Månedens oversætter: Lene Ewald Hesel

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

På en måde er det P.V. Globs skyld. Mit barndomshjem var rigt på bøger som Højfolket og Mosefolket, der med deres makabre sort-hvide fotos havde en forbløffende tiltrækningskraft. Så jeg vidste ret tidligt, at når jeg blev stor, skulle jeg være “sådan én, der gravede”. Men så kom min mor, der var skolebibliotekar, hjem med sin store Mary Poppins-agtige taske fuld af kasserede bøger med titler som Den fremmede (Haslund, ikke Camus), Den forheksede messingkugle og Den glade orpheline; “orpheline” var ikke nemt at udtale, men det smagte vidunderligt på den eventyrlystne tunge.

Jeg slugte bøgerne uden at skænke det en tanke, at de ikke var født på dansk. Da jeg senere uddannede mig til lærer, var det bl.a. for at hjælpe børn med at knække læsekoden: Jeg ville gerne give dem nøglen og modet til at kaste sig ud i eventyr, der kunne pirre deres nysgerrighed, gøre dem i stand til at sætte ord på følelser og leve sig ind i andres tilværelse. Og det hænger for mig sammen med dét at oversætte: at slå bro mellem forskellige sprog og kulturer og gøre dem tilgængelige for læsere, der ikke behersker originalsproget.

Så i stedet for at grave efter østersskaller fra ertebøllekulturen graver jeg nu i ords oprindelse, funktion og mellemlineære betydning. Fra jord til ord, kan man vel sige.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Som nævnt er jeg uddannet folkeskolelærer med linjefag i dansk, med fokus på indskoling og begynderlæsning. Derudover er jeg bachelor i japansk sprog og kultur med tillægsfag i humanistisk informatik. Desværre blev det med årene svært for mig at holde mit japansk ved lige, men kærligheden til at dissekere, analysere og oversætte sprog ligger solidt lagret i øverste hjerneskuffe.

Jeg oversætter mest fra engelsk og, især, svensk. Jeg er ikke vokset op med svensk tv, men efter at have genopfrisket sproget på seminariet og siden set et hav af svenske film og tv-serier føler jeg mig godt tilpas i det svenske univers. I modsætning til hvad mange tror, er svensk ikke et specielt nemt sprog at oversætte fra, for der er masser af forræderiske fælder og falske venner – tag nu bare k-ord som kasse, kola, karamell, kjol og killing; ingen af dem betyder dét, man umiddelbart skulle tro. Men generelt minder sætningskonstruktionen om den danske, og så føler man sig allerede lidt på hjemmebane.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg har oversat knap 250 børne- og ungdomsbøger i stort set alle genrer og formater, både højtlæsnings-, letlæsnings- og selvlæsningsbøger, og det er næsten altid en fornøjelse. Men jeg har en svaghed for historier, der foregår i gamle dage, der på mange måder kan virke “enklere” end vore dage; fx er det befriende, at personerne ikke konstant hiver en telefon op af lommen – det gør ofte underværker for både plot og spændingskurve. Det er, som om historier fra dengang får lov til at folde sig ud i deres eget tempo; der kan være masser af action, men det er ligesom ikke på bekostning af stemning og indfølelse, og dét er svært tilfredsstillende. Og så er det sjovt at skulle finde ældre gloser og formuleringer frem; det kræver gode håndholdte opslagsværker, for gamle vendinger overlever ikke altid i de digitale.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Det må være den vidunderlige Morderens abe af Jakob Wegelius. Det er en af de smukkeste (og længste) børnebøger, jeg har oversat: I historien, der foregår omkring 1920, møder vi bl.a. våben og violiner, malaria og monsunvinde samt turbaner og trepuklede kameler. Jegfortælleren er den tænksomme, lærenemme og elskelige gorilla Sally Jones, som er overraskende nem at identificere sig med. Hendes menneskeven fængsles for et mord, han ikke har begået, og i sin søgen efter den rigtige morder drager Sally Jones alene ud i den store verden.

Wegelius er en fabelagtig fortæller, en mester i at tænke ud over lande-, sprog- og andre grænser, han udvider horisonter for store og små og får læseren til at føle sig som en opdagelsesrejsende i tid og rum. Wegelius modtog da også, i 2015, Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for bogen.

