Usynligheden frem i lyset – oversætterne flytter ud på forsiden

Verden er tilsyneladende ved at få øje på de litterære oversættere: I sidste uge udsendte den britiske fatterforening Society of Authors, med forfatter Mark Haddon og oversætter og forfatter Jennifer Croft i spidsen, en åben opfordring til forlagsverdenen om at give oversætterne plads på forsiden af de bøger, de har bidraget til. Teksten lyder:

For too long, we’ve taken translators for granted. It is thanks to translators that we have access to world literatures past and present.

It is thanks to translators that we are not merely isolated islands of readers and writers talking amongst ourselves, hearing only ourselves.

Translators are the life-blood of both the literary world and the book trade which sustains it. They should be properly recognised, celebrated and rewarded for this. The first step towards doing this seems an obvious one. From now on we will be asking, in our contracts and communications, that our publishers ensure, whenever our work is translated, that the name of the translator appears on the front cover.

Brevet er underskrevet af en lang række forfattere, herunder prominente navne som Olga Tokarczuk, Philip Pullman og Tracy Chevalier, og der kommer stadig flere til. Den amerikanske forfatterforening The Authors’ Guild og The UK Translators’ Association bakker op om projektet.

Situationen i engelsktalende lande er anderledes end herhjemme, da der tilsyneladende hersker udbredt forlæggerenighed om, at litteratur sælger dårligere, hvis det tydeligt fremgår, at den er oversat. Det har bl.a. Den Internationale Bookerkomité forsøgt at gøre op med ved at dele den årlige pris ligeligt mellem forfatter og oversætter – men den delte ære har endnu ikke fået oversætternes navne ud på bøgernes omslag.

Nu opfordres forfattere til at støtte deres oversættere via deres forlagskontrakter og kræve oversætteren nævnt på værkets forside, når det udgives i udlandet.

Herhjemme er tendensen med forsideplacering længere fremme: Palomar og Skjødt Forlag har for eksempel gjort det længe, og Politiken har som det første store forlag fulgt trop for relativt nylig. Og måske var det også på tide: Oversættere tilstræber populært sagt usynlighed i deres arbejde – jo mere loyal og gnidningsfri en oversættelse er, jo bedre er den – men måske er det på sin plads at slå fast, at personen bag al denne forbilledlige usynlighed fortjener en plads i rampelyset for sin omhu.

Der følger prestige med en forsideplacering, men også ansvar. At forfatterne nu melder sig på oversætternes side vidner måske ikke bare om solidaritet, men også om en gryende forståelse af, at oversættere ikke er indbyrdes udskiftelige, at det ikke er lige meget, hvem der forløser ens værk på et fremmedsprog, og at arbejdet berettiger til såvel anerkendelse som kritik. God litteratur kan ikke oversættes af hvem som helst.

Om betydningen så bliver andet end symbolsk i længden, er svært at spå om. Der følger ikke nødvendigvis bedre arbejdsvilkår med en forsideplacering, men skade kan det næppe. Og det skal blive interessant at se, om tanken vækker genklang mere bredt blandt forfatterne. Undertegnede oversætter hepper i hvert fald.