Af Juliane Wammen
Et nordisk forlagssamarbejde så dagens lys sidste år, da danske Rosinante & Co., svenske Natur & Kultur og norske Oktober lancerede Ibsen NOR ved NORD Litteraturfestival i Helsingør i september. Henrik Ibsens dramaer blev genudgivet, der kom en stor Ibsen-biografi (Ivo de Figueiredos Henrik Ibsen. Mennesket og masken, oversat fra norsk af Camilla Christensen) og ikke mindst bad forlagene tre nordiske forfattere om at skrive hver sit romanværk med udgangspunkt i en af Ibsens figurer. Det blev til Nora af danske Merete Pryds Helle, Henrik af norske Vigdis Hjorth og Hilde af svenske Klas Östergren.
”NOR ønsker at fremme den gode litteratur på tværs af de nordiske landegrænser, hvis sprog og kultur har så meget til fælles” skrev Rosinante i pressematerialet. Og ideen var da også, at de tre romaner skulle komme i alle tre nordiske lande, oversat af dygtige oversættere, for trods de fælles sproglige rødder er der i den grad brug for, at oversætterne tager hånd om detaljerne og gør værkerne fuldt tilgængelige på læsernes modersmål.
Babelfisken har talt med nogle af oversætterne af de tre værker: Sara Koch (Henrik, fra norsk), Louise Ardenfelt Ravnild (Hilde, fra svensk), Hilde Rød-Larsen (Nora, til norsk) og Stewe Claeson (Nora, til svensk) og spurgt til deres oplevelser med dette lidt specielle oversættelsesprojekt. For selvom oversætterne her, ligesom i de fleste andre tilfælde, blot har fået tilbudt en specifik opgave og ikke som sådan er en del af konceptudviklingen bag samarbejdet, er det dog, som så ofte, oversætterne der i praksis gør samarbejdet muligt og litteraturen tilgængelig.
For hver især har det været en oplevelse lidt ud over de sædvanlige, ikke så meget i kraft af selve opgaven, som de har gået til med samme professionalisme og respekt for værket, som de ellers ville gøre. Men fordi bevidstheden om det større perspektiv, i både tidslig og geografisk forstand, alligevel har spillet en rolle. Det fortæller de om i de kommende uger her i Babelfisken.
Men først har vi talt med Jacob Søndergaard, redaktør på udgivelsen i Danmark og en af idemændene bag samarbejdet. Han var allerede inden Ibsen NOR levende interesseret i vilkårene for den oversatte litteratur, og det var en af motivationsfaktorerne:
”Samarbejdet mellem Rosinante, Oktober og Natur & Kultur (hvis forbogstaver tilsammen skaber NOR) udsprang af professionelle venskaber opbygget gennem mange års faglig udveksling på messer og i andre branchesammenhænge. Mine kollegaer fra de andre forlag og jeg holder af at mødes, og når vi har mulighed for det, drøfter vi naturligvis de udfordringer, som hurtigt viser sig af være fælles på tværs af skandinaviske landegrænser. Vi havde, og har, alle en oplevelse af, at det går tilbage for den oversatte kvalitetslitteratur, at markederne er vigende, at konkurrencen fra andre medier er øget. Noget måtte gøres, og så kunne det jo lige så være noget, der blev båret frem af lyst og ærgerrighed. Kunne man udvide markedet og den litterære offentlighed med et fælles skandinavisk initiativ? Det var det spørgsmål, vi indledningsvis stillede hinanden.”
Hvordan kom I frem til, at det netop skulle være Henrik Ibsen, der dannede grundlag for samarbejdet?
