse Laugesen Oversætterforbundets Ærespris 2024. Den gives, som der står i den kongelig fundats, til en oversætter, der “ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur.”
Ja, en ærespris gives typisk for et helt særligt virke og en fremragende indsats, og netop om Sidse Laugesen er det helt oplagt at bruge ord som særlig, en som rager frem, en ener eller en på kinesisk 独一无二 (dú yī wú èr, direkte oversat ‘kun en, ikke to’). Priskomitéen skriver da også i motivationen “om Sidses særegne form for litterær oversættelsespraksis” som en af begrundelserne for modtagelsen af prisen, og sådanne udtryk går igen i stort set alle anmeldelser af Sidses digtsamling fra sidste år Min hardcore høne, som fx her i underrubrikken i Politikens anmeldelse fra 20. oktober 2024: “Sidse Laugesen er blevet en kendt undergrundsdigter i Kina. Vi tegner et portræt af en højst usædvanlig løbebane med hendes nye udgivelser som digter og oversætter.”
Ja, hvem andre end Sidse gør, hvad Sidse gør?
***
Men i dag er det jo første maj, og netop ikke en dag, hvor vi plejer at fejre det individuelle mesterskab. Nej i dag er dagen, hvor de røde faner vajer i vinden og blafrer ord ud over byerne som “Sammenhold gør stærk” eller “Enighed gir styrke”og “Stærkere sammen”, “Gør din pligt, kræv din ret!” Det er en dag som ikke er en lille halv fridag i Kina, men indleder en fem dage lange ferie for alle forenede arbejdere. Ja, dette er en dag, hvor vi fejrer solidaritet, som er noget andet end mesterskab: Nemlig det at den stærke velvilligt på kort sigt giver afkald på lidt af sit, for at fællesskabet på langt sigt vinder større sejre, end hvad man kan vinde på egen hånd. Så derfor vil jeg gerne starte med at aflægge et lille vidnesbyrd om Sidses solidaritet og generøsitet, som de mange hun har oversat, som de folk, hun har arbejdet sammen med — og som jeg har været modtager af.
***
Så vi skal tilbage i 2018, hvor jeg første gang mødte Sidse — senere i talen skal jeg vendte tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt prisjuryen nu har ret, når de beskriver Sidses virke som en “relativt kort oversætterkarriere,” men set i det perspektiv havde Sidse i 2018 været i gang knapt tre år med at oversætte for løn: Første roman i Sidses oversættelse kom i 2016, Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod af den meget berømte kinesiske forfatter Yu Hua. En oversættelse som omtaltes som fremragende i flere anmeldelser, og hvor man takket været Sidse sproglige spændstighed katapulteres ind i et skide barsk og grotesk kinesisk landsbymiljø, når hun fx skaber et nyt dansk ord som bøndernes ‘tisvom’ (尿肚子 niaoduzi) for at kontrastere det med formandens og autoriternes mere korrekte ‘blære’ og hvor Sidse går den vanskelige balancegang at få en bondeknolds replik til at klinge mundret og idiomatisk på dansk, som når han må “bøde for at have trådt udenfor dydens smalle sti,” et dansk idiomatisk udtryk, og dog også som oversætter ved, hvornår hun skal bevare særlige kinesisk talemåder, som her i replikken: “Hun er en skåret kop, der villigt lader sig smadre. Og jeg, jeg er en død gris, der ikke længere er bange for det skoldhede vand,” for at give den danske læser en ordenligt mundfuld af noget umiskendeligt kinesisk.[1]
***
Men hov! Det skulle jo handle om solidaritet og ikke fremragende anmeldelser — så vi hopper tilbage til 2018, hvor Sidse altså er i gang med sin tredje romanoversættelse, Yu Huas gigantiske mesterværk Brødre, og hvor jeg har fået den idé at oversætte en novella Aldrende skyer i drift af den surrealistiske forfatter Can Xue som et slags ‘produktspeciale’ på kandidat i Kinastudier til Forlaget Korridor i deres verdensomspændende novellaserie… Men det stod bare ret hurtigt klart, at mit kinesiske slet ikke var stærkt nok til at bære en oversættelse alene. Så jeg skrev en messenger-besked til Sidse — som en lærling, der søger en troldmand — om Sidse vil samarbejde om oversættelsen, men tilføjede også: “jeg kan godt forstå, hvis du helst arbejder alene, og det er jo også en situation, hvor jeg jo nok lærer mest af dig,”
