Tale ved Dansk Oversætterforbunds 75-års jubilæum
Af Ulla Lauridsen
Når man skal holde sådan en tale, begynder man med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, vi fejrer? Eller hvorfor er det værd at fejre os? Hvad er det, der gør os til noget særligt?
Det slog ned i mig en dag i september, og svaret er ’alvorlighed’. Vi har en alvorlighed i vores tilgang til arbejdslivet, der er værd at fejre. Den er ikke unik, men den er sjældnere, end den burde være.
Jeg er selv vokset op i de afslappede halvfjerdsere, efter opgøret med den sorte skole, hvor hele samfundet anlagde en mere afslappet, man kunne sige menneskelig holdning til det at præstere noget. Det blev okay bare at gøre et behjertet forsøg uden nødvendigvis at lykkes med tingene.
Ulla Lauridsen holder jubilæumstale
Den overbærenhed har bredt sig vidt ud i samfundet, men den har ikke bredt sig til oversætterfaget. Det oplevede jeg første gang for mange år siden, hvor jeg oversatte manualer til PlayStation-spil hos Online Translation i Kolding. Det gik ellers rigtig godt indtil en dag, hvor jeg sagde til min projektleder: “Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det her hedder, men kan det ikke også være lige meget? Der er garanteret heller ingen af spillerne, der ved det.” Han kiggede på mig, og jeg arbejdede ikke for dem ret meget længere. Ordet var i øvrigt “flammeskjuler”, hvad jeg fandt ud af i Hjemmeværnet nogle år senere.
Og det var netop i Hjemmeværnet, jeg endelig forstod begrebet “alvorlighed”. Hjemmeværnet bliver ikke taget specielt alvorligt ude i samfundet, men de karriereofficerer fra forsvaret, der uddannede os – herunder adskillige jægersoldater – tog vores uddannelse dybt alvorligt. Min relative ligegyldighed stødte hårdt sammen med deres seriøsitet, og det gik op for mig, at de ting, man skal kunne, og de ting, man gør, i deres arbejdsliv bogstavelig talt kan være et spørgsmål om liv eller død.
Det er det ikke i vores fredsommelige, måske endda lidt støvede verden, og derfor er det så meget desto mere imponerende, at tolerancen over for utilstrækkelige kvalifikationer eller en halvhjertet indsats ikke har vundet indpas i vores fag som i så mange andre. Der er simpelthen ingen af os, der synes, at det er lige meget om en anglicisme eller en anden fejl sniger sig ind. Vi synes af en eller anden grund, at alle bøger og deres oversættelse er sindssyg vigtig og betydningsfuld.
Den alvorlighed over for litteraturen og oversættelse som fag giver sig to udslag: Det ene er selvsagt gode oversættelser, og det andet er stor kollegialitet. Fordi vi tager oversættelse så dybt alvorligt, tager vi også vores kollegers arbejde alvorligt. Jeg ved, at mange af jer slipper, hvad I sidder med, når en kollega beder om hjælp i en af grupperne på Facebook, måske især i Allan [Hilton Andersen]s meget eksklusive gruppe (og det siger jeg kun, fordi jeg lever i evig frygt for at blive udrenset i en af Allans pogromer).
Medlemmer ved DOF’s jubilæumsjulefrokost i Strandgade
Lad mig give et andet eksempel: Da jeg i begyndelsen af det, man med et fint ord kunne kalde min karriere, sad og oversatte ungdomsbøger for Tellerup, indgik der en masse Shakespeare-citater i én af dem. Jeg havde igennem bogen brugt Niels Brunses fine, nutidige gendigtninger, men så nåede jeg til et stykke, der ikke var udkommet endnu. Jeg tænkte som så, at det måske allerede var oversat og på vej, og jeg dristede mig til at sende ham en mail for at spørge. Jeg var ked af at forstyrre ham, men igen: Jeg tog det, jeg lavede, alvorligt, selvom det ’kun’ var en fantasybog, og det viste sig, at han tog det lige så alvorligt. Han skrev tilbage og fortalte mig, at han faktisk ikke var kommet til det stykke endnu, hvorefter han gav mig citatet på smukt dansk – han havde lige sat sig og oversat replikken for mig. Han skulle jo alligevel bruge stumpen senere, som han sagde. Det er sådan noget, der får en yngre oversætter til at ranke sig i forhold til at tage sit eget arbejde alvorligt, og oppe sig i forhold til at være hjælpsom, når hun selv bliver en lidt ældre oversætter og kan gøre noget for en kollega.
For mig er der ingen tvivl om, at den kollegiale hjælpsomhed, som vi har, og som andre i Dansk Forfatterforening faktisk lægger mærke til, skyldes vores store alvorlighed i forhold til det, vi alle sammen laver, men den lever i den foreningskultur, som Brunse den dag gav videre til mig. En foreningskultur er en levende ting, og den findes kun så længe, vi plejer den sammen.
Og dermed når jeg frem til jubilæet – vi har en sund, levende forening, som nu fylder 75 år, og jeg synes, vi skal skåle for den og for hinanden og love at lægge en munter alvorlighed for dagen i de næste mange år.
SKÅL!
Ulla Lauridsen, formand for Dansk Oversætterforbund
Ulla Lauridsen, f. 1970, mag. art. i litteraturvidenskab, oversætter for bl.a. National Geographic, diverse oversættelsesbureauer og litterære forlag. Medlem af bestyrelsen i DOF siden 2012 og formand siden 2017. Ulla Lauridsen har desuden været med til at igangsætte jubilæumsprojektet VerdenOversat, der fortæller de seneste 75 års danske oversættelseslitteraturhistorie.