”United in Diversity” – sådan lyder EU’s officielle motto. En meget vigtig del af denne diversitet er den sproglige og kulturelle mangfoldighed på kontinentet, og nogle af de mest centrale praktikere på det område er (litterære) oversættere. Derfor besluttede EU-Kommissionen for et par år siden at undersøge oversætternes vilkår i Europa, og ikke mindst hvordan de kan forbedres, så flersproglighed bliver ved med at være en styrke frem for et problem.
Oversættelse spiller en strategisk rolle i Europas kulturelle udvikling. Oversættelse giver mulighed for, at ideer, viden og kulturelle udtryk kan rejse frit mellem forskellige sprog og kulturer og bidrager således til, at Europas borgere kan dele viden om deres egen historie, kunst og opfindelser og kan forstå og diskutere deres fælles anliggender uden mellemled.
Sådan står der i indledningen til rapporten Translators on the Cover – Multilingualism and Translation, der er det foreløbige resultat af det arbejde. Rapporten udkom 31. januar under den såkaldte EU Work Plan for Culture 2019-2022. En gruppe på 26 nationale eksperter inden for området har i de seneste halvandet år arbejdet på at kortlægge, hvordan det står til med den oversatte litteratur i Europa. Ud over repræsentanter fra 20 EU-lande var også Norge, Schweiz og Island med, og denne artikels forfatter repræsenterede Danmark både i sin egenskab af formand for Dansk Oversætterforbund og især også som praktiserende litterær oversætter. Eksperterne var en blanding af litterære oversættere, repræsentanter fra oversætterforeninger, ansatte i fonde og litterære agenturer under de nationale regeringer, kulturministerielle embedsmænd og en enkelt forlægger.
Screenshot af et af de nationale eksperters utalligeonline-møder. Erik Peters 2021
Rapporten kommer med et antal konkrete anbefalinger til, hvordan man kan gøre tingene bedre fremover. Den europæiske flersproglighed er nemlig under pres fra mange forskellige steder, især når det gælder uddannelse på højt niveau og litterær udveksling: Der er færre og færre, der uddanner sig inden for andre fremmedsprog end engelsk, og der bliver generelt oversat færre og færre bøger mellem de såkaldt små sprog i Europa. Det skyldes manglende muligheder for at finde oversættere fra disse sprog, men det skyldes især også, at det er svært at kunne få oversættelse af “smal” litteratur fra mindre sprog til at løbe rundt økonomisk, når markedet domineres af store, globale spillere. Resultatet er, at vi alle sammen kommer til at mangle muligheder for at forstå hinanden på et tilstrækkeligt detaljeret niveau, og at vi kommer til at mangle litteraturen som en central indgang til at forstå verdener og forestillinger, der ikke ligner vores, men som bebor det samme kontinent som os, og som vi helst skal blive ved at leve i nogenlunde fred og fordragelighed med. Dette sidste har jo desværre aldrig været så presserende tydeligt som netop nu.
De tre hovedområder for rapporten er mulighederne for at uddanne sig som litterær oversætter i Europa (se s. 22-39), hvordan de stadigt ringere arbejdsforhold for oversættere og tekstere påvirker rekrutteringen i branchen (s. 40-59) og om muligheden for at søge og få støtte til udgivelse af oversat litteratur – bl.a. med en liste over de forskellige støtteinstanser i de europæiske lande. Det har gennem arbejdet bl.a. vist sig, at meget kunne løses, hvis oplysninger om allerede eksisterende støtteordninger og overskuelige vejledninger til at søge støtte, var mere tilgængelige.
Unsplash – Kate Bezzubets
I det hele taget er deling af information et centralt tema, ikke mindst når det kommer til at forbedre oversætteres vilkår. Litterære oversættere er ofte den svage part i kontraktforhandlinger, og når der skal arbejdes for at ændre politikområder, bl.a. fordi de konkurrenceretlige regler i mange lande gør det svært eller ulovligt at dele information om honorarer og kontraktvilkår, få indblik i forlagenes indtjening på den oversatte litteratur eller fx anbefale minimumstakster. Derfor handler anbefalingerne på dette område (s. 9) bl.a. om at styrke oversætterforeninger og deres mulighed for samarbejde, at få implementeret DSM-direktivet (der bl.a. angår rimeligt vederlag og transparens) på en forsvarlig måde i de nationale lovgivninger (s. 46) og få støtteinstanser på nationalt og EU-niveau til kun at støtte projekter, der fx garanterer ordentlig betaling og rimelige kontraktvilkår for oversætterne (s. 47). Derudover skal det i højere grad være muligt at søge individuelle legater m.m. som oversætter.
I rapporten kan man se helt konkrete eksempler på, hvad en dansk og en østrigsk oversætter kan tjene på at oversætte bøger, og hvordan det forholder sig relationelt til resten af arbejdsmarkedet i det pågældende lang (s. 36). Det er ikke behagelig læsning. Med brug af de to undersøgelser af oversætteres arbejdsvilkår i Europa, som CEATL lavede i hhv. 2008 og 2021, kan man desuden se, hvordan udviklingen i honorarer har været gennem de seneste knap 15 år (s. 38). Det er mildt sagt ikke opmuntrende.
Til gengæld er det faktisk opmuntrende, at der flere steder i Europa bliver gjort noget for at modvirke de hårde konkurrenceretlige restriktioner, som gør det svært eller ulovligt for oversættere at forhandle kollektivt om bedre vilkår (s. 48). Ligesom styrkelsen af samarbejdet mellem oversættere (og tekstere) kan give den enkelte oversætter bedre viden, når hun eller han skal forhandle individuelt, kan mulighederne for rent faktisk at forhandle som interesseorganisation og fx kunne hyre samme niveau af juridisk rådgivning, som forlag ofte har til rådighed, åbenlyst styrke oversætternes forhandlingsmuligheder.
Indtil videre findes rapporten kun på engelsk, men den er meget passende ved at blive oversat til alle 27 EU-sprog. Forhåbentlig vil den blive brugt aktivt, når alle de fine ord om at dele viden, kultur og fælles værdier skal udmøntes i en praksis – oversættelse – der rent faktisk understøtter den mellemmenneskelige kommunikation på en ganske konkret måde.
Indledningscitatet er fra s. 15 i rapporten, egen oversættelse.