Om foråret fejrede antikkens athenere deres gud for spiritualitet og ekstase ved at opføre tragedier, komedier og satyrspil på sydskråningen af Akropolis. De græske skuespil var store musikalske kompositioner, hvis korsange blev sunget af dansende kor på 12-15 personer, mens musikken spillede.
Græsk skuespiller, ca. 150 f.Kr. Walters Art Museum
I dag har vi kun de tavse ord på papiret tilbage. Hvad enten vi læser de græske skuespil i en græsk tekstudgave eller i en dansk oversættelse, kan det være svært at fornemme, at ordene oprindeligt blev sunget. Hvad det har med Yahya Hassan at gøre, vil jeg komme ind på lidt senere.
I min ph.d.-afhandling Come along and sing: Translating the songs of Greek tragedy, som jeg for nyligt forsvarede på Københavns Universitet, har jeg undersøgt, hvordan vi som oversættere uden brug af musik kan give læserne en fornemmelse af, at de græske korsange oprindeligt blev sunget.
Jeg kom frem til, at den bedste måde at indfri denne målsætning på, er at oversætte de oprindeligt urimede og rytmisk komplekse korsange i den form, som danske sangtekster oftest har, nemlig med regelmæssige rytmer og rim. I denne artikel vil jeg give et eksempel på, hvordan man kan finde rytmer kendt fra dansk poesi at oversætte de græske digte på. Som et eksempel vil jeg bruge det græske versemål, der kaldes det joniske metrum.
Rytmernes betydning
Græske versemål består af lange og korte stavelser, mens danske versemål består af trykstærke og tryksvage stavelser. En lang stavelse i et græsk versemål (symbol: –) svarer til en trykstærk stavelse i et dansk versemål, mens en kort stavelse i et græsk versemål (symbol: ⏑) svarer til en tryksvag stavelse i et dansk versemål.
Det joniske metrum består af to korte stavelser efterfulgt af to lange stavelser: ⏑⏑––. Et vers består typisk af flere på hinanden følgende metra og kan for eksempel se sådan ud: ⏑⏑––⏑⏑––⏑⏑––. På dansk vil rytmen lyde hen ad dette: da-da-DOM-DOM, da-da-DOM-DOM, da-da-DOM-DOM.
Denne rytmiske sekvens lød efter alt at dømme fremmedartet for de græske tilskuere. Det er måske forklaringen på, at de græske dramatikere ofte skrev korsange på dette metrum i sammenhænge, der handlede om Østen eller om guden Dionysos, der netop mentes at være (gen)indvandret til de græske områder ovre østfra. Det joniske metrum er toneangivende i Euripides’ tragedie Bacchantinderne, som netop skildrer Dionysos’ indtog i den græske bystat Theben og hans fremmedartede riters indflydelse på den lokale befolkning.
Toneangivende er det joniske metrum også i den tragedie, jeg har oversat i forbindelse med min ph.d.-afhandling, nemlig Perserne af Aischylos. Denne tragedie handler om den mest traumatiserende krig i græsk historie og om det søslag, der afgjorde krigen. I 480 f. Kr. troede kongen af det kæmpemæssige Perserrige, at han hurtigt kunne invadere de græske områder og underlægge sig dem. Imod alle odds vandt de talmæssigt yderst underlegne grækere det afgørende slag mod perserne ved øen Salamis ud for Attikas kyst, og med det yderste af neglene undgik de at blive persernes undersåtter.
Wilhelm von Kaulbach: Slaget ved Salamis, 1868, Maximilianeum
Otte år efter slaget ved Salamis skrev digteren Aischylos, som selv havde kæmpet i krigen mod perserne, en tragedie om denne skelsættende begivenhed. Højst overraskende optræder der ingen grækere i tragedien. I stedet henlægger Aischylos scenen til perserhoffet i hovedstaden Susa. Her hører vi om krigen gennem persernes perspektiv, og vi føler den gennem persernes smerte.
Et af de stilistiske greb, Aischylos bruger til at formidle denne østlige kontekst, er det joniske metrum. Aischylos bruger dette metrum som et af de mest gennemgående metra i tragedien. Dets fremmedartede rytme bidrager til at give tilhørerne en fornemmelse af, at handlingen foregår langt ovre østpå, og at det er de fremmede persere, der synger.
