[Artiklen blev bragt første gang i Dansk Oversætterleksikon i august 2020. Her kan man desuden finde en fuldstændig bibliografi over Ejnar Thomassens oversættelser. samt kildeliste til anvendt litteratur i artiklen.]
Ejnar Thomassen
Ejnar Thomassen, Ejnar Carl Thomassen, ved dåben Thomasen, 23.9.1881-30.8.1977, blev født i København og døde i Ordrup. Han blev uddannet som polytekniker i Zürich 1901-1902 og ved Technische Hochschule i Karlsruhe 1902-07. Efterfølgende arbejdede han som ingeniør i Lausanne 1907-1909 og derefter i Rusland og Sibirien 1909-1914. I studieårene omgikkes han russiske studenter i Schweiz og Tyskland, og årene i Rusland gav ham den beherskelse af sproget og føling med russisk litteratur, som var forudsætningen for, at han efter hjemkomsten til Danmark blev en af vores flittigste og mest markante formidlere af russisk åndsliv. Thomassen begyndte sit forfatterskab i krigsårene med artikler i Tilskueren efterfulgt af Russernes Malerkunst, 1919. I de følgende mange år og lige til sin død forkyndte han lidenskabeligt engageret i kronikker og tidsskriftartikler og i talrige foredrag på højskoler og i foreninger de åndelige værdier, han fandt i russisk digtning og kunst.
Sin omfattende oversættervirksomhed indledte Thomassen med Leonid Andrejevs De syv hængte, 1917 og 1918, og dennes Røveren, 1918, men det blev som oversætter af F.M. Dostojevskijs værker fra russisk – hidtil var oversættelserne mest kommet via tysk – at han kom til at yde sin væsentligste indsats. Han lagde ud med Rodion Raskolnikov (Forbrydelse og straf) i 1921, fulgt af De Besatte (Onde ånder), 1922, Idioten, 1926, Fra Dødens Hus, 1929, Brødrene Karamassof, 1928-1930, Arme Mennesker, 1941, Dobbeltgængeren, 1941, og i 1942 Optegnelser fra et Kælderdyb (Kældermennesket) samt novellesamlingen Hvide Nætter. Et kommenteret udvalg af Dostojevskijs breve udkom i 1943, og En Forfatters Dagbog i 1948. Denne næsten fuldstændige oversættelse af Dostojevskijs værker samledes 1965-66 i en ny udgave på 24 bind, der også omfattede romanen Ynglingen. Hertil føjede Thomassen oversættelsen af Dostojevskijs anden hustru Anna Dostojevskajas Mit liv med Dostojevskij, 1957.
Om hans egen passionerede optagethed af Dostojevskijs personlighed og idéverden vidner bogen F.M. Dostojevski. En Livsskildring fra 1940, der i de følgende år blev oversat til svensk, hollandsk, norsk og tysk. Også en række andre af den russiske litteraturs hovedværker overførte Thomassen til dansk, således Lev Tolstojs Anna Karenina, 1929, dennes Barndom, Opvækst og Ungdom, 1948, Herre og Tjener, 1957, Ivan Iljitjs Død, 1957, og skuespillet Mørkets Magt, 1957. Thomassen oversatte også Fjodor Sologubs Den lille Dæmon, 1932, og Anton Tjekhovs fire skuespil Mågen, Onkel Vanja, Tre Søstre og Kirsebærhaven under titlen Fire dramer, 1953, der blev brugt ved adskillige opførelser af Tjekhovs dramatik i Danmark. I 1958 oversatte han Ivan Turgenjevs En jægers dagbog.
For sin betydelige indsats fik Thomassen i 1948 Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Han var medstifter af Dansk-Russisk Samvirke, selskabets formand 1934-1944, æresmedlem 1965. Som skribent og foredragsholder var Thomassen mere entusiastisk engageret end kritisk bedømmende, hvad også hans Russisk Litteratur gennem 200 Aar, 1946, vidner om. Den omfattede tiden fra Mikhail Lomonosov (1711-1765) til Mikhail Sjolokhov (1905-1984) og var den første store russiske litteraturhistorie på dansk.