Men Sidse svarer – og jeg citerer fra messenger: “Ha! Jeg tror sgu, jeg er lidt uvant med at blive set op til. Det må være fordi du er yngre end mig, jo, og som oversætter er jeg unægtelig faktisk temmelig grøn og egensindig – og bruger uendelig lang tid på at synes at mit kinesisk kunne være bedre… men jeg tænker det kunne være fedt at arbejde sammen og det ville give noget af det — nemlig ikke hemmelighedskræmmeri, men dialog og samtale. Man bliver lidt sådan… ja der sidder man og gendigter en historie uden modspil, altså, som oversætter. But be warned, jeg elsker at være skarpretter, hvis folk sender mig tekstprøver…”
***
At oversætte sammen er ikke noget man gør for at spare tid, og slet ikke med en nybegynder som jeg, der skulle slå 30 tegn op i timen. Men Sidse øsede generøst tid ud over mig: Tid nok til at bruge hinandens idiomer, sproglige præferencer og stil som en økse til at åbne sit eget sprog for en andens. Der er modigt i at lukke en anden ind i sit arbejdsværelse, lade den anden være skarpretter over favoritudtryk og at tillade sig at selv blive spaltet og vredet åben for at kunne indoptage en andens stemme.
Siden ville vi fortsætte dette tidskrævende, men givende samarbejde ved at oversætte en moderne klassiker, forfatter Eileen Changs noveller og novellaer i et tobindsværk og her viste en anden side af Sidses generøsitet sig: For allerede halvanden novella inde i første bind stod det klart, at jeg var ved at blive syg af stress, og at mine evner simpelthen ikke stod mål med den vanskelige, ordrige klassiker fra Jazztidens Shanghai og Hongkong. Sidse tog over omsorgsfuldt uden et bebrejdende ord og fulgte den vanskelige bog til dørs, hvilket var et stort arbejde, og alligevel ville hun gerne, også officielt, dele arbejdet med mig, da første bind Kærlighed i en faldende by så endelig skulle udgives, selvom det egentlig var Sidse, der var endt med at skabe værket. Litteraturfeltet er ellers en branche, hvor kronerne er små og tiden derfor knap; der er ikke meget at dele ud af, og det er måske derfor sjældent, at man deler sine sejre med andre, men det gjorde og gør Sidse.
***
Hvor stammer denne generøsitet og solidaritet fra? Er det en generel kvalitet blandt oversættere? Ja, det ved I oversættere, der er her tilstede måske? Første gang jeg var til kursus i disse lokaler, fortalte kursussekretæren med et glimt i øjet, at når forfatterne var her til kursus, ville de fylde lokalet op en efter en, med mest mulig afstand mellem stolene, hver især hentende sin egen kop kaffe indtil rummet var fyldt, men når oversætterne mødes, så fylder de op side om side, bord for bord, og der er altid en, som henter en kaffekande ned til bordet og skænker op for de andre. Oversætterarbejdet er i sig selv en generøsitet: at man selv træder til side for at give fremmede stemmer klang og rum. Men Sidse har dertil ganske gratis uden at få løn gennem årene oversat utallige kontemporære kinesiske digtere (bl.a. til sin facebookside), stemmer, som ikke er internationalt anerkendte, og som vi ellers aldrig ville høre i en tid, hvor murene er blevet højere. De fleste, der står herinde, som har arbejdet med Kina og den kinesisk litteratur, startede eller voksede op i en atmosfære af forventning om stadig voksende samhørighed og tilnærmelse mellem øst og vest, men i dag er det klart, at Kina ikke er blevet mere demokratisk i takt med voksende rigdom, minoriteter som uighurerne lider kun voldsommere, og det går også den anden vej: Republikanere i USA har netop fremsat lovforslag om at forbyde studieophold til kinesiske studerende, og der rejses voldsomme toldmure for tiden. Som tidligere forfatter til Turen går til Kina, jeg da også lige hilse og sige: Der er ikke ret mange danskere, der rejser som turister til Kina i dag. Så få at rejseklassikeren ikke bliver genudgivet, men findes kun stivnet i 8. udgave fra 2017. Der er altså blevet længere mellem Danmark og Kina — og dét gør kun det arbejde vigtigere, som Sidse og andre oversættere gør.