Udfordringen for den oversætter, der ønsker at formidle de sangbare kvaliteter og de østlige konnotationer i de korsange, som Aischylos har skrevet på det joniske metrum, er at finde en rytme, som danske læsere forhåbentlig vil kunne opfatte som sangbart og østligt. Her kommer Yahya Hassan ind i billedet.
Østlige associationer
De fleste af os kan nok huske Yahya Hassans ekstraordinære salgssucces som debuterende digter. De fleste kan måske også huske hans distinkte måde at oplæse sine digte på. Professor i islamstudier Thomas Hoffmann har i en videnskabelig artikel fra 2018 redegjort for, hvordan Hassans monotone og messende oplæsning minder om traditionel islamisk Koran-recitation. Denne messende, østlige association anså jeg for at passe glimrende til Aischylos’ brug af det joniske metrum.
Udfordringen var nu at finde ud af, hvordan jeg kunne overføre noget, der mindede om Hassans recitationspraksis, til de tavse ord på papiret. Jeg besluttede mig for at imitere de lange stavelser, som det joniske metrum delvis består af på græsk, ved at forlænge disse stavelser med en ekstra vokal i min danske oversættelse. Den første joniske korsang hos Aischylos oversatte jeg derfor således:
Nu har koongeens hær, som smaadreer hver en byystaat
krydset stræædeet Hellespoonteen på en flåådee,
som er skaabt aaf tømmer, båådee, pløkker, høørreeb
og som slaaveebinder haaveet uden nåådee.
Det befoolkniingsrige Aasieens vilde leedeer
driver heeftiigt over joordeen, over haaveet
sin guddoommeelige, stæærkee flok soldaateer,
en slags guud, soom af en guuldriig slægt er laaveet.
Med et bliik soom af en døødseens farlig slaangee
fører koongeen, rig på skiibee, bueskyytteer,
krig mod mæænd, hviis værd med spyyd eer kendt af maangee.
Der er iingeen, der kan moodståå disse strøømmee
af soldaateer, havets bøølgee alle flyytteer:
Vore moodiige folk moodståås kun i drøømmee.
For af guudeen og af skææbneen er det påålaagt,
at vi peerseere på striidsvoogne skal føøree
krig, der smaadreer andre byyeers høje tåårnpraagt
og eroobreer stedernee oog skaber røøree.
Vi har oogsåå lært, hvordaan vii skal passeeree
havets breedee enge, nåår dee piskes hviidee
under stoormveejr, for vi kaan joo konstrueeree
hjælpemiidleer til at nåå deen anden siidee.
Kan en døødeelig mod guudeer holde staand?
Fra en guuds beedrag hvem kaan daa springe vææk?
Af forbliindeelsens gudiindee straks vi snyydees,
når hun smiileende os lookkeer i sin sææk:
Herfra eer deer ingen fluugt foor nogen maand.
En korsang, der virkede fremmedartet og messende på tilhørerne, bør også virke fremmedartet og messende på læserne!
Jeg har brugt denne særegne stavemåde i oversættelsen, hver gang Aischylos har brugt det joniske metrum i originalteksten. På den måde håber jeg, at læserne vil fornemme, at rytmen skifter – og måske tænke over, hvorfor digteren valgte, at det skulle være sådan.
Mit ønske er dermed at formidle et lag i originalteksten, som ville være gået tabt, hvis jeg havde oversat digtet til prosa, knækprosa eller et tilfældigt valgt versemål. Jeg håber, det vil vække læsernes interesse for det fremmede og anderledes i den græske tragedie.
Kristoffer Maribo. Privat foto.
Kristoffer Maribo er digter og ph.d. i klassisk græsk og latin. Han har udgivet digtsamlingerne Gudinden i græsset (Forlaget Aulos, 2020) og lyre lyre lyre (Forlaget Aulos, 2021).
Meget spændende læsning. Tak!
Ret stærk oversættelse, både med & uden dobbeltvokaler. Har man først fattet rytmen “Det er gódt nók: herligt koldt øl! Skål i skuret, ta’ nu én til, og så én til…”, kan den sagtens realiseres uden at trække i vokalerne – opdagede jeg da jeg messede teksten for mig selv, ikke uden fornøjelse.
(Sonetformen 4-4-3-3 i de første fjorten linjer er formentlig en tilfældighed?)