Af Anne Marie Bjerg
Artiklen blev oprindeligt bragt i Dansk Oversætterleksikon.
Johanne Elisabeth Grundtvig (1856-1945) blev født i København som datter af arkivar Johan Didrik Nicolaj Blicher Grundtvig og Oline Vilhelmine Christiane Stenersen. Hendes farfar var N.F.S. Grundtvig (1783-1872).
Hun blev uddannet som lærerinde fra N. Zahles skole, hvor hun aflagde institutbestyrerprøven i 1884. Hun kom dog aldrig til at arbejde som lærerinde. I 1883 blev hun sammen med sin litterært interesserede mor medlem af Dansk Kvindesamfund (stiftet 1871), og fra 1885 til 1886 var hun den første redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, og igen i perioden 1890-1894. Hun skrev selv og sørgede helt fra begyndelsen for, at bladet indeholdt artikler med både socialt og æstetisk indhold. For eksempel om ægtefællers ulige forhold over for loven, samt litterære bidrag og anmeldelser, foruden et internationalt og især skandinavisk perspektiv på kvindesagen.
I 1887 holdt hun ved et lukket kvindemøde i Dansk Kvindesamfund et foredrag omNutidens sædelige Lighedskrav. Her spurgte hun, om ligestillingen mellem mænd og kvinder betød, at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral, eller om mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse; hun argumenterede for det sidste som et middel til at undgå prostitution og hjemløse børn.
Dette foredrag, som blev trykt i Kvinden og Samfundet samme år, 1887, blev starten påsædelighedsfejden, den omfattende debat om den frie kærlighed og kønsmoralen, som var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk. Den engagerede flertallet af Nordens betydelige kulturskribenter og forfattere, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og August Strindberg, i 1880’erne. Og Georg Brandes, tidens ledende danske litteraturkritiker, skrev i Politiken tre ironiske kommentarer til artiklen. Elisabeth Grundtvig anlagde sag mod Brandes, og den påfølgende retssag rensede hende for Brandes’ beskyldninger for citatfusk og perfidi. Brandes, dvs. dagbladet Politiken, blev idømt bøde.
I perioden 1883-1890 var Elisabeth Grundtvig medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening (1872-1962), og her mødte hun filologen og oversætteren Ida Falbe-Hansen (se særskilt artikel).
I 1889 aflagde hun stenografeksamen, og i 1890 blev hun, som Rigsdagens første kvindelige funktionær, ansat som stenografskriver, dog uden adgang til selve Rigsdagssalen. Senere blev hun forfremmet til en korrektørstilling; på grund af uvarslet fravær og forsømmeligt arbejde kunne afskedigelse dog komme på tale; hun valgte selv at forlade sin stilling i 1897.
Allerede fra 1887 levede og arbejdede hun sammen med Ida Falbe-Hansen, men i nogle år måtte hun flytte fra hende og ind hos sin bror Stener Grundtvig, der som fængselsinspektør havde embedsbolig i Vestre Fængsel (opført i 1895). Han var blevet enkemand, og i en årrække passede hun hans børn og husholdning. Ligeledes passede hun den svagelige Ida Falbe-Hansen indtil hendes død i 1922.
Sammen med Ida Falbe-Hansen oversatte Elisabeth Grundtvig Selma Lagerlöfs (1858-1941) forfatterskab indtil 1922. I årene 1922 til 1933 fortsatte hun alene oversættelsen af forfatterskabet, et arbejde, som var blevet indledt i 1891 med oversættelsen af Selma Lagerlöfs debutroman, Gösta Berlings Saga (1891, da. 1892)
Ida Falbe-Hansen var også en glimrende oversætter fra svensk. Hvordan disse to oversættere har delt arbejdet mellem sig, i den tid det varede (1890-1922), vides ikke, men den resterende del af det: erindringsværkerne under samletitlen Mårbacka (1922, 1930, 1932) og romantrilogien om Familien Löwensköld (1925 og 1928), har samme gedigne og vederhæftige præg som de fælles oversættelser. Brevvekslingen mellem Selma Lagerlöf og hendes to danske oversættere fortsatte også efter Ida Falbe-Hansens død og varede ved helt til forfatterens død i 1941.
