Hvert år på Ludvig Holbergs fødselsdag d. 3. december uddeles Holbergmedaljen til “en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter eller forfatterinde som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed.” I 2018 tilfaldt æren litteraturforsker og oversætter Peter Zeeberg, som ved overrækkelsen i Admiral Gjeddes Gård i København takkede for medaljen ved bl.a. at tale om den balance mellem originalens og oversætterens eget sprog, der er essentiel i enhver god oversættelse.
Babelfisken bringer her Peter Zeebergs tale og ønsker endnu engang tillykke med den velfortjente ære.
Af Peter Zeeberg
Holbergmedaljen
Jeg er noget benovet over dette her. Måske ligefrem betuttet. Men jeg er bestemt også begejstret over at den slags stilfærdigt arbejde som jeg, og andre, laver, får denne anerkendelse.
Nu er det jo Holbergmedaljen, og den uddeles på Holbergs fødselsdag, 3. december, så lad mig fokusere på ham. Det er ganske vist ikke helt sikkert at det lige var den dag Holberg blev født, men det har vi nu lagt os fast på. Hvad der til gengæld turde være mur- og nagelfast, er at det var min afdøde mors fødselsdag. Og det er ikke helt irrelevant, for det fejrede vi i min familie hele min barndom igennem med at gå til festforestilling på Det Kongelige Teater. Der sad vi hvert år på Gamle Scene sammen med en ny årgang gymnasiaster fra Sorø Akademi, og deres slikposer, og så Holberg. Og det er efterhånden kommet til at stå klart for mig at det vi så, var den sidste ende af en lang tradition for at spille Holberg på den scene.
Det var en tradition med flere sider. Til tider måske lidt udvandet og ufarlig, til andre tider knivskarp. Men det der står meget tydeligt for mig nu, er at det var en tradition der havde stor respekt for Holbergs tekst. Når Helge Kjærulff-Schmidt spillede Jeronimus og Henning Moritzen Henrik, eller når Jørgen Reenberg og Ghita Nørby spillede den stundesløse og hans Pernille, blev der lagt umådelig stor vægt på frasering og pauser. Alle finesserne, alle nuancerne og pointerne i Holbergs replikker skulle udnyttes og nydes.
I dag er den tradition borte. Vægten ligger andre steder, og ofte bliver teksten ligefrem skrevet om for at blive mere umiddelbart tilgængelig for nutidens publikum. Det skal jeg ikke spille Jeronimus over, for det kan der komme fremragende teater ud af – ligesom det til tider kan gå gruelig galt.
Men hos mig har de tidlige oplevelser efterladt en begejstring for Holbergs sprog, hans formuleringskunst. Han skrev vidunderlige replikker, og slet ikke kun i komedierne. Overalt i hans værker, også de yderst saglige, hører man hans stemme.
Så det var et stort øjeblik da jeg i 2009 blev spurgt om jeg ville deltage i arbejdet med den udgave af Holbergs samlede værker som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab skulle udarbejde sammen med universitetet i Bergen. Her kunne man få lov til at leve sammen med dette prægtige sprog – og naturligvis det prægtige indhold! For pointen er jo at sproget netop afspejler den klare tanke og ikke mindst den dyrkelse af sund fornuft der var bærende i alt hvad Holberg foretog sig – og som er præcis lige så presserende i dag som dengang. Og når fornuften møder humoren, som Holberg hverken kunne eller ville lukke ned for, så opstår den særlige, og uimodståelige holbergske ironi.
Et eksempel på hvad jeg mener med replikkunst, kunne være dette fra den berømte epistel 12. Der er pedanter overalt:
Man kan ellers sige at iblandt alle stænder ingen er mere befriet for pedanteri end bondestanden. Bønder bekymrer sig ikke uden om fornødent arbejde og søger efter de korteste veje at komme til målet. De ved vel ikke så mange ting som andre, men de ved ej heller så mange unyttige ting. Deres daglige arbejde er at dyrke jorden. De lader lærde folk bekymre sig om at rense skrifter fra kopistfejl; de selv renser deres agre fra ukrudt. De lader andre gøre bøger; de selv gør børn og forretter det ene med det andet uden unødige formaliteter.
Det er netop hvad vi har lavet på Holbergredaktionen. Det med at ”rense skrifter fra kopistfejl”, altså. For Holberg var det indbegrebet af pedanteri. Den slags havde han overhovedet ikke tålmodighed til. Han havde ikke engang tålmodighed til at læse korrektur på sine egne skrifter – og så er det jo godt at vi kan gøre det for ham.
