Af Ida Klitgård
Anmeldelse af Mary Shelley, Frankenstein, eller den moderne Prometheus (Frankenstein, or the Modern Prometheus), oversat af Jakob Levinsen, med forord af Merete Pryds Helle, Rosinante 2014.
Så foreligger den romantisk-gotiske forfatter Mary Shelleys bog om det menneskeskabte monster fra 1818 atter på dansk – denne gang i Rosinantes klassikerserie der også tæller andre store ældre britiske forfattere som Laurence Sterne, Daniel Defoe, George Elliot, Emily Brontë og Charles Dickens. Romanen findes ellers allerede i en lang række oversættelser. Først er der Kirsten Diemers forkortede oversættelse fra 1966. Så er der forfatteren Jannick Storms fra 1977 med en række genudgivelser. Dernæst er der Niels Søndergaards oversættelse fra 1982, og altså nu også Jakob Levinsens fra i år. Der er åbenbart ingen ende på Frankensteins uhyres hærgen på det litterære marked.
Bogen blev oprindelig til som udfaldet af et væddemål mellem Mary Shelley og de romantiske digtere Lord Byron og Percy Bysshe Shelley – som hun giftede sig med – om at skrive den mest uhyggelige fortælling. Og det må vist siges, at Mary Shelley løb med sejren. I første omgang udgav hun romanen anonymt i 1818 og fem år senere omsider med sit navn på forsiden, da den viste sige at blive en succes. Derudover lavede hun en bearbejdet udgave i 1835, hvor hun efter eget udsagn i efterordet får pudset det stilistiske af. Det er imidlertid Norton-udgaven af 1818-versionen, om Jakob Levinsen har valgt som udgangspunkt. Man kan så spørge sig selv, hvorfor det? Valget står mellem det oprindelige først udtænkte udkast og den endelige udgave, som forfatteren selv syntes, den skulle være, og Levinsen har så i samarbejde med Rosinante valgt at gå tilbage til rødderne og tilsidesætte Mary Shelleys bevidst ønskede kunstneriske ændringer – og alligevel medtages hendes efterord fra 1831 i Rosinantes udgave, hvor Shelley udtrykkelig siger: “Sproget er ændret de steder, hvor det var så nøgent, at det påvirkede fortællingens evne til at vække interesse, og disse ændringer optræder næste udelukkende i begyndelsen af første bog. De begrænser sig hele vejen igennem til udvendige dele og berører ikke dens kerne og substans”. Det kan undre, at Levinsen har valgt ‘det nøgne look’ uden at begrunde hvorfor. Bortset fra at det giver denne anmelder ekstra arbejde med at få kapitelnumrene til at passe sammen i en sammenligning med en tidligere oversættelse. Og Merete Pryds Helles forord er heller ingen hjælp i den retning. Det er udelukkende en biografisk, men så absolut en ganske glimrende gennemgang af Shelleys liv og levned.
Kort fortalt handler Frankenstein om den overmodige videnskabsmand Victor Frankenstein, der skaber et levende menneske-væsen ud af døde kropsdele og lige dele kemi, alkymi og elektricitet. Han fortryder efterfølgende bittert, at han har forsøgt at overtrumfe Guds skaberværk og flygter i væmmelse fra sit ‘monster’. Dernæst hærger monstret rundt og myrder og opsøger så sin skaber, som han fortæller om, hvordan det har lært at tale og læse på egen hånd. Monstret overtaler Frankenstein til at lave en ‘brud’ på samme måde som ham selv, men Frankenstein forkaster projektet og gifter sig i stedet. Som hævn kvæler uhyret Frankensteins brud Elizabeth på bryllupsdagen, og derefter følger en forbitret jagt på monstret over store dele af jordkloden, der ender i området omkring den nordlige polarcirkel. Her dør Frankenstein af udmattelse efter at være blevet samlet op på en båd. Men lige inden besøger det hæslige uhyre ham en sidste gang, hvor han siger, at han vil sætte ild til sig selv og gære en ende på sine lidelser. Han forsvinder derefter for bestandig.