Hans sprogbrug havde en vis germansk eksalterethed, som også satte sig spor i hans oversættelser, hvor han – som professor Ad. Stender-Petersen engang skrev – ”gjorde Dostojevskij mere mærkværdig, end han i virkeligheden er, rent sprogligt betragtet”. Bemærkningen faldt i en dobbeltkronik i Politiken i 1954, der var foranlediget af Georg Sarauws oversættelser af Raskolnikov (Forbrydelse og straf), 1952, Brødrene Karamazov, 1953, og Idioten, 1954. De havde fremkaldt en polemik i Politiken mellem tilhængere af de ældre Dostojevskij-oversættelser og de nye. Endvidere skrev Stender-Petersen:
”Da de nye oversættelser viste sig at være væsentlig kortere end de ældre, blev ophavsmanden til den første gruppe (Georg Sarauw) mistænkeliggjort for på en utilladelig måde at have forkortet de originale tekster, medens ophavsmanden til den anden (ældre) gruppe (Ejnar Thomassen) blev udsat for mistanke om at have pyntet på og digtet til Dostojevskijs egne tekster.”
De to parter appellerede til professoren som en formentlig uvildig dommer, og han kunne konstatere, at Sarauws to første oversættelser var strammede. Imidlertid måtte Stender-Petersen efter læsning af Sarauws fordanskninger af Raskolnikov og Brødrene Karamazov konkludere, at han næppe ville have opdaget, at teksterne var forkortede, dersom han ikke gennem polemikken var blevet opmærksom på det. Så godt var det lykkedes Sarauw at foretage sammentrækninger og kondenseringer i Dostojevskijs stil:
”Han springer sætninger over, som ikke indeholder væsentligt nyt, nøjes med færre ord, end der står i originalen, undgår gentagelser og følger med akceptabelt resultat sin snusfornuftige fornemmelse af, at hvis teksten skulle strammes – og det forlangte forlaget – så må det ske på bekostning af Dostojevskijs sproglige vidtløftighed.”
Om Thomassen skriver Stender-Petersen, at han er
”grebet af en voldsom betagelse af Dostojevskij som forfatter, profet og menneske, og oplever ham på en ganske specifik og ejendommelig måde, personligt, lidenskabeligt. Jeg har altid haft følelsen af, at han har en mystisk Dostojevskij for sit indre øje, og når han oversætter ham, bruger han udtryk og ord, som han mener, Dostojevskij ville have brugt, hvis han selv skrev det sprog, til hvilket han oversætter ham. Følgen er, at han dels løfter Dostojevskijs ganske jævne kollokvialstil op i en højere litterær sfære (litterariserer ham), dels læser ting ind i Dostojevskij, som ikke står der.”
Stender-Petersen konkluderer:
”Begge oversættere kan rose sig af, at de har skænket os solide og pålidelige oversættelser af Dostojevskijs monumentalværker, og det ville være uretfærdigt at forklejne Sarauws arbejde, blot fordi han – sikkert meget mod sin vilje – har måttet stramme det. I mine øjne er han kommet Dostojevskijs prosasprog så nært, som det er muligt. Men mange vil finde Thomassens oversættelser mere interessante, fordi han har lagt en underklang af ærbødighed og beundring i sin oversættelser.”
Og efter Ole Husted Jensens og Jan Hansen nyoversættelser af Dostojevskijs hovedværker er der stadig dem, der sværger til Thomassens oversættelser.
Den 23. december 2017 anmeldte Hans Hertel i Politiken de to nye udgaver af Dostojevskijs roman Dobbeltgængeren, nemlig et genoptryk af Thomassens oversættelse fra 1941 med forord ved Marie Tetzlaff og Tine Roesens nyoversættelse fra 2017. Han skrev:
”Veteranen Ejnar Thomassens oversættelse tolker Goljadkins sindsstemninger med flere ord og skanderer ordstrømmen i afsnit, der gør oversættelsen lettere at læse, men den fremstår også harmoniserende og patetisk: ’En tung beklemmelse og sorg, en overmægtig angst, en indre, bundløs elendighed knugede og krystede ham.’ Tine Roesens nyoversættelse er mere konkret. De lige citerede 16 ord er hos hende kogt ned til: ’mismodet, mismodet var uhyrligt’.”