”Ibsen er en del af den fælles nordiske kulturarv, samtidsdramaerne og deres bidrag til Det moderne gennembrud er en del de skandinaviske velfærdssamfunds ideologiske grundlag. Ibsens værk er nordisk arvesølv, og vi bestemte os hurtigt for, at det kunne være interessant at vende tilbage til vores fælles litterære fundament og få det genfortolket, få det sat i spil på ny. Mit eget forhold til Ibsen var kanonisk-ærbødigt og måske lidt blasert med en opfattelse af dramaerne som blot litteraturhistorisk interessante. Efter rent faktisk at have læst de fleste af samtidsdramaerne grundigt og set flere af dem opført på scenen, er de blevet en del af min egen eksistentielle forståelsesramme: fulde af gåder, galskab, anfægtelser og frygtløse psykologiske sonderinger, som de er.”
Jacob Søndergaard og redaktørerne fra Oktober og Natur & Kultur tog hver især kontakt til de forfattere, som de allerhelst ville have til at deltage i projektet. Vigdis Hjorth, Merete Pryds Helle og Klas Östergren sagde alle ja med det samme, og og førende litterære oversættere blev knyttet til projektet. For som Søndergaard udtrykker det:
”Oversættelsen er selve kernen i samarbejdet: Man kan med en lille tilsnigelse sige, at forfatterne oversætter Ibsen, og at oversætterne oversætter forfatterne. Klas Östergren har oversat Ibsens samtidssdramaer til svensk, og i det hele taget er de tre forfattere hver især fornemme stilister, som stiller krav til oversættelsernes kvalitet, og redigeringsarbejdet i øvrigt. Det forpligtede naturligvis. Derfor pegede hvert forlag på nogle af de fremmeste litterære oversættere af de respektive sprog. En del af projektets succes har også beroet på oversætterens stærke engagement i selve oversættelsesarbejdet selvfølgelig, men også i promoveringen af værkerne efterfølgende. Det er tydeligt, at oversætterne har delt redaktørernes og forfatternes begejstring for dette fællesskandinaviske projekt.”
Romanerne har fået en blandet – men overvejende positiv – modtagelse i de tre lande, men i alle tilfælde mener Søndergaard, at projektet og de tre romaner har været båret frem af lyst og stolthed hos alle involverede fra start til slut:
”Og det har sikkert haft en effekt i offentligheden og i handelen – i Danmark og Sverige har alle tre romaner fået en strålende modtagelse i pressen og hos anmelderne, som står i grel kontrast til en påfaldende afvisende holdning til projektet og dermed også værkerne i Norge. Det har overrasket mig. Tilsyneladende eksisterer der i den norske kritik en akademisk og måske nationalt betonet protektionisme omkring Ibsens værk, der har præget modtagelsen.”
Ibsen NOR skulle vise sig at være en af de sidste store satsninger for forlaget Rosinante, der blev lukket meget kort tid efter litteraturfestivalen og lanceringen af Ibsen NOR. Men viljen til det nordiske samarbejdet siger noget om Rosinante og de øvrige forlags udsyn og ikke mindst om redaktørernes vilje til at tænke anderledes ved at revitalisere et klassisk forfatterskab på denne utraditionelle måde. Man kan kun håbe, at det ikke blive sidste gang, vi ser den slags samarbejder – ikke mindst for oversætternes og de nordiske læseres skyld
Jacob Søndergaard selv har netop været med til at starte det nye Gutkind Forlag, som bl.a. skal fokusere på oversat kvalitetslitteratur, og som foreløbig har sat handling bag de pæne ord om respekten for litterær oversættelse og oversættere. Gutkind har nemlig som det første danske forlag indgået en aftale med Dansk Oversætterforbund om fremover at tage udgangspunkt i den nye standardkontrakt for oversættere, som DOF lancerede i begyndelsen af februar. Det tegner godt for fremtiden – både for den oversatte litteratur og for oversætterne i Danmark.
Jacob Søndergaard, f. 1971, tiltrådte 1. januar 2020 som direktør for Gutkind Forlag, der er det svenske mediehus Bonniers nystartede danske selskab. Søndergaard har 20 års erfaring i den danske forlagsbranche som skønlitterær redaktør, siden 2006 i ledende stillinger og senest som forlagschef for Rosinante. Desuden næstformand i Forfatterskolens bestyrelse fra 2012 til januar 2020.
Trackbacks/Pingbacks