For man kan sikkert godt kalde det pedantisk, det er i hvert fald nørdet. Men det er nødvendigt nørderi. Det er forudsætningen for at vi kan komme videre og formidle litteraturens vidundere til et forhåbentlig bredt publikum. Og var der noget der lå Holberg på sinde, så var det formidling. Formidling var ret beset Holbergs livsprojekt: formidling af nye internationale litterære tendenser på dansk, formidling af moralfilosofiske ideer i satirer og komedier osv.
Og det har vi forsøgt at leve op til i Holbergprojektet. Først har vi lagt en pålidelig tekst frem på en dansk og en norsk hjemmeside. Og den udgave har vi derefter udstyret med indledninger og kommentarer, der gerne skulle henvende sig til fagfolk og lægfolk på en gang.
Sidste skridt er så bogudgaven, Ludvig Holbergs hovedværker 1-22, hvor vi er gået skridtet videre og har moderniseret teksterne af hensyn til den almindelige læser. Vi har ikke oversat, bare fornyet retskrivning, tegnsætning og til en vis grad bøjningen af ordene. Det er et beskedent indgreb, men det gør en stor forskel. Hvor man før skulle stave sig frem for at læse ord som ’kiøsse’ eller ’tencke’, for slet ikke at tale om ’Laqvei’, kan man nu umiddelbart genkende dem som ’kysse’, ’tænke’ og ’lakaj’. Men selv den forsigtige bearbejdning har mødt hævede øjenbryn i fagkredse. Skal filologer begive sig ud i den slags? Vores svar er at det netop er filologerne der skal gøre det. Det er jo fagfolkene der kan gøre det forsvarligt og på videnskabeligt grundlag.
Fælles for hele dette forsknings- og formidlingsprojekt er at vi hele vejen igennem har følt os som et kollektiv. Samarbejde, koordinering og indbyrdes inspiration er helt centrale begreber. Og på det punkt bygger vi videre på en stærk tradition, for det samme kan man sige om Det Danske Sprog- og Litteraturselskab som helhed. DSL er en forunderlig institution, hvor forskere med mange forskellige faglige baggrunde arbejder sammen på kryds og tværs – og hvor netop det at nå ud til et bredt publikum med høj faglig kvalitet er et centralt element.
Men der er én side af mit virke hvor jeg ikke kan fremhæve samarbejde og fællesskab, og det er måske den side der fascinerer mig selv allermest, nemlig oversættelserne af latinske tekster. Dér er man meget alene – omend, kan man sige, sammen med forfatteren.
Jeg kan godt se at jeg med min begejstring for Holbergs formuleringskunst på dansk, har lagt op til at det må være lige min sag at oversætte hans latinske værker. At oversætte til den form han selv ville have givet teksterne på dansk. Og det er i en vis forstand sandt – men samtidig helt forkert. For når Holberg skrev latin, kunne han ikke lige så godt have skrevet dansk. Når han skrev latin, skrev han på latinske præmisser. Han skrev ikke sådan som han selv ville have skrevet på dansk, men sådan som Plinius eller Petronius eller Martial ville have skrevet teksterne i romersk kejsertid. Så hvis jeg skulle oversætte til holbergsk dansk, skulle det vel være 2000 år gammelt 1700-talssprog!
Ikke desto mindre er det slet ikke ukendt at oversætte latinske tekster til et pastichesprog. Min umiddelbare forgænger som oversætter af Saxo, Jørgen Olrik, gjorde netop det. Han gjorde sig store anstrengelser for at få Saxos tekst til at lyde som noget fra middelalderen – fyldt med ’snekker’ og ’gangere’ og ’niddinger’ – på trods af at Saxo selv gjorde sig om muligt endnu større anstrengelser for at få teksten til at lyde som noget fra romersk kejsertid!
Min umiddelbare forgænger som oversætter af Holbergs epigrammer, den brillante Christopher Maaløe, gik i en vis forstand i den modsatte grøft. Hos ham finder man både atomkerner og fyldepenne og pølsevogne. Men samtidig ser han bagud ved at vælge det versemål Holberg selv ville have skrevet i hvis han havde skrevet digtene på dansk, nemlig aleksandrinere. På en gang anakronistisk moderne og Holberg-pastiche. Et blandingsprodukt, kan man sige. Men på den anden side kommer man ikke uden om at en oversættelse skal være et blandingsprodukt.
Min holdning er at sådan en oversættelse skal være nutidig. Vi skriver den jo for at formidle teksten til nutiden. Men samtidig skal man så vidt muligt holde fast i originalens karakteristika. Fx versemålet. Når nu Holberg skriver i sine romerske forbilleders elegiske distika, skal min oversættelse også være i elegiske distika.