Et par korte brevcitater fra 1901 om arbejdet med romanen Jerusalem kan belyse samarbejdet mellem forfatter og oversætter(e):
Vestre Fængsel, København, V.
15-6-1901
Kære Frøken Lagerlöf!
Mange Tak for Brev og Msk. Jeg er meget glad ved, det er Ingmarerne, vi skal have med at gøre, ligefra den gamle med Bjørnen har de alle min største Interesse og Sympati. Det bliver nok ”a grand book” – Barnet i det andet Kapitel er henrivende og den stakkels Præst ogsaa – han minder jo svagt om vor højtelskede Gösta – og ”Himlen aaben” er skøn. Guderne give Lykke og Kræfter til Fortsættelsen!
Falun 17. Juni 1901
Kära Fröken Grundtvig!
Tack så hjärtligt för brefvet och tack för att Ni är så snäll. Det var mycket roligt att Ni tyckte om planen att taga Ingmarssönerna till hjältar. Jag vet ej just om det blir en storartad bok, men jag har ett starkt intryck medan jag skrifver att den är lefvande.
Fra Elisabeth Grundtvigs hånd foreligger der fra 1920’erne og 1930’erne en række oversættelser fra engelsk. Det drejer sig om moderne engelske og amerikanske romantiske romaner af forfattere som Baronesse Orczy, Margaret Pedler, Stanley Hopkins og børnebøger af Augusta Huiell Seaman. Disse bøger fremtræder med den samme vederhæftige oversættelsespraksis som i oversættelserne fra svensk. Stilen er konsistent inden for genrerne. Dog er der somme steder svage anglicismer, eller i det mindste en ikke-dansk sprogbrug, f.eks. ”…den fikse lille Hat, der bragte hende til at se ud som en Dame” (Orczy: The Eternal City, da. Ad bugtede stier, 1927). I børnebogen Tre smaa Opdagere (The Riddle at Live Oaks af Augusta Huiell Seaman, 1938), som foregår i Amerika, har oversætteren tilsyneladende ikke forsøgt at lokalisere påklædning, inventar, landskab m.v. af hensyn til børnelæserne.
Men læser man Elisabeth Grundtvigs oversættelse Dronning Victoria, fra 1930, af Lytton Stracheys biografi Queen Victoria fra 1921, er man ikke i tvivl om, at den er foretaget af en meget kyndig og velskrivende oversætter, som kan gengive forfatterens ordrige og elegante, blidt ironiske stil i en tilsvarende dansk.
Eks. s. 91-92:
”The wedding-day was fixed, and it was time for Albert to tear himself away from his family and the scenes of his childhood. With an aching heart, he had revisited his beloved haunts – the woods and the valleys where he had spent so many happy hours shooting rabbits and collecting botanical specimens; in deep depression, he sat through the farewell banquets in the Palace and listened to the Freischütz performed by the State band. It was time to go. The streets were packed as he drove through them; for a short space his eyes were gladdend by a sea of friendly German faces, and his ears by a gathering volume of good guttural sounds. He stopped to bid a last adieu to his grandmother. It was a heart-rending moment. ‘Albert! Albert!’ she shrieked, and fell fainting into the arms of her attendants as his carriage drove away. He was whirled rapidly to his destiny.”
