Af Ole Meyer

Analyse
Her har vi dels et originaldigt af en stor digter, dels en samtidig oversættelse af en ditto, som dog ikke er blandt dennes bedste præstationer: den undgår ikke at virke som netop en oversættelse, især i første og sidste strofe, hvor rimtvangen er påfaldende. Kildeteksten er tilsyneladende ligetil, næsten stereotyp: ligesom i samme forfatters Dichterliebe taler et jeg om – eller her: til – et du der ikke svarer og heller ikke beskrives i sig selv ud over det udvendige og konventionelt emblematiske: de smukke øjne. Ser de overhovedet på ham?

Han taler, hun er tavs. Er det altsammen blot betydninger og hensigter han tilskriver hende? Og er den gentagne slutlinie blot et konventionelt retorisk spørgsmål?

Nej, ikke kun, for den er ved nærmere eftersyn slet ikke så konventionelt formuleret:

For det første er selve tiltaleordet intimt: Mein Liebchen, ikke fx Geliebte, Herzliebste eller hvad man nu ellers kan finde i romantisk dusinlyrik. Som om han faktisk mener at have et krav på hende, som hun ikke anerkender eller honorerer. For det andet ligger trykket et andet sted end forventeligt; der står jo netop ikke, kavalérmæssigt retorisk og henkastet:

*(Geliebte), was willst du denn mehr?
– men derimod :
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Den forventede daktyliske rytme brydes et øjeblik, som for at pointere at hun også har en vilje i forhold til ham, og er ansvarlig for at have ført ham derud hvorfra han nu tiltaler hende. Hvorved hendes tavshed bliver desto mere dramatisk.

Derfor har jeg oversat (nedenfor) til en formulering der (noget mere tydeligt end i originalen) tilskriver hende en vilje. Det samme har Aarestrup fat på, skønt hans oversættelse ellers ikke er særlig vellykket. Mærkeligt nok. Men også han bryder rytmen gennem den manglende optakt:

Elskede, hvad vil du mer?
(ikke: * Min kære, hvad vil du dog mer?
eller: * Min elskede, hvad vil du mer?)

– og således også, hos mig:
… hvad mere,
elskede, er det du vil?

Derimod har såvel Sørensen som Gjedsted (begge forneden) en ubrudt jambisk-daktylisk rytme; sidstnævnte dog med en variation i ordvalg (ikke i rytme) i sidste linje, der gør den mere insisterende end de to første strofers slutning (om det så skyldes rimvalg eller mere bevidste overvejelser, kan være underordnet for resultatet):

min kære, hvad er det du vil? (1. & 2. strofe: min kære, hvad vil du mer?)

***

Han – jeg – taler og digter indtrængende til det fortsat stumme du. Til slut forstummer også han, zu Grunde gerichtet, øde-lagt. Temaet tale vs. tavshed er implicit pointeret ved det tre gange gentagne ubesvarede spørgsmål, der i sin insisteren netop ikke er rent retorisk. Digtets grundtema er denne modsætning mellem en talende (digtende) og en stum (lyttende eller netop ikke lyttende?) position. Forløbet går fra tale (liv) til tavshed (død) – som måske allerede er konnoteret fra begyndelsen gennem de livløse smykkesten?

Derimod er krigsmetaforen ein ganzes Heer osv. snarere død metafor: konventionel siden Roman de la Rose osv. Gjedsted holder fast ved den – nok snarere af rimgrunde end fordi han anser den for væsentlig; ligesom Aarestrup og Sørensen (fejl)oversætter han nemlig 2. strofes Auf (= Til el. Mod ) med Om, hvorved metaforen blir hjemløs. Men hans oversættelse fra 1995 har dog frigjort sig fra den danske guldalderdiktion med omvendt ordstilling osv., som stadig ses hos traditionalisten Sørensen i 1962 – men ikke hos Aarestrup!

Nedenfor originalen på ny, med en ganske upoetisk ord-for-ord-oversættelse; derefter fire danske oversættelser inkl. min egen (upubliceret).

HEINRICH HEINE (1797-1856):

Du hast Diamanten und Perlen,
Hast alles, was Menschenbegehr,
Und hast die schönsten Augen –
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Auf deine schönen Augen
Hab’ ich ein ganzes Heer
Von ewigen Liedern gedichtet –
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Mit deinen schönen Augen
Hast du mich gequält so sehr,
Und hast mich zu Grunde gerichtet –
Mein Liebchen, was willst du mehr?
(1827)
–

”Du har diamanter og perler,
har alt hvad mennesker begærer,
og har de smukkeste øjne –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ?

Til dine smukke øjne
har jeg (digtet) en hel hær
af evige sange (digtet) –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ?

Med dine smukke øjne
har du pint mig så meget
og ødelagt mig helt –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ? ”

—

EMIL AARESTRUP, ca. 1830 :

Du har Diamanter og Perler,
Alt, hvorefter Mennesket seer,
Og du har de deilige Øine –
Elskede, hvad vil du mer?

Om dine deilige Øine
Har jeg vel digtet fleer
End tusinde evige Sange –
Elskede, hvad vil du meer?

Ved dine deilige Øine
O, det er ikkun Plaseer!
Er jeg ødelagt, gaaet til Grunde –
Elskede, hvad vil du meer?

–

POUL SØRENSEN, 1962:

Du har diamanter og perler,
har alt, hvorpå mennesker ser,
og du har de dejligste øjne,
– hvad ønsker du, elskede, mer?

Om dine dejlige øjne
digtede stadig jeg fler
sange som aldrig vil glemmes,
– hvad ønsker du, elskede, mer?

Af dine dejlige øjne,
øjne, som lokker og ler,
pintes jeg langsomt til døde
– hvad ønsker du, elskede, mer?

–

JØRGEN GJEDSTED, 1995:

Du har diamanter og perler
– kan nogen ønske sig fler? –
og har de smukkeste øjne –
min kære, hvad vil du mer?

Om dine smukke øjne
har jeg vel digtet armeer
af evige kærlighedssange –
min kære, hvad vil du mer?

Du har med dine øjne
sat hele mit liv på spil
og dømt mig til undergangen –
min kære, hvad er det du vil?

—

OLE MEYER 2007:

Du har diamanter og perler,
har alt man kan tænke sig til,
har øjne så smukke – hvad mere,
elskede, er det du vil?

De øjne, dem har jeg rendt storm mod
og sat alt jeg evned på spil,
i evige sange – hvad mere,
elskede, er det du vil?

De øjne, med dem har du pint mig
med tvivl, så jeg næsten går til
og ikke ved råd – sig, hvad mere,
elskede, er det du vil?

Kilder:
Heines originaldigt samt Jens Jørgen Gjedsteds (præmierede) oversættelse er taget fra Dansklærerforeningens Bogpakkeavis for december 1995.
Poul Sørensens version står i Kanon i dansk, v. Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger & Jens Smærup Sørensen, 2005.
Ole Meyers oversættelse er upubliceret.