Fredag d. 24. maj er der for femte gang Blixenprisfest, hvor litteraturen i Danmark hyldes med priser, taler og bobler, og for anden gang vil festen finde sted i Folketeatret i København. Gæsterne kan opleve uddelinger af priser for alt fra årets redaktør, årets litteraturformidler, årets børneudgivelse og årets lydbog, foruden den store skønlitterære pris, The Blixen Literary Award.

Design: Tea Bendix

Med Blixenprisen, der blev stiftet i 2015 af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, fejres litteraturen og alle dele af bogbranchen, både forlæggere, forfattere, formidlere og oversættere. Arkitekt og tv-vært Ane Cortzen er i år vært for begivenheden, efter hun med kort varsel overtog rollen efter duoen Master Fatman og Marie Holm, da Master Fatman alt for tidligt døde i marts i år.

Blixenprisen som Årets Oversætter bliver også i år uddelt i form af Kjeld Elfelts Mindelegat på 10.000 kr. Legatet uddeles af Dansk Oversætterforbund og går til en “yngre oversætter, der har oversat betydelige skønlitterære værker med glæde og fantasi”. I 2018 tildeltes legatet Birgita Bonde Hansen, der oversætter fra finsk og estisk, 2017-uddelingen gik til Louise Ardenfelt Ravnild, der oversætter fra engelsk, svensk og norsk, i 2016 var det finsk-oversætter Siri Nordborg Møller, der modtog prisen, og i 2015 til gik Årets Oversætter til islandsk-oversætter Kim Lembek.

Babelfisken glæder sig over, at de litterære oversætteres uundværlige bidrag til litteraturens mangesidige univers endnu engang bliver hyldet med maner. Rigtig god fest!

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.