Statens Kunstfond offentliggør i dag navnene på de 20 kunstnere, der bliver en del af mentorforløbet for lovende yngre kunstnere i programmet “Den unge kunstneriske elite“. Blandt dem er den litterære oversætter Katrine Øgaard Jensen, som især oversætter poesi fra dansk til engelsk. Hun har bl.a. haft stort fokuspå Ursula Andkjær Olsens poesi. Gennem en eksperimenterende tilgang til oversættelsen er den kunstneriske vision at skabe nye poetiske muligheder i oversættelsen fra dansk til amerikansk engelsk.

I 2018 vandt Øgaard Jensen den amerikanske oversætterforening ALTA‘s National Translation Award for sin oversættelse af Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som på engelsk kom til at hedde Third Millenium Heart (Action Books/Broken Dimanche Press 2017). Øgaard Jensen, som også er forfatter og redaktør af tidsskriftet Europe Now, har skrevet om sine overvejelser om oversættelsen af Andkjær Olsens poesi her.

Det er tredje gang Statens Kunstfond udvælger en række kunstnere, som bliver en del af karriereprogrammet ’Den unge kunstneriske elite’. Programmet giver de største håb inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film, arkitektur samt kunsthåndværk og design et tilskud til at udvikle deres kunstneriske talent og hjælper dem på vej mod det nationale og internationale gennembrud.

Babelfisken ønsker Katrine Øgaard Jensen og de 19 andre unge elitekunstnere stort tillykke!


 

Den unge kunstneriske elite’ blev uddelt første gang i 2018 og har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene. Hver af de 20 udvalgte har sammen med en selvvalgt, erfaren konsulent udtænkt et skræddersyet toårigt karriereforløb, der skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt.
Med karriereprogrammer får de ekstra mulighed for at fordybe sig i arbejdet med deres kunstneriske udtryk gennem bl.a. mentorforløb, residencies og samarbejder med andre internationale kunstnere. Der er i 2020 blevet uddelt 6,1 mio. kroner fra karriereprogrammet ’Den unge kunstneriske elite’.

 

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.