Det er en fortælling om store følelser, drama og det romantisk sublime – den herskende barske, vilde og mørke natur, om det så er storslåede bjerglandskaber eller det allerinderste i menneskets depraverede sind. Det samme gælder skrivestilen, der ikke er uden svulstig Schwung og patineret patos, og det er lykkedes Levinsen rigtig godt at ramme den romantiske tone uden at lyde forældet eller direkte fjollet. Det må være den helt store udfordring ved en nyoversættelse af netop denne klassiker. Og det er en smuk og stærk stil, Levinsen holder hele vejen igennem. Jeg har samtidig kigget lidt på den tidligere oversættelse af Jannick Storm, og den holder nu også stadig, synes jeg. Her er et par stikprøver på gribende passager, hvor den allerstørste patos træder ind på arenaen. Det første er fra monstrets lange beretning over for Frankenstein:
Accursed creator! Why did you form a monster so hideous that even you turned from me in disgust? God, in pity, made man beautiful and alluring, after his own image; but my form is a filthy type of yours, more horrid even from the very resemblance. Satan had his companions, fellow devils, to admire and encourage him, but I am solitary and abhorred.
Levinsen:
Forbandede skaber! Hvorfor frembragte du et uhyre så ækelt, at endog du selv vendte dig fra mig i væmmelse? Den nådige Gud gjorde mennesket smukt og tiltrækkende i sit eget billede, men mit udseende er en beskidt udgave af dit, og netop i kraft af sin lighed desto mere rædsom. Satan havde sine følgesvende, sine meddjævle, til at beundre og opmuntre ham, men jeg er alene og foragtet.
Storm:
Forbandede skaber! Hvorfor dannede du et uhyre der var så hæsligt at endog du vendte dig fra mig i afsky! Gud gjorde i sin nåde mennesket smukt og tiltrækkende, efter sit eget billede, men min skikkelse er en ækel afart af din, og end mere gyselig på grund af selve ligheden. Satan havde sine følgesvende, meddjævle, der kunne beundre og opmuntre ham, men jeg er ene og forladt.
Begge oversættere falder ikke for fristelsen til at oversætte “monster” med ‘monster’ men med “uhyre”. Levinsen taler om noget ækelt og væmmelse, mens Storm vælger at tale om noget hæsligt og afsky. Levinsens oversættelse giver mig associationer i retning af noget ‘ad, hvor ulækkert’, mens Storms giver mig mere gåsehud. Levinsen vælger at gøre uhyrets kropslige “filthy” udgave af menneskets “beskidt”, mens Storm gør den “ækel”. Selvom begge valg dækker ordet fint, giver de trods alt lidt forskellige associationer. Derudover klinger Storms afsluttende “ene og forladt” jo godt og mundret, men Levinsens “alene og foragtet” er tættere på forlæggets “abhorred”.
Og så er der den tragiske afslutning af Shakespeareske dimensioner, hvor det yderst veltalende monster tager afsked med den døde Frankenstein. Og her skal man holde tungen lige i munden for at forstå meningen:
Farewell! I leave you, and in you the last of human kind whom these eyes will ever behold. Farewell, Frankenstein! If thou wert yet alive, and yet cherished a desire of revenge against me, it would be better satiated in my life than in my destruction. But it was not so; thou didst seek my extinction that I might not cause greater wretchedness; and if yet, in some mode unknown to me, thou hast not ceased to think and feel, thou wouldst not desire against me a vengeance greater than that which I feel. Blasted as thou wert, my agony was still superior to thine; for the bitter sting of remorse will not cease to rankle in my wounds until death shall close them for ever.
Levinsen:
Far vel! Jeg forlader dig, og med dig det sidste menneskelige væsen, som disse øjne nogen sinde vil se. Far vel, Frankenstein! Hvis du stadig var i live og endnu nærede ønske om at hævne dig på mig, ville det være bedre opfyldt, med at jeg levede, end med at jeg blev tilintetgjort. Men sådan skulle det ikke være, du stræbte efter at udslette mig, så jeg ikke kunne fremkalde yderligere elendighed, og hvis du stadig ikke, på en eller anden mig ubekendt måde, er ophørt med at tænke og føle, efterstræber du ikke mit liv for min egen ulykkes skyld. Hvor meget forbandelsen end ramte dig selv, var min smerte stadig langt større end din, for angerens bitre stik vil ikke ophøre med at svie i mine sår, før døden lukker dem for evigt.