Det er jo ikke særlig nutidigt. Men det er heller ikke pointen. Pointen er at læseren skal komme så tæt som mulig på originalen, men på sit eget sprog. Og det gælder ikke kun for gamle latinske tekster. Hvis man nu fx skal oversætte en svensk kriminalroman der foregår i – skal vi sige Ystad – så oversætter vi ikke Ystad med Skælskør. For det er jo en svensk tekst selv om den er på dansk. Og hvis en person i bogen siger at han taler svensk, så oversætter vi det med ’svensk’ – selv om han nu siger det på dansk.
På den måde er en oversættelse en fiktion. Vi leger at det vi sidder med, er originalen, på trods af at det reelt er en efterligning. Oversætter og læser opererer, normalt ganske ubesværet med en uudtalt indbyrdes overenskomst om at dette er originalen – og undervejs skal vi helst glemme at det er en oversættelse. Men det er altså en fiktion.
Det er den samme fiktion jeg henholder mig til når jeg holder fast i originalens virkemidler og fx gengiver de antikke versemål på dansk. Jeg skal ikke vise hvad Holberg eller Saxo ville have skrevet på dansk, men hvad de skrev på latin – så vidt som det nu er muligt.
Så er det naturligvis meget vigtigt at sproget bliver nutidigt dansk. Men ikke så nutidigt at vi ødelægger fiktionen. Hvis jeg bruger udtryk som ’at committe sig’, der er et af disse års modeord, eller – ja – ’nørdet’, så bliver det så nutidigt at illusionen brister. Så er der ingen der kan leve sig ind i fiktionen om at dette er Holbergs tekst.
Sprogtonen i originalen kan jo ligge meget langt fra oversætterens egen. I Holbergs tilfælde er det ikke alene en anden persons sprog vi oversætter, men også et sprog fra en fremmed tid. Men hvis resultatet skal leve, hvis det skal blive autentisk, er det centralt at oversætteren bruger sit eget sprog.
Jeg kommer selv i denne sammenhæng til at tænke på skuespil. Hvis en skuespiller skal spille sin rolle autentisk og overbevisende, må han eller hun ’bruge sig selv’, som det vist hedder. Det er ikke mindst det de lærer på teaterskolerne. De lærer at kende sig selv og finde deres egen vrede eller glæde eller misundelse frem fra deres indre. En maske er ikke nok hvis det skal være autentisk.
Parallellen er naturligvis ikke fuldstændig dækkende. Men den illustrerer vist meget godt. Hvis teksten skal leve, skal jeg finde mit eget sprog frem i det der siges. Det betyder ikke at jeg skal oversætte fx meget knudret sprog til korte, enkle formuleringer fordi mit eget sprog nu tilfældigvis er sådan. Det betyder at jeg skal skrive knudret sprog sådan at jeg kan genkende mig selv i sproget.
Det skal på en gang være mit sprog og originalens. Det er to hensyn der stritter mod hinanden og aldrig til fulde kan forenes. Men det er også to hensyn der holder hinanden i skak.
Og først og fremmest skal vi som sagt opretholde fiktionen om at dette er originalen. Idealet må være at læseren glemmer at der er tale om en oversættelse. Jeg selv må tit leve med den faglige skavank at jeg sidder og tænker over hvad der mon har stået i originalen når jeg læser en oversættelse. Men i de tilfælde hvor jeg glemmer alt om det, og læser frit og uhæmmet, der ved jeg at jeg har fat i en rigtig god oversættelse.
Så hvis man, i det mindste til dels, kan sige at jeg har fået en medalje for ikke at blive bemærket – så er jeg stolt. Og meget taknemmelig.
Peter Zeeberg. Foto: Pavel Bunin
Peter Zeeberg, f. 1957, er ledende redaktør ved Ludvig Holbergs Skrifter på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor han udgiver og kommenterer danske og latinske skrifter og oversætter latinske værker til dansk. Han er derudover leder af projektet Latinsk hyrdedigtning fra Frederik 2.s tid og udgiver af Hans Svanings Danmarkshistorie.
Zeeberg er cand.phil. i latin (1987) og ph.d. (1992) fra Københavns Universitet og har især forsket i 1500-tallets danske og nordtyske latinlitteratur (Tycho Brahe, Erasmus Lætus og Henrik Rantzau). Af publikationer kan nævnes Erasmus Lætus’ skrift om Christian IVs fødsel og dåb (sammen med Karen Skovgaard-Petersen, DSL 1992),Tycho Brahes “Urania Titani” et digt om Sophie Brahe (1994), og Heinrich Rantzau – A Bibliography (DSL, 2004). Har desuden for DSL oversat Saxos Danmarkshistorie (2000) og Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (2012) og sammes Epigrammer (2018).