Sidse har givet os flere bøger af både de store romanforfattere, kultforfatterne, avantgarde digtere, eksilerede digtere, yngre stemmer, og digte, der kommer direkte fra vores eget nu, som fx under corona, da verden lukkede og journalister gik i hi eller rejste hjem: Ja, i det lukkede mørke fortsatte Sidse med ufortrødent at oversætte de isolerede digteres online digte, som her i de 12 udvalgte digte til avisen Information i maj 2020:
Du store kærlighed – af Yu Jian (f. 1956)
det her er hvad jeg af og til siger til det mægtige mundbind
jeg elsker dig
du min store kærlighed
du mit lille fængsel
luk nu min mund fast i
52 af Xidu Heshang (f. 1981)
Skolerne lukkes men studierne fortsætter
sønnen går til time online
og skolen forlanger at han
bærer uniform
Foruden denne indsats formidler Sidse kinesisk litteratur i utallige foredrag, radioindslag og artikler, og dét er simpelthen et udtryk for storslået generøsitet. Men, for der skal altid være et lille men, søde Sidse! Er det nu kun hjertensgodhed? Jo, Sidse har et meget stort hjerte, men jeg tror nu, at der også stikker noget andet under. Lad mig læse fra det fantastiske appendix i Min hardcore høne: Oversætterens jubelsang, hvor første vers lyder på dansk:
Lad mig låne dit blik /
trænge ind i dit land/
se en helt anden verden/
fyr den af, bli en mand/
lad mig /
æde dig /
flænse dig /
flå dine linjer itu /
lad mig holde dit hjerte /
la det udhules nu.”
Æde dig? flænse dig? Flå dine linjer itu? Denne sproglige indtrængnings-glubskhed stammer altså ikke fra en mild og blid og helst usynlig oversætter, men fra den lystne tæve, og den vildtredne hoppe, som vi finder i Sidses oversatte, kinesiske samling af digte. Dette er, snarere end hjertensgodhed, et udtryk en passion for sprog og litteratur så dyb, at den ved, at den må modtage og give igen af sig selv for at sproget må vokse og blive mangfoldig, for at kunne se helt anden verden og bli en mand for en stund. Jeg tror, at ordfryd og poesibegær løber så dybt i Sidse, at det simpelthen bare trumfer det, man ellers kunne være motiveret af, som stolthed, anerkendelse, penge og tryghed. Sidse vover alt på et bræt for litteraturen og for selv at lade sig forvandle af poesien.