Bogen er på et højt teknisk niveau, og det gjorde næsten oversættelsesarbejdet endnu sjovere; jeg måtte konsultere adskillige eksperter for at få styr på mekanikken i en Gipsy Moth og indmaden i en harmonika – og for at udelukke muligheden af, at der faktisk findes trepuklede kameler.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Jeg tror oprigtigt, at de bedste og i hvert fald vigtigste oversættelser var dem, jeg læste i min barndom, for det var dem, der fyldte mig med oplevelser og venner og stemmer udefra, som jeg ikke ville være foruden. De vækkede og fodrede min læseglæde. I en tid, hvor læsevægring ifølge nogle medier har forvandlet sig til decideret læsehad, er det vores alle sammens ansvar at forsøge at give glæden ved litteratur videre til de næste generationer. Hér kan også b&u-oversættere spille en vigtig rolle, for de kan være med til virkelig at nå ind til børn og unge, ikke bare ved at underholde dem, men ved at give dem mulighed for at udvikle deres identitet, fantasi og sociale kompetencer, ved at give dem noget at spejle sig i, og vi skal vel at mærke ikke kun tilbyde dem at snadre rundt i den danske andedam – de skal kunne svømme i hele verdenshavet.

Store ord, jojo, men helt ærligt: Hvad pokker skulle vi gøre uden gode oversatte børnebøger? Uden dem ville vi aldrig have hørt om den lille prins, Bastian Balthasar Bux, en lille halv pot sød æblemost, Røveren Runkeldunk eller Rita Rivejern, for slet ikke at tale om Pippi, Paddington og Peter Plys. Vi ville være mange venner og oplevelser fattigere, verden ville være langt mindre – og uendeligt meget kedeligere.

Og jeg mener ikke bare ældre udgivelser – der bliver stadig oversat forrygende gode børne- og ungdomsbøger af lige så forrygende oversættere, men bøgerne drukner meget nemt i strømmen af oversatte voksenbøger, der af en eller anden grund har en helt anden og finere status end bøger, der “bare” er for børn og unge. Som om børne- og ungdomsbøger er en slags andenrangslitteratur. Men tænk på brugen af – og behovet for – b&u-litteratur i fx narrativ medicin og socialt arbejde, tænk på, hvor vigtige bøger er for sårbare børn og unge, der kan se sig selv, eller én de kender, i de skildrede personer og deres situation. Det kan være så forskellige bøger som En flænge i himlen og Lille Lulu Lykkepot (som begge er oversat).

Nå, nu røg jeg muligvis ud ad en tangent, men vi må ikke undervurdere b&u-bøgers betydning – heller ikke de oversattes.

Hvor oversætter du?

Jeg er så heldig at have en plads i byens bedste, og nok også mindste, kontorfællesskab, hvor der er højt til loftet, men aldrig langt til en faglig snak eller et trøstende kram – i vores branche er der ofte brug for begge dele. Jeg har efterhånden oversat i så mange år og slidt så mange computere op, at jeg ikke længere har adgang til mine ældste oversættelser digitalt, og så er det rart at kunne gå hen til reolen og finde de fysiske eksemplarer. Der er nu også noget både betryggende og befordrende ved at være omgivet af sine venner, hvad enten de er iført plys eller pyjamas.

Når de fysiske og digitale opslagsværker ikke slår til, forlader jeg skrivebordet og begiver mig ud i virkeligheden – sommetider kan det være nødvendigt at stå ved siden af skelettet af en kaskelothval for at få en fornemmelse af, hvor stor sådan én egentlig er, eller at trave rundt i en gyngede højmose for at finde de helt rigtige udtryk på dansk.

Hvad slang og replikker angår, kan der være stor inspiration at hente i fx indkøbscentre og offentlige transportmidler. Man skal bare slå ørerne ud – der er mange geniale formuleringer og nyskabelser derude. For en del år siden manglede jeg et godt ord, der skulle indgå i en ung, hormonstruttende fyrs ordforråd. Stor var glæden, da jeg på dagens oversprings-research-spadseretur fik øje på et ord, der var malet på en mur med meterhøje bogstaver: GOKKESOK. Dengang var ordet ret nyt, og jeg kunne ikke selv have fundet på det. Og så passede det perfekt i konteksten – dagens arbejde var reddet.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det.

