Den internationale oversætterdag, officielt den 30. september, bliver i år fejret ved et arrangement på Godsbanen i Aarhus d. 7. oktober.

Sapfo (630-570 f.v.t.) har de sidste par år været genstand for stor interesse, hvilket blandt andet har resulteret i hele tre gendigtninger på dansk: Jeg er grønnere end græs (Klim, 2020), Roser fra Piéria (Wunderbuch, 2020) og Sapfo (Gyldendal, 2021).

En sådan overflod af oversættelse er værd at fejre, både fordi det giver danske læsere en helt unik mulighed for at dykke ned i et af antikkens betydeligste forfatterskaber, og fordi det er en mulighed for at diskutere oversættelse fra flere sider. Derfor har vi inviteret én af oversætterne bag hver af de aktuelle udgivelser – digter Mette Moestrup, filolog Rasmus Sevelsted og billedkunstner Mille Søndergaard – til en debat om oversættelsens væsen. Undervejs vil vi høre flere forskellige bud på oversættelser og komme ind på, hvordan oversættere møder og transponerer et værk.

Samtalen modereres af oversætterne Trine Søndergaard og Sidse Laugesen, og der lægges op til en hyggelig eftermiddag i uformelle rammer, hvor diskussion og nysgerrighed vil være de bærende elementer, også med publikums deltagelse. Arrangementet er åbent for alle med interesse for litteratur, oversættelse, sprog, kultur og formidling og afholdes i forbindelse med Den Internationale Oversætterdag, der i Aarhus fejres den første fredag i oktober.

Program:

15.30: Velkomst og introduktion

15.45: Paneldiskussion – Sapfo i vores tid

16.30: Pause

16.45: Paneldiskussion – oversættelsens væsen

17.30: Efterfølgende snak, debat og afrunding på dagen


Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Oversætterforbund, Aarhus Kommune og Aarhus Litteraturcenter.

Det finder sted d. 7. oktober kl. 15.30-17.30 i Vogn 1 på Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C.

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.