Af Juliane Wammen

Store Bededag, d. 8. maj, var der årsmøde i den europæiske paraplyorganisation for oversætterforeninger, CEATL. Det skulle for første gang nogensinde have fundet sted i Bruxelles, hvor organisationen har sit hovedkvarter og skulle have varet fire dage. Men som så meget andet blev mødet afholdt online og med en kraftigt reduceret dagsorden. Det forhindrede dog ikke deltagerne i at udtrykke stor glæde over det årlige gensyn, og selv gennem de mange skærme kunne man mærke den gensidige sympati og varme, som oftest kendetegnet møderne.

Efter en indledende runde af præsentationer og konstatering af, hvem der var til stede – i år 41 delegerede fra lige så mange organisationer, fra 29 europæiske lande – var det med stor fornøjelse, at vi kunne byde et nyt medlem velkommen. Det var den (anden) finske oversætterorganisation KAOS, som er en sektion under det finske journalistforbund og har et fortrinligt samarbejde med det store, og ældre, finske oversætterforbund, SKTL. Repræsentanten fra organisationen fortalte lidt om, hvem de er, og uden indvendinger blev det nye medlem af fællesskabet enstemmigt optaget.

Efter godkendelse af referatet fra årsmødet i Norwich 2019 fortalte formand Morten Visby (DK) om det forløbne års arbejde i bestyrelsen og organisationen som sådan. Der har været fokus på at hverve nye medlemmer – ud over KAOS skulle den lettiske forening have været med som observatør ved årsmødet – og på at genoprette forbindelsen til nogle af de organisationer – den flamske og schweiziske bl.a. – som har været svingende i deltagelse. Derudover har CEATL indledt et samarbejde med børnebogmessen i Bologna, som foreløbig har udmøntet sig i udgivelsen af et digt af den italienske forfatter Roberto Piumini, der skal få børn over hele verden til at forstå, hvad Coronakrisen indebærer for dem. CEATL har deltaget ved at få digtet oversat til over tredive sprog, bl.a. til dansk af Hanne Jansen. Som del af den online-begivenhed, der erstattede den egentlige messe, er digtene blevet udgivet her. CEATL har desuden fået et tættere samarbejde med den globale organisation for kollektiv forvaltning IFFRO og har indgået et samarbejde med The Next Page Foundation og projektet Literature in Motion, som bl.a. fokuserer på øget mobilitet for oversættere over grænser.

Efter godkendelse af budgettet for 2020 og en diskussion af de interne regler for valgprocedurer i CEATL var der en kort pause, hvorefter organisationens fem arbejdsgrupper – som er der hvor meget af arbejdet mellem årsmøderne foregår – fortalte om deres forskellige projekter. I arbejdsgruppen for arbejdsvilkår er de ved at lægge allersidste hånd på udformningen af en europæisk spørgeskemaundersøgelse, som skal kortlægge oversætteres arbejdsvilkår. Ophavsretsarbejdsgruppen har i det forløbne år arbejdet med at udbrede de retningslinjer for kontrakter, som blev vedtaget i 2019, og Best Practices-gruppen, som arbejder med, hvordan man hverver og fastholder medlemmer i de enkelte foreninger, er næsten færdig med den hjemmeside, der skal samle gode og dårlige erfaringer fra hele Europa.

Visibility-gruppen, som arbejder med oversætteres synlighed, har især fokuseret på udgivelsen af det relativt nye europæiske oversættermagasin Counterpoint /Contrepoint, hvis tredje nummer udkom under årsmødet. Her kan man bl.a. læse et interview med en forsker fra Leuven Universitet, Valeria Pulignano, som leder projektet ResPecTMe, som undersøger det stadigt voksende antal af mennesker i Europa, der tilhører det såkaldte prekariat – heriblandt litterære oversættere – og hvis løn og arbejdsforhold adskiller sig i negativ retning fra de traditionelle lønmodtageres.

Valeria Pulignano. Foto: Privat

Der er en beretning om livet som oversætter i Italien under Covid-19-krisen, en kærlighedserklæring til mestizo-litteratur og -sprog, rapport fra et oversætterhus i Sofia, Bulgarien, og en fortælling om, hvordan ordbøger kan være politiske sprængfarlige i Tyrkiet, hvor sproget i den grad er et spørgsmål om ståsted og ideologi. Magasinet er gratis for alle og udkommer to gange om året på engelsk og fransk. Se det og abonner her.

Arbejdsgruppernes rapporter blev modtaget med begejstring og enkelte spørgsmål. Derefter blev de delegerede opfordret til at overveje at stille op til CEATL’s  bestyrelse ved valget i 2021, hvor årsmødet skal foregå på Ålandsøerne, arrangeret i et samarbejde mellem den svenske og de finske oversætterforeninger. Vi er mange, der glæder os til at se de europæiske kollegaer i virkeligheden til næste år, og ikke mindst besøge den lille øgruppe mellem Finland og Sverige.

 

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.