Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
På en måde har jeg i virkeligheden altid oversat, i hvert fald oppe i mit hoved, for jeg har en tosproget baggrund (dansk og italiensk) og talte eller pludrede vistnok på italiensk, før jeg gjorde på dansk. Jeg har et barndomsminde om, at jeg var i Italien med mine forældre, og en aften på hotellets terrasse gav en kvindelig dansk operasanger sig til at synge danske og svenske viser for de overvejende italienske gæster. Og pludselig sad jeg der og oversatte teksten til ’Vem kan segla förutan vind’ til italiensk.
Min far arbejdede i sin ungdom og sine sidste 12 leveår som skønlitterær oversætter, og mine forældre var ordbogsredaktører og underviste i blandt andet sprogfag, så hvis der var noget, jeg ikke skulle være som voksen, var det oversætter og sproglærer. Og det var så præcis, hvad jeg endte med at blive. Man kunne kalde det nemesis – så kan du lære det! – men jeg synes, det er et held, for jeg kan virkelig godt lide at oversætte. Da jeg gik på universitetet, var det nok det fag, jeg var allergladest for, og senere kom jeg selv til at undervise i blandt andet oversættelse.
Det var også lysten, der drev værket, da jeg oversatte min første bog. Jeg boede og arbejdede som ung på en vingård i Piemonte og blev meget forelsket i en pige. En dag tog hun mig med op til en smuk sø ved foden af Alperne, Lago d’Orta, og bagefter forærede hun mig en børnebog, der foregår ved netop den sø. Den var skrevet af en af Italiens kendteste børnebogsforfattere, Gianni Rodari, og i 1988 lykkedes det mig at overtale Borgens Forlag til at udgive den på dansk med titlen Der var to gange en baron ved navn Lamberto.
Hvor kommer dine sprogkompetencer fra?
Jeg er som sagt tosproget og har altid haft ret let ved at lære sprog. I gymnasiet var jeg sproglig og blev ret god til tysk og fransk, og senere læste jeg italiensk og retorik på universitetet.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg foretrækker at oversætte tekster, som er skrevet i et godt sprog af forfattere, der ved, hvad de vil med det, de skriver. Som oversætter kommer man dybt ind i de tekster, man arbejder med, og man får et skarpt blik for detaljerne, også det, der ikke fungerer så godt. Der er faktisk ikke noget som oversættelse, der kan ødelægge en læseoplevelse. Når jeg oversætter noget bras, og det kan jo ske, må min kone lægge øre til en del eder og forbandelser, når hun kommer hjem fra arbejde – men hun læsser på den anden side også af på mig. Men meget af det, man bander over undervejs, ser man på med mildere øjne, når man er færdig.
Men hvis håndværket er nogenlunde i orden, er jeg ikke særlig kræsen. Jeg kommer vidt omkring i mit arbejde, for jeg oversætter både højlitterære værker, genrelitteratur, faglitteratur og tegneserier. Desuden arbejder jeg som oversætter fra engelsk og tysk på dagbladet Politiken, og det kan være både international politik, økonomi-, debat-, kultur- og navnestof. Det er vigtigt for mig i mit arbejde at være opmærksom på, at de to former for oversættelse, den litterære og den journalistiske, har et ret forskelligt ”åndedrag”: Jeg skal sætte farten ned, når jeg oversætter skønlitteratur (og rubbe neglene, når jeg arbejder for avisen, det siger sig selv).
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Det er et frygtelig svært spørgsmål at svare på, for jeg har været glad for mange af dem. Hvis jeg skal pege på en enkelt, bliver det Kunsten at glædes af den sicilianske forfatter Goliarda Sapienza, som udkom i 2021. Sapienza er en af de mange oversete kvindelige kunstnere, der bliver trukket frem i lyset i disse år. Kunsten at glædes, der betragtes som hendes hovedværk, forelå allerede i 1976, men den blev afvist af flere forlag og udkom først i 1994 efter forfatterens død.