Storm:
Farvel! Jeg forlader dig, og med dig det sidste menneske disse øjne nogen sinde vil se. Farvel, Frankenstein! Hvis du stadig var i live og stadig nærede et begær om hævn over mig, ville det bedre kunne tilfredsstilles ved mit liv end ved min død. Men således var det ikke; du søgte min udslettelse, så at jeg ikke skulle forøve større ondskab, og hvis du stadig, på en måde der er ukendt for mig, ikke er ophørt med at tænke og føle, ville du ikke ønske en hævn over mig, der er større end den jeg føler. Sønderknust som du var, var min kval dog større end din, for angerens bitre sting skal ikke ophøre med at nage i mine sår før døden lukker dem for evigt.
Shelley anvender de gamle former “thou werst”, “thou didst”, “thou hast”, “thou wouldst” samt “thine” i stedet for ‘yours’, og det er jo det evige problem at få dem gengivet på dansk, uden at det bliver ufrivilligt komisk. Begge oversættere vælger da også et nogenlunde tidsneutralt sprog, men Levinsen formår trods alt at give passagen et gammelt og mere højtideligt islæt ved at vælge “Far vel!” i stedet for Storms ordinære “Farvel”. Til gengæld vælger Storm det ældre udtryk “kval” for “agony”, mens Levinsen skriver “smerte”.
De to oversættere har hver deres fortolkning af udtrykket “Blasted as thou wert”. Levinsen taler om forbandelse, som vi også hørte om i det foregående eksempel, mens Storm taler om at være sønderknust. Når man går til Oxford English Dictionary online, finder man disse betydninger:
adjective
1 [attributive] informal used to express annoyance:
make your own blasted coffee!
2 [attributive] literary withered or blighted; laid waste:
a blasted heath
an area of blasted trees
3 [predic.] informal drunk:
I got really blasted
Ingen af disse betydninger dækker over Levinsens eller Storms oversættelse, men Storms er alligevel nok den, der kommer tættest på withered, laid waste. Hvis man derimod besøger www.dictionary.com, finder man dette:
adjective
1.
withered; shriveled; blighted; ruined.
2.
damned; confounded: This blasted pen leaked all over my shirt.
Og går man ordet efter i sømmene i den etymologiske ordbog www.etymonline.com, står det så klart, at Levinsen er på rette spor, idet udtrykket har en ældre betydning relateret til en forbandelse:
blasted (adj.)
“stricken by malignant forces (natural or supernatural), cursed, blighted,” 1550s, from blast (v.), with the notion of “balefully breathed upon.” In the sense of “cursed, damned” it is attested from 1680s. Meaning “drunk or stoned” dates from 1972 (blast (v.) “smoke marijuana” attested from 1959).
Nok har Frankenstein været “sønderknust”, men hans blasfemiske overmod som skaber af liv på jorden er helt korrekt endt som en forbandelse for ham.
Et andet problem i oversættelsen ligger hos Levinsen denne gang. Han oversætter sætningen “thou wouldst not desire against me a vengeance greater than that which I feel” med ” efterstræber du ikke mit liv for min egen ulykkes skyld” i stedet for at bruge ordet “hævn”, som der retteligt står i originalen. Man kan ved nærmere granskning godt få “hævn” til at gå op med noget om at nedkalde en ulykke over en anden, eller at lade noget gå ud over en anden, men sammenligningen mellem at blive udsat for en hævn fra en anden og så det at føle en ulykke, der er så stor, at den overtrumfer enhver hævn påført udefra, går hermed tabt.
Men samlet set er Levinsens oversættelse gennemført lækker læsning med et sprog og en stil, der rammer patos og patina lige i skabet uden at være forstilt og forløjet. Men det samme kan altså også siges om Storms oversættelse, og siden da har vi jo også fået Niels Søndergaards oversættelse fra 1982, som jeg desværre ikke har haft lejlighed til at studere. Man kan undre sig over, hvorfor denne roman skal nyoversættes, ud over at det ser godt ud i Rosinantes klassikerbibliotek.
Men læs den endelig, og bliv rørt og ramt. Det er en eviggyldig fortælling om konsekvenserne ved menneskets absolutte ‘dark sides’, om det så er intentionerne om at forstyrre Guds verdensorden eller selve det forbandede produkt af disse intentioner. Forbandet være uhyrets evige hærgen…