Forsiden til den danske udgave af “Hilde”. Alette Bertelsen/Rosinante

Louise Ardenfelt Ravnild har i mange år virket som en ekstremt produktiv og respekteret oversætter af skøn- og faglitteratur fra engelsk, norsk og svensk. Hun har oversat store forfattere som Arundhati Roy, Dave Eggers og Rachel Kushner og har erfaringer inden for et utal af genrer. Alligevel var det med en vis portion ærefrygt hun sagde ja til opgaven at oversætter den svenske forfatters Klas Östergrens bidrag til Ibsen NOR-projektet, romanen Hilde, som udkom på dansk sidste år. Tre nordiske forlag, Rosinante, Natur & Kultur og Oktober gik dengang sammen om at puste nyt litterært liv i Henrik Ibsen og hans værker, bl.a. ved at lade tre nordiske forfattere skrive hver sin roman baseret på en af figurerne fra hans dramaer. Ærefrygten skyldtes især, at hun ikke ser sig selv som Ibsen-kender, men også at det efter hendes mening er et så internationalt ambitiøst projekt:

Det er simpelthen en formidabel idé og helt konkret ikke mindst udsøgt på grund af de stærke forfatterkræfter, der er involveret i det. Det gør det alt andet lige til et unikt spændende projekt at være en del af som oversætter. Mit eget kendskab til Ibsen inden projektet var noget nær ikkeeksisterende, må jeg med skam melde. Min baggrund er ikke inden for den litteraturvidenskabelige gren, og faktisk husker jeg ikke, om jeg op gennem min skolegang er blevet præsenteret for Ibsen andet end i forbifarten. Hvis ikke, har det været en klar fejl, ved jeg så nu. I forbindelse med Ibsen NOR er jeg dykket ned i forfatterskabet og har opdaget det, som alle andre selvfølgelig allerede vidste, nemlig at Ibsen er en fabelagtig og fremsynet dramatiker, der behandler temaer, som også er uhyre aktuelle i vor tid.”

At læse Ibsen

Louise Ardenfelt Ravnild gik til selve oversættelsesopgaven med stor grundighed – i første omgang var det magtpåliggende for hende at læse forlæggene til Östergrens værk, Hilde:

“Han skriver om en markant biperson, Hilde Wangel, som optræder to steder hos Ibsen: i henholdsvis Fruen fra havet og Bygmester Solness. I stedet for som Vigdis Hjorth at lade en figur skifte køn og løfte den ind i nutiden eller som Merete Pryds Helle at lade fortællingen om en figurs liv begynde i barndommen, før Ibsen selv tager fat, har Östergren valgt at fabulere videre over figuren Hilde og hendes udvikling efter de perioder, der skildres i dramaerne. Östergren introducerer et mentalt traume med rod i en oplevelse, der ligger tilbage i tiden fra Bygmester Solness, og underkaster Hilde Wangel tidens nymodens psykoanalytiske påhit. Det indebærer, at der hyppigt vises tilbage til hændelser, dialog og andet fra Ibsens værker, hvilket gjorde det vigtigt at have disse præsente under arbejdet med oversættelsen.”

Klas Östergren. Foto: Viktor Gårdsäter

Som det allerførste læste Ravnild derfor Fruen fra havet og Bygmester Solness. Og allerede dér blev hun hooked på Ibsen. Det overraskede hende, at værkerne var så lette at gå til, på trods af at de gængse udgaver er de oprindelige norsk-danske – men også at de unægtelig rummer en dybde og et meget fremsynet blik for temaer, der næppe har været fast inventar i folks tankeverden på den tid.

“Én ting, jeg gjorde, var altså at nærlæse Ibsen og holde øjnene på stilke efter replikker og andre elementer, som gik igen hos Östergren. Mit mål var at indlemme disse så vidt muligt upåfaldende i den omgivende tekst, hvilket selvsagt kunne vise sig at volde problemer, da Ibsen-teksten er en noget ældre sag med dertilhørende sprogbrug. Til alt held viste det sig at gå nemmere, end jeg havde frygtet, da først tonen i oversættelsen generelt var faldet på plads. Eftersom handlingen i Östergrens Hilde udspiller sig tilbage i tiden, er sproget ikke hypermoderne, og jeg tilstræbte at ramme en let gammeldags klang uden at gå altmodisch-amok. Letlæseligt, men med et strejf af aldrende gloser og vendinger og i videst muligt omfang støvsuget for alt for iøjnefaldende moderne islæt.

