Af Mark Holm Møller, oversætter, kunsthistoriker

Poesi. Litteraturhistoriens første prosadigtsamling, Nattens Gaspard – Fantasier i Rembrandts & Callots manér (posth. 1842), foreligger omsider på dansk i komplet form. Oversætteren giver her en kort præsentation af arbejdet med den kommenterede og illustrerede udgave.

Aloysius Bertrands (1807-1841) fascinerende magnum opus Gaspard de la nuit ligner en litterær pendant til gotikkens katedraler: strålende mosaikker i grotesk indramning, kryptmørke irgange, himmelstræbende tinder; vanskelig at overskue og djævelsk svær at gengive.

Den burgundiske digter henregnes i Georg BrandesHovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (1872-1890) til sin tids ”oversete og glemte” skikkelser. I Frankrig er han imidlertid kanoniseret som en hovedfigur i den sorte romantik, som prosadigtets foregangsmand og som koryfæ for symbolister såvel som for surrealister. Baudelaires skelsættende samling Parisisk Spleen – Små prosadigte (posth. 1869) imiterer eksempelvis åbent Bertrands værk. Heri forklares også baggrunden for det prosapoetiske nybrud: ”Hvem af os har ikke i ærgerrige stunder drømt om et mirakel, en poetisk prosa, musikalsk uden rytme og uden rim; blød nok og fast nok til at kunne formes efter sjælens lyriske svingninger, drømmeriets bølgebevægelser og bevidsthedens spring.”

Denne samme ambition, bestræbelsen på at vriste sig fri af kedelige konventioner, er den bærende impuls i Bertrands sælsomme fantasier, som tæller et halvt hundrede stykker, hver på en side eller to, og falder i seks bøger (kapitler) med hvert sit tema. I værkets prolog udfoldes dog først en faustisk rammefortælling, hvori protagonisten efter lange meditationer over kunstens væsen kommer i besiddelse af et mystisk manuskript skrevet af djævlen. Hernæst følger et forord, en slags teori, hvori digtekunsten – som allerede halvt røbet af værkets undertitel – sidestilles med malerkunsten. Scenen er henlagt til middelalderen med hele dens rabelaiske rigdom; fordelt på Dijon og Paris, og med afstikkere til det røveriske Spanien eller det lidenskabelige Italien. Overalt fletter de romantiske motiver sig sammen med pastiche og parodi, mens de evige temaer – skønhed og længsel, dårskab og dyd – snor sig som en rød tråd gennem den brogede brokade.

Hvorledes finder man så som oversætter hoved og hale på dette monstrum? To af forfatterens efterladte småtekster tjener som rettesnore, skønt de ikke direkte angår oversættelsen: En vejledning til opsætningen og en bemærkning til værkets illustrationer. I den første beskrives det nøje, hvordan stykkerne skal udformes som vers med delinger, typografiske elementer o.lign.; hvordan den kompositoriske spænding afhænger af det visuelle udtryk. Den anden note bestemmer den billedlige og ornamentale stil, og giver et fingerpeg om hver bogs generelle stemning. Med denne dobbelte fordring og forordet i mente, samt takket være digterens korrespondancer, tegner der sig således et omtrentligt billede af de tekstlige tableauers tilsigtede betoning. Et praktisk forhold komplicerer imidlertid sagen: Værket er skrevet over en årrække og eksisterer i adskillige versioner. Hovedparten af de tilgængelige franske udgaver har desuden småfejl og forvanskninger.

Oversættelsen er derfor stykket sammen af flere forlæg med særlig vægt på et genfundet originalmanuskript. Et uddrag af forfatterens efterladte stykker er medtaget i tillæg, herunder to af de digte som Maurice Ravels mesterlige klaversuite Gaspard de la nuit (1908) bygger på. Herefter følger den møjsommelige udredning af teksternes referencer og allusioner. Kunst- og litteraturhistorie. Alkymi og okkultisme. Et eklektisk sprog præget af arkaismer og neologismer, folkemål og ordspil i overflod. Endelig skal elementerne afstemmes i hvert stykke, hvor tonen snart er sværmerisk, snart skælmsk og satirisk.

Det er værd at bemærke, at Bertrand optræder i André Bretons første surrealistiske manifest, Manifeste du surréalisme (1924) som en ”surréaliste dans le passé.” Der menes herved vel at mærke surrealist i behandlingen af fortiden. Når der springes i tid (og sted), er det altså ikke blot nostalgiske indfald og digressioner, men en konsekvent perspektivisk metode, hvormed digteren fortryller sin verden ned til mindste trivialitet. Det flygtige forbindes med det varige, det partikulære med det almene. Dyndet forvandles med andre ord til guld som hos Baudelaire, blot med den væsentlige forskel, at Bertrand bevidst går frem ved at gribe tilbage. Det sproglige og grammatiske resultat er varieret og interessant. Barokke sætninger med indskud og forgreninger. Brudte dialoger. Stykkerne fremstår dog ikke kantede, men slynger sig takket være digterens vekslende virkemidler som smidige arabesker. Brandes beskriver denne lyriske sans således: ”Han har, før han skrev, ligesom rystet alle Sprogets Ord gennem et Sold, udrenset alle de Ord, hvis Klang var dump, hvis Farve var sløvet, hvis Præg var slidt, og i sin Kunsts Tjeneste kun anvendt dem, der havde malerisk Værd og musikalsk Valuta.”

Et velklingende og præcist sprog rækker imidlertid ikke i oversættelsen. Uden annotering går betydningen mange steder helt tabt for den moderne læser. En relativt diger samling noter ledsager derfor bogen til trods for forfatterens formaning om, at ”fortolkerne fordunkler den med deres forklaringer.” I disse noter præsenteres centrale personer, historiske hændelser, ordspil o.a. ud fra det enkle hensyn, at man uden særligt kendskab til tiden eller temaerne skal have mulighed for at orientere sig. Meget kunne tilføjes, meget udelades. Foruden disse medfølger en kort introduktion til henholdsvis oversættelsen, værket og forfatteren. Nok til at kvalificere læsningen, men med respekt for bogens hermetiske kvalitet. Det er gengivelsens slutsten, hvormed oversætteren afrunder sin nærmest andægtige dont.

De fleste læseres oplevelse vil formentlig være knap så højstemt, men ikke desto mindre skulle denne samvittighedsfulde bearbejdning gerne sikre, at værket langt om længe får et liv her til lands. Som inspiration til ny digtning. Som en studie i en revolutionærs forsøg. Som et bilag til dansk litteratur, med det lys, det kaster over eksempelvis H.C. Andersens Billedbog uden Billeder og Johannes Jørgensens digte. Eller slet og ret som blændende belletristik. Sikkert er det under alle omstændigheder, at Nattens Gaspard heller ikke på dansk bliver en bog for enhver, dertil er den for fantastisk og sær. Men, som Brandes konkluderer, ”ingen Kenders Blik vil det undgaa, at der hos Bertrand var noget Udsøgt, noget uendelig Sjælfuldt.”

Nattens Gaspard – Fantasier i Rembrandts & Callots manér Oversat, kommenteret og illustreret. Forlaget Multivers. 288 sider.

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.