…
“Meanwhile Victoria, in growing agitation, was a prey to temper and to nerves. She grew feverish, and at last Sir James Clark pronounced that she was going to have measles. But, once again, Sir James’s diagnosis was incorrect. It was not the measles that was attacking her, but a very different malady; she was suddenly prostrated by alarm, regret, and doubt. For two years she had been her own mistress – the two happiest years, by far, of her life. And now it was all to end! She was to come under an alien domination – she would have to promise honour and obey … someone.”
s. 79-80:
“Bryllupsdagen var fastsat, og det Øjeblik kom, da Albert maatte rive sig løs fra sin Familie og sit Barndomshjem. Tung om Hjertet havde han taget Afsked med alle de elskede Steder: Skovene og Dalene, hvor han havde tilbragt saa mange lykkelige Timer, hvor han havde jaget Kaniner og samlet Planter til sit Herbarium. Bedrøvet sad han ved Aftenselskaberne i Slottet og hørte Militærmusikken spille ’Jægerbruden’. Skilsmissens time slog. Da han kørte fra Slottet, var Gaderne fulde af Mennesker, en lille Stund endnu kunde hans Øjne nyde Synet af et Mylder af venlige, tyske ansigter og hans Øren frydes af en brusende Strøm af kære Strubelyde. Han lod Vognen holde for at sige sin Bedstemoder et sidste Farvel. Det var et gribende øjeblik. ’Albert! Albert!’ raabte hun og faldt besvimet om i Armene paa sine Damer, da hans Vogn satte sig i Bevægelse. Han drog hurtigt sin Skæbne i møde.”
…
”Imidlertid levede Victoria i den største Sindsuro og blev stadig mere nervøs og irritabel. Hun fik Feber, og Sir James Clark mente, at hun var ved at faa Mæslinger. Men endnu engang stillede han en forkert Diagnose. Hun havde ikke Mæslinger, men en helt anden Sygdom: hun var pludselig blevet ude af sig selv af Uro, Angst og Tvivl. Nu havde hun i to Aar været sin egen Herre – de lykkeligste to Aar i hendes liv. Og nu var det altsammen forbi! Nu skulde hun under fremmed Herredømme – hun skulde love, at hun vilde ære og adlyde …”
Med sin slægtsbaggrund, sin uddannelse og sit virke i væsentlige litterære og kulturelle sammenhænge omkring forrige årtusindskifte bidrager Elisabeth Grundtvig også til oversættelsens historie i Danmark.
—
Kilder:
Brevcitaterne er hentet fra faksimilegengivelsen på siderne 140-41 i: Selma Lagerlöf 1858-2008, udstillingskatalog fra Kungliga Biblioteket, Stockholm, 2008.
Tinne Vammens biografi i Dansk Biografisk Leksikon og Kvindebiografisk Leksikon.
Øvrig litteratur:
Helle Hvenegård-Lassen: Et andet hjem. Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962.
Nordisk Kvindelitteraturhistorie, Bind II: Faderhuset, 1993.
Georg Brandes: Samlede Skrifter, bd. 13, s. 447 ff (www.adl.dk).
Den Store Danske Encyklopædi, bind 18: Sædelighedsfejden.
—
Bibliografi:
Selma Lagerlöf: Mårbacka. Erindringer 1922.
Selma Lagerlöf: General Löwenskölds Ring 1925
Selma Lagerlöf: Charlotte Löwensköld, 1925.
Selma Lagerlöf: Anna Svärd, 1928.
Baronesse Orczy: Ad bugtede Stier, 1927.
Margaret Pedler: Som man saar, 1928.
Walter A. Berendsohn: Selma Lagerlöf, Hjem og Livsforhold, Forfatterskab, Værker, Virkefelt og Betydning, 1928 (tysk disputats, oversat efter den svenske udgave).
Selma Lagerlöf: Et Barns Erindringer, Mårbacka 2, 1930.
Lytton Strachey: Dronning Victoria, 1930.
Selma Lagerlöf: Dagbog, Mårbacka 3, 1932.
Selma Lagerlöf: Høst. Fortællinger og Taler, 1933.
Stanley Hopkins: Kaptajn Floods Døtre, 1935.
Augusta Huiell Seaman: Egelys Hemmlighed, 1937.
Augusta Huiell Seaman: Tre smaa Opdagere, 1938.
Augusta Huiell Seaman: Det mystiske Fund, 1939.
Augusta Huiell Seaman: Det øde Hus, 1940.