***
For selvforvandlingen er jo netop den anden store gave som oversættelse giver. Oversættelser giver os selvfølgelig først muligheden for at blive klogere ved at lære det fremmede at kende, men netop denne nye viden transformerer også os selv. Alle sprog og litteraturer og kulturer er vokset ved at blive befrugtning af det andet og det fremmede. Det blik, for den befrugtende udvekslings betydning, har Sidse dyrket i så mange år, at jeg her gerne vil betvivle det med den ’korte oversætterkarriere’: For nu skal vi snarere over 20 år tilbage, hvis vi skal finde den egentlige karrierestart, da Sidse som en del af sin magisterkonferens arrangerede vel nok det største og måske vigtigste besøg af 10 kinesiske digtere i Danmark til en stor Dansk-Kinesisk Poesifestival ”Kineserne kommer!” i foråret 2004. Her deltog etablerede digtere som Bei Dao og Yu Jian, så vel som en gruppe unge digtere, der kaldte sig ‘Underkropsdigtere’ og med deltagelse af nogle Danmarks væsentligste digtere som Inger Christensen, Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen. Der kom en antologi, redigeret af Sidse, med de deltagende kinesere, digtere som hun sidenhen jævnligt har oversat og holdt kontakt med, blandt andet særligt dem fra digtergruppen ‘Underkroppen’.
***
På kinesisk er der mange ord for det meget stort spektrum af fænomenet ‘eremitten’ og et af mine yndlings er 隐士 yǐnshì — en lærd i skjul — en der hverken søger embede eller berømmelse, men har trukket sig tilbage for at søge dybt. Og på mange måder er det altså sådan Sidse har levet i årene fra 2004 til 2016. Ja, hun valgte ph d.en fra og børnene til, og dog sad der i Svejbæk en yinshi og læste og læste og læste, fordybede sig, oversatte digte, som engang imellem udkom i enkelte tidsskrifter, og det var gæringsår, og det er dét, vi nu ser frugten af.
***
Prøv at se denne ‘mappe’ – Kinesisk avantgardedigtning: Det er tre oversatte digtsamlinger + sam essayet Hyl af Sidse, og udkom i 2022 på forlaget Korridor, men der er faktisk Sidses omformede påbegyndte ph d., om de udvekslinger, der har skabt den moderne poesi i både øst og vest. Som Ezra Pound, der med imagisterne drømte om en ny billedlig poesi og fandt det i den klassiske kinesisk og japansk poesi, og transformerede derved den vestlige digterkultur. Ezra Pound inspirerede tilgengæld de tidlige kinesiske modernister, der i begyndelsen af det 20. skulle revolutionere klassisk kinesisk kultur. Senere møder vi de amerikanske beatdigtere, der fandt buddhismen og en fri og vild figur i den legendariske tang-dynastis eremit og digter Han Shan – Koldt Bjerg. Og beatdigterne inspirerede siden de kinesiske digtere, som Sidse nu har oversat. Og ja, Hyl spiller på Ginsbergs Howl…
***
Dialog forvandler og styrker derved poesien, og det er netop denne 20 år lange dialog med disse kinesiske ‘Underkropsdigtere’, herunder særligt digteren Shen Haobo og denne digtergruppes vilde praksis med at skrive et digt hver dag, som simpelthen nu har affødt Lao Shuzhen, Sidses kinesiske digter alter ego, en integreret og prisbelønnet digter som fjerdegangs-vinder af den kinesiske avantgarde poesipris Motie.
Og Lao Shuzhen er ikke blot digter, men også mentor og dommer for unge kinesiske digtere — og sådan sker der altså igen bølgende bevægelser over litteraturens grænser.
***
Ja, så hvem er dette fænomen, Lao Shuzhen aka. Sidse Laugesen? Hvilken gammel rotte, hoppe, høne, sommerfugl, er det, vi nu har fået tilfælles med Kina? Sådan en person skal man bruge mindst en digtsamling til bare at antyde et omrids af, og den må I selv læse, men jeg vil alligevel prøvende kaste et kinesisk ord ud til jer her som et forsøg afsluttende beskrivelse. Og for at finde det ord, skal vi altså lige besøge, ikke den første, men vel nok den største oversætter i den kinesiske middelalder, nemlig munken Xuanzang (玄奘), der rejste fra hovedstaden i Tangdynastiet Chang’an (altså Xi’an i dag) mod Indien på jagt efter sutraer og andre helligtekster, i 628, 27 år gammel, kom hjem 17 år efter med en karavane af 22 heste læsset med relikvier og tekster — hvorefter han brugte resten af sit liv i Den store Vildgåse-pagode på at oversætte og fornyede derved buddhismen i Kina. En historie, der genfortælles i Kinas måske mest elskede roman Rejsen mod vest fra 1500tallet.