Problemer er der nok af, også – eller måske især – når man oversætter for børn og unge. Lad mig nævne nogle eksempler. Først og fremmest er der selvfølgelig drilske illustrationer, der vil noget andet end teksten; medmindre det er en pointe, at tekst og tegninger skal kontrastere hinanden, er det min erfaring, at man gør klogt i at læne sig op ad illustrationen for ikke at forstyrre og forvirre læseren eller, i højtlæsningssammenhænge, lytteren.

Så er der sådan noget som titler og tiltaleformer: Når man oversætter børnebøger fra tysk og fransk, skal man så insistere på at skelne mellem du og De? Det afhænger naturligvis af den enkelte opgave, men i de fleste bøger, jeg har arbejdet med, gav det langt mere mening for danske læsere, der knap nok kender og i hvert fald ikke selv bruger De-tiltalen, at camouflere den skelnen og i stedet markere stands- og positionsforskelle med hr., fru osv.

Og hvad med navne og øgenavne – skal de oversættes? En voksen, erfaren læser vil sandsynligvis kunne gennemskue et øgenavn på engelsk eller tysk, men for yngre læsere med færre sprogkundskaber vil mange nuancer gå tabt. Derfor blev the Saucepan Man og Dame Washalot fra Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ til hhv. Kasserollemand og fru Vaskeglad i den danske oversættelse – altså navne, hvis betydning ligger tæt op ad originalens, og som samtidig er lette at udtale og forstå.

Selvfølgelig er det ikke umuligt at beholde de originale navne, men man bør tage højde for målgruppens forudsætninger. I tredje bind af trilogien besøger hovedpersonerne “Nursery Rhyme Land”, hvor det vrimler med figurer som Johnny Thin, Johnny Stout og Tommy Tucker – figurer, som vi ikke kender på dansk. Der er tale om karakterer fra vrøvlevers, og derfor er det vigtigste ikke for enhver pris at oversætte de engelske vers og deres præcise indhold, men at gengive en særlig stemning – og gerne nogle af de figurer, som de danske læsere og lyttere kender fra deres egen begrebsverden.

Jeg valgte derfor at lade den danske udgave af Rim- og remseland befolke af figurer som Abel Spendabel, Peter Anker og Peter Sukkertop samt søstrene Sip og Sipsippernip og Sipsippernipsipsirumsip, som mange danske læsere er fortrolige med. Jack og Jill fra verset Jack and Jill went up the hill erstattede jeg med Katten og kællingen, der sloges om vællingen. Andre oversættere ville med stor sandsynlighed vælge andre remser og figurer, som har betydet noget for deres opvækst og begrebsverden.

En af fordelene ved at beholde de originale navne er, at tekstens stemning og autenticitet bevares, og hvis bøgerne fx filmatiseres, er det vigtigt, at navnene svarer til dém i bøgerne. Det er ofte et svært valg, og forskellige oversættere griber det da også an på forskellige måder; fx er stort set alle personnavne i Harry Potter blevet oversat til norsk, mens ingen af dem er oversat til svensk, og kun nogle af dem til dansk.

Vi bliver lidt ved navnene. Lasse (diminutiv af Lars) og Bosse (Bo), som mange kender fra Bulderby-bøgerne, fungerer fint på dansk, hvorimod Nisse (diminutiv af Niels) giver danske børn associationer til jul, hvilket kan være uhensigtsmæssigt. Norske og svenske drengenavne som Inge og Conny samt diminutivet af Jan, Janne, kan også vække forvirring, fordi vi på dansk opfatter dem som pigenavne. Danske børn er generelt ikke dummere end andre børn, og personnavne er ikke nødvendigvis et problem, men selv en mindre forvirring kan fjerne fokus fra det væsentlige. Som altid skal man tænke på læserne og køre efter forholdene.

Det hænder, at oversættere foretager unødvendige eller direkte uheldige navneændringer. Tove Jansson havde en kort, men glødende affære med Vivica Bandler, og i en brevveksling kaldte Tove sin store kærlighed for Vifslan og omtalte sig selv som Tofslan. I Troldkarlens hat optræder der to små generte væsner, der netop hedder Tofslan og Vifslan – på dansk Tofslen og Vifslen. I mine øjne er det mildest talt uheldigt, at de to navne på engelsk er blevet til Thingumy og Bob, som for det første ikke er kønsneutrale og for det andet ignorerer referencen til Toves og Vivicas navne og for det tredje lader hånt om de kære væsners særlige måde at tale på.

