Af Frede Gregersen
Essayet “Vandrende linjer” blander biografi, poesi og læsning. Det trækker først og fremmest på mine samtaler med den mexicanske digter Gloria Gervitz over de sidste to år, hvor jeg har oversat hendes livsdigt Migraciones. Gervitz har skrevet på Migraciones siden 1976 og udgivet digtet i efterhånden mange udgaver, hver gang forandret og med ny tekst, og netop denne tanke om at vende tilbage, skrive om og skrive videre i en uendelig migration af teksten, er blevet en poetik. Mit essay undersøger denne poetik og trækker desuden på det arbejde, der begyndte med mit speciale om Gervitz’ poesi og litterær oversættelse som praksis. Det er et arbejde som fortsætter og har ført mig til oversætterdigtere som Eliot Weinberger, Rosmarie Waldrop.
Essayet er tidligere trykt i Trappe Tusinds særnummer om oversættelse (2021) og foreligger her i en revideret udgave.
Vi taler sammen tværs over natten. Det er aften hos hende og morgen hos mig. Gloria Gervitz bor i San Diego nu, men jeg er hende samtidig sidde i det tilbagevendende rum i hendes langdigt Migraciones, det gamle hjem i Mexico City: de falmede kakler og høje lofter … hvide kallalijer i en blå vase … barnepigen fra en anden tid … lukkede persienner over åbne vinduer … Jeg hører et ekko. Hun er ved at blive gammel, gentager hun. Da frisørsalonerne i San Diego lukkede ned sidste år, kunne hun ikke få farvet sit hår, som hun plejede, så hun lod det vokse ud og få dets naturlige farve. Jeg har altid holdt fast i den hårfarve, jeg havde i min ungdom. Men det hår, jeg har fået nu, er platin! Jeg ved stadig ikke hvordan det egentlig ser ud, men jeg elsker forandringen. Jeg er blevet en anden på ny. Gloria beskriver, hvordan hun er trådt ind i en ny og ældre tid, langsommere og mere ædel, bærende på et skinnende mørke. Hun fortæller også, at hun er færdig med Migraciones, den bog, som hun har skrevet siden 1976. Jeg kan mærke, at det er tid. Som en sangerinde, som Maria Callas, at stoppe før jeg mister stemmen.
*
Den fransk-egyptiske digter Edmond Jabès skriver:
Første sætning er fri. Den kan være hvad som helst. Men allerede den næste må følge derefter. Og den tredje efter de to første. Du må læse det, du har skrevet. Læser du det, du har skrevet, på den rigtige måde, skriver teksten sig selv.
En stille brise eller en sart rød farve en morgen, måske er det bruset fra fugle som letter, en blomstervase som rammer kaklerne og går i stykker. Femten-tyve linjer følger den første, sære linje, som dukker op i hende en dag. Det er stadig denne første linje, som efter 45 år indleder hendes livsdigt Migraciones. Det er den linje hun forstår mindst af alle, men den har formet og bliver ved med at forme de andre. Så meget har ændret sig med tiden, teksten er blevet skrevet om igen og igen, og nye linjer, hele suiter, er kommet til. Bogens første side lyder i dag:
i de røde nellikers migrationer hvor sange fra langnæbbede fugle bryder frem
og æblerne rådner inden katastrofen
der hvor kvinderne føler på deres bryster og rører ved kønnet
i sveden over rispudderet og tetiden
rankerne slynger sig gennem det der altid er det samme
byer gennemløbet af tanker
askeonsdag
vores gamle barnepige ser på os fra en kegle af lys
fremånder de skyggesøer
regner mørklilla næsten røde
varmen åbner sit store gab
månen synker ned i gaden og en sort kvindes stemme
en trist sort stemme synger og vokser
røgelse af gladiolus
og dine fingre som varme bløddyr forsvinder i mig
vi er i skrøbeligheden i efterårets yderste skal
i den rektangulære park
i hundedagene
hvor de lyse farver er de mest rørende
glemte rustne bønner
efter Shacharit
rejser vinde let rensede af udsigelsen
skove af pebertræer
og min bedstemor spillede altid den samme sonate
Vi er i migrationerne fra begyndelsen og træder aldrig ud. Vi er i sveden, i skrøbeligheden, den yderste skal, i den rektangulære park, i hundedagenes varme. Her bevæger alting sig, næsten alt. Ned ad kinden, ind igennem byerne og det genkendelige. Alting berøres og brister, flyder over og rejser sig med vinden. De røde nelliker sættes i geværmundingen og en revolution begynder. Frøene og bladene føres videre med vinden. En sen, altomfattende varme lægger sig over alt. Det første ord skaber et rum, som aldrig stopper med at virke.