Vi skal dykke ned i selve romanen. For selvom Xuanzang var en meget stor oversætter og den første til at koncipere tanken om oversættelse som et nødvendigt møde mellem to modsatrettede krav, nemlig både at være tro mod kildesproget og modtagersproget (altså at teksten både skulle være nær originalen og lyde godt på datidens kinesisk), ja, så var han ifølge romanen altså lidt af kedeligt dydsmønster og næppe en, der ville berige sit modersmål med udtryk med udtryk som tisvom og en slidt sko. Så romanforfatteren udstyrede ham klogeligt med det mest mindeværdige sidekick i litteraturhistorien, nemlig abekongen Sun Wukong, hvis grove spilopper, practical jokes, lynende replikker og snarrådige løsninger i hver trængt situation udgør den egentlige roman. Måske kender jeres børn historien, for abekongen er altså hovedpersonen i Kinas første globale bestseller computerspil. Nå, men ordet vi leder efter, handler om denne romankarakter, nemlig udtrykket: At have abehjerne – 心猿 (xīn yuán) – eller abesind.[2] En kriblende, krablende hjerne, der ikke kan holde sig ro, men ustandseligt finder på nyt. Nogle gange er det at tale med Sidse som at tale med en sæk lopper, eller måske snarere en ottearmet blæksprutte, hvor hver arm har sin egen hjerne. Der sker så meget, opstår så mange associationer og tanker, som optræder i et net så stort, at man ikke altid kan se hele billedet. En åben og fleksibel hjerne, og dét, tror jeg, er en af forklaringerne på Sidses sprogvildskab og virtuositet. Men ingen sandhed uden sin modsætning, og et af de mest vidunderligt poetiske træk ved kinesisk er, at der er utroligt mange homonymer i dette sprog. Fx lyder første del af Sidses kunstnernavn Lao Shu — altså i Lao Shuzhen —lidt som lǎoshǔ, der betyder rotte, ja en gammel rotte. Abesind – 心猿 (xīn yuán) er homonymt med et andet gammelt udtryk 心远 (xīnyuàn, oversat direkte ”fjernt sind”) som beskriver det sind disse kinesiske ‘lærde-i-skjul’ besad eller opdyrkede: Nemlig en ro ved at kunne se alting på afstand i stedet for at lade sig rulle ind i og blændet af ambitioners karriereræs. Udtrykket bruges blandt andet i første del af et digt fra det 5. århundrede, Tao Qians At drikke vin, femte digt, hvor digteren fortæller, at selvom han er blevet eremit, er han ikke er draget op i bjergene, men bor midt i menneskeland, dog uden at høre støj fra hest og vogn. Men hvordan kan det lade sig gøre? Jo, for et tavst eller fjernt sind er alle steder tyste eller afsidesliggende. Ligesom Sidse, der i smug også oversætter daoistiske klassikere med udsigt til hund og børn og skvalderkål i villahaven, som i skjul gennem årtier har oversat store kinesiske digte.
***
Så her til sidst, synes jeg at vi skal udbringe en skål for Sidse Laugesen, denne gamle rotte, denne hardcore høne, denne lærde i skjul og denne abehjerne, der i uro og ro fra Svejsbæks fredelige villavej skaber forvandlende forbindelser på tværs af kloden i en tid med høje mure: Tak for at vi har fået dig.
***
Rakel Haslund-Gjerrild. Foto: Sofie Amalie Klougart for L&R