Enkelte steder afveg Östergren fra Ibsen i passager og dialog, der spejlede forlæggenes handling. Her var jeg i kontakt med ham for at høre, om det var bevidst, eller om jeg kunne/måtte lægge mig tættere op ad Ibsen. Östergren har selv oversat Ibsens dramaer til svensk og kan altså sit stof, så det var i dén grad betryggende at få hans input her. Ud over selvfølgelig de sædvanlige oversætterspørgsmål, hvor der måtte være diskrepanser eller slet og ret ting, den tungnemme oversætter ikke har forstået.”

Kontakt over grænser

I den sidste fase af oversættelsesarbejdet var der kontakt til til både svensk og norsk side for at sikre, at eventuelle ændringer eller småjusteringer kom med i alle tre udgaver. Oversætterne fik hinandens spørgsmål med svar fra forfatteren, så de hver især kunne være opmærksom på ting, de selv måtte have overset, men personligt var Ravnild ikke i kontakt med den norske oversætter. Som sådan ser hun heller ikke sin rolle som anderledes end ved andre oversættelsesopgaver.

Men jeg har følt en anderledes tilknytning til projektet, og ‘min’ bog er kommet til at stå mig meget nær. Selvfølgelig skyldes det langt hen ad vejen også, at Östergren er så eminent en forfatter, og at jeg inden Hilde havde fornøjelsen af at oversætte hans I en skov af sumak. Jo flere bøger i et forfatterskab jeg oversætter, jo nærmere mit hjerte kommer det uvilkårligt til at stå. Og så hjælper det selvfølgelig også, når der er tale om kvalitetslitteratur fra øverste hylde.

Omtaler af Ibsen NOR-projektet i dagene efter lanceringen

Men i lige præcis dette tilfælde har det også været en fryd at føle sig som en del af projektet – i højere grad end oversætteren nødvendigvis altid gør. Rosinante har fået det til at føles som en holdindsats, hvor oversætterne som en selvfølge var en del af det endelige resultat, og dét har været en fornøjelse at opleve og fået projektet til at stå i et helt særligt lys. Jeg har følt, at der var omgærdet af en særlig gejst, som jeg sjældent oplever med enkeltstående værker.”

I et mere overordnet, litterært perspektiv syntes Ravnild især det var interessant at se, hvor vidt forskelligt forfattere kan gribe en opgave af denne art an. Set udefra bliver det, man måske kunne opfatte som et benspænd, snarere en sprudlende inspirationskilde, som har frembragt tre helt unikke værker, der kan stå alene, men som efter hendes mening kun bliver endnu mere spændende i samspillet med Ibsen. Hun læste selv Ibsen-forlæggene før hhv. Nora og Henrik, og det bibragte læsningen en fascinerende dimension, som hun ikke ville være foruden, og gav hende blod på tanden til at læse endnu mere Ibsen.

“Så det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er svært forgabt i hele Ibsen NOR-projektet. Jeg synes, det er en fremragende idé, som heldigvis også har vist sig at munde ud i et aldeles fremragende resultat. Som fortolkninger over klassiske Ibsen-værker selvfølgelig, men som sagt også som enkeltstående værker og ikke mindst som eksponenter for det fællesnordiske, som i perioder har været lidt overset, men på det seneste har nydt større bevågenhed. Vi har trods alt mange ting tilfælles, ikke mindst rent sprogligt, og selvom det er nødvendigt at oversætte værkerne indbyrdes til de nordiske sprog for at få det fulde udbytte af dem, er det alligevel opløftende at se, i hvor høj grad vi forholdsvis ubesværet kan interagere med hinanden på vores respektive sprog. Det sås ikke mindst under den danske lancering på NORD-festivalen i Helsingør, hvor de tre forfattere var på scenen i samtale på henholdsvis dansk, norsk og svensk. I øvrigt fredag aften før mandagens udmelding om Rosinantes videre skæbne. Så nok har det været en særlig oversættelsesoplevelse, men for mig udmærker projektet sig nu endnu mere som et flot og værdigt punktum for en æra med et forlag, der har betydet meget for mig og for litteraturen generelt.”


Louise Ardenfelt Ravnild. Foto: Privat

Louise Ardenfelt Ravnild, f. 1977, er cand.mag. i klassisk indisk filologi og har oversat en række værker fra engelsk, svensk og norsk inden for en bred vifte af litterære genrer, herunder forfattere som Fredrik Backman, Dave Eggers, Rachel Kushner, Camilla Läckberg, Arundhati Roy, Lina Wolff og Klas Östergren. I forbindelse med Blixenprisen 2017 modtog hun oversætterprisen Kjeld Elfelts Mindelegat.

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.