*
Gloria Gervitz har skrevet på Migraciones siden 1976 og udgivet teksten i så mange versioner sidenhen. Den tidligste og dengang helt korte version bestod af en enkelt suite med titlen Shajarit. Det er en morgenbøn; at vågne og blive mig selv igen. Og Gervitz læste sig selv og skrev videre på bogen, føjede flere linjer til, og gav den et par år efter en ny titel, Fragmento de ventana, Vinduesfragment. Nogle år efter udgav hun teksten Yiskor, som betyder husk på hebraisk og er en bøn for de døde, og i umiddelbar forlængelse af denne, skrev hun endnu en ny tekst, Leteo, som er græsk for glemslen og navnet på den flod i Dødsriget, som sjælene drikker af for at glemme. Da Leteo var færdig, opdagede hun, at alle suiterne i virkeligheden hørte sammen. De var strømme i samme flod. Hun kaldte dem Migraciones og udgav dem for første gang som en samlet bog i 1991. Teksterne var nu ét langt digt og hun fortsatte med at skrive videre på det. Alle de år i digtet. Hvis det har et hjerte, er det den strømmende bevægelse. Jeg er begyndt at tænke på de mange forskellige udgaver af digtet som noget andet og mere end et spørgsmål om stadig større præcision: Det drejer sig om at flytte sig med teksten, og om hvad tekst kan flytte.
*
Migraciones kredser om ophav. Digtet fortæller en familiehistorie om ensomme og på sin vis fremmedgjorte kvinder som migrerede over havet til et andet kontinent, andre sprog, andre religioner, andre vaner. Hvad vil det sige at bære ophavet med sig og hvad vil det sige at give det videre? Erindringerne er ikke den enkeltes, men en kilde som jeget kan stige ned i. De bliver til genkommende motiver og sætninger, som skrives frem i dirrende, lysende form igen og igen, føres videre og forskyder sig på ny: uigennemtrængelige sonater, smagene af teen fra samovaren, billederne af pigen på kajen og bedstemødrenes bøn: drøm at drømmen om livet er smuk, min pige. Idet digtets stemme genkalder sig erindringerne, bliver de hendes. Migrationen som en fælles historie jeget prøver at forstå:
måske er vi det samme mørke de samme ord de samme råb
*
Et andet sted skriver den amerikanske forfatter og oversætter Eliot Weinberger: Digtet dør, når det ikke har et sted at tage hen. Han taler om poesien og om at oversætte poesi. Han taler også om et bestemt digt og dets lange, vildtvoksende oversættelseshistorie. Digtet hedder 鹿柴, ”Dyrehave”, og er skrevet af den buddhistiske maler, kalligraf og digter Wang Wei i løbet af det 8. århundredes Tang-dynasti:
鹿柴
空山不见人,
但闻人语响.
返景入深林,
复照青苔上.
Dyrehave
Ingen ses på de tomme bjerge
men stemmer høres i det fjerne.
Lyset finder vej ind i skoven igen,
mosset lyser grønt op på ny.