Hvis man læser den russiske originaltekst, kan man konstatere, at der står nøjagtig det, Tine Roesen har oversat, hverken mere eller mindre. Hun havde altså aldeles ikke kogt noget ned, men blot oversat, hvad der står. Thomassen, derimod, har fået rigtig meget ud af de fire ord.
Også Tolstoj har fået en ekstra farvning visse steder, for eksempel her den berømte indledning til Anna Karenina. I Ejnar Thomassens oversættelse fra 1956 lyder den:
”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.”
I Marie Tetzlaffs oversættelse fra 2018 står der til gengæld:
”Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.”
Sin vane tro har E. Thomassen digtet til – der står ikke ”altid” hos Tolstoj. Det er Thomassen i en nøddeskal.
For sin indsats som formidler af russisk litteratur og kultur i Danmark modtog Thomassen i 1967 den sovjetiske udmærkelse Ærestegnet, der bl.a. gives for fremragende resultater i socialt-kulturel virksomhed. Efter den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet i august 1968 og den sovjetiske fremfærd mod dissidenterne afleverede han imidlertid tegnet med følgende begrundelse, der stod at læse i Jyllands-Posten den 18. december 1969 med overskriften ”Et nej for en ordens skyld”:
Til ambassaden for Unionen af de socialistiske Sovjetrepublikker, København Ø.
Højtærede hr. Chargé d’affaires!
I anledning af Sovjetunionens 50-års-dag i oktober 1967 tildelte præsidiet for Sovjetunionens øverste Sovjet mig ordenen Znak potjota (Ærestegnet – LPH). Jeg modtog denne uventede æresbevisning med glæde og tak som en sovjetisk pris for mit arbejde fra ungdommen af med den russiske digtning. Min livsvarige binding til denne digtning har rod i dens dybt humanitære ånd, fremelsket gennem to århundreder fra Radistjev til Gorkij på trods af zardømmets tyranni, i den indtrængende forståelse af alt menneskeligt og i dens smertefulde medfølelse med hvert enkelt menneske.
I den nuværende sovjetiske tilintetgørende rettergang mod afvigende åndsarbejdere, ikke blot kunstnerisk, men også menneskeligt tilintetgørende, og i Sovjetstatens bryske nej til Czekoslovakiets vilje til en menneskelig socialisme, genfinder jeg absolutismens tyranni i dens gamle og klassiske russiske form. Og dette i frappant strid med Marx’ kamp for at redde mennesket og det menneskelige.
Således indstillet føler jeg mig i dyb uoverensstemmelse med de myndigheder, som har tildelt mig nævnte orden og finder ingen logik i at bære den, hvorfor jeg hermed tillader mig at levere den tilbage.
Charlottenlund d. 20. august 1969
Nederst i indlægget i Jyllands-Posten står der et citat af en George Brown: ”Man kan ikke betale for høj en pris for frihed. Men man skal sørge for, at prisen står i forhold til varen.”
Lars P. Poulsen-Hansen, f. 1942, er mag.art. i slavisk filologi, tolk og oversætter, valgobservatør under Udenrigsministeriet siden 1995, 1995-2005 seniorforsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut og Dansk Institut for Internationale Studier, har været tekster på DR’s tv-avis og Deadline, censor i russisk og europæiske studier ved CBS og censor i russisk sprog og historie ved Københavns Universitet og kommentator angående Rusland i radio og tv.
Af publikationer kan nævnes: Ivan Krylov: Fabler, på dansk ved Lars P. Poulsen-Hansen og Holger Scheibel (Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 2001), Den Ryssiske Lov, oversat og kommenteret af Rasmus Æreboe 1721, udgivet af Lars P. Poulsen-Hansen (Aarhus Universitetsforlag 2013); har desuden oversat Boris Jeltsin: Præsidentens Rusland. En selvbiografi 1990-1993 (Børsen Bøger 1994), Mikhail Gorbatjov: Min egen historie, (Lindhardt og Ringhof 2013), Nadja Tolokonnikova: Sådan starter man en revolution (Rosinante 2016) og Lev Tolstoj: Bekendelser (Kristeligt Dagblads Forlag 2017).