Traditionen med at oversætte navne er jo ikke ny – tænk fx på de fordanskede udgaver af Winnie the Pooh, Donald Duck og Curious George. I dag kan jeg ikke forestille mig, at Peter Plys og Anders And kunne hedde andet, hvorimod Mickey Mouse jo i dag har beholdt sit amerikanske navn efter i de første år at have heddet Mikkel Mus. Den lille frække abe, der på svensk og norsk hedder hhv. Nicke Nyfiken og Nysgjerrige Nils, har på dansk heddet både Peter Pedal, Peter Nysgerrig og Georg Nysgerrig. Sidstnævnte førte for et kvart århundrede siden til oprettelsen af “Folkebevægelsen til Bevarelse af Peter Pedal”, som var med til at forankre abens nuværende danske navn.

Men benspænd som illustrationer, tiltaleformer og navne klarer man nok – som altid gælder det om at finde de strategier, der bedst løser eller i hvert fald camouflerer de specifikke problemer. Det er sværere med udfordringer, der har med læsernes forskellige forudsætninger at gøre. For hvor man som regel kan gå ud fra, at målsprogets voksne læsere har nogenlunde samme erfaringer og forudsætninger som kildesprogets, er det langtfra altid tilfældet med yngre læsere. Fx kan tidspunktet for skolestarten have stor betydning for læsernes ordforråd og begrebsverden, hvilket igen betyder, at en tekst ikke bare kan oversættes ord til ord – indimellem kan der være brug for en diskret tilføjelse eller omformulering, som forklarer noget, der måske er velkendt for en tjekkisk eller italiensk læser, men ikke nødvendigvis for en dansk. Det er ikke umuligt, men det kræver lidt ekstra arbejde, og i enkelte tilfælde har jeg oplevet, at en oversættelse måtte opgives, fordi originalen var spækket med referencer, som en dansk læser ikke ville fange. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvis alternativet er en total omskrivning af teksten, er der reelt ikke tale om en oversættelse, men om en helt anden bog.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Ud over de mere oplagte som indgående kendskab til såvel kilde- som målsprog og den bagvedliggende kultur samt anstændige afleveringsfrister og honorarer mener jeg, at en vellykket oversættelse bygger på gensidig tillid og et godt samarbejde mellem forlag og oversætter. Fx er de redaktører, jeg arbejder sammen med, dygtige til at finde opgaver, som passer til mig og mit gemyt, og de ved, at de til gengæld får en oversættelse, der behandler originalen med respekt, omhu og rettidig kreativitet. De efterfølgende redigerings- og korrekturrunder kræver lydhørhed, tolerance og sommetider en god portion humor fra begge parter. Så kan man næsten ikke gøre mere.

Hvem vil du give stafetten videre til?

Jeg vil gerne give stafetten videre til Marie Svendsen, der i sin tid oversatte næsten alle Tove Janssons mumitroldebøger, og som med stor indlevelse har beskrevet, hvordan hun greb arbejdet an.

Medvirkende (i alfabetisk rækkefølge):

Den forheksede messingkugle af Mary Norton, oversat af Jørgen Årup Hansen

Den fremmede af Ebba Haslund, oversat af Preben Ramløv

Den glade orpheline af Natalie Savage Carlson, oversat af Anine Rud

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry, oversat af Asta Hoff-Jørgensen, nyoversat af Bjørn Bredal

Den uendelige historie af Michael Ende, oversat af Erik Jensen

Det fortryllede træ af Enid Blyton, oversat af Lene Ewald Hesel

En flænge i himlen af John Green, oversat af Nete Harsberg

Harry Potter-bøgerne af Joanne Rowling, oversat af Hanna Lützen

Laura-bøgerne af Laura Ingalls Wilder, oversat af Ellen Kirk

Lille Lulu Lykkepot af Gunilla Bergström, oversat af Marianne Iben Hansen

Morderens abe af Jakob Wegelius, oversat af Lene Ewald Hesel

Paddington-bøgerne af Michael Bond, oversat af Bengt Janus, nyoversat af Lene Ewald Hesel

Pippi-bøgerne af Astrid Lindgren, oversat af Anine Rud, nyoversat af Kina Bodenhoff

Røveren Runkeldunk af Otfried Preussler, oversat af Inger Gudmundsen