Det oprindelige håndskrift er gået tabt, men Wang Weis skrifttegn er blevet overleveret gennem 1300 år ved hjælp af en omhyggelig læsning: læst, skrevet af, ført videre og læst på ny. Overleveret, overlevet. Jeg taler ikke kinesisk, men ligesom digtet er de kinesiske tegn også i sig selv billeder, jeg forestiller mig jeg kan læse:
Et øje med ben er et vandrende blik, det er et billede på at se: 见
De to træer ved siden af hinanden former en lille skov, tegnet Lin: 林
Tre streger fra grunden og op mod himlen danner et ophøjet felt, et bjerg: 山
Ildens på jorden og solen i hjørnet, at lyse: 照
Og den vandrende linje er et menneske: 人
*
”Dyrehave” er min egen oversættelse af andres oversættelser. Jeg har baseret den på Eliot Weinbergers omhyggelige tegn-for-tegn-oversættelse til engelsk og de 18 andre oversættelser af Wang Weis digt, som Weinberger gennemgår i sin lille bog 19 Ways of Looking at Wang Wei fra 1987. Weinbergers bog er en forskning i oversættelse gennem tiden. Nitten måder at se på. Hvordan ikke kun tilgangen til oversættelsesarbejdet har ændret sig markant de sidste 100 år, men at læsningen og opmærksomheden på teksten også flytter sig.
Det er et enkelt billede som 鹿柴 maner frem: et mennesketomt bjerg og nogle stemmer i det fjerne, et tilbagevendende lys, der rammer et mosdække i en lille skov. Alligevel bringer det så forskellige oversættelser frem. W.J.B. Fletchers frie og tidlige engelske oversættelse vil gerne forklare os Wang Weis digt. Fletchers The Form of the Deer fra 1919 ender derfor ikke kun med at bruge dobbelt så mange ord som kildeteksten, men affortryller også fuldkommen digtet ved at indføre et situeret jeg som kan bevidne tomheden på bjerget. Helt anderledes placerer Octavio Paz’ tre oversættelser af digtet, som alle citeres af Weinberger, den første fra 1974 og den seneste fra 1986, lavet i forbindelse med Paz’ efterord til 19 Ways of Looking at Wang Wei. Et gennemgående træk ved de tre versioner er brugen af den refleksive passivform på spansk, der understreger den implicitte, eller måske ligefrem upersonlige, sansning: No se ve gente en este monte, / sólo se oyen, lejos, voces. [Der ses ingen mennesker på dette bjerg, / der høres blot, i det fjerne, stemmer].
Der er noget frigørende og håbefuldt i at læse de mange forskellige forsøg på at oversætte det samme digt. Det er som en venlig påmindelse: Det jeg læser er ikke det, der står. Som at blive givet tilladelse eller tillade sig selv: Jeg vil ikke længere have ret. Så jeg begynder at tænke på oversættelse som noget man gør for at andre kan gøre det igen.
*
I bogen Frugtbare tomrum af den tysk-amerikanske digter, forlægger og oversætter, Rosmarie Waldrop, bliver det at oversætte beskrevet som en måde at gå til litteraturen på, men også verden. At oversætte bliver en form i sig selv. Bogen er et poetisk-anekdotisk oversættelsesessay om Waldrops livslange læsning af og venskab med eksildigteren Edmond Jabès, hvor hans liv og bøger udfoldes gennem netop det, som formede Waldrops eget forhold til Jabès: hendes oversættelse af hans forfatterskab.
I en passage henimod slutningen af bogen forbinder Waldrop oversættelse og migration, idet hun forsøger at beskrive den betydning Jabès’ flugt fra Egypten under Suez-krisen havde for forfatterskabet og hans egen og andres læsning af det:
At fortsætte. At bære fra ét sted til et andet. At fortsætte tænkningen, tænke fra et andet sted, et andet perspektiv. Erindringsstoffet forandrer sig idet jeg nærmer mig det fra et andet sted, jeg selv et andet menneske.
