Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg har altid arbejdet med tekst, men ikke altid som oversætter. Dansk er jo mit hjertesprog, og i bedste fald er jeg med til at vise, hvad det kan. Og det engelske sprog tilbeder jeg som en stalker. Jeg halser hele tiden efter det og opdager stadig noget nyt hver dag. Som jeg ofte glemmer igen og må lære på ny. Så der er nok at tage fat på.
Af temperament er jeg nok lidt mere udadvendt og variationslysten, end hvad jobbet lægger op til, men som Inger Christensen sagde til Mette Moestrup: Det gælder ikke om at finde et liv, der passer til din måde at skrive på, men om at finde en måde at skrive på, der passer til dit liv. Som oversætter har jeg fundet det job, der passer til mit liv. Hvis mit liv bliver anderledes en dag, bliver mit job det måske også.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Bøger, der kan holde på en hemmelighed. Bøger, der ikke er for lange! Hvis jeg på et tidspunkt får lyst til at skrige, at nu HAR jeg fattet det, nu må vi videre, så er den for lang. De fleste bøger er for lange. Måske er jeg for farvet af, at jeg har været tekstforfatter og derfor selv er blevet hjernevasket til at skære fra, indtil der kun står et slogan tilbage.
Men det er nu ikke, fordi jeg generelt sidder og forholder mig vældig kritisk til de bøger, jeg oversætter. Der vokser altid en loyalitet frem imellem os, så det føles sjældent som skønne, spildte kræfter. Man længes altid efter den perfekte bog, men de uperfekte byder jo også ind med noget. Jeg har det nok som de fleste andre: Der er perioder, hvor man går på arbejde af pligt og vane, og så er der perioder, hvor man er så heldig, at lyst, evner og opgaver tørner sammen på et nyt niveau. De arbejdsglade perioder beånder de mindre åndfulde, og det er helt i orden, at det veksler. Det er for krævende at være optændt af ildhu konstant.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
De forbandede af Joyce Carol Oates. Jeg var Egon Olsen foran Franz Jäger, og jeg var helt i ét med det, jeg skulle bare koncentrere mig. Det er en smuk, vittig, gådefuld roman … og samtidig så diskret, edderspændt rasende. De slog de sorte ihjel! De holdt kvinderne ude! De smed arbejderne i truget og lavede pølser af dem! Det fik ingen konsekvenser! Det foregår stadig! Revolution NU!
Mansfield Park af Jane Austen er den første tekst, jeg har arbejdet med, hvor jeg ikke gjorde mig mere og mere fri af originalen for hver gennemlæsning, men tværtimod blev mere og mere tekstnær. Det var simpelthen godt nok, det der stod, selvom det på sin vis var såre enkelt.
Og Ethan Frome af Edith Wharton … Er den virkelig til mig? Tak, tak, tak, det er næsten alt for meget … Den skjulte perle i mit bryst. Jeg kan stadig gå i selvsving over Edith Wharton.
Bedste oversættelse du har læst?
Jeg bliver næsten altid imponeret, når jeg læser en skønlitterær bog, der er oversat til dansk. Standarden er høj! Men jeg må indrømme, at jeg fortrinsvis læser bøger på engelsk. Jeg er virkelig ikke stolt af det, men det er svært at rive sig løs, når man først er kommet ind på den galej, for den ene gode bog holder den næste i hånden. I en periode havde jeg en læseklub sammen med en flok naboer, hvor vi udfordrede hinandens vaner, og det hjalp. Så vidt jeg husker, klukkede jeg fx en del over Susanne Stauns oversættelse af Caitlin Morans: Kunsten at være kvinde, som jeg normalt ville have læst på originalsproget. Lyrik og humor må være noget af det sværeste at oversætte og noget af det mest tilfredsstillende at ramme rigtigt med.
Hvor oversætter du?
I et kontorfællesskab på Christianshavn, som jeg deler med nogle forfattere og teaterfolk. Jeg kunne i princippet godt arbejde hjemme, men ”Jeg tager på kontoret” er en erklæring, hvis symbolværdi er svær at overvurdere.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Engelsk er jo så allestedsnærværende, og danskere er så dygtige til det, at mine overvejelser tit handler om, hvad jeg skal undlade at oversætte. Fx bruger alle mine venner udtryk som ”Jeg overruler dem,” ”Han har elendige social skills,” ”Det er jo ikke ligefrem rocket science” og ”Vi går all in.” Skal jeg oversætte de udtryk alligevel, selvom mine venner vil vrænge på næsen – eller skal jeg lade dem stå og fremmedgøre nogle andre i stedet? Læser mine venner overhovedet de bøger, jeg oversætter??
Jeg skal selvfølgelig også passe på med anglicismer, men mange af os bruger jo anglicismer i ét væk i daglig tale, så det kan også blive for kunstigt at vælge dem fra for enhver pris. Kontekst er alt.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Med tiden er jeg blevet mere opmærksom på at værne om tekstens knaster. Måske en helt naturlig udvikling, idet man typisk bliver betroet nogle mere knastede bøger, jo mere erfaren man bliver. Nu slår jeg mig lidt i tøjret over for tekstredaktører og korrekturlæsere, hvis jeg synes, de retter uden gehør for bogen som helhed. Nogle gange må man ofre det gængse til fordel for det gakkede, hvis det gakkede er mere tro mod bogen. Hvis det skurrer på originalsproget, skal det også skurre på dansk.
Så en af de vigtigste forudsætninger er måske: modet til ikke at glatte ud.
Men først og fremmest skal man være åben! Man må ikke stivne i sit udtryk. Erfaring bliver hurtigt forældet, som Jarl Friis-Mikkelsen siger. (Ja, man må hente visdom fra mange kilder). Man er nødt til at spidse øren og følge med. Og man skal være lydhør over for andres forslag. Jeg har selv lært meget af de tekstredaktører og korrekturlæsere, som jeg brokkede mig over så sent som for få linjer siden. De har reddet mig fra MANGE brølere.