Romanen er en ordentlig moppedreng på mere end 600 sider, og Sapienza er en dygtig stilist, som lader personerne i det omfattende persongalleri tale med hver deres stemme. I foråret 2020 var jeg ved at være færdig med brødteksten, da samfundet blev lukket ned i forbindelse med coronapandemien. For mig var det held i uheld, for pludselig kunne jeg sidde i flere uger i mit sommerhus og redigere hele brødteksten én gang til i ro og mag. Dén tid og den omhu – og en lige så omhyggelig tekstredaktør – var helt uvurderlig og med til at sikre et godt resultat. Det synes jeg i hvert fald selv, og både anmeldere og læsere har taget godt imod bogen.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Igen kunne jeg pege på alt muligt, for der er mange dygtige oversættere i det her land og bliver udgivet mange fine ting. Jeg synes faktisk godt, vi som lille nation kan bryste os af, at der bliver arbejdet ret seriøst med at gøre litteratur på fremmede sprog tilgængelig for danske læsere. Det kunne være Judyta Preis’ og Jørgen Herman Monrads oversættelse af Stefan Zweigs Verden af i går. En europæers erindringer (Rosinante 2015) eller nogle af de fine udgivelser af nordisk litteratur fra forlaget Batzer, for eksempel dem fra makkerparret Jannie Jensen og Arild Batzers hånd. Måske er det ikke noget tilfælde, at jeg peger på firehændige oversættelser, som kan give meget gode resultater, selv om man bestemt ikke bliver rig af det.
I en tid, hvor magthavere og andre strør om sig med løgne og halvkvædede viser på de sociale og traditionelle medier – uden tanke for (eller måske vel vidende), at sproget skaber virkeligheden, vil jeg gerne fremhæve Henning Vangsgaards bedrift af en oversættelse af Victor Klemperers Det tredje riges sprog. En filologs notesbog (tekst & tale forlag, 2011). Klemperer dokumenterer, hvordan nazisternes sprog ganske enkelt lagde grunden for de forbrydelser, de begik. Den bog burde være pligtlæsning for enhver politiker, måske alle samfundsborgere. Som der står på omslaget af den danske udgave: ”Ord kan virke som bittesmå dråber arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Hvor oversætter du?
Da jeg havde hjemmeboende børn, havde jeg et kontor ude i byen, men i dag oversætter jeg hjemme og har det fint med det. Som avisoversætter oplever jeg den anden yderlighed, for når jeg møder fysisk op på avisen, foregår arbejdet i et åbent kontorlandskab. Det kan godt være ret udfordrende, hvis man er lidt træt i hovedet, men det er hyggeligt og inspirerende at møde nogle kolleger, og heldigvis findes der støjreducerende høretelefoner.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det
Man skal passe på med at gentage sig selv, og jeg har tidligere skrevet et indlæg til Babelfisken om oversættelsesproblemer og research: https://babelfisken.dk/2019/01/31/om-pipfugle-sortkrudt-obduktionsrapporter-og-frimurerordener-research-og-ekspertbistand-til-oversaettelse/
Udfordringer støder man på dagligt. Nogle gange er der langt til en løsning, andre gange ligger den ligefor, og man finder den intuitivt. Hovedpersonen i Umberto Ecos roman Kirkegården i Prag slår sig ned i 1880’ernes Paris og frygter med al mulig god grund for sit liv. Derfor anskaffer han sig en kårde camoufleret i en spadserestok, så han med et snuptag kan forvandle sig fra en tilsyneladende dårligt gående ældre herre til den kyniske morder, han i virkeligheden er. Men hvad hedder sådan en på dansk? Mit umiddelbare gæt var kårdestok eller stokkårde. Begge gloser viste sig at findes i Ordbog over det danske sprog. Når man finder en god løsning på sådan et problem, får man et lille dopaminkick.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Her er det umuligt ikke at pege på to forhold, der hænger nøje sammen: tid og penge. Det siges ofte, at oversat skønlitteratur er med til at berige dansk sprog og litteratur. Hvis vi ikke havde de oversatte tekster – også fra sprog, som de færreste taler – ville vi blive fattigere og mere indskrænkede og provinsielle. Og hvis man vil have gode oversættelser, skal man betale oversætterne en løn, de kan leve anstændigt af, og give dem tid til at arbejde med tingene. En norsk oversætterkollega fortalte mig sidste år, at norske oversættere bliver betalt tre gange så godt som de danske. Nu er Norge et meget rigt land, men Danmark er jo ikke fattigt, så her vil jeg gerne slå et slag for mit fag, når de kulturpolitiske milliarder skal fordeles.
Hvem vil du give stafetten videre til?
Lene Ewald Hesel fortalte mig for nylig, at vi har alt for lidt fokus på al den gode børnelitteratur, der oversættes, så hun skal have stafetten.
Oversættelse er en meget vigtig, og ofte overset disciplin. Jeg har lige skrevet en ret lang og ret akademisk artikel om alvorlige problemer i de moderne oversættelser af H.C. Andersens værker til engelsk. Hvis der er interesse for det, kan jeg godt lave en kortere og let tilgængelig tekst til Babelfisken.