At bære fra ét sted til et andet, bringe noget over på den anden side. Waldrop bruger den etymologiske betydning af det at oversætte til at belyse migrationserfaringen. Migration forstået gennem oversættelse, men også oversættelse forstået gennem migration: Oversætteren læser bogen fra et andet sted, som en anden læser, og forandrer værket i samme bevægelse som hun fortsætter det. Det er i dette dobbelte lys at Waldrop forstår Jabès. Passagen beskriver hvordan Edmond Jabès og alt det, han brugte sit liv på at beskrive, forskydes og skifter betydning med hans migration til Frankrig. For digteren selv, men også for læseren. Hvis passagen også udgør en slags oversættelsespoetik, beskriver den oversættelsen som både fortsættelse og transformation af værket. En fortolkningsproces, som flytter erindringsstoffet, kilden, og skaber en tekst som hverken er kilden selv eller sin egen. En proces hvor selve overgangen, bevægelsen over – over sprogenes grænser, ingenmandslandet, havet – medregnes, omfavnes og gøres væsentlig.
I Migraciones er migrationen en grundfigur som virker på mange niveauer af teksten: Den er formødrenes flugt over Atlanterhavet; de vandrende linjer, motiverne og sætningerne som gentages med variationer og konstant forskyder sig; videreskrivningen af teksten siden 1976, en migration over tid; og så er den oversættelsen, værket som migrerer fra et sprog til et andet, en kilde som rejser og forandrer sig, idet man nærmer sig den fra et andet sted, som en anden.
*
Migraciones har stadig steder at tage hen, selvom Gervitz ikke længere skriver videre. Digtet lever og oversættes i denne tid som aldrig før:
I Grækenland: Μεταναστεύσεις. Ποίημα 1976-2020
I Italien: Migrazioni. Poesia 1976-2020
På arabisk: ھجرات
For tredje gang i Sverige: Migrationer 1976-2022
I Polen: Migracje 1976-2020
På nynorsk: Migrasjonar 1976-2020
I Rusland: Кочевья
På engelsk: Migrations. Poem 1976-2020
Og på dansk inden længe: Migrationer 1976-2022
Migraciones er et digt til vores tid, tror jeg, et digt som bringer os tilbage til denne tid. Bogen bærer et ønske om en fælles historie og beskriver en fælles fortid, der er i færd med at ske:
måske er vi det samme mørke de samme ord de samme råb
Vi nærmer os hinanden tværs over natten. Det er sen aften hos hende og tidlig morgen hos mig. Jeg er ved at blive gammel, fortæller hun, det skræmmer mig virkelig. Hendes hår er platin, hun er trådt ind i en ny og ældre tid, bærende på et skinnende mørke. Jeg er en anden på ny.
Den som oversætter bevæger sig for at modtage teksten, og kilden bevæges og rejser, idet værket bringes til et nyt sprog og en ny tid. Det møde som finder sted i oversættelsen – det store, svære møde mellem sprog, der er både velkendte og fremmede for hinanden – strækker sig over grænser og over tid, og er i stand til at bære og forandre, håber jeg, vores forestillinger om hvad grænser er og hvad de kan være.
Frede Gregersen, f. 1991, er forlægger på Tredje september, oversætter og skrivelærer på Vallekilde Højskole. Han er født og opvokset i Østjylland og uddannet fra Litteraturvidenskab med speciale i oversættelse og spansksproget poesi. Han har bl.a. oversat Francisco Goya, Gloria Gervitz, Carol Emshwiller og Rosmarie Waldrop til tidsskriftet Ny Jord samt bogen Ord & tråd / Palabra e hilo af chilenske Cecilia Vicuña for forlaget Laboratoriet for æstetik og økologi. Han arbejder for tiden på en oversættelse af den mexicanske digter Gloria Gervitz’ digt Migrationer. (Foto: